27.02.2021

Nu bliver den danskledte NATO-mission i Irak udvidet med markant mere personel, mens USA trækker sine soldater ud. Selvom IS ikke længere udgør den mest alvorlige trussel i Irak, har landet stadig alvorlige sikkerhedsproblemer – bl.a. i form af iranskstyrede militser. Det skal NATO selvfølgelig håndtere, men det er irakerne selv, der skal løse landets mange, komplekse problemer på lang sigt.

Af David Vestenskov og Christian Høj Hansen

Den nuværende danskledte NATO-mission i Irak (NMI) udvides fra 500 til 4000 soldater og rådgivere. Missionens primære formål har været – og vil fortsat være – at træne og rådgive de irakiske sikkerhedsstyrker for at styrke modstandskraften fremadrettet, så den irakiske stat får kapacitet til at håndtere trusler som Islamisk Stat (IS). Men det naturlige spørgsmål er, hvorfor man netop nu vælger at udvide træningsmissionen, og hvilken betydning udvidelsen har for sikkerhedssituationen.

Omdrejningspunktet for NATO’s træningsmission i Irak vil fortsat være at forhindre IS i endnu en gang at få fodfæste i landet. Et afgørende element for at nå det mål er at styrke sikkerhedssektoren generelt – herunder særligt sammenhængskraften blandt de samlede irakiske sikkerhedsstyrker, så det ikke i fremtiden er forskellige shia-militser, kurdiske grupperinger og en vestlig koalition, som skal udgøre bolværket mod terrorgrupper som IS.

På den positive side er jobbet sådan set halvt klaret, da IS’ kapacitet og magtbase i landet er markant svækket. Selvom gruppen stadig udfører angreb i provinserne nord for Baghdad, er transformationen fra en territoriel oprørsbevægelse til en klassisk terrorundergrundsbevægelse sket – en transformation, der efter alt at dømme ikke vil ændre sig foreløbig. Men hvorfor har man så valgt at udvide NATO-missionen i Irak, når IS ikke udgør en større trussel for landet?

 

Udvidelsen er derfor på mange måder bare en udskiftning af det eksisterende personel
_______

 

Udvidelsen af træningsmissionen skal først og fremmest ses i lyset af den amerikanske reduktion af egne soldater fra Irak, hvorfor de øvrige NATO-lande skal udfylde hullerne og varetage amerikanernes tidligere opgaver med logistik, planlægning og ikke mindst sikkerheden for rådgiverne. Udvidelsen er derfor på mange måder bare en udskiftning af det eksisterende personel.

Når det så er sagt, bliver der også tale om en reel udvidelse af rådgivningen til irakerne, da man fordobler antallet af rådgivere i den eksisterende mission, hvilket betyder, at ambitionsniveauet hæves en smule. Rådgiverne vil altså blive flere og givetvis placeret mere direkte i forskellige irakiske sikkerhedsinstitutioner.

Det vil betyde, at man fra NATO’s side også vil prioritere andre dele af landet end hovedstaden, men stadig med omdrejningspunkt i det irakiske forsvarsministerium for at styrke de underlæggende sikkerhedsinstitutioner. Det skal også styrke kommunikationen og kommandostrukturen, så man fra regeringen i Baghdad i højere grad vil kunne kontrollere og lede en samlet irakisk sikkerhedssektor og særligt sikkerhedsstyrkerne rundt omkring i landet. Alt sammen for bedre at kunne håndtere kriser og trusler, når de opstår.

 

Udfordringen er, at IS ikke udgør den største trussel for den irakiske sikkerhedssektor på den lange bane. Det gør landets mange militser derimod – særligt de iransk støttede
_______

 

Mens håndteringen af en potentiel trussel fra IS i fremtiden nok vil kunne håndteres på nuværende niveau, så står det lidt vanskeligere til ift. missionens andet mål, der sigter mod en mere generel stabilisering af landet. Udfordringen er, at IS ikke udgør den største trussel for den irakiske sikkerhedssektor på den lange bane. Det gør landets mange militser derimod – særligt de iransk støttede – som i flere af landets provinser har udkonkurreret regeringen som primær leverandør af sikkerhed.

Militserne hører hovedsageligt ind under paraplyorganisationen Popular Mobilization Force (også kendt som Hashd), som opstod under kampen imod IS. Organisationen er domineret af de iranskstøttede shia-militser, men tæller også kurdiske, sunni, kristne og turkmenske grupperinger (se tidligere artikel til RÆSON fra december 2020). Militserne kan ikke bare adskilles fra det nationale sikkerhedssystem, da en række af dem har stor indflydelse i forskellige dele af sikkerhedssektoren, hvor de udfylder flere væsentlige positioner, deriblandt rådgivning til premierministeren.

Da militserne også delvist har infiltreret flere hærenheder i militæret kan kapacitetsopbygning i sig selv resultere i en styrkelse af militsernes magt på den lange bane – alt efter hvem der kommer til at kontrollere hvem. Man bør derfor ikke have de store forventninger til, at udfordringen med militserne, som jo kræver et storstilet integrationsprojekt, vil kunne løses på den korte bane. Det vil kræve et langvarigt engagement, hvor politisk tålmodighed og en ny måde at anskue stabiliseringsindsatser på vil blive nødvendigt.

