10.01.2021

Hvorfor vælger Big Tech annulleringsstrategien netop nu? Har de pludseligt skiftet mening efter stormløbet på Capitol Hill? Har de netop nu indset deres sociale ansvarlighed for den demokratiske infrastruktur? Er det fordi, de kan høre Fenrisulven glamme med regulering og lovtiltag? Eller vil de være på den ”rigtige side af historien” inden Biden-Harris overtager Det Hvide Hus?

Klumme af Vincent F. Hendricks

Stormløbet på Capitol Hill 6. januar 2020 startede den følgende dag en sneboldseffekt hos de sociale platforme. Det vil blive husket som ”Deplatforming day”. Twitter lukkede præsidentens konto – med henvisning til, at han i en periode havde opildnet til – og fortsat ville kunne finde på at opildne til – vold og social uro blandt andet som resultat af den påståede valgsvindel i forbindelse præsidentvalget i november 2020. Først lukkede firmaet kontoen i 12 timer og sidenhen permanent. Facebook har sat proppen i præsidentens konto frem til Bidens indsættelse. Tilsvarende for (det Facebook-ejede) Instagram.

Google og Apple har fjernet Twitter-klonen, Parler, der er blevet populær blandt Trump-tilhængere, fra henholdsvis Play Store og App Store. Det Google-ejede YouTube udelukker kanaler med Trump-relaterede videoer, der spreder misinformation; den kinesiske videotjeneste TikTok har fjernet videoer, der har opildnet til stormløb mod kongressbygningen; Reddit har bandlyst gruppen “r/DonaldTrump” for ligeledes at opildne til vold og trusler. Tilsvarende initiativer er at finde hos Snapchat og Pinterest. Selv shoppingplatformen Shopify har fjernet historier fra Trump Organization og Trump Campaign, der i forbindelse med hændelserne 6. januar bryder Shopifys fællesskabsforordninger og ”opfordrer eller billiger vold for at fremme en sag”.

Det er efterhånden en sandhed af ældre dato, at Donald Trump undervejs i sin karriere, men specielt som den 45. præsident, har fundet god anvendelse af de sociale platforme – både når det gælder kampagnekørsel, ”opposition research”, politiske udmeldinger, realpolitiske initiativer, diplomati og diverse. 2. april 2017, et par måneder efter sin indsættelse, indrømmede Trump villigt til Financial Times, at: ”Without tweets, I wouldn’t be [in The White House].”

Selvom tiltagende røster verden over har problematiseret Trumps modus operandi, har de sociale platforme ikke nævneværdigt været til sinds at gribe ind. For præsidenten har været gefundes fressen for deres forretningsmodel på de vilkår, som informationsmarkedet og den hertil hørende opmærksomhedsøkonomi har skabt: Engagement –> Trafik –> Datahøst –> Datakuratering –> Datasalg eller -udlån til annoncørerne.

Denne forretningsmodel er efterhånden velkendt – og dog. Visse lovgivere har været lidt sene til at fange pointen. Da Facebooks CEO, Mark Zuckerberg, 10. april 2018 hidkaldes til senatet for at forklare sin virksomheds rolle i at sprede fake news og misinformation bl.a ifbm. 2016-valget, udspiller følgende alarmerende, uoplyste dialog sig mellem ham og den Republikanske senator Orrin Hatch fra Utah:

Orrin Hatch: “So, how do you sustain a business model in which users don’t pay for your service?”
Mark Zuckerberg: “Senator, we run ads.”
Orrin Hatch: “I see. That’s great!”

Zuckerbergs svar til senatoren blev inden længe til et polemisk meme – en spydig kommentar til den lovgivende magts uvidenhed om forretningsmodellen og således de problemer, der som naturlig konsekvens heraf ville opstå i formuleringen af eventuelle lovgivnings- og reguleringsmæssige tiltag:



23. oktober 2019 havde Zuckerberg foretræde for Kongressens Financial Services Committee egentlig i et helt andet anliggende, nemlig for at diskutere Libra – Facebooks nye initiativ om at indføre egen mobile-pay service og møntfod. Men inden han overhovedet nåede til at fremlægge sit forehavende blev han udspurgt – og i den grad grillet – af den demokratiske kongresskvinde Alexandria Ocasio-Cortez (også kendt som AOC) i et efterhånden legendarisk forløb, der er værd at ihukomme sig i fuld længde:



I deres udveksling formår AOC at få Zuckerberg til at indrømme, at man kan købe sig til misinformationskampagner på Facebook – ligegyldigt hvem man er. Han indrømmer også, at Facebook ikke vil påtage sig et redaktionelt ansvar selv, hvis det, der reklameres for, er et falsum. Ordvekslingen forløber således:

Alexandria Ocasio-Cortez: “Do you see a potential problem here with a complete lack of fact-checking on political advertisements?”
Mark Zuckerberg: “Well, congresswoman, I think lying is bad, and I think if you were to run an ad that had a lie that would be bad. That’s different from it being in our position the right thing to do to prevent your constituents or people in an election from seeing that you had lied.”

Svaret skabte betragtelig debat om de sociale platformes kurateringsmæssige ansvar og befæstede opfattelsen af de sociale platformes massive for-profit-virksomhed på bekostning af alle andre hensyn – med risiko for misinformation, fake news og ultimativt: Postfaktuelle tilstande i demokratiet.

30. oktober 2019 tog Twitters CEO Jack Dorsey konsekvensen og påtog sig ansvaret for at bandlyse politisk markedsføring overalt på Twitter. Det gjorde han i en serie tweets, med næsten kantiansk klang, formuleret i form af ét kategorisk imperativ og ni del-maksimer, der efterhånden er blevet kendt som Jack Dorsey’s 10 teser:

“A political message earns reach when people decide to follow an account or retweet. Paying for reach removes that decision, forcing highly optimized and targeted political messages on people. We believe this decision should not be compromised by money.”

Herefter følger de ni delmaksimer, der med bred pensel maler det billede, at (1) politiske budskaber er noget, man skal gøre sig fortjent til og ikke bare kunne købe; (2) at kraftig kommerciel, politisk markedsføring kan skubbe vælgere i uheldige retninger og påvirke millioner af liv og (3) at politisk markedsføring på internettet giver helt nye udfordringer for den offentlige samtale på grund af muligheden for mikrosegmentering af vælgergrupper, misinformation og deep fakes og (4) appellerer i øvrigt til mere regulering på området fra politisk hold.

Den tiende og sidste tese adresserer spørgsmålet, der nu ganske længe har været genstand for diskussion: De sociale platforme og forholdet til den centrale demokratiske værdi om ytringsfrihed:

“A final note. This isn’t about free expression. This is about paying for reach. And paying to increase the reach of political speech has significant ramifications that today’s democratic infrastructure may not be prepared to handle. It’s worth stepping back in order to address.”

 

Der er ikke uindskrænket ytringsfrihed på sociale platforme – det har der aldrig været, det kommer næppe heller
_______

 

Motiv og forklaring – motivforklaring?
Der er ikke uindskrænket ytringsfrihed på sociale platforme – det har der aldrig været, det kommer næppe heller. Langt de færreste har sat sig for at læse de 36 siders forordninger, der eksempelvis gør sig gældende for brugere af Facebook, og som er givet ved deres fællesskabsforordninger – tilsvarende for Twitter, Youtube etc. Har man nærlæst dem vil man vide, at der er ganske meget man ikke må skrive og udgive – både af moralske og rent juridiske årsager, hvis specifikke indhold varierer med den givne platform.

De sociale platforme er private virksomheder, der ejer alt fra brugerens profiler til det genererede indhold. Kan man ikke underskrive abonnementet for en platform, kan man søge et andet sted hen eller opstille sin egen server og broadcaste uhindret til den ganske verden – derfor er der ikke tale om krænkelse af ytringsfrihed, hvis opslag eller videoer tages af platformen.

Mange sociale platforme har både argumenteret og lobbyet for, at de blot stiller båndbredde til rådighed og derfor ikke skal underlægges medieansvarslov, god presseskik, pressenævn eller for den sags skyld overhovedet skal opfattes som deciderede medier. Hvis der endelig skal lægges et ansvar, bliver det hos brugerne – mens de sociale platforme blot forvalter i overensstemmelse med de forordninger, de nu engang har formuleret.

Der er imidlertid det ved det, at det offentlige rum, hvor meninger brydes og demokratiet lever, er kommet på private virtuelle hænder, med næsten monopollignende magt. Hvordan demokratiet skal blomstre under disse nye betingelser er en diskussion – med politiske, publicistiske og personlig perspektiver, der kommer til at pågå i årene fremover.

Dét vil disse to billeder for altid minde os om:





Capitol 20. januar 2017 (ved præsidentindsættelsen) og 6. januar 2021

Den store ”Deplatforming day” vidner om, at sociale platforme nu begynder at redigere mere hårdhændet i overensstemmelse med det samfundsansvar de – de facto – har for den væsentlige og vidtfavnende demokratiske infrastruktur, de administrerer. Som Zuckerberg skriver d. 7. januar 2021 på din Facebook-profil:

”Over the last several years, we have allowed President Trump to use our platform consistent with our own rules, at times removing content or labeling his posts when they violate our policies. We did this because we believe that the public has a right to the broadest possible access to political speech, even controversial speech. But the current context is now fundamentally different, involving use of our platform to incite violent insurrection against a democratically elected government.”

Motiver er ofte svære at bevise med den evidens, der er til rådighed – det er præcis derfor, motivspekulation er noget man afholder sig fra i videnskab. Hvorfor vælger Big Tech annulleringsstrategien netop nu? Har de pludseligt skiftet mening efter stormløbet på Capitol Hill? Har de netop nu indset deres sociale ansvarlighed for den demokratiske infrastruktur? Er det fordi, de kan høre Fenrisulven glamme med regulering og lovtiltag? Eller vil de være på den ”rigtige side af historien”, inden Biden-Harris overtager Det Hvide Hus? Selv historiebøgerne vil næppe give et entydigt svar. ■

 

Har de pludseligt skiftet mening efter stormløbet på Capitol Hill? Har de netop nu indset deres sociale ansvarlighed for den demokratiske infrastruktur?
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?