13.01.2021

Det amerikanske kupforsøg slog fejl; man kan ikke tage magten i Washington ved at sætte pøbel i march mod magtens centrum. 98 år tidligere forsøgte Mussolini noget lignende i Rom, og for ham lykkedes det. Alligevel blev Trumps march mod Capitol en langt blodigere affære end Mussolinis march mod Rom knapt 100 år tidligere.

Af Uffe Gardel

Det hele virkede så dilettantisk: En taber som blev ved med at tweete, at han havde vundet, og som brugte formuer på at anlægge retssager, han tabte én efter én. Til sidst indkaldte han til en kæmpedemonstration, en sidste protest mod nederlaget. Så dilettantisk, så desperat, og det endte, som det gjorde.

Var det optøjer eller et kupforsøg? Verden er delt i bedømmelsen; mange peger på at et kup normalt er noget med militær magtanvendelse; kampvogne der ruller gennem nattemørke gader, og soldater som besætter regeringsbygninger og offentlige værker. Der skal vel også være en plan, og stormløbet på Capitol så ikke stramt planlagt ud med dets forvirring af ind imellem bizart klædte deltagere, der rendte rundt og tog selfies og stjal souvenirs.

Hvad havde Trump overhovedet forestillet sig, der skulle komme ud af hans massemøde? Forestillede han sig at folkemængdens blotte tilstedeværelse ville bevæge kongresmedlemmerne to kilometer væk til at genvælge ham? Håbede han at nogle af mødedeltagerne ville gå hen og råbe foran Capitol-bygningen? Hvad gik der gennem hans hoved?

Måske det samme, som hos manden bag det statskup, der i oktober 1922 ændrede verdens og Europas historie: Den italienske fascistiske diktator Benito Mussolini. Han fik tusindvis af sine at bevæge sig mod Rom, til fods og i beslaglagte tog, bevæbnet med italienske flag, gamle jagtrifler og tilfældige slagvåben. Det lignede ikke et seriøst kup, det var intet, et par delinger soldater ikke havde kunnet standse, hvis de ville. Men den italienske stat sank i knæ af skræk.

Håbede Trump det samme ville ske for det amerikanske demokrati?

 

Sagt i klar tale: De ti forsvarsministre var bekymrede for, at Trump ville begå militærkup
_______

 

”Det bliver vildt”
Lad os følge Trump de sidste uger; jeg vil prøve at undersøge, hvad vi trods alt kan læse ud af hans tweets og taler om hensigterne bag det, der skete 6. januar. Det er ikke så lidt, når man ser efter.

Igennem det sene efterår var Trumps hold langsomt kørt fast i det ene forgæves sagsanlæg efter det andet om stemmeoptællinger i en række stater. Tiden var ved at løbe ud, for den 14. december var valgmændene over hele landet trådt sammen og havde som forventet afgivet et solidt flertal af stemmer på Joe Biden. 6. januar skulle valget godkendes af Kongressens to kampe, Senatet og Repræsentanternes Hus; Senatet pikant nok under ledelse af Trumps vicepræsident, Mike Pence, sådan som USA’s forfatning bestemmer det. Det var altså helt nødvendigt for Trump at gøre noget, som effektivt kunne ændre situationen til hans fordel.

Trumps udspil kom med et tweet den 20. december, hvori han indkaldte til massemøde i Washington: ”Statistisk umuligt at have tabt 2020-vaget. Stor protest i D.C. 6. januar. Kom, det bliver vildt!”, tweetede han den 20. december.

Trumps Twitter-konto er lukket nu, men en privat tjeneste har gemt alle hans tweets.

Protestmødet skulle holdes under kampråbet ”Save America”, Red Amerika; det ville blive afholdt den 6. januar kl. 11 i parken syd for Det Hvide Hus. Samme dag kl. 12 middag ville Kongressens to kamre træde sammen i Capitol-bygningen et par kilometer mod øst for at tælle valgmandsstemmerne op og bekræfte, at Joe Biden havde vundet, og Donald Trump tabt.

5. januar varmede Trump op: ”Washington er ved at blive oversvømmet med folk, som ikke vil have, at en valgsejr bliver stjålet af sejrssikre venstreradikale Demokrater. Vores land har fået nok, de vil ikke finde sig i det mere”, skrev han.

Umiddelbart forud for Trumps protestmøde valgte samtlige ti nulevende tidligere forsvarsministre at offentliggøre et fælles brev, hvori de advarede mod ethvert forsøg på at bruge statsapparatet til at afgøre valget.

