Yonus og Dahy: Syrere i Danmark skal ikke sendes tilbage til systematisk vold blottet for retssikkerhed

09.08.2021

Syrien er ikke sikkert for tilbagevendte borgere, så længe al-Assad er ved magten, og de gamle magtstrukturer eksisterer. Det er et system, der er bygget op omkring social kontrol, en totalitær styreform og hvor mistænkte ikke straffes via rettergang, men oftest bare forsvinder eller ender i et af de mange torturkamre i Syriens fængsler.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Zenia Yonus og June Dahy

OVER MERE END 10 ÅR har konflikten i Syrien udviklet sig til en af vor tids største humanitære kriser. Ifølge UNHCR er der mere end 13 millioner mennesker i Syrien med behov for nødhjælp. Der er 6,6 millioner internt fordrevne og næsten 3 millioner lever i områder, som er svært tilgængelige for nødhjælpsarbejdere. Rusland modsætter sig stadig, at nødhjælp føres ind i det nordvestlige Syrien via Tyrkiet og insisterer på, at det skal ske via det syriske regimes kanaler. Krigen i det nordvestlige Syrien er ikke slut, og regimeangreb på civilbefolkningen i Idlib finder stadig sted. Så sent som den 25. juni kostede et angreb 35 civile livet.

 

Den syriske stat vil have det til at se ud som om, at rettergang og domstole rent faktisk fungerer, men regimet og fængselsindustrien bruger vilkårlige arrestationer som en strategi til at skabe utryghed og dermed kontrol
_______

 

Sikkerheden i Damaskus kan ikke udelukkende vurderes på baggrund af militære kamphandlinger, som synes at være den præmis, som landerapporten fra februar 2019 arbejder ud fra som kriterium for beskyttelse. Nok er krigshandlingerne ebbet ud, men anholdelser med efterfølgende systematisk tortur foregår fortsat ifølge Syrian Network for Human Rights og andre menneskerettighedsorganisationer. Selvom der ikke findes officielle tal, så estimeres det, at omkring 128.000 mennesker er fængslede eller antages døde i et af de mere end hundrede fængsler i Syrien. Det antal inkluderer ikke personer, der er dokumenteret døde eller er blevet frigivet. Mange bliver dræbt i fængsler og i sikkerhedstjenesternes varetægt, fx fængslet Saydnaya, og man kan på billeder se, hvordan massegraven i Najha nær Damaskus er vokset. Flere herboende syrere beretter, at de har mistet familiemedlemmer, som enten er døde eller har haft en uvis skæbne.

Anholdelser bruges som økonomisk afpresning
Retssikkerhed er centralt for os i en dansk sammenhæng. I Syrien eksisterer der domstole, dommere og advokater, men retssystemet er ikke uafhængigt. Undtagelsestilstanden er i praksis opretholdt, selvom den formelt blev ophævet i 2011. En tidligere syrisk forsvarsadvokat fra Syrien fortæller i et interview, der af sikkerhedsmæssige grunde ønsker at være anonym, at det i 1992 gik op for advokaten, at der ikke har været tale om, at anklagede i retssystemet kunne få et egentligt forsvar, men at tilstedeværelsen af en advokat udelukkende var proforma. Den syriske stat vil have det til at se ud som om, at rettergang og domstole rent faktisk fungerer, men regimet og fængselsindustrien bruger vilkårlige arrestationer som en strategi til at skabe utryghed og dermed kontrol. Samtidig bruges de vilkårlige anholdelser til at afpresse landets borgere for på den måde at skaffe penge til et regime, som har store økonomiske problemer. Der er eksempler på borgere, der er blevet truet med anholdelse af familiemedlemmer, hvis de ikke betaler til regimet. Anholdelser med tortur fungerer som en pengemaskine, hvor pårørende til den anholdte betaler penge til ansatte i efterretningstjenesten for at få oplysninger om deres anholdte familiemedlem.

En undersøgelse offentliggjort på hjemmesiden Syria Untold (arabisk 2020, engelsk april 2021) viser, at syriske familier i gennemsnit bruger 10.000 USD (rundt regnet 65.000 DKK) for oplysninger og eventuel løsladelse af anholdte familiemedlemmer. På den måde er det de pårørende selv, der direkte finansierer en del af efterretningssektoren eller det, man kunne kalde den syriske anholdelsesindustri. Fx kender vi personligt en ældre kvinde, der i 2012 flygtede fra sit hjem i nærheden Ein Fijeh i Rif Dimashq, fordi det område, hun boede i, var plaget af krigshandlinger. Kvinden på over 70, som lige nu opholder sig i Jordan, fik ved et tilfælde at vide, at hun nu er registreret som eftersøgt i efterretningstjenestens register. Hvorfor ved hun ikke, men konsekvensen er, at hun, hvis hun forsøger at vende hjem, enten kan forvente en anholdelse eller at skulle tilbyde store summer penge for at undgå en anholdelse.

