01.04.2021

.

Polarisering er et begreb, der i disse dage rutinemæssigt tages i brug for at karakterisere tilstande i politiske landskaber – nationalt som internationalt. Men oprindeligt er polarisering ikke en tilstand men en proces, der kan lede til uforsonlig uenighed. Og når først denne proces bliver gjort til et sikkerhedspolitisk spørgsmål og kobles sammen med identitetspolitik, kan næsten ethvert anliggende synes legitimt at forsvare. Det er den tendens, vi ser i dag.

Denne artikel indgår i artikelserien af professor Vincent F. Hendricks, der tager videnskabsteoretiske og andre filosofiske vinkler på aktuelle spørgsmål. Serien bringes udenfor RÆSONs betalingsmur. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Af Vincent F. Hendricks

Polarisering er på alles læber disse dage – ikke mindst i pressen. En søgning på Infomedia kundgør, at ”polarisering” alene de sidste 12 måneder optræder 3.343 på Infomedia, året før 2049 gange, og atter året 2018-2019 er tallet 2.370 gange. I Den Store Danske hedder det sig, at polarisering er “det at stille to modstridende standpunkter hårdt op mod hinanden.” Imidlertid er polarisering egentlig ikke uenighedstilstanden som sådan, men nærmere det spil eller den proces, der leder til tilstanden. Forskellen er ikke ligegyldig, for den forklaringsmæssige potens af begrebet er ganske forskellig afhængig af, om polarisering opfattes som en tilstand eller et spil.

Der er blevet observeret en statistisk regularitet, som ofte indfinder sig i drøftende forsamlinger – fra diskussioner i bestyrelseslokaler, på direktionsgange, i religiøse sekter, parlamentsforsamlinger eller politiske græsrodsbevægelser i baghuse – som kaldes gruppepolarisering. Den er registreret af blandt andre Harvard-professoren i jura og tidligere Barack Obama-rådgiver, Cass R. Sunstein, i sin banebrydende bog Going to Extremes: How Like Minds Unite and Divide fra 2002. Gruppepolarisering – også under tiden kendt som overbevisnings- eller attitudepolarisering – betyder:

”… at medlemmer af en drøftende gruppe forudsigeligt nok vil bevæge sig mod et mere ekstremt synspunkt i den retning, der indikeres af medlemmernes tendenser før drøftelse pågår”. [Sunstein (2002): 176]

 

Faren er, at man ved en demokratisk drøftelse af en given sag kan blive så enige, at det bliver til ekstremisme
_______

 
Med andre ord kan selve drøftelsen af en given sag eller holdning i en gruppe betyde, at hele gruppen forskyder sig mod en mere radikal version af synspunktet, end hvad gruppen gennemsnitligt mente inden drøftelsen. Der anføres ofte to med hinanden forbundne årsager hertil: Som drøftelsen pågår, raffineres de centrale argumenter eller påstande, som gruppen antageligvis er enige om, og de har det med at være skarpskårne for at samle hele paletten af standpunkter. Det betyder ligeledes, at dem, der er mindre rabiate i udgangspunktet, kan komme til at abonnere på standpunkter, der er lidt mere ekstreme end de egentlig nødvendigvis har inden drøftelse, idet de gerne vil være en del af gruppen i spil og bidrage til sammenhængskraften.

Samtidig gælder, at hvert enkelt medlem af gruppen også kan forskyde sig til en mere ekstrem udgave af standpunktet, end hvad de hver især tilsluttede sig før drøftelsen: Det betyder i sidste instans, at hvis vi i forvejen er enige, bliver vi blot endnu mere enige igennem drøftelsen. Jo mere udlændinge, indvandring, migration og flygtninge anses som et problem for danskhed og demokrati, jo mere enige bliver størstedelen af Folketingets partier om en skarp profil på udlændingedagsordenen og en stram udlændingepolitik efterhånden som diskussion pågår i Folketingssalen og i de andre parlamentariske organer.

Faren er, at man ved en demokratisk drøftelse af en given sag kan blive så enige, at det bliver til ekstremisme, hvilket rejser væsentlige spørgsmål om drøftelsens rolle i det offentlige rum i et heterogent eller uensartet demokrati som fx det danske. Når ligesindede fæller deltager i et slags ”polariseringsspil”, hvor de jævnligt mødes, gennemsnitligt har lignende startopfattelser, stadfæster deres synspunkter og raffinerer argumenterne herfor, og i øvrigt ikke udsættes for meget for konkurrerende standpunktstilkendegivelser og argumenter udefra, så bliver forskudte ekstreme standpunkter eller grupper desto mere sandsynlige.

 

En ting er, at parter er meningsmæssigt uenige, men det er processen, igennem hvilken de forskellige standpunkter formes, der er det centrale
_______

 

Ekstreme synspunkter som følge af polarisering optræder imidlertid kun under bestemte betingelser som indbefatter:

1. Allerede ekstremistiske tendenser eller gennemsnitlige rabiate standpunkter i udgangspunktet
2. Gentagelser af polariseringsspillet ved jævnlige møder eller anden meningsudvekslende aktivitet i forskellige fora, reelle som virtuelle
3. Begrænset indflydelse eller påvirkning fra anden side eller andre argumenter.

Hvis en gruppe således er enig om et givet standpunkt, så har de tendens til kun at betragte og overveje information, der støtter dem i deres overbevisning. Resultatet er – specielt i online infostorme – hvor der er rigtig meget information til rådighed, at der sorteres kraftigt i hvilken information, og hvilke stemmer, man gider høre på. Således kan ekkokammeret opstå reelt som virtuelt, hvor man udelukkende hører på andre, der har samme standpunkt som ens egen stemme – jo flere ekkoer, der høres, og jo mere information, som indsamles, der støtter ens position, desto mere overbevist bliver man om, at man selv har ret og alle andre har hæklefejl i kysen.

En ting er, at parter er meningsmæssigt uenige, men det er processen, igennem hvilken de forskellige standpunkter formes, der er det centrale, eftersom de giver alt fra de argumenter man er fælles om til selve fællesskabsfølelsen og den sociale sammenlignelighed. Mennesker vil nemlig gerne opfattes positivt af andre medlemmer i en given gruppe og for den sags skyld også gerne se sig selv i et positivt lys. Når man således gøres bekendt med, hvad andre synes og mener, kan man finde på at justere sit standpunkt i retning af den nu engang dominerende position.

 

Når gruppen først er sammentømret meningsmæssigt igennem polariseringsprocessen, er der ikke langt til, at alt andet – og alle andre omkring gruppen kan synes som en trussel
_______

 

Når gruppen først er sammentømret meningsmæssigt igennem polariseringsprocessen, er der ikke langt til, at alt andet – og alle andre omkring gruppen kan synes som en trussel – det gælder græsrødderne og vælgerbasen – men det kan ligeledes forplantes til det etablerede politiske system. Det kræver en talehandling som tændsats til ”sikkerhedsliggørelse” som politisk proces – det kræver med andre ord, at man via italesættelsen af et tilsyneladende sikkerhedsproblem uvilkårligt også forsøger at handle herefter.

Sikkerhedsliggørelse – en talehandling med proces
Den verdenskendte danske professor i international politik ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, Ole Wæver, prægede i begyndelsen af 1990’erne debatten med begrebet ”sikkerhedsliggørelse” (eng. securitization). Med bred pensel er sikkerhedsliggørelse en meget robust teori om, at etablerede politiske aktører kan tage et hvilket som helst politisk tema og gøre det til et sikkerhedspolitisk anliggende.

Hvis det ikke allerede var det i forvejen, kan den prop som det 400 meter lange containerskib Ever Given netop udgjorde i Suez-kanalen, hurtigt gå fra at være et handelspolitisk og trafikpolitisk problem til et sikkerhedspolitisk et af slagsen. Tilsvarende, problemet med børn i Syrien med dansk tilknytning er alt andet lige mere et sikkerhedspolitisk anliggende nu end et spørgsmål om barnets tarv eller retspolitik.

 

Et politisk tema, der er sikret som sikkerhedsliggjort vil ofte blive tildelt ulige meget opmærksomhed og resurser
_______

 

Dynamikken i sikkerhedsliggørelsen igangsættes med en talehandling, hvor en bestemt trussel identificeres af en ex officio leder, myndighed eller parti. Ved selve denne talehandling forskydes truslen fra et normalpolitisk anliggende til en sikkerhedspolitisk bekymring, der ydermere legitimerer anvendelsen af ofte ganske usædvanlige midler for at inddæmme truslen. I al væsentlighed indgår fire centrale elementer i den sikkerhedsliggørende handling:

1. En aktør, der foretager det sikkerhedsliggørende skridt eller talehandling.
2. En eksistentiel trussel i form af genstanden, der er identificeret som potentielt skadelig.
3. Den genstand, der trues og skal beskyttes.
4. Et publikum, der er målet for den sikkerhedsliggørende talehandling, der således skal overbevises om, at det forhåndværende tema udgør en sikkerhedsrisiko.

Ingen eksempler nævnt, ingen glemt fra politiske klimaer under Donald J. Trump, Jair Bolsonaro, Vladimir Putin, Recep Tayyip Erdogan etc. Et politisk tema, der er sikret som sikkerhedsliggjort vil ofte blive tildelt ulige meget opmærksomhed og resurser i forhold til anliggender, der ikke har fået denne mærkat – det gælder faktisk også i de tilfælde, hvor disse andre anliggender egentlig udgør en større fare.


Ole Wæver forklarer i dette klip begrebet “sikkerhedsliggørelse”

Betragter man nu de fire centrale elementer i sikkerhedsliggørelsen og parrer dem med polariseringsspillets dynamik, så er der en bestemt kategori af politik, der byder sig til som særdeles sprængfarlig og letantændelig: Identitetspolitik.

