Vincent F. Hendricks og Pelle G. Hansen: Tabstallenes dødelige logik i Afghanistan [fra 2009]

16.08.2021

Hvordan skal vi forklare de efterladte kærester, koner, mødre, fædre, søskende og børn at deres far, mand, søn eller bror døde forgæves i et land tusinder af kilometer væk? Det synes svært hvis ikke umuligt at undslippe denne „tabstallenes logik‟ – særligt hvis man er den der er ansvarlig for selve beslutningen om at andre skulle løbe den største risiko, der er at løbe: Livet!

Af Pelle G. Hansen og Vincent F. Hendricks

Bragt første gang i bogen „Oplysnings Blinde Vinkler: En åndselitær kritik af informationssamfundet‟. Frederiksberg: Forlaget Samfundslitteratur, 2011. Kapitel 7. Side: 151-170. Skrevet i 2009.

At trække vores soldater hjem nu ville nok være noget af det dummeste at gøre. Så  vil vores faldne brødre være forgæves. Vi kan trække vores soldater hjem så  snart målet er fuldført. Bare så vi ved at vores soldater ikke er døde forgæves.

– Anonym kommentar på YouTube, 2011

Jeg er nok en af de dårligste når det kommer til tal. Mine brødre driller mig altid med, at jeg er i gang med at tælle mig igennem kortbunkerne i Vegas, men jeg prøver egentlig bare fortvivlet på at lægge sammen.

– Luke Wilson

Atter en dag på kontoret 
Det der ellers tegnede til at blive en ganske almindelig fredag morgen på kontoret i foråret 2009 tog en brat ændring da telefonen på Vincents side af skrivebordet ringede. Det var et opkald fra Hærens Operative Kommando. I en kort samtale fortalte de at Vincents lillebror, som er premierløjtnant i forsvaret, var blevet ramt af en vejsidebombe i forsøget på at redde en kammerat lidt uden for Camp Armadillo i det sydlige Afghanistan. Hans tilstand var kritisk. På et kort øjeblik, mens kaffemaskinen søvnigt snurrede og Pelle på sin side af bordet kæmpede med matematisk auktionsteori, blev Vincent og hans familie kastet ud i den situation som så mange danske familier har oplevet eller hver dag går og frygter siden Danmark gik med USA i krig i Mellemøsten.

 

Et presserende spørgsmål er således hvilken rolle, hvis nogen, disse tabstal skal spille for vores fortsatte engagement i Afghanistan
_______

 

Siden invasionen af Afghanistan i 2001 er 38 danske soldater blevet dræbt i Afghanistan, mens det samlede tab for den NATO-ledede ISAF alliance rundede de 2.095 i Oktober 2010. Dertil er Danmark det land i ISAF, der har lidt det største tabstal relativt til befolkningsantallet, hvilket ikke blot skyldes at vi er et af de lande, som har flest soldater udstationeret i forhold til selvsamme befolkningsantal, men det faktum at de udstationerede danske soldater har haft de højeste tabstal relativt til vores styrkes antal. Det er altså en alvorlig sag vi vender os mod her og for hver dag der går, vil tabstallene naturligvis alene kun kunne stige.

Et presserende spørgsmål er således hvilken rolle, hvis nogen, disse tabstal skal spille for vores fortsatte engagement i Afghanistan. Interessant nok finder man svaret på dette spørgsmål i selvsamme matematiske auktionsteori som Pelle sad og arbejdede med den pågældende morgen. Om end der synes at være en verden til forskel fra Camp Armadillo i Afghanistan til fladskærmsauktioner på Internettet, deler de nemlig en fundamental beslutningsmekanisme, der ikke alene sætter sit præg på debatten, der omgiver den danske krigsdeltagelse i Afghanistan, men også en lang række andre mere eller mindre vigtige beslutninger i vores hverdag: den enarmede tyveknægt.

Kviksand på Nørrebro 
Men lad os starte dér hvor bussen stopper. De fleste af os genkender nok alt for godt situationen, hvor man har taget opstilling ved busstoppestedet på trods af, at man næsten ligeså godt kunne have gået til sin destination. Det var i hvert fald i den situation Pelle gentagene gange har fundet sig selv, da han engang i sin studietid boede på det indre Nørrebro og hver morgen skulle til hovedbanegården for at tage videre til Roskilde Universitet for at arbejde for Vincent.

