05.01.2021

Efterhånden som sommeren og efteråret er gået på hæld, har den hviderussiske kulde ligeledes slukket demonstrationernes flammer. Både oppositionen og Lukasjenkos styre er gået i stå. De venter begge på, hvordan Ruslands næste træk ser ud, mens Vesten ser passivt til. Her er en statusopdatering på urolighederne i Hviderusland omkring årsskiftet.

Af Uffe Gardel

Søndag den 20. december lukkede Hviderusland: Præsident Lukasjenkos regering havde nogle dage forinden meddelt, at fra denne dag ville grænserne blive lukket helt, angiveligt for at mindske risikoen for, at folk rejser ud og vender tilbage med COVID-19-smitte. Oppositionspolitikere- og aktivister har imidlertid hævdet, at det hele er et forsøg på at ramme dem; fra nu af er de spærret inde og kan ikke flygte til udlandet og søge asyl.

Hvad end meningen er, så er landet lukket nu, og allerede fire dage efter lå hovedvejen fra Minsk og op til den litauiske grænse øde hen i tågen, fortæller et uafhængigt medie i landet. Man får kun lov at passere landegrænsen, hvis det er for at arbejde i udlandet og kun én gang hvert halve år. Man kan dog flyve ud så tit, man vil – men stadig kun for at arbejde.

Protesterne i Hviderusland er stort set forsvundet fra nyhedsfladen herhjemme, men de fortsætter: På hviderussiske medier kan vi hver weekend se demonstranter gå gennem Minsk og andre større byer med krav om, at præsident Lukasjenko går af. Der er længere mellem demonstranterne nu, og de er også varmere klædt på. På jorden ser man sne.

 

Det vakte kortvarigt international opmærksomhed, da uidentificerede bøller – formentlig politifolk – tævede den 31-årige Roman Bondarenko ihjel, fordi han ville prøve at forhindre dem i at fjerne nogle hvid-røde flag
_______

 

Også myndighedernes vold og undertrykkelse fortsætter. Det vakte kortvarigt international opmærksomhed, da uidentificerede bøller – formentlig politifolk – tævede den 31-årige Roman Bondarenko ihjel, fordi han ville prøve at forhindre dem i at fjerne nogle hvid-røde flag – det hviderussiske nationalflag i nogle få år efter selvstændigheden, indtil Lukasjenko afskaffede det.

I det hele taget er det lige nu symboler, man kæmper om i landet. I begyndelsen af december blev en romersk-katolsk præst, Vjatjeslav Barok, idømt ti dages fængsel for på sin facebookside at have delt en plakat med teksten ”stop lukasjismen” og et hagekors i rødt og grønt, det nuværende nationalflags farver. Jo, for det er forbudt at vise nazistiske og fascistiske symboler, og hagekorset er unægteligt et nazistisk symbol. Få medier har i dag lyst til at vise billedet af den famøse plakat, som er tegnet af den hviderussiske regimekritiske kunstner Vladimir Tsesler. Men jeg fandt en gengivelse her.

Der er også små symbolske markeringer fra styrets side. Hviderussiske uafhængige medier lagde mærke til, at Lukasjenko undlod at bruge ordet ”revolution”, da han 7. november holdt tale på årsdagen for Oktoberrevolutionen (anden del af den russiske revolution i 1917). Hviderusland er den eneste af de tidligere sovjetrepublikker, som stadig fejrer dagen – Rusland er for længst holdt op med det – og Lukasjenko holder altid en tale. Men i år ønskede han kun sine borgere tillykke med den ”Store Oktober”. Det er ganske vist en sprogbrug, som var gængs også i sovjettiden, men det uafhængige internetmedie Tut.by noterede sig alligevel, at Lukasjenko ellers har plejet at sige den ”Store Oktoberrevolution”, men i år altså valgte at droppe revolutionsdelen.

I den lidt mere komiske afdeling har man noteret sig, at juleudstillingen i et af Minsks stormagasiner, Tsum, blev redigeret lidt. I vinduet havde Tsum opstillet et tableau med Fader Frost (den sovjetiske julemand) og nisser, og en af nisserne sad og skrev på en ønskeliste. Man kunne læse ordene: ”bøger, et tv, et hus, en båd, en bil” – og ”frihed”. Men i løbet af et par dage blev nissens ønskeseddel skiftet ud med en ny, selvfølgelig uden det famøse frihedsønske.

 

”Vær som vand”, kalder oppositionen den nye taktik: Menneskemængden forsvinder ud i gaderne som vand, der løber væk. Men ligesom vand forsvinder de også uden at efterlade sig spor
_______

 

Hvem vil vinde denne udmattelseskrig?

Status er i korte træk, at Lukasjenko stadig har fuld kontrol over regeringsapparat og magtorganer. Der er stort set ingen højtprofilerede regeringsfolk, som er hoppet af og gået over til oppositionen. Forsøgene på at organisere landsomfattende strejker slog fejl. Hver weekend demonstrerer mange modige mennesker stadig i Minsk og enkelte andre byer, men mandag morgen går folk på arbejde igen, og der er intet spor af demonstrationer.

Demonstranterne har skiftet taktik, så de ikke længere samles til én stor demonstration i midten af byen, men til en række mindre demonstrationer i forstæderne, og det har fået antallet af anholdte til at falde; søndag den 20. december blev der ifølge internetmediet Naviny.by anholdt 30 mennesker, hovedsageligt i Minsk. Et meget beskedent antal sammenlignet med sommerens og efteråret masseanholdelser, hvor over 30.000 mennesker blev arresteret. ”Vær som vand”, kalder oppositionen den nye taktik: Menneskemængden forsvinder ud i gaderne som vand, der løber væk. Men ligesom vand forsvinder de også uden at efterlade sig spor.

Svetlana Tikhanovskaja, Lukasjenkos modkandidat ved præsidentvalget, talte tidligere på måneden i den amerikanske tænketank Atlantic Council – via videolink – og benægtede, at oppositionen skulle være ved at give op.

”Der er ingen vej tilbage,” sagde hun.

”Demonstrationerne vil ikke høre op, før Lukasjenko træder tilbage. Jeg har aldrig oplevet en sådan beslutsomhed og udholdenhed.”

 

Indtil nu ser denne nationale opvågnen dog ikke ud til at ryste Lukasjenko, som ser ud til at have slået sig til tåls med, at folk på gaden vil af med ham
_______

 

Hun tror dog ikke, at Lukasjenko frivilligt vil give slip på magten, og hun afviser hans styres oplæg til ”dialog” med samfundet – ikke med den egentlige opposition – som rent spil og spin.

”Nej, han har givet sig selv praktisk taget ubegrænset magt, og han forsøger at købe sig tid. Det er en ganske typisk strategi for en autokratisk hersker, som ikke er villig til at opgive sin magt. Han giver indtryk af at lægge op til en national dialog, men hans dialogpartnere sidder jo i fængsel.”

Journalisten Franak Viatjorka, som er en af Tikhanovskajas rådgivere, gentog i en anden samtale med Atlantic Council, at der ikke er nogen vej tilbage; de fire måneders demonstrationer og protester har præget hviderusserne.

”Vi oplever nu, hvordan den hviderussiske nation bliver født,” sagde han.

”Lukasjenko har mistet al legitimitet, og hans tid er forbi. Den nationale opvågning er kommet for at blive, og ånden er ude af flasken. Dette er en tvillinge-revolution af national solidaritet og samfundsmæssig opvågnen, hvor den enkelte erkender, at han har rettigheder som borger.”

Indtil nu ser denne nationale opvågnen dog ikke ud til at ryste Lukasjenko, som ser ud til at have slået sig til tåls med, at folk på gaden vil af med ham.

”Jeg ved ikke, hvor længe han kan blive hængende ved hjælp af sin politistat,” siger Viatjorka.

”Hvis vi ser tilbage på andre lignende revolutioner, som Solidaritet i Polen, så tager det tid. Det tog ni år i Polen.”

 

Efter optøjerne i 2020 med alvorlige rettighedsbrud mod demonstranter er den vestlige vektor knækket af; styret er lagt på is af sine vestlige samarbejdspartnere. Lukasjenko er alene hjemme med Putin, så at sige
_______

 

Ser man på situationen fra styrets side, er man også her i et dødvande. Lukasjenkos styre har igennem næsten 20 år balanceret sig frem ved hjælp af en såkaldt multivektor-politik: Var man utilfreds med de vilkår, Rusland tilbød, optøede man sin dialog med Vesten og omvendt. På den måde kunne man både få IMF-lån og købe billig råolie af Rusland.

Men efter optøjerne i 2020 med alvorlige rettighedsbrud mod demonstranter er den vestlige vektor knækket af; styret er lagt på is af sine vestlige samarbejdspartnere. Lukasjenko er alene hjemme med Putin, så at sige. Han hævder ganske vist stadig, at multivektor-politikken er hans officielle politik, men formanden for udenrigsudvalget i det hviderussiske parlament har i en lang, uklar og svævende artikel snakket sig frem til at omtale multivektor-politikken i datid og tale om behovet for at formulere en ny udenrigspolitik – som han dog overhovedet ikke havde noget bud på, hvordan skulle se ud.

Og imens siver de økonomiske kræfter ud af landet, mens Rusland langsomt strammer det militære greb.

På den økonomiske side er Hviderusland stadig ramt af Ruslands afvisning af at blive ved med at sælge billig energi, medmindre man får politiske indrømmelser i form af en ”integration” af de to lande. Samtidig er en række mindre IT-virksomheder tilsyneladende flyttet ud af landet – om ikke som en politisk manifestation, så for at undgå at blive ramt af vestlige sanktioner og almindelig uro og undertrykkelse i Hviderusland. Det er ikke et uvæsentligt problem for styret, for IT-virksomhederne har ydet et stort bidrag til væksten i landet, hvis erhvervsliv ellers er præget af stagnerende statsejede kæmpefabrikker.

 

Med andre ord er Lukasjenko i lige så høj grad i en blindgyde som oppositionen. Imens venter begge parter på, hvad Rusland vil
_______

 

På den militære side har Hviderusland reelt måtte opgive sin mangeårige modstand mod permanent russisk militær tilstedeværelse – ud over en radarstation og et radiokommunikationsanlæg. Siden august har Rusland i kraft af en slags halvpermanent militærøvelse haft mindre troppestyrker i landet på rotationsbasis, og i december godkendte Lukasjenko planer for en fælles regional hviderussisk-russisk styrke. Helt i overensstemmelse med hans selvfremstilling forklarede han ved den lejlighed, at årsagen var den stadigt mere tilspidsede situation ved landets vestgrænse og i verden i det hele taget, og han afviste USA’s og NATO-ledelsens forsøg på at berolige ham.

Med andre ord er Lukasjenko i lige så høj grad i en blindgyde som oppositionen. Imens venter begge parter på, hvad Rusland vil.

”Putin er ved at blive utålmodig,” sagde Franak Viatjorka, da han talte i Atlantic Council.

”Han venter på, at Lukasjenko vil implementere deres aftale i Sotji [om yderligere integration af de to lande]. Hans mål er at holde Lukasjenko ved magten, indtil der kommer en anden loyal leder. Det er derfor, han har talt om behovet for forfatningsreformer i Hviderusland; han vil undgå en farverevolution, som er den røde linje for Kreml, men i kulisserne vil han forsøge at arrangere et magtskifte.

Udviklingen i Hviderusland kom bag på Kreml, som derfor ikke havde forberedt sig på den, og nu prøver de at finde et alternativ til Lukasjenko. Men Moskva er ikke klar tale med os, Koordinationsrådet [oppositionens organ, red.], for de ved ikke, hvad det vil indebære. De vil først tale med os, når de har deres eget scenario på plads og er sikre på, at udviklingen vil følge det scenario.” ■

 

„Udviklingen i Hviderusland kom bag på Kreml, som derfor ikke havde forberedt sig på den, og nu prøver de at finde et alternativ til Lukasjenko. Men Moskva er ikke klar tale med os, Koordinationsrådet, for de ved ikke, hvad det vil indebære‟
_______

Apropos denne artikel:

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?