 

Der er rigelig med dokumentation af, at arrestationer og forsvindinger finder sted ved checkpoints, og at det også gælder tilbagevendte fra Libanon eller sågar Danmark
_______

 

Det danske flygtningenævn refererer til denne clearingpraksis, om ens navn er i registret, i afgørelserne om inddragelse af syriske flygtninges opholdstilladelser. Det er en praksis, der har været kendt i årtier. Det foregår nu officielt på syriske ambassader, men inde i Syrien har det hidtil været sådan, at man kunne henvende sig hos efterretningstjenesten eller en kontaktperson og få oplysninger om, hvorvidt en pårørende eller andre var eftersøgt og derfor kunne komme ind i landet uden besvær eller ej. Men selv denne praksis kan man ikke regne med længere. Organisationen Syrian Association for Citizens Dignity fortæller fx om en ældre mand, der fra Libanon ville vende tilbage til Rif Dimashq, efter at han havde fået clearet sit navn, og som alligevel forsvandt ved grænsen. Som så meget andet, der omhandler Syrien, er det enormt svært at finde officielle og verificerbare tal og optegnelser. Det hele hemmeligholdes, og ser kun dagens lys gennem personlige forbindelser mellem syrere i landet, som løber store risici dagligt, og privatpersoner eller organisationer uden for Syrien.

Der findes ingen garantier for sikkerhed
Der er rigelig med dokumentation af, at arrestationer og forsvindinger finder sted ved checkpoints, og at det også gælder tilbagevendte fra Libanon eller sågar Danmark. Styret udøver også digital overvågning via bl.a. sociale medier. Det betyder, at de syrere, som har ytret regimekritiske holdninger online i deres år uden for Syrien, vil være i endnu større risiko for tortur eller fængsling. Dertil kommer mere kendte faktorer som blandt andet militærtjeneste for mænd. Netop i disse dage har syrisk militærpoliti sat en klapjagt ind på unge mænd, der ikke har aftjent værnepligt.

Som ny tilbagevendt vil man også være særlig sårbar, fordi det vil være forventet, at man har mange penge med tilbage til Syrien. Der er stor usikkerhed forbundet med at vende hjem, fordi det ikke er til at forudse, om eller hvornår man bliver arresteret. Og hvis man bliver arresteret, vil man indgå i et afpresningssystem, der præger alle offentlige systemer og i særdeleshed anholdelses- og fængselssektoren. Disse mekanismer er veldokumenterede af syriske civilsamfunds- og menneskerettighedsorganisationer.

Retssag i Tyskland bygger på vidnesbyrd om strukturel vold
Siden 2011 er der opstået en lang række syriske civilsamfundsorganisationer uden for Syrien. Det har ligget syrerne på sinde at dokumentere, hvad der foregår i deres land. Arrestations- og forsvindingssystemerne har en mørk fortid, hvor død i fængslerne eller i efterretningstjenesternes varetægt netop ikke er blevet registreret regelmæssigt. I perioden 1976-1983, som var en kritisk periode for det syriske regime, hvor al politisk opposition blev lammet, var anholdelser og forsvindinger et våben regimet brugte mod politisk tænkende mennesker eller mod mennesker, man blot mistænkte for at organisere sig politisk i opposition til regimet. Det er blandt andet denne ’afpolitiserings’-politik, der nærede oprøret i 2011, og derfor er det relevant at se på den bevidsthed, der er opstået blandt mange syrere om at dokumentation af krænkelser er vigtig og at de ansvarlige stilles til regnskab.

 

Så længe det nuværende politiske system kontrollerer landet, venter i bedste fald en udsigtsløs fremtid og i værste fald forfølgelse, fængsling og sult
_______

 

Det er et resultat af det, at man fx kan se i retssagerne i Koblenz i Tyskland, hvor to tidligere efterretningsofficerer i et af de syriske efterretningsvæsner er blevet retsforfulgt. Det er sket gennem et samarbejde mellem en eksilsyrisk menneskerettighedsorganisation og de tyske myndigheder. Retssagen mod to tidligere officerer i den syriske efterretningstjeneste startede den 23. april 2020. De to mistænkte, identificeret som Anwar R., 56, og Eyad A., 42, blev arresteret i februar 2019. Retssagen er blevet til, efter at advokaten Anwar al-Bounni sammen med ECCHR (European Center for Constitutional and Human Rights) og forskellige civilsamfundsorganisationer har samlet vidnesbyrd fra mere end 100 syrere, der har været ofre for tortur i syriske fængsler.

Et meget vigtigt bevis på den strukturelle vold er Cæsar-filerne. I 2014 smuglede en syrisk afhopper billeder ud af mere end 6700 lig, som var blevet fotograferet i et militærhospital i Mezze i Damaskus. Billederne blev publiceret af Human Rights Watch, og med den voldsomme database af billeder og videoer fra konflikten i Syrien er der mange beviser på vold med døden til følge. Krigen i Syrien er også en krig i en digital tidsalder, så findes der rigtig mange videoer på YouTube. Flere af de videoer er blevet slettet af YouTubes algoritmer, men en del af materialet er dog gendannet.

De to mænd, der er tiltalt i Koblenz, har arbejdet i, hvad man kan kalde den syriske fængselsindustri – en industri, som i løbet af de seneste 50 år har vokset sig gigantisk stor. Anwar Raslan er tiltalt for at have været vidne til tortur af 4000 mennesker, hvoraf 58 tilfælde havde døden til følge. Der er også indhentet vidnesbyrd fra tidligere fanger i både Norge, Holland, Østrig og Sverige. Der bliver angiveligt også arbejdet på at samle vidnesbyrd i Danmark.

Mange syrere, specielt de som er i opposition til styret, er enige om, at retssagen er et lille skridt mod det man kalder transitional justice. Udtrykket indebærer en bevidsthed om, at situationen i Syrien ikke har snarlige udsigter til at blive bedre, men at der er tale om en form for retfærdighed og opgør med det siddende styre i venten på et nyt.

Danmark bør følge internationale anbefalinger
At hjemsende syrere, selv til Damaskus, til disse forhold er meningsløst. Dertil kommer, at mange af de mennesker, man påtænker at sende tilbage, ikke længere har noget at vende tilbage til. Mange af byområderne i Rif Dimashq er totalt ødelagte, og det er bl.a. de områder regeringen vil sende syrere tilbage til. Det gælder fx Yarmouk-lejren, Dariya, Duma og Harasta, hvor der mangler infrastruktur, bebolige bygninger og mulighed for almindelig skolegang. Desuden er priserne på basale dagligvarer ekstremt høje, mens vand og elektricitet ikke er tilgængeligt i det fornødne omfang. Argumentet om, at syrerne må vende tilbage for at bidrage til genopbygningen af deres land, er med andre ord svært at se omsat til virkelighed. Så længe det nuværende politiske system kontrollerer landet, venter i bedste fald en udsigtsløs fremtid og i værste fald forfølgelse, fængsling og sult.  

Danske myndigheders praksis med fratagelse eller manglende forlængelse af opholdstilladelser til syriske flygtninge i Danmark må ophøre. I stedet bør Danmark følge anbefalingerne fra FN og EU og således leve op til vores ansvar for at give vores medmennesker beskyttelse og et værdigt liv, hvor de ikke skal frygte at blive sendt tilbage til den diktatoriske stat, de flygtede fra. ■

 

Danske myndigheders praksis med fratagelse eller manglende forlængelse af opholdstilladelser til syriske flygtninge i Danmark må ophøre
_______

 

Zenia Yonus er ph.d.-studerende på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet. Hun har specialiseret sig i moderne syrisk historie og især mediernes rolle under konflikten.

June Dahy er mag.art. i semitisk filologi og studielektor i arabisk ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet. Hun har i de senere år beskæftiget sig med syrisk kulturel produktion og oversat adskillige litterære tekster, fx En Ny Dags Klarhed (antologi 2012), Du Må Ikke Dø (roman af Samar Yazbek 2017) oma. ILLUSTRATION: Det syriske nationalflag med et billede af præsident Bashar al-Assad flagrer ved et checkpoint i Douma, forstad til Damaskus, Syrien, 10. marts 2021. [FOTO: Omar Sanadiki/Reuters/Ritzau Scanpix]