Til dem der ikke ved det, så er busserne på Nørrebro notorisk svære at forudsige. Før de lukkede Nørrebrogade for biltrafikken kunne de lange gule vogne let blive fanget i myldretidstrafikken; og endnu værre, så måtte man hjælpeløst ofte se den ene efter den anden overfyldte bus passere. Stående der i regnen føltes det hurtigt som om verden var imod én, hvilket ikke var helt forkert eftersom ventetiden afhang af vejret snarere end køreplanen: Jo dårligere vejret var, og dermed jo mere tiltrækkende tanken om en varm og tør bustur fremstod, jo flere mennesker tog med bussen og jo længere var ventetiden.

 

Kan den samme tankegang, der leder os til at blive stående ved stoppestedet på Nørrebrogade også være med til at presse på for et fortsat engagement i Afghanistan? Der er visse ting der synes at tale for denne mulighed
_______

 

Som de fleste nok også genkender, så går der da heller ikke længe før man begynder at overveje om det nu egentlig også var en fornuftig beslutning at tage opstilling ved busstoppestedet i første omgang. Havde man læst kapitel 2 i denne bog havde man måske kunne gennemskue hvordan en lang kø af mennesker ved busstoppestedet ikke nødvendigvis er en god grund til at tro at der kører mange busser, ej heller en indikator på at der er en bus lige på trapperne. Men selv for folk som os der til hverdag forsker i pluralistisk ignorance og informationskaskader kan det være svært at agere fornuftigt. Således vil Pelle sent glemme en sommeraften i Sydfrankrig i 2008, hvor han med hele familien tog opstilling ved et busstoppested sent om aften, med udgangspunkt i det faktum at 16 andre personer stod og ventede. Der gik næsten en time før én offentligt turde rejse spørgsmålet om der egentlig var nogen der vidste om der gik flere busser den aften, samt endnu en time før alle skuffede kunne konkludere, at det tilsyneladende kun var den første person, der havde stået i køen, der synes at have haft reel information om at der kom en bus – og at denne person var gået til kiosken for snart to timer siden (hvor han med sikkerhed havde fået at vide at der ikke gik flere busser den aften).

Men tilbage til stoppestedet, hvor man står og overvejer om det nu i første omgang også var en fornuftig beslutning at tage opstilling. Her går det desværre hurtigt op for en, at havde man i stedet valgt at gå eller cykle, ville man sikkert allerede have været fremme ved målet. Spørgsmålet melder sig da straks, om man måske bare skulle hanke op i tasken og gå af sted. På den anden side, tænker man, så må bussen da også være lige på trapperne; man har jo allerede ventet i lang tid. Desuden vil man have spildt al den tid man havde ventet forgæves, så snart man tager beslutningen om at kaste håndklædet i ringen og i stedet gå til målet. Og værre, tænk sig hvis man gik af sted for blot at kunne konstatere bussen passere én, efter man havde tilbagelagt de første 50 meter – hvilken ærgrelse! Resultatet af disse overvejelser synes således blot at binde én mere til busstoppestedet. Jo længere tid man står der, desto mere synes man at risikere at miste ved at opgive planen og gå af sted. Langsomt, men sikkert synker man ned i stoppestedets kviksand, mens man venter ligesom alle de andre … og venter… og venter … lige indtil der endelig kommer en bus og kører en gennemblødt af sted på arbejde. Her kan man så slukøret forklare, hvorfor man endnu engang er kommet alt for sent (og alt for våd!) på arbejde fordi man troede man havde en „skide god plan‟.

Tabstallenes logik 
Men er der virkelig også kviksand i Afghanistan? Det vil sige: Kan den samme tankegang, der leder os til at blive stående ved stoppestedet på Nørrebrogade også være med til at presse på for et fortsat engagement i Afghanistan? Der er visse ting der synes at tale for denne mulighed.

 

Men hvorfor er det så svært at undslippe denne “tabstallenes logik”? Og er der overhovedet tale om et reelt logisk, eller blot sundt og fornuftigt ræsonnement?
_______

 

I Berlingske Tidende d. 27. november 2009 udtalte tidligere udenrigsminister Per Stig Møller således følgende til støtte for et fortsat engagement:

„Vi kan ikke sige, at hvis de ikke har opfyldt målet på en bestemt dato, så går vi, for så har alt været forgæves, og det bliver det samme i Afghanistan en gang til,‟

En mere firkantet udgave af kviksandet finder man overalt på blogs og kommentarer på nettet. Eksempelvis kan man læse en kommentar på YouTube, der siger:

„At trække vores soldater hjem nu ville nok være noget af det dummeste at gøre. Så vil vores faldne brødre være forgæves. Vi kan trække vores soldater hjem så snart målet er fuldført. Bare så vi ved at vores soldater ikke er døde forgæves.‟

Det slående ved sådanne ræsonnementer er parallellen til de overvejelser som gør sig gældende ved stoppestedet på Nørrebro. Hvis Danmark forlader Afghanistan vil de unge mænd, der har mistet livet, have mistet livet forgæves – ligesom at have ventet forgæves på bussen. Og hvordan skal vi forklare deres familier det? Hvordan skal vi forklare de efterladte kærester, koner, mødre, fædre, søskende og børn at deres far, mand, søn eller bror døde forgæves i et land tusinder af kilometer væk? Det synes svært hvis ikke umuligt at undslippe denne „tabstallenes logik‟ – særligt hvis man er den der er ansvarlig for selve beslutningen om at andre skulle løbe den største risiko, der er at løbe: Livet!