Treenigheden: Polarisering – Sikkerhedsliggørelse – Identitet
Køn, race, nationalitet og socialklasse er nemlig noget, vi alle kan forholde os til, om ikke andet fordi det er noget, vi alle har, tilhører og deler. Nogle gange betones det mere eller mindre, andre gange er det mere her end dér, og til tider er det en kortsigtet bekymring, til andre en langsigtet affære eller ambition om at skabe lighed frem for ulighed. Som borgere er vi alle tænkt lige, og hvis nogen behandles anderledes på grund af deres køn, race, nationalitet eller socialklasse, så skal der identitetspolitik til enten at argumentere for legitimiteten af forskellen eller fornuften i ligheden.

 

I øjeblikket er mange debatter om identitetspolitik, ’krænkelseskultur’ og ’politisk korrekthed’ i høj grad præget af en sådan polariseringsproces
_______

 

Disse konflikter over akser, efter hvilke vi på et tidspunkt deler os, kan havne, hvor polariseringen bliver så ekstrem, at det ender i et simpelt os versus dem. Et polariserende os versus dem betyder, at den identitetspolitiske debat rutinemæssigt kan gå hen og bliver mindre konstruktiv og oplysende, end den kunne have været. I sin Global Risk Report 2019 vurderer World Economic Forum endda identitetspolitisk polarisering som værende en drivende kraft bag politiske og sociale konflikter på globalt plan.

I polariserede meningsmiljøer er der mere end nogensinde brug for nuancer, men det er også her, de har det sværest. I øjeblikket er mange debatter om identitetspolitik, ’krænkelseskultur’ og ’politisk korrekthed’ i høj grad præget af en sådan polariseringsproces; enten er du med os, eller også er du med ’de krænkede’, og det er enten-eller og for eller imod. Der er sjældent plads til både-og eller til overhovedet at lytte efter, hvor modparten kommer fra, hvorfor de identitetspolitiske debatter ofte fremstår som en permanent shitstorm.

 

Lov og orden imod optøjer, ind til optøjer er gruppelegitime i et angreb på Capitol Hill d. 6. januar 2021
_______

 

Mobiliseres vælgerbaser af det politiske etablissement (online som offline) samtidig med en fortælling om, at de andre udgør en sikkerhedsrisiko, og at der er alt fra rettigheder til livsstil, der legitimt bør forsvares, er der ikke langt til stormløb mod parlamentsbygninger, undertrykkelse af borgerrettigheder, hvor ”lov og orden” bliver mantraet, i hvert fald så længe det er politisk opportunt – også selvom det kan synes ganske dobbeltmoralsk. Lov og orden imod optøjer, ind til optøjer er gruppelegitime i et angreb på Capitol Hill d. 6. januar 2021, hvor afgående præsident Donald J. Trump bliver den aktør, der foretager den sikkerhedsliggørende talehandling i talen, der senere er blevet kendt som: ”You will never take back our country with weakness”.  

Borgere, der egentligt startede med en meningsmæssig uenighed, kan nå til et punkt, hvor de begynder at få det følelsesmæssigt svært med hinanden, fordi de simpelthen ikke kan lide hinanden, idet de føler sig truet af hinanden. Når polarisering overgår fra gruppe-, overbevisnings- eller attitudepolarisering baseret på meningsmæssige uenigheder til en form for polariseringsmekanik givet de (negative) følelser, man nærer over for de andre, tales der om affektiv polarisering – og den er tiltagende, specielt i USA, og præcist givet sociale identitetstilhørsforhold viser nylig forskning.

Ringen sluttes fra polarisering over sikkerhedsliggørelse til identitet. Selvom cirklen som figur igennem tiden er blevet anset som den perfekte geometriske figur skabt af gud, er den ikke i denne treenighed (polarisering – sikkerhedsliggørelse – identitet) et eksempel til efterlevelse og efterligning.



E pluribus unum: ”Ud af mange er vi én” var engang det motto, der prydede det amerikanske sejl inden den amerikanske kongres i 1956 gjorde ”In God We Trust” til det officielle nationale motto.

Hvis al politisk beslutningsdygtighed ender som sikkerhedspolitiske anliggender på baggrund af polarisering og identitetstemaer, så bliver demokratiet i al væsentlighed mindre heterogent, favnende, men mere skrøbeligt og volatilt. Det er præcis 180 grader på det vi bryster os af i karakteristikken af vestlige liberale demokratier – om det så er dansk eller amerikansk. ■

 

Hvis al politisk beslutningsdygtighed ender som sikkerhedspolitiske anliggender på baggrund af polarisering og identitetstemaer, så bliver demokratiet i al væsentlighed mindre heterogent, favnende, men mere skrøbeligt og volatilt
_______

 

Vincent F. Hendricks (f.1970) dr.phil., ph.d., er professor i formel filosofi ved Københavns Universitet, grundlægger og leder af Center for Information og Boblestudier (CIBS) samme sted. Han er forfatter til en række bøger, herunder blandt andet Spræng boblen, Fake News, Kæmp for Kloden, Os og dem, Vend Verden, Hovedbrud og er en afholdt foredragsholder. Vincent F. Hendricks har vundet en række priser for sin forskning herunder Videnskabsministeriets Eliteforskerpris, Roskilde Festivalens Eliteforskerpris, Choice Magazine Outstanding Title Award samt Rosenkjærprisen. ILLUSTRATION: Officielt pressebillede [Foto: Sif Meincke]