Viktor Lassen i RÆSON SØNDAG: Det kan afgøre Kinas fremtid som økonomisk stormagt, om Xi formår at reformere landets vækstmodel

30.10.2021

I årtier har det kinesiske kommunistparti med succes ført en økonomisk politik baseret på investerings- og eksportdrevet vækst. Men den udviklingsmodel har sine egne indbyggede økonomiske og politiske problemer og risikerer nu at køre helt fast. Xi taler om ”fælles velstand”, men spørgsmålet er, om præsidenten kan få Kinas økonomi ud af sit dødvande.



I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.

Den kinesiske vækstmodel, der først begyndte at tage form med Deng Xiaopings reformer i slut-70’erne er en velkendt succeshistorie: Årtier med tocifrede vækstrater, adskillige hundrede millioner kinesere løftet ud af fattigdom og verdens næststørste bruttonationalprodukt. Opskriften har været et højt investeringsniveau – især i fysisk infrastruktur og i eksporterhverv.

Modellen har imidlertid indbyggede problemer, der giver panderynker i Beijing. På en række områder står Kina i dag overfor økonomiske problemer, der er direkte forbundet til den hidtidige vækstmodel. Lavt forbrug, høj gæld og voksende ulighed udgør skyggesiden af Kinas økonomiske udvikling over de seneste årtier.

Et lavt lønniveau har gjort kinesiske virksomheder konkurrencedygtige og gjort Kina til verdens største eksportøkonomi. Det bidrog til at holde indtægterne og beskæftigelsen oppe og den politiske ustabilitet nede. Men den udenlandske efterspørgsel, der kunne holde den kinesiske økonomi kørende for fuld damp i 1980, da Kinas økonomi udgjorde 1,7 pct. af global BNP, skal trække et væsentligt tungere læs i dag, hvor landets andel er tidoblet. De lave lønninger, der har gjort Kina til en eksportmastodont, har samtidig lagt en dæmper på husholdningernes forbrug. I Kina udgør forbrug derfor en lavere andel af BNP end i nogen anden større økonomi. I mange år var det ikke noget problem for vækstraterne, at den indenlandske efterspørgsel var så lav, fordi udenlandsk efterspørgsel var nok til at holde væksten i top. Men i 2021, hvor Kinas andel af verdensøkonomien er tidoblet, bliver det stadig sværere at holde økonomien kørende på fuld damp uden et proportionelt hjemmemarked.

Det har ført til de andet problem: overinvestering. Da Deng overtog magten efter Mao var Kina et ludfattigt landbrugssamfund, der skreg på investeringer. Skiftende regeringer fremmede investeringer i veje, jernbaner og industri, og investeringsbehovet blev med tiden mættet. Men investeringsiveren fortsætter, og Kina er fortsat et af de lande, hvor investeringer fylder uproportionelt meget – ejendomsinvesteringer alene udgør i omegnen af en fjerdedel af Kinas BNP. Investeringer holder beskæftigelsen i vejret og gør provinsregeringer i stand til at fremvise flotte vækstrater i den interne konkurrence om Beijings gunst. Men sammenlignet med tidligere bidrager mange investeringer i dag ikke til den reelle økonomiske vækst. Der bygges mere og mere overflødig infrastruktur og opføres boliger, der ikke er kunder til, alt sammen finansieret af lånte penge. Det har fået gælden til at vokse til op mod 300 pct. af BNP.

Ulighed og korruption i stor skala er en tredje konsekvens af Kinas vækstmodel, som med tiden er blevet et strukturelt problem for Kina. Årtiers vækst har reduceret fattigdommen, men det har samtidig øget kløften mellem rig og fattig i en sådan grad, at Kina er blevet et af verdens mest ulige lande – især mellem land og by.  Udviklingen har skabt en elite af private entreprenører, partibosser og embedsmænd, og i denne overklasse har penge under bordet fungeret som smørelsen, der har holdt den kinesiske vækstmaskine kørende og gjort det allerede uklare skel mellem private og offentlige interesser endnu mere mudret. Den oligarkiske elite kan forventes at ville forsvare sine eksisterende privilegier og kæmpe for at bevare de strukturer, der har skabt den.

”En gruppe privilegerede bureaukrater”
I regeringstoppen har man længe været fuldt bevidst om problemerne og præsenteret visioner for at komme dem til livs.

I 2020 præsenterede præsident Xi visionen om Dual Circulation. Det var en åndelig efterfølger til Dengs Great International Circulation, som var det teoretiske fundament for Kinas eksportfokuserede økonomiske strategi. Dual Circulation, derimod, fremhæver behovet for at styrke forbruget hjemme for at reducere afhængigheden af internationale markeder.

I januar i år gjorde Xi status på økonomiens tilstand i en tale om Kinas nye udviklingsstadie. Selv om Xi ikke brugte ordet ”gæld” en eneste gang i sin 7477 ord lange tale om Kinas økonomi, fremhævede han bl.a. behovet for at søge ægte, frem for oppustet BNP-vækst, en central skelnen, som udenforstående længe har kritiseret regeringen for at ignorere. 

I samme tale fremhævede Xi Sovjetunionen som et skrækeksempel på, hvad der sker, når eliten glemmer folket, og uligheden bliver for stor. Ifølge Xi skyldtes Sovjetunionens kollaps primært, at ”Kommunistpartiet blev afkoblet fra folket og blev en gruppe privilegerede bureaukrater, der kun bekymrede sig om at beskytte egne interesser.” Anledningen for Xis tale var passende nok et seminar for embedsfolk på provins- og regeringsniveau, der næppe har været i tvivl om budskabet.

 

Det vanskelige for regeringen bliver at lukke luft ud af den spekulative boble uden at lade den briste, hvilket i sig selv ville medføre uoverskuelige økonomiske og potentielt politiske konsekvenser
_______

 

Strukturelle forhindringer
Xi har tilsyneladende sin analyse af Kinas økonomiske problemer på plads. Regeringen har også gjort forsøg på at gøre op med problemerne. Men frem for at gribe dem strukturelt an, har opskriften ofte været isolerede og til tider halvhjertede indsatser. Xi indledte sin embedsperiode med en storstilet kampagne mod korruption, der fældede adskillige prominente politikere og embedsmænd. For nylig har fokus været på skatteunddragelse, samt på privat velgørenhed som en metode til at reducere uligheden. Men de underliggende årsager til ubalancerne består.

Det er dog lettere sagt end gjort. Et gennemgribende reformprogram kan ikke undgå at gøre ondt på visse grupper. Reformer vil desuden betyde et opgør med de strukturer, der har skabt Kinas nye overklasse. De har nydt godt af status quo og vil ikke opgive deres privilegier uden kamp. Selv for Xi, den mest magtfulde leder siden Mao, er det sin sag at skulle lægge sig ud med disse grupper. Og det er stadig usikkert, om han for alvor tør det.

Senest har Xi eksempelvis mødt intern modstand mod en foreslået ejendomsskat, der skulle lægge en dæmper på spekulationslysten i boligsektoren. Forslaget er nu skudt til hjørne, og vil først blive vurderet efter et fem år langt pilotforsøg, der allerede er reduceret til at gælde i 10 byer, frem for i 30 som først foreslået.

Også middelklassen har meget på spil. Mange kinesere har redet med på bølgen og placeret store dele af deres opsparing i boliger. I årevis har de kunne se værdien af deres investeringer vokse i takt med, at markedet boomede. Det vanskelige for regeringen bliver her at lukke luft ud af den spekulative boble uden at lade den briste, hvilket i sig selv ville medføre uoverskuelige økonomiske og potentielt politiske konsekvenser.

Et eksempel på vanskelighederne er den aktuelle likviditetskrise hos Evergrande. Evergrandes gældsproblemer havde længe været synlige, men den aktuelle krise blev netop udløst af et forsøg fra regeringens side på at bremse spekulationen. I august 2020 indførte regeringen de ”Tre røde Linjer”, der udstak grænser for ejendomsudviklernes mulighed for at optage gæld – i sig selv et fornuftigt mål. Men Evergrande formåede ikke at holde sig inden for linjerne, og for at forhindre en krise i at brede sig, risikerer regeringen nu at blive tvunget til et indgreb og holde hånden under Evergrande og investorerne.

Fælles velstand
Der er altså både politiske forhindringer og økonomiske risici forbundet med reformer. Uden indgreb vil problemerne dog kun vokse sig større. Kinas strukturelle ubalance kræver strukturelle løsninger, der styrker forbruget, bremser gælden og reducerer uligheden.

For nylig genoplivede Xi kommunistpartiets gamle slagord om ”Fælles velstand”. I en stor artikel i Qiushi, partiets officielle tidsskrift for samfundsteori, gør Xi status over Kinas økonomiske udvikling og fremlægger sin vision for Kina og partiet i de kommende årtier. Han advarer om, at voksende ulighed og middelklassens kollaps har ført til social splittelse, politisk polarisering og udbredt populisme verden over. For at undgå, at det samme sker i Kina, nævner han nødvendigheden af at reducere ulighed og af at skabe en stærk middelklasse, bl.a. ved at forbedre skatte-, pensions- og sundhedssystemet, regulere indkomster, og ved at insistere på, at ”boliger er til for at bo i, ikke til spekulation”.

Målsætningerne er karakteristisk ukonkrete, og Xi advarer selv mod at fremsætte ”ensartede kvantitative mål”. Men artiklen ligner et oplagt bud på et politisk program for Xis forestående tredje præsidentperiode.. Der er nok at tage fat på. Et oplagt sted at starte kunne være en udvidelse af adgangen til børnepasning. Udover at øge forbruget ville det gøre det mere attraktivt at få børn og derved afhjælpe Kinas gigantiske demografiske problemer. En anden mulighed er en reform af hukou-systemet, der regulerer adgangen til velfærdsgoder for den enkelte, alt efter om man er registreret i et land- eller bydistrikt. Mange millioner migranter fra Kinas landdistrikter lever og arbejder i de store byer, men har kun begrænset adgang til bl.a. skoler og hospitaler, fordi deres hukou-registrering er låst til deres hjemstavn. Lige adgang til velfærdsgoder ville både forbedre migrantarbejdernes levestandard og øge den sociale mobilitet.

Om ”Fælles velstand” forbliver et slogan, eller om Xi i stedet formår at reformere Kinas økonomiske model, kan komme til at afgøre landets fremtid som økonomisk stormagt.

Indikationer på det politiske ambitionsniveau kan meget vel vise sig i november, når Kommunistpartiets centralkomite afholder sit årlige møde. Komiteens resolutioner har tidligere udstukket kursen for Kinas udvikling. I 1945 cementerede komiteens resolution Maos lederskab, og i 1981 gjorde resolutionen op med Maos katastrofale kulturrevolution og etablerede fundamentet for Dengs reformer. I år kan komiteens resolution om partiets bedrifter og historiske erfaringer give et fingerpeg om kursen fremover. ■

 

Kinas strukturelle ubalance kræver strukturelle løsninger, der styrker forbruget, bremser gælden og reducerer uligheden
_______

Apropos denne artikel:

Forårsnummeret ude nu: Hvad verden vil fortælle Trump

Peter Lautrup-Larsen: Er Troels Lund det eneste alternativ til Mette Frederiksen?

Kristian Sloth: Lars Løkke og Helle Thorning bærer hovedansvaret for de danske farvandes død

Malthe Munkøe i RÆSONs nye trykte nummer: Udviklingen i USA og Kina placerer Europa i et dobbeltchok

Krisecast med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Påskekrisen i 1920 formede det moderne danske demokrati

Dennis Kristensen: Denne gang er afskeden med USA utvetydig