Som ved busstoppestedet synes kviksandet i Afghanistan således ligeså uundgåeligt at trække en ned. Uanset om man skulle have holdt sig væk i første omgang eller ej, så forholder det sig sådan at når man først står der, så bliver man stående dér. For kaster man håndklædet i ringen og forlader Afghanistan, vil de unge mænds liv så ikke være spildt? Og værre, hvad hvis vi er lige ved at være der? Hvis krigen i Afghanistan er lige på nippet af det kritiske vendepunkt, hvor tingene vender for at blive bedre dag for dag? Men her er der vel at mærke tale om liv og død frem for at komme på arbejde med våde sokker. For enhver der husker billederne fra nationalstadionet i Kabul er det tydeligt at det ikke blot er en varm og tør bus eller politisk stolthed, der er på spil, men Afghanske fædre, mødre og børns liv og velvære.

Men hvorfor er det så svært at undslippe denne „tabstallenes logik‟? Og er der overhovedet tale om et reelt logisk, eller blot sundt og fornuftigt ræsonnement? For at finde et svar på dette må vi bevæge os væk fra krigshærgede zoner som Afghanistan og Nørrebro, til Pelles forelæsningsrække Rationalitet og handling, der finder sted i rolige forelæsningslokaler lidt uden for Roskilde.

 

Når Pelle underviser i kurset Rationalitet i handling plejer han at give de studerende løn for at komme til undervisningen. Det er dog hverken et sindrigt trick udtænkt til at højne søvnige studerendes deltagelse i undervisningen eller for at kompensere dem for den uendelige talestrøm han som regel torturerer sine studerende med
_______

 

Ørerne i auktionsmaskinen 
Når Pelle underviser i kurset Rationalitet i handling plejer han at give de studerende løn for at komme til undervisningen. Det er dog hverken et sindrigt trick udtænkt til at højne søvnige studerendes deltagelse i undervisningen eller for at kompensere dem for den uendelige talestrøm han som regel torturerer sine studerende med. Snarere er det et forsøg på at gøre kursets pointer angående rationelle handlingers styrker og begrænsninger forståelige i praksis.

Studiet af rationelle handlinger falder ind under den klassiske filosofi såvel som nyere økonomisk videnskab, hvor den særlige gren, der beskæftiger sig med hvad der sker når flere rationelle aktører interagerer er spilteori, som vi allerede har mødt i Kapitel 1, 3 og 4. I de seneste år har forskning inden for dette område høstet roser i form af flere Nobel-priser til spilteoretikere som Robert Aumann og Thomas Schelling såvel som udbredt praktisk anvendelse i auktioner for udbud af offentlige opgaver til erhvervslivet, samt analysen af problemer i forbindelse med regulering af adfærd der fører til global opvarmning, overfiskeri og trafikpropper.

Den første øvelse Pelle trækker de studerende igennem efter de har fået 500 jetoner i løn er den såkaldte øre-auktion. Denne øvelse er et spil der er standard introduktionseksempel opfundet til videnskabeligt brug af spilteoretikeren Martin Shubik. Det bruges til at illustrere for studerende hvor galt det kan gå for selv fornuftige mennesker når de overlades magtesløse i en gennemmanipuleret situation.

Reglerne for øre-auktionen (eng. the dollar auction) er relativt simple. En udbyder sætter en vare til auktion, som auktionens deltagere så kan vælge om de vil byde på eller ej. I undervisningen, hvor transparens er en dyd, er det 100 jetoner Pelle som udbyder sætter på auktion. Som i de fleste andre auktioner vinder den højestbydende varen i mod at betale sit højeste bud, med den ’lille’ forskel i forhold til andre auktioner, at i øre-auktionen skal alle der byder betale deres højeste bud. Lidt underligt måske, men ikke desto mindre er det en auktion.

Eller, det er i det mindste hvad de studerende tror, ind til de alt for sent opdager at de er blevet fuppet. Den der vinder auktionen ender nemlig som regel med at betale omkring 350 til 450 jetoner for de 100 jetoner, mens Pelle går ud af døren med op til 3000-4000 jetoner og skyldscertifikater der kan indfris mod afløsningsopgaver. Det er næsten trylleri.