 

Denne opgave [med at stabilisere landet] kan og skal kun løses af irakerne på den lange bane – i samarbejde med den omkringliggende region
_______

 

Den nuværende danskledte indsats skal selvfølgelig fokusere på målsætninger, som er realistiske at håndtere. I den kontekst vil det blive afgørende, om man formår at sikre, at rådgivningen og kapacitetsopbygningen ikke bringes ind på et spor, der på længere sigt kan vise sig at være destabiliserende for den nuværende irakiske sikkerhedssektors konstruktion. Der kan NATO-landene med fordel trække på tidligere erfaringer fra Afghanistan og Irak.

Disse engagementer slog en tyk streg under, at våben og penge i uanede mængder ikke skaber stabilitet og sikkerhed på den lange bane. Disse værktøjer ender ofte med blot at stimulere magtkampe imellem konfliktens magteliter, som i Irak er formet af religiøse, etniske, ideologiske, politiske, nationalistiske og regionale faktorer, som er umulige at forstå og kontrollere for ikke-regionale aktører.

Målet med udvidelsen i Irak skal derfor fortsat være at håndtere konflikten fremfor at løse den, da det ville være utopisk at tro, at man på 18 måneder kan stabilisere et land, hvor 56 pct. af befolkningen er under 24 år og samtidig ikke har reelle udsigter til at komme i arbejde. Denne opgave kan og skal kun løses af irakerne på den lange bane – i samarbejde med den omkringliggende region. Her vil NATO-missionens opgave være fokuseret på rådgivning, som har til formål at styrke kommandostrukturen og den politiske kontrol med sikkerhedsstyrkerne, så de nye soldater ikke ender med at blive kontrolleret af landets militser.

Processen kræver dog engagement fra irakisk side, hvis rådgivningen skal have en chance for at styrke sikkerhedsstyrkernes sammenhængskraft – igen på den lange bane. Hvis sammenhængskraften blandt de irakiske sikkerhedsstyrker styrkes, vil det samtidig have en smittende effekt på integrationen af militserne i den formelle sikkerhedssektor, som meget vel kan være den eneste vej til en stabilisering af landet.

 

Hvis Iran fortsat bliver ekskluderet, vil de blot fortsætte med at styrke og udvide militsernes magtbase i Irak. En magtbase, som efterhånden er ved at blive en stat i staten
_______

 

Et andet aspekt, som Danmark og de øvrige NATO-medlemslande kan fokusere på, er den regionale magtdynamik, som i sidste ende er afgørende for stabiliteten i Irak. En inddragelse af Iran – eller som minimum en forståelse for Teherans sikkerhedspolitiske røde linjer i Irak – er nødvendig, hvis stabilitet skal være muligt at opnå på den korte såvel som den lange bane. Med inddragelse mene, at NATO-lande i sit fremadrettede engagement i Irak bør overveje et diplomatisk spor, der omhandler interaktion og diskussion omhandlende både national og regional stabilitet, hvor iranske institutioner kan blive inkluderet lejlighedsvist. Det skal dog ske med irakernes – og givetvis også amerikanernes – samtykke, da det ellers vil være uholdbart at forsøge sig med sådan en regional vinkel.

Men hvis denne accept kan opnås, vil det give irakerne en større magt over beslutningsprocessen, da de så vil kunne adressere deres målsætninger og udfordringer over for begge to essentielle partnere, som de har lige nu, i form af NATO og Iran. Med andre ord ville man fra irakisk side slippe for at skulle snakke med to tunger. Et diplomatisk spor vil i sig selv ikke kunne skabe sikkerhed eller stabilitet i Irak, men det vil kunne gøre de igangværende og fremtidige stabiliseringsprocesser mere bæredygtige.

Mulighederne for det diplomatiske spor bliver faktisk styrket med udvidelsen af NATO-missionen, da den jo netop sker på baggrund af den amerikanske tilbagetrækning. Derfor er man både fra irakisk og iransk side fuldt bevidst om, at det primært er europæiske aktører, som kommer til at varetage opgaverne i Irak fremadrettet, og det gør en større forskel for særligt Iran, end man umiddelbart skulle tro. Der er derfor en reel mulighed for at søge de regionale og diplomatiske løsninger, som vil være altafgørende for målet om at skabe et stabilt Irak på den lange bane.

Hvis Iran fortsat bliver ekskluderet, vil de blot fortsætte med at styrke og udvide militsernes magtbase i Irak. En magtbase, som efterhånden er ved at blive en stat i staten, og som i sidste ende kan undergrave den irakiske regering og dens sikkerhedsstyrker. Historien for fremtidens Irak er selvsagt ikke skrevet nu, og NATO har med udvidelsen faktisk styrket særligt de europæiske medlemslandes mulighed for at præge den. Det afhænger dog af, om man fra politisk side har tålmodighed til og er villig til at tænke stabiliseringsindsatser på en ny måde, hvor det ikke længere er konfliktløsning, der er det styrende element, men derimod konflikthåndtering. ■

 

Har man fra politisk side tålmodighed til og er villig til at tænke stabiliseringsindsatser på en ny måde, hvor det ikke længere er konfliktløsning, der er det styrende element, men derimod konflikthåndtering?
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne