Yemen-forsker Nadwa Al-Dawsari: Jeg vil ikke blive overrasket, hvis Saudi-Arabien i næste uge meddeler, at de trækker sig fra Yemen

17.09.2021


”Hvis Saudi-Arabien forlader Yemen og houthierne får kontrol over resten af landet, vil houthierne muligvis begynde at bevæge sig mod det sydlige Saudi-Arabien. Her har en del af befolkningen tilknytning til houthi-bevægelsen, og hvis de bliver mobiliseret, har det potentiale til at destabilisere Saudi-Arabien.”

Interview af Thilde Asmussen

I september 2014 stormede houthi-bevægelsen Yemens hovedstad Sanaa. Efter et par dages kampe med regeringsstyrkerne, lykkedes det houthierne at tage kontrollen over det militære hovedkvarter, og efterfølgende rykkede de ind i regeringskontorerne. I dag, syv år senere, sidder houthierne stadig på magten i store dele af Yemen, og hverken Saudi-Arabiens militære intervention eller det internationale samfunds diplomatiske forhandlinger har kunne bremse houthi-bevægelsens ekspansion. I de houthi-kontrollerede områder er store dele af den yemenitiske befolkning afskåret nødhjælp i det, der har udviklet sig til verdens værste humanitære krise.

Ifølge Yemen-forsker hos Middle East Institute i Washington Nadwa Al-Dawsari har de seneste syv års konflikt blot gjort houthierne stærkere og et fuldt houthi-kontrolleret Yemen er ikke længere et urealistisk scenarie.

RÆSON: Hvordan er houhti-bevægelsen lykkedes med at tage kontrol over så store dele af Yemen de seneste syv år og hvad karakteriserer de områder, houthierne har indtaget?
AL-DAWSARI: Houthierne var i starten af konflikten allieret med Yemens tidligere præsident, Ali Abdullah Saleh. Han havde mange loyale støtter i det nordlige Yemen, hvor man så houthi-bevægelsen som hans bevægelse. Det blev dog tydeligt for enhver, at det var houthierne, der var i total kontrol, da de henrettede Saleh i 2017. Her var det for sent for folk at gøre modstand, da houthierne på det tidspunkt havde fuld kontrol over landets sikkerhedsapparat, militære installationer og størstedelen af landets våben.

Det er ikke utænkeligt, at houthierne ender med at have fuld kontrol over Yemen. Særligt fordi Saudi-Arabien er desperate for at komme ud derfra. Hvis Saudi-Arabien forlader Yemen og indstiller bombardementet, vil det være nemt for houthierne at tage kontrol med byen Marib, den yemenitiske regerings sidste bastion.

Houthi-kontrol vil destabilisere landet yderligere, fordi oprørslommer vil opstå som modstand mod houthi-bevægelsen. I dag kender befolkningen godt til houthiernes brutale metoder, så der er en langt større modstand mod dem, end der var i 2014. Det kan derfor på sigt godt blive en udfordring for houthierne at bevare kontrollen.

Houthi-bevægelsen er dog blevet stærkere militært over de seneste syv år, og det vil hjælpe dem med at slå ned på modstandere. En række officerer fra Irans Revolutionsgarde har været i Yemen siden konflikten brød ud og har hjulpet houthierne med deres militære udstyr og strategier. Derfor har de bl.a. formået at udvikle droner og misiler, der på næsten daglig basis rammer Saudi-Arabien.

Saudi-Arabien præsenterede et fredsinitiativ i marts 2021, der skulle gøre en ende på konflikten, men houthierne nægtede at imødekomme saudierne. Hvor sandsynligt tror du det er, at houthierne og Saudi-Arabien kan komme frem til en fælles løsning?
Der har været en dialog mellem de to parter siden 2015, bl.a. i det sydlige Saudi-Arabien og i Oman. At saudierne i dag er desperate for at komme ud konflikten, giver houthierne ekstra magt ved forhandlingsbordet. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis Saudi-Arabien i næste uge meddeler, at den saudisk-ledet koalition trækker sig fra Yemen, fordi man har indgået en aftale med houthierne.

 

Saudierne ved godt, de løber denne risiko ved at forlade Yemen, men de er ved at løbe tør for muligheder, og de har ingen exit-strategi
_______

 

Saudierne håber, at houthierne vil love at holde sig ude af Marib, men hvorfor skulle de afgive sådan et løfte? Hvis Saudi-Arabien har forladt Yemen, er der intet, der står i vejen for en erobring af byen og desuden vil det langt fra være første gang, houthierne bryder en aftale.

Konflikten i Yemen er ofte blevet beskrevet som en proxy-krig mellem Saudi-Arabien og Iran. Hvilke konsekvenser vil det have for den regionale stabilitet, hvis saudierne forlader landet?
Hvis Saudi-Arabien forlader Yemen og houthierne får kontrol over resten af landet, vil houthierne muligvis begynde at bevæge sig mod det sydlige Saudi-Arabien. Her har en del af befolkningen tilknytning til houthi-bevægelsen, og hvis de bliver mobiliseret, har det potentiale til at destabilisere Saudi-Arabien.

Saudierne ved godt, de løber denne risiko ved at forlade Yemen, men de er ved at løbe tør for muligheder, og de har ingen exit-strategi. Deres militære strategi har slået fejl, og deres nærmeste allierede i koalitionen, De Forenede Arabiske Emirater, støtter ikke længere op om den yemenitiske regering, men støtter åbenlyst en anden oprørsgruppe, Southern Transitional Council (STC). STC og regeringsstyrkerne er begge modstandere af houthi-bevægelsen, men de bekæmper også samtidig hinanden på jorden i Yemen.

Foruden den strategiske fiasko, har krigen også været enormt dyr for saudierne, og skulle de vælge at forlade Yemen, vil Iran se det som en fordel. Iranerne ønsker at underminere Saudi-Arabien, og det har de gjort ved at støtte houthierne, som lader til at stå tilbage som sejrherren i konflikten. Derfor kan det heller ikke udelukkes, at houthierne ved magten blot vil føre til flere konflikter mellem Saudi-Arabien og Iran.

Det internationale samfund har også flere gange forsøgt at få houthierne til at indgå en aftale men uden resultater. Hvorfor er man ikke lykkedes?
Hvor det internationale samfund ser, at en løsning skal opnås ved at konfliktens parter skal mødes om en fælles aftale, har houthierne kun én ambition: At Saudi-Arabien skal forlade Yemen, og alt andet kommer ikke på tale. Samtidig har det internationale samfund ingen magt over houthierne, der kun vil komme til forhandlingsbordet, hvis de føler sig truet. Det er ikke tilfældet, så houthierne ser ingen grund til at indgå i nogen dialog.

Man bør forstå, at der pt. ikke er noget fælles grundlag for de forskellige fraktioner i Yemen til at forhandle fred. Houthierne anerkender ikke andre grupper som legitime, og de grupper, som ønsker at bekæmpe houthierne, har travlt med at bekæmpe hinanden. Der er med andre ord intet rum for en politisk aftale, og uanset hvor meget det internationale samfund forsøger at presse parterne til en aftale, vil det ikke blive udmøntet i virkeligheden og nok bare forværre situationen.

I Afghanistan har det internationale samfund været nødt til at tage stilling til, hvorvidt man bør anerkende Talibans regering. EU’s Joseph Borrell har også udtalt, at man ikke ser nogen anden mulighed end at samarbejde med gruppen. Vil en lignende situation kunne udspille sig i Yemen?
Det er allerede sket. Houthierne er måske ikke blevet anerkendt officielt, men uformelt har det internationale samfund løbende været i dialog – uden held – med houthierne. Selv amerikanerne har forsøgt at tale med dem. Houthierne er den eneste anden part, udover den yemenitiske regering, i FN’s fredsforhandlinger, hvilket jo er de facto politisk anerkendelse. Ironisk nok, kan saudierne endda blive de første til formelt at anerkende houthierne som en legitim politisk aktør i Yemen, hvis de indgår en aftale med dem. ■

 

Det kan ikke udelukkes, at houthierne ved magten blot vil føre til flere konflikter mellem Saudi-Arabien og Iran
_______

 



Nadwa Al-Dawsari (f. 1975) er nonresident scholar hos Middle East Institute i Washington. Al-Dawsari har specialiseret sig i civilsamfundsudviklingen i Yemen og har siden 2011 rådgivet blandt andet USA og Storbritannien med deres diplomatiske indsatser i Yemen. ILLUSTRATION: Saudi-arabiske soldater står vagt foran saudisk fly med varer, Marib, Yemen, 12. marts 2018. [FOTO: Abdullah Al-Qadry/AFP/Ritzau Scanpix]