Nu kunne man måske tro at dagens universitetsstuderende er usædvanligt dumme. Men faktisk er deres problem at de er for kloge (i hvert fald i denne sammenhæng). Det kræver kun lidt matematik fra folkeskolen at forstå hvorfor.

 

Når præsidenter og generaler invaderer lande bliver det sværere og sværere at trække sig ud efterhånden som tabstallene vokser – vil de virkelig have skylden for at de unge mennesker endte med at dø forgæves?
_______

 

Når auktionen starter kan de studerende vælge mellem at undlade at byde, hvilket giver dem 0 jetoner, eller byde 10 jetoner, hvilket giver dem 100 – 10 = 90 jetoner. At vælge mellem hhv. 10 og 90 jetoner er ikke svært. Fornuften byder dig at byde. Når første bud er faldet står valget for de resterende studerende mellem at byde 20 jetoner eller lade være, dvs. valget mellem 0 og 80 jetoner. Igen byder fornuften dem at byde. Når buddet på 20 jetoner er faldet, forbliver logikken den samme. Valget er mellem 0 og 70 jetoner for dem der endnu ikke har budt, og mellem -10 og 70 for den der bød først. Dermed har den der bød først også det stærkeste incitament for at fortsætte med at byde.

Og nu går det helt galt. Uanset hvor mange gange man bliver overbudt er den rationelle handling at byde videre. I starten stadig med henblik på at score en gevinst, frem for et tab, men til sidst alene med henblik på at minimere katastrofen. Er du den der har budt 80 for 100 jetoner, står du således stadig til at vinde 20. Men så er der selvfølgelig én der byder 90 jetoner for at vinde 10 i stedet for at tabe eksempelvis 70 jetoner. Dette efterlader dig nu med valget mellem at tage et direkte tab på 80 jetoner og luft imellem hænderne, eller byde de forbandede 100 jetoner for selvsamme 100 jetoner og dermed i det mindste få lov at slippe med skindet på næsen. Men så snart du byder 100, står den der bød 90 med valget mellem -90 (dvs. stoppe) og -10 jetoner (dvs. byde 110 jetoner). Igen byder fornuften din modstander at byde. Denne logik fortsætter for evigt, og de studerende følger med lige indtil Pelle siger at de ikke har ’råd’ til mere. Kontraintuitivt? Ja! Irrationelt? Nej!

Men hvad med virkelighedens verden? Hopper folk virkelig på sådan et trick? De fleste fornuftige mennesker siger som regel at de aldrig ville byde på en sådan auktion. Men desværre så vejer handlinger tungere end ord. Med den rette vare – en shoppetur til NY, en fladskærm, og lignende, så begynder langt de fleste alligevel at byde … det endda selv når logikken lige er blevet gennemgået for dem. For så snart at de ser at ingen andre byder, så er det dumt ikke at byde selv. Personlige erfaringer og flere eksperimenter peger på at folk først stopper når de nået et mentalt loft der varierer kraftigt fra person til person. I prioriteret rækkefølge fra mindst effektivt til mest effektivt kunne det se nogenlunde sådan ud: oplevelsen af skiftet fra jagten på gevinst til minimering af tab, andres bebrejdende blikke, og mest effektivt: en tom pengepung.

Men i virkelighedens verden er snyderen desværre ikke altid lige let at spotte. Når du først har stillet dig i vente ved busstoppestedet bliver det sværere og sværere at gå derfra, da du allerede har investeret din tid i at vente. Når præsidenter og generaler invaderer lande bliver det sværere og sværere at trække sig ud efterhånden som tabstallene vokser – vil de virkelig have skylden for at de unge mennesker endte med at dø forgæves? Nej, og historien viser at de ikke er alene. Logikken er uomgængelig og efterhånden blevet eftervist i talrige eksperimenter med forskellige variationer.

 

Virkelighedens eksperimentelle bevis er de nytilkomne øre-auktioner på Internettet. Her tilbydes forbrugeren at købe såkaldte ’budpakker’, hvor hvert bud eller billet har en pris på mellem 9,9 kr. og 5,6 kr. Herefter kan man lægge et bud øverst i bunken, og den der sidst afgav billet før deadline vinder retten til at købe en fladskærm
_______

 

Virkelighedens eksperimentelle bevis er de nytilkomne øre-auktioner på Internettet. Her tilbydes forbrugeren at købe såkaldte ’budpakker’, hvor hvert bud eller billet har en pris på mellem 9,9 kr. og 5,6 kr. Herefter kan man lægge et bud øverst i bunken, og den der sidst afgav billet før deadline vinder retten til at købe en fladskærm, et kamera eller lign. elektronik. Hver gang et bud ligges i bunken stiger varens købspris med blot 10 øre. Så er du den heldige vinder, da får du måske lov til at købe en fladskærm til 10.000 for blot 5,6 + 0,1 kr. Wow! Og ekstra heldig kan man da også være. Den særlige ”den der lagde et bud sidst” variation gør, at du måske kun behøver at ligge billet ind én gang efter hundrede andre deltagere har budt og dermed vinde retten til at købe. Der er altså en ’reel’ chance for at du virkelig kan gøre dig ’en virkelig god handel’. Men det ændrer dog ikke ved øre-auktionernes fundamentale logik: Når du først har budt er det rationelt at byde videre. Det eneste relevante denne særlige variation over Øre-auktionen i klasselokalet rent faktisk ændrer ved er at selv nyankomne finder det attraktivt at ryge med på fidusen. Det ville de trods alt ikke så snart varen først er kommet op på et beløb to til tre gange større end sin vejledende udsalgspris i butikken, hvilket er den pris som auktionshuse som Wongo.dk, Ziinga.dk og Mr123.com i sidste ende slipper af sted med.

Naturligvis forlænges deadline på auktionen også når et bud falder indenfor de sidste par minutter. Det er vel kun god forretningsskik da det giver andre deltagere mulighed for at forny deres bud – og gør andre deltagere det ikke peger flere brugere på at ’auktionshuset’ nok skal forlænge auktionen alligevel. Lige så naturligt er det at højestbydende også skal betale for sine ’billetter’ lige som alle andre. Og det er netop tricket: Øre-auktionerne på nettet er fuldstændigt identiske med auktionen på Pelles kursus. Deltagerne bliver ved med at byde varen op, og her endda uden at dette egentlig reflekteres i prisen. Resultat: udbyderen kan gå grinende ud ad døren med penge i lommen svarende til mange gange varens pris. I det lys er det vel ikke overraskende når en af direktørerne for et af disse ’auktionshuse’ omtaler sin auktion som ”sjov”. Om kunderne også synes det er så ’sjovt’ som han påstår, er en anden sag.[1]

Zombier i Vegas 
Mere overraskende er det dog, at Forbrugerstyrelsen nøjes med at finde auktionsformen ’speciel’, men stadig ’lovlig’, og ikke snarere en anledning til juridisk eftertanke. For ser man øre-auktionerne efter i sømmene er der slet ikke tale om auktioner i reel forstand. Nu skal vi ikke gøre os eksperter i de lovmæssige paragraffer og juridiske forordninger, for det er vi i hvert fald ikke. Men bortset fra, at de i Forbrugerstyrelsen nok bør tænke sig om en ekstra gang, nu hvor denne instans netop er sat i verden med det formål at beskytte forbrugeren mod bl.a. uigennemskuelighed og fup, så bør man nok også tænke over følgende: Foruden at det har vist sig umuligt at støve en definition op, hvor øre-auktionerne utvetydigt kvalificerer sig ved andet end navnet, samt at Justitsministeriets ’Redegørelse om Auktioner på Internettet’ fra (2006) ikke berører noget i nærheden af øre-auktionerne og derfor må betegnes som forældet, så er øre-auktionerne matematisk set ikke auktioner.

Det, der traditionelt karakteriserer auktionsmekanismen er nemlig det, at den frembringer det bud der svarer til den højeste ’personlige vurdering’ blandt deltagerne (faktisk reflekterer det højeste bud i sidste ende den anden højeste evaluering, men det er en teknikalitet). I en auktion sættes en vare eller en ydelse til auktion, og auktionsmekanismen sørger så for, at den, der sætter højeste pris på varen er den der får den. Det er både god forretning for auktionsudbyder, samt i en vis grad ’retfærdigt’ (i hvert fald så lang tid alle har lige mange penge på lommen, hvilket dog sjældent er tilfældet). I spilteorien kalder man også dette resultat for en løsning på spillet. Mere generelt er løsningen på en reel auktion, at alle altid byder op til den værdi, der reflekterer, hvor meget den enkelte værdsætter varen sat på auktion, naturligvis med mindre alle andre stopper inden da. Det skyldes, at hvis man byder mindre end den personlige vurdering, så vil man fortryde når en anden byder over en, samt at hvis man byder mere end sin personlige vurdering, så vil man fortryde hvis man vinder. Auktioner er altså karakteriseret ved, at den bedste strategi for alle er at byde op til beløbet der svarer til deres personlige vurdering af auktionsvaren og det er derfor auktioner overhovedet benyttes: De er et simpelt instrument, der giver auktionsudbyder den næstbedste pris, samt varen til den, der vurderer dens værdi højest.

 

Nu skal det understreges, at formålet her ikke er at tage stilling til legitimiteten af det danske engagement i Afghanistan. I stedet er det blot at se nærmere på den fundamentale mekanisme der med rette her er blevet kaldt den enarmede tyveknægt
_______

 

Set i det lys er det også tydeligt hvorfor øre-auktionerne i virkeligheden ikke er auktioner. For en øre-auktion er ikke en mekanisme der frembringer den højeste pris til udbyder relativt til deltagernes personlige vurdering af varens værdi. Det er netop tydeligt i undervisningssituationen fra før. Her ender de studerende jo netop med at byde mere end 100 jetoner for 100 jetoner – og 100 jetoner kan i sagens natur ikke være mere værd end 100 jetoner. Faktisk er det sådan i øre-auktionen, at der slet ikke er nogen umiddelbar bedste løsning. Fornuften byder dig at blive ved med at byde lige indtil nogen eller noget stopper dig. ”Øre-auktionens” mekanisme er således at sætte rationelle handlinger i selvsving i stedet for at koordinere dem.

I sidste ende er Internettets ”øre-auktioner” således kun fup og fidus med forbrugernes hoved, ikke en auktion. Havde rigtige auktioner lignet ”øre-auktioner” var de blevet forbudt for længst. For som Odysseus ønskede at blive bundet til masten som modvægt til Sirenernes sang er det blot naturligt for mennesker at beslutte at forhindre sig selv i at begå dumheder. Desuden er der intet praktisk problem i en eventuel lovgivning, der forbyder sådanne fidus-auktioner. ”Øre-auktioner” er ligesom andre auktioner matematisk veldefinerede objekter og kan derfor udelukkes uden tvivlsspørgsmål med hjemmel i deres særegne og uhensigtsmæssige logik, en logik der adskiller dem fra at være rigtige auktioner. Men hvis selv Forbrugerstyrelsen ikke kan kende forskel på forloren skildpadde og den ægte vare, så har vi et problem.

Alternativt så kunne Forbrugerstyrelsen også beslutte sig for at ’øre-auktionerne’ på nettet skulle kaldes for hvad de i virkeligheden er: enarmede tyveknægte. Logikken er nemlig den samme. Når man smider den første mønt ned i en enarmet tyveknægts sultne gab er det naturligvis med et oprindeligt håb om den store gevinst. Hjulet ruller igen og igen forgæves, med det lille twist, at lidt lokkemad udbetales med mellemrum timet til at matche den menneskelige utålmodighed. Håbet om den hurtige store gevinst svinder i takt med pengene blot for at blive udskiftet med ønsket om at genvinde hvad der er tabt. Zombierne foran de enarmede tyveknægte i Las Vegas såvel som nede i den lokale spilleklub på hjørnet vidner kun alt for tydeligt om hvor effektfuld tabstallenes logik er når fokus alene fæstnes til det uendeligt roterende hjul.

Den enarmede tyveknægt i Afghanistan 
Nu skal det understreges, at formålet her ikke er at tage stilling til legitimiteten af det danske engagement i Afghanistan. I stedet er det blot at se nærmere på den fundamentale mekanisme der med rette her er blevet kaldt den enarmede tyveknægt. Denne mekanisme sætter ikke blot sit præg på debatten og beslutningerne angående det danske engagements fortsættelse, men også på en lang række andre mere eller mindre vigtige beslutninger i hverdagen; beslutninger der strækker sig hele vejen fra busstoppestedet til køb af fladskærme på Internettet. Desværre viser det sig også, at denne mekanisme eller tankegang både er åbenlyst rationel og logisk. Dermed bliver spørgsmålet, hvor det stiller os. Er vi dømt til sammen at synke dybere ned i tabstallenes bogstaveligt talt dødelige logik, eller findes der et argument der kan afmontere dette ensidige fokus på hvad der allerede er mistet?

 

Omdrejningspunktet for tabstallenes logik som beskrevet her bygger på et begrænset fokus på hhv. det tabte og det der kan vindes. Vejen ud består dog i inddragelsen af et tredje element: Hvad Taliban har i lommerne
_______

 

Det første man må indse i denne forbindelse er at det ikke nytter noget blot at viske tavlen ren og starte forfra. Dette er let at se hvis vi vender tilbage til de studerende i auktionsspillet. Her ser man, at hvis man valgte at betragte de 200 jetoner man eventuelt allerede har budt i sidste budrunde som tabt, så redder det ikke en ud af misæren. Det betyder nemlig blot, at det igen kun koster 10 jetoner at byde på de 100 jetoner, hvorfor det er rationelt at byde forfra. I sidste ende viser dette, at man er nød til at fastholde tabstallene som et centralt element i vores beslutning, hvis vi vil skal undslippe den enarmede tyveknægt i Afghanistan (såvel som den mistede tid hvis vi skal undslippe kviksandet ved busstoppestedet).

Det næste man kan overveje er om det er en mangel på information, der er problemet. Dette må dog også afvises, hvilket kan ses ved igen at vende tilbage til de studerende i auktionsspillet. For det første var de studerende bekendt med alle reglerne i auktionen: Antallet af jetoner som de havde fået, at højeste budgiver ville få de 100 jetoner for sit højeste bud, samt, at alle skulle betale deres højeste bud selv hvis de ikke vandt auktionen.

Men kunne man ikke hertil indvende, at de ikke kendte eller ikkede evnede at følge logikken til dens endestation? Hvad nu hvis de var blevet gjort bekendt med denne – hvis de var blevet informeret om alt, hvad vi har diskuteret i dette kapitel indtil nu – havde de så ikke undladt at byde? Desværre synes dette heller ikke at være løsningen. Selv når Pelle straks spiller auktionen igen med de studerende efter de just har set resultatet i praksis og herefter har fået forklaret logikken, begynder de at byde igen. Som sagt er de studerende alt andet end dumme. De adskiller sig ikke (i relevante henseender) fra dem, der endnu engang stiller sig op ved busstoppestedet eller dem som beslutter sig at byde endnu en gang på internetauktionen. I stedet er de fanget i en simpel fælde. Et gyldigt ræsonnement må nemlig enten ende med konklusionen (1) at det ikke er fornuftigt at byde, eller (2) at det er fornuftigt at byde. Men hvis de på baggrund af information om tabstallenes logik gyldigt kan slutte sig frem til at man ikke bør byde, så vil ingen byde, og så er det netop fornuftigt at byde! Ergo: konklusionen kan kun være, at det er fornuftigt at byde.

Ovenfor blev tillige en tredie mulighed præsenteret. Som berørt i forbindelse med internetauktionerne kunne man simpelthen vælge ikke blot at forbyde det misvisende navn ’auktion’, men også helt at forbyde de enarmede tyveknægte. Det er i hvert fald den løsning Roskilde Universitet har givet lovning om at håndhæve såfremt Pelle skulle vælge at udbyde rigtige penge til auktion til sin undervisning imod rigtig betaling. Men igen er det dog relativt let at se hvorfor en sådan løsning ikke vil være synderlig effektiv i alle henseender. Hvad er det eksempelvis lige man skulle forbyde i forbindelse med busstoppestedet – at folk stiller sig op og venter? Det ville nok ikke være hensigtsmæssigt. Og hvad med krigen i Afghanistan?  Her er problemet jo netop – som det som oftest er i krig og kærlighed – at der ikke er en tredje part, der kan gennemtvinge en kollektivt hensigtsmæssig løsning. I sidste ende kan det således konkluderes, at forbud heller ikke udgør en bæredygtig løsning så snart man bevæger sig fra Zombierne foran de enarmede tyveknægte i Las Vegas, til kviksandet ved Nørrebros busstoppesteder eller tabstallenes dødelige logik i Afghanistan. Men betyder det virkeligt at vi er bundet for evigt til den enarmede tyveknægt så snart vi har investeret den første mønt?

I lommen på Taliban 
Hvis der findes en fornuftig vej ud af Afghanistan, så må der være noget, der er blevet overset. Det er dog ikke så mærkeligt, da det viser sig, at vejen netop skjules så snart man fokuserer på tabstallenes logik. Omdrejningspunktet for tabstallenes logik som beskrevet her bygger på et begrænset fokus på hhv. det tabte og det der kan vindes. Vejen ud består dog i inddragelsen af et tredje element: Hvad Taliban har i lommerne.