”Forsøg på at involvere USA’s væbnede styrker i valg-konflikter ville føre os ind på farligt, ulovligt og forfatningsstridigt område. Civile og militære ledere, som leder eller udfører sådanne tiltag, vil blive draget til ansvar og muligvis straffet for de alvorlige konsekvenser, deres handlinger måtte få for vores republik.”

Sagt i klar tale: De ti forsvarsministre var bekymrede for, at Trump ville begå militærkup.

 

Trump sagde altså ikke: Gå ned og storm Capitol. Men han satte mængden i bevægelse
_______

 

”Vi vil gå ned til Capitol”
Natten til den 6. januar spillede Trump hårdt ud og lagde pres på sin vicepræsident, som Trump åbenbart forventede ville være i stand til at påvirke eller sabotere Kongressens arbejde.

”Hvis vicepræsident @Mike_Pence kommer igennem for os, vil vi vinde præsidentposten. Mange stater ønsker at rette den fejl, de gjorde ved at godkende forkerte & ligefrem forfalskede tal i en proces, som IKKE var godkendt af deres parlamenter (som den skal). Mike kan sende det tilbage!”, skrev Trump klokken ét om natten på Twitter.

Herefter var der stille fra Trump i syv timer. Om morgenen genoptog han tweetningen og udsendte en halv snes beskeder, der hovedsageligt bestod af påstande om valgsvindel.

Klokken blev 11, og mødet gik i gang. Stemningen var høj; Trump var sidste taler. Han samlede op på temaet fra dagen før: Folk vil ikke finde sig i det, og nu sker der noget.

”De folk her vil ikke finde sig i det længere. De vil ikke finde sig i det længere… De er kommet fra hele landet” Trump talte usammenhængende og springende. ”Vi vil aldrig give op. Vi vil aldrig acceptere et nederlag. Det kommer ikke til at ske. Man accepterer ikke et nederlag, når der er sket et tyveri. Vi finder os ikke i det mere, og det er, hvad det hele handler om.”

Trump gik nu videre og sagde, at hans tilhængere kunne ”følge helt andre regler”, og han lagde pres på vicepræsident Pence:

”Når man griber nogen i svindel, har man lov til at følge helt andre regler. Så jeg håber, at Mike har modet til at gøre, hvad han skal gøre, og jeg håber ikke han lytter til RINO’erne og de dumme mennesker, han lytter til.”

RINO er et højreekstremt skældsord for moderate Republikanere: ’Republican In Name Only’.

Trump appellerede nu til ordensmagten om at lade mødedeltagerne få lov at gå videre til Capitol: ”Hvis disse titusindvis af mennesker kunne få lov til – militæret, Secret Service, politiet, ordensmagten, I gør det rigtig godt – men jeg ville elske, hvis de kunne få lov til at komme herop sammen med os. Kan det lade sig gøre? Kan I lade dem komme herop?” Sætningen er som så meget andet i talen uklar, men han mente i hvert fald ikke scenen, han selv stod på.

”Vi vil gå ned til Capitol. Og vi vil råbe hurra vores tapre senatorer og kongresmænd og -kvinder. Og der er nok nogle af dem, vi ikke vil råbe så meget hurra for, for man kan ikke erobre sit land tilbage med svaghed, man er nødt til at vise styrke, og I må være stærke.”

Trump sagde altså ikke: Gå ned og storm Capitol. Men han satte mængden i bevægelse.

 

[Mussolini] satte den bevægelse i gang, der blev husket som ”Marchen mod Rom”. Marchen var ikke noget statskup, som man normalt forestiller sig den slags; ingen kampvogne og arrestationer, kun en masse vrede mennesker, der i fællesskab bevæger sig mod magtens centrum
_______

 

Nu eller aldrig
”Sig til Mussolini: Det er nu eller aldrig” – sådan skrev den fascistiske økonom Vilfredo Pareto i et brev til en af de fascistiske ledere i oktober 1922. Mussolini har været enig, for han satte den bevægelse i gang, der blev husket som ”Marchen mod Rom”. Marchen var ikke noget statskup, som man normalt forestiller sig den slags; ingen kampvogne og arrestationer, kun en masse vrede mennesker, der i fællesskab bevæger sig mod magtens centrum.

Oktober 1922 var Mussolini ligesom Trump mange år senere presset på tid. Han stod i spidsen for et parti, der på tre et halvt år var vokset fra nogle håndfulde mennesker i et mødelokale i Milano til en landsdækkende bevægelse med egen uniformeret milits, der sloges med kommunister og besatte rådhuse i et Italien hærget af storstrejker og fabriksbesættelser. Men hans opbakning var ikke vældig stor. Ved parlamentsvalget i 1921 var fascisterne gået i valgforbund med et centrumsparti og et andet højrenationalistisk parti, men valgforbundet havde fået et skuffende resultat, og fascisterne havde kun få af pladserne i parlamentet. En borgerlig koalitionsregering havde magten.