For at forstå dette må vi vende os en sidste gang mod øre-auktionen med de studerende. Forestil dig, at der kun er to studerende, hvoraf den ene har 50 jetoner, mens den anden kun har 40 jetoner. Trods alt råder man sjældent over præcis de samme ressourcer. Dette forhold giver både en ny og åbenlys løsning på problemet. Hvis de to studerende har gennemskuet tabstallenes logik og deres rådighedsbeløb er fællesviden jf. Kapitel 3, vil de nu være i stand til at ræsonnere som følger: De ved, at hvis ingen af dem byder, så er det rationelt for dem begge at byde. Men det er også åbenlyst for dem begge, at den studerende, der har 50 jetoner på lommen i sidste ende vil vinde auktionen og dermed 100 – 50 = 50 jetoner. Den studerende med 40 jetoner kan derfor vælge mellem at deltage i auktionen med den vished at tabe et sted mellem 10 og 40 jetoner, eller afvise at deltage. Med dette fokus på den relative forskel i jetoner, i stedet for blot det tabte og det der kan vindes, er det således rationelt for den, der har færrest jetoner at afvise auktionen, samt rationelt for den som har flest jetoner at begynde at byde. Dette gælder for alle ulige fordelinger af jetoner, hvor den ene studerende har mindre end den anden. Det er altså i et fokus på den relative forskel i ressourcer at vejen ud af tabstallenes logik skal findes.

Nu er problemet dog, at man som hovedregel sjældent ved hvad ens ’modstander’ har i lommen. I så fald er det kun fornuftigt at deltage i auktionen såfremt man mener, at der er en hvis sandsynlighed for at man er villig til at betale den højeste pris. Det må også have været tilfældet i forbindelse med det danske engagement i Afghanistan. Problemet er dog at der skal to til en krig. Ergo, så må Taliban også tro på, at der er en hvis sandsynlighed for at de er villige til at betale den højeste pris. Det åbenlyse problem er dog, at begge parter ikke kan have ret på samme tid!

Det er på denne måde at det helt centrale element man ikke må overse er virkelighedens indikatorer på hvem der er villige til at betale mest. Disse indikatorer må ikke overses, da de netop er det der giver anledning til at justere den sandsynlighed hvormed parterne vurderer de hver især vil vinde i sidste ende. Særligt gælder det nemlig, at så snart man finder det overvejende sandsynligt, at ens modstander er villig til at gå længere end man selv er, så skal man trække sin deltagelse uden at skele til det der er tabt. Det er altså den relative villighed, snarere end tabstallenes logik, der skal sættes i fokus, hvis fornuften skal råde os når vi står over for den enarmede tyveknægt i Afghanistan. I den henseende må enhver henvisning til tabstallenes logik i debatten om det danske engagement betegnes som mangel på retningssans. En fornuftig vej ud af Afghanistan må basere sig på hvad vi i Danmark er villige til at ofre, herunder antallet af dræbte soldater, for en hel befolknings velfærd og sikkerhed – ellers vil vores soldater være døde forgæves. ■

Bragt første gang i Oplysnings Blinde Vinkler: En åndselitær kritik af informationssamfundet. Frederiksberg: Forlaget Samfundslitteratur, 2021. Kapitel 7.

 

Så snart man finder det overvejende sandsynligt, at ens modstander er villig til at gå længere end man selv er, så skal man trække sin deltagelse uden at skele til det der er tabt
_______

 

Vincent F. Hendricks (f.1970) dr.phil., ph.d., er professor i formel filosofi ved Københavns Universitet, grundlægger og leder af Center for Information og Boblestudier (CIBS) samme sted. Han er forfatter til en række bøger, herunder blandt andet Spræng boblen, Fake News, Kæmp for Kloden, Os og dem, Hovedbrud, Vend Verden og er en afholdt foredragsholder. Vincent F. Hendricks har vundet en række priser for sin forskning herunder Videnskabsministeriets Eliteforskerpris, Roskilde Festivalens Eliteforskerpris, Choice Magazine Outstanding Title Award samt Rosenkjærprisen.

Pelle Guldborg Hansen (f. 1977) er adfærdsforsker på Roskilde Universitet.
Han er ligeledes direktør for ISSP – The Initiative of Science, Society & Policy ved Roskilde Universitet og Syddansk Universitet, formand for Det Danske Nudging Netværk, medstifter af TEN – The European Nudge Network samt CE i iNudgeyou – The Applied Behavioural Science Group.
Hjemmeside: https://www.pelleonline.org/index.html. ILLUSTRATION: Soldater fra den afghanske hær (ANA) deltager i en antiterrortræning i Herat-provinsen, Afghanistan, 15. november 2020. [FOTO: Jalil Rezayee/EPA/Ritzau Scanpix]

[1] Man kan lære meget mere om Øre-auktionerne på Internettet og deres bagmænd der lever i sus og dus i Dubai ved at gense DR1’s udsendelse ’Kontant’ fra d. 5. Oktober 2010, der kan findes i DR1’s online arkiver. I denne udsendelse udfører vi også en Øre-auktion med ansatte fra Helsingør Skattecenter, der ligesom de studerende giver anledning til en god fortjeneste.