Der havde nogen tid gået rygter om, at fascisterne ville afholde en march mod Rom for krigsveteraner, og nu havde den borgerlige regering tænkt sig at komme fascisterne i forkøbet; den ville arrangere sit eget store, nationale massemøde i Rom under ledelse af forfatteren Gabriele d’Annunzio. Han var krigshelt, og en lysende stjerne for højrefløjen efter at han i 1919 i spidsen for en lille milits havde taget magten i havnebyen Fiume (i dag Rijeka) ved Adriaterhavet, som skulle indlemmes i den nye jugoslaviske stat, selvom flertallet af byens indbyggere var italienere. 4. november 1922 ville d’Annunzio tale i Rom og kaste nationalistisk glans over regeringen – og tage vinden ud af fascisternes sejl.

 

”Fascisternes fem timer lange march til Rom den 31. oktober lignede mere et triumftog end det kup, den reelt var. Begivenheden havde tiltrukket en blandet flok og svarede ikke til nogen kendt stereotyp forestilling om, hvordan en fascist skulle se ud eller være.‟
– Madeleine Albright
_______

 

I stor hast fik fascisterne arrangeret først et stormøde i Napoli, hvor Mussolini talte og krævede regeringsmagten, og derefter den berømte march. Fra hele landet kom folk strømmende, til fods og med toget. I Rom var nerverne på højkant. Natten til den 28. oktober blev premierminister Luigi Facta vækket og fik at vide, at nu kom fascisterne. Forsvarsministeren havde overnattet i sit ministerium og forfattede hurtigt en proklamation, som appellerede til fascisterne om at holde inde, men advarede om, at regeringen ville ”forsvare staten for enhver pris og med ethvert middel mod enhver, som måtte overtræde dens love.” Midlerne var ikke mindst 28.000 soldater i eller tæt på hovedstaden. Militære styrker var allerede i gang med at afbryde jernbanelinjerne.

Men den italienske konge, Vittorio Emanuele III, nægtede at skrive under på et dekret om belejringstilstand, som ville gøre det muligt at sætte tropper ind. Han mente, at fascisterne udgjorde 100.000 mand – tre-fire gange så mange som der faktisk var – og han var ikke sikker på hærens loyalitet. Han ville ikke udløse en borgerkrig. I stedet telegraferede han til Mussolini i Milano og bad ham komme til Rom og danne en regering. Ingen kæde er stærkere end sit svageste led, og den italienske konge var det svage led.

Resten af historien er velkendt, men hvad med alle fascisterne? De indfandt sig efterhånden, og den 31. oktober holdt de parade i Rom. Den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright har i sin bog ”Fascisme, en advarsel” beskrevet sceneriet:

”Fascisternes fem timer lange march til Rom den 31. oktober lignede mere et triumftog end det kup, den reelt var. Begivenheden havde tiltrukket en blandet flok og svarede ikke til nogen kendt stereotyp forestilling om, hvordan en fascist skulle se ud eller være. Blandt marchdeltagerne var der fiskere fra Napoli, som i deres mørke trøjer og kasketter travede af sted side om side med kontorfolk og butiksejere. Landmænd fra Toscana i jagttøj. En 16-årig gymnasieelev, Giovanni Ruzzini, havde ikke penge til at købe en ny skjorte og havde farvet en gammel sort; han havde også reddet sig en militærhjelm på den lokale losseplads. En stor del af de tilstedeværende var barfodede, fordi de ikke havde råd til sko. En mand bar på 50 mærkater med hammer og segl, som han hævdede var taget fra døde kommunisters lig.

Gruppen fra Grosseto blev anført af en 80-årig blind mand, som et halvt århundrede tidligere havde kæmpet sammen med Garibaldi, Italiens største general. Den højrøstede mængde var bevæbnet med antikke bøsser, pistoler, gamle safaririfler, golfkøller, leer, bordben og dolke; en mand bar på en oksekæbe, og andre slæbte på store stykker potentielt dødbringende saltet torsk. De fleste var til fods, men en velstillet ung mand fra Ascoli Piceno kom kørende med et maskingevær monteret på sin Fiat. Fra Foggia kom 50 kavalerister på pløjeheste. Blandt dem, som denne dag bød fascismen velkommen og råbte ”Viva Mussolini”, var der 200 jøder.”

Det kunne næsten lyde som Trumps ”patrioter”.

 

Trump var ikke med. Han var ikke, som han ellers havde lovet, gået med sine tilhængere til Capitol, men havde fortrukket til Det Hvide Hus, ligesom Mussolini 98 år forinden havde valgt at blive i sikkerhed i Milano
_______

 

Angrebet
Klokken lidt over ét var Trump færdig med at tale, og umiddelbart efter passerede de første oprørere de afspærringer, som var opstillet omkring Capitol-bygningen. Der findes korte videostumper, som viser betjente fra Capitols eget politikorps vinke oprørere igennem, men andre steder kom politi og oprørere omgående i klammeri. Det var de første af en række konfrontationer, som endte med at gøre Trumps march mod Capitol til en langt blodigere affære end Mussolinis march mod Rom knapt 100 år tidligere.

Trump var ikke med. Han var ikke, som han ellers havde lovet, gået med sine tilhængere til Capitol, men havde fortrukket til Det Hvide Hus, ligesom Mussolini 98 år forinden havde valgt at blive i sikkerhed i Milano.

Ved halv to-tiden begyndte man at evakuere Capitol-bygningen og få kongresmedlemmer og ansatte i sikkerhed i kælderen. Klokken halv tre begyndte oprørere at smadre vinduerne for at komme ind, og Capitol-politiet bad om hjælp fra Nationalgarden. Ret nøjagtigt på samme tid lod Trump høre fra sig igen for første gang, siden protestmødet sluttede. Det var ikke for at berolige gemytterne, tværtimod:

”Mike Pence havde ikke mod til at gøre, hvad der skulle have være gjort for at beskytte vores land og vores forfatning og give staterne en chance til at bekræfte korrigerede fakta, ikke de forfalskede eller unøjagtige, de før var blevet bedt om at bekræfte. USA kræver sandheden!”, skrev Trump.

Inde i Capitol-bygningen begyndte grupper af oprørere nu at råbe ”Hæng Mike Pence! Hæng Mike Pence!” Det var en kvinde i én af disse grupper, som lige før klokken 15 blev skudt af en betjent.

Imens forsøgte kongresmedlemmer og rådgivere at få Trump til at kalde den storm tilbage, han selv havde udløst. Første resultat var et tweet fra Trump afsendt, mens hævntørstige oprørere gik rundt i Capitols gange på jagt efter Mike Pence.

 

”Vær venlig at støtte vores Capitol-politi og ordenshåndhævere. De er virkelig på landets side. Bliv ved at være fredelige!”, tweetede Trump til sine tilhængere, der for længst var holdt op med at være fredelige. Han bad dem ikke om at forlade bygningen
_______

 

”Vær venlig at støtte vores Capitol-politi og ordenshåndhævere. De er virkelig på landets side. Bliv ved at være fredelige!”, tweetede Trump til sine tilhængere, der for længst var holdt op med at være fredelige. Han bad dem ikke om at forlade bygningen.

Det gjorde han heller ikke i det næste tweet en halv times tid senere.

”Jeg beder alle ved Capitol om at blive ved med at være fredelige. Ingen vold!”, skrev Trump.

Først ved halv fem-tiden om eftermiddagen udsendte USA’s præsident et kort, usammenhængende videobudskab, der for hovedpartens vedkommende handlede om, at valget var blevet stjålet – ”fra mig, fra jer, fra landet”, og han roste oprørerne – ”Vi elsker jer. I er noget helt særligt.” Men sagde også, at man vi nødt til at respektere lov og orden, ellers ”spiller man disse menneskers spil”. Så folk var nødt til at gå hjem nu, sagde han. Marchen var forbi, kupforsøget til ende; det var slået fejl. Hen under aften var Capitol ryddet.

Kup?
Iagttagere diskuterer i dag, om marchen mod Capitol var et kup, og svaret afhænger selvfølgelig af definitionen på et kup. Definerer man det som et forsøg på at tage magten med ulovlig magt, var både Marchen mod Capitol og Marchen mod Rom kup; det ene dilettantisk, blodigt og fejlslagent, det andet velorganiseret, ublodigt og succesfuldt.

Man kan også finde definitioner, som ikke passer på nogen af dem.

Trump har næppe set Mussolini som sit forbillede; det er ikke engang til at sige, om han ved, hvem den italienske fascistleder var. Det afskærer ham ikke fra at have gået et stykke i hans fodspor. Han kom ikke så langt som ham, for det amerikanske demokrati havde ingen svage led ud over Trump selv; USA har ingen Vittorio Emanuele. ■

 

Trump har næppe set Mussolini som sit forbillede; det er ikke engang til at sige, om han ved, hvem den italienske fascistleder var. Det afskærer ham ikke fra at have gået et stykke i hans fodspor
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden