Uffe Gardel om tyske regeringsforhandlinger: Nu er det på midten, det foregår
05.10.2021
Siden migrantkrisen i 2015 har vi set en klart mere vital højrefløj i tysk politik, og COVID-19-epidemien udløste anti-nedlukningsprotester, som var noget voldsommere end vores egne Men In Black-demonstrationer. Men protesterne satte sig ingen spor ved valget, og hverken COVID-19 eller migranter spillede nogen rolle under valgkampen. I den forstand er der ved at indtræde en normalisering af tysk politik efter først Die Linkes store år efter årtusindskiftet, og derefter chokket over AfD’s opståen.
Analyse af Uffe Gardel
FIRE MIDALDRENDE MENNESKER stirrer koncentreret ind i billedet; tre mænd én kvinde, i et nøgent kontorlokale. Det er en selfie, eller en ”ussie”, som billedet blev døbt af det tyske medievid. En af mændene tager billedet med sin mobil.
Kort efter, at billedet blev taget, lagde de fire det ud på hver deres Instagram-konto med samme tekst:
”I vores søgen efter en ny regering leder vi efter, hvad vi har til fælles, og hvad der bygger bro over det, som skiller os. Og vi finder faktisk noget. Spændende tider.”
De fire er topfolkene i De Grønne og i det liberale FDP, og billedet var alt, de to midterpartier havde at sige om deres første forsøg på at nå til enighed om et regeringsgrundlag. Siden har der været tavst i medierne.
Både billedet og tavsheden er noget nyt. Regeringsforhandlingerne for fire år siden foregik uden selfies og gerne i sofaer med vin og cigaretter, men til gengæld med en del lækager til medierne. Og i mangel på nyheder fra forhandlingerne har massemedier og sociale medier denne gang i stedet kastet sig over ”ussien”, analyseret den og lavet sjov med den.
Men billedet har da også høj symbolværdi: Nu er det på midten, det foregår. Forbundsdagsvalget har ført til en situation, hvor de to mest realistiske regeringskoalitioner begge kræver, at både De Grønne og FDP er med. Det fik stemmer i begge partier til at foreslå, at de første sonderinger blev ført direkte mellem dem uden deltagelse af nogen af de to store partier, der skal stille med regeringschefen – altså SPD og CDU/CSU. Det er velbegrundet, for de to partier står virkelig langt fra hinanden, selv om de begge regnes for hjemmehørende på midten. Men det er også djævelsk frækt, for det kobler de to kanslerpartier fra- De kan lige nu bare sidde og vente på, hvem af dem, de to midterpartier ringer op og indbyder til forhandlinger – om et regeringsgrundlag, det bliver svært at ændre grundlæggende på, når først midterpartierne har handlet det af med hinanden.
Der skete flere, ret afgørende ting ved dette valg, og de kommer til at trække spor mange år frem:
1) Midten er blevet styrket, og yderfløjene svækket
Der er en generel fortælling om, at populister og højrepartier vinder fodfæste i europæisk politik, og den passer måske på nogle lande, men absolut ikke på Europas største land. Ved dette valg mistede AfD to pct., og venstrefløjspartiet Die Linke fire pct. Det yderste højre står dermed klart svagere end i Frankrig, og den yderste venstrefløj i Tyskland står svagere, end den har gjort de sidste tyve år. Målinger viser, at Die Linke især har afleveret vælgere til socialdemokraterne og De Grønne, mens næsten hver syvende AfD-vælger fra 2017 valgte sofaen denne gang – måske en reaktion på et parti præget af radikalisering, splittelse og politisk betydningsløshed.
Det havde ikke behøvet at gå sådan. Siden migrantkrisen i 2015 har vi set en klart mere vital højrefløj i tysk politik, og COVID-19-epidemien udløste anti-nedlukningsprotester, som var noget voldsommere end vores egne Men In Black-demonstrationer. Men protesterne satte sig ingen spor ved valget, og hverken COVID-19 eller migranter spillede nogen rolle under valgkampen. I den forstand er der ved at indtræde en normalisering af tysk politik efter først Die Linkes store år efter årtusindskiftet, og derefter chokket over AfD’s opståen.
2) De grønne reformer kommer nu
Man kan selvfølgelig ikke udelukke, at forhandlingerne bryder sammen, og at man derfor må fortsætte med den seneste valgperiodes ”store koalition” mellem de store partier SPD og CDU/CSU. Men både partierne og vælgerne er så trætte af den, fordi den nærmest nulstiller al politisk debat, at alle vil strække sig langt for at få en anden koalition. Samtidig vil der hvile et stort pres på FDP for ikke denne gang at blive årsagen til et forhandlingssammenbrud. I 2017 forhandlede man i ugevis om en såkaldt Jamaica-koalition mellem CDU/CSU, FDP og De Grønne; kaldt således efter de tre partiers farver, som svarer til farverne i Jamiacas flag. Til alles overraskelse endte FDP med at forlade forhandlingerne, uden at det nogensinde kom til at stå klart for offentligheden, hvad der egentlig var sket. CDU-politikere gjorde sig umage for at rose De Grønne efter sammenbruddet, så det dermed kom til at ligne urimelig optræden fra FDP’s side. Om det passer eller ej, vil FDP nok gå langt for at undgå en gentagelse.
Og så er der kun to muligheder: Endnu en Jamaica-koalition, eller også en trafiklys-koalition mellem SPD, De Grønne og FDP. Det vil sige: De Grønne er ikke til at komme udenom som regeringsparti, og de vil tage sig betalt i form af klimapolitik. Vi vil få et grønnere Tyskland, og den danske regering vil få en stærk klima- og miljøpolitisk allieret i EU.
Det sjove er, at tyskerne ikke selv er så engagerede i sagen, som man havde troet. De Grønne gik frem med næsten seks procentpoint til 14,8 pct., partiets bedste resultat nogensinde, men målingerne havde spået dem et endnu bedre resultat – et resultat på niveau med de to store folkepartier. Sådan gik det slet ikke; de Grønne er stadig meget mindre end SPD og CDU/CSU, og De Grønnes Annalena Baerbock, kvinden på ussie-billedet, bliver ikke kansler.
De Grønnes basis – medlemmer og vælgere – vil måske foretrække SPD som regeringspartner, men ved forhandlingerne for fire år siden virkede kløften mellem De Grønne og CDU/CSU ikke uoverstigelig
_______
Det vi ikke ved er, om FDP og De Grønne ender med at danne regering med SPD eller de konservative i CDU/CSU. Umiddelbart burde det være lettest at slå bro over meningsforskellene til CDU/CSU, og meget af stoffet må man have været igennem for fire år siden ved de fejlslagne koalitionsforhandlinger i 2017. Det bliver noget vanskeligere at proppe et traditionelt og ureformeret socialdemokrati ned i samme regering som det virkeligt liberale FDP, et parti der i både stil og politik kan minde om det danske LA. Problemet er bare den tunge, sorte skygge, som CDU’s store valgnederlag kaster over forhandlingerne. De Grønnes basis – medlemmer og vælgere – vil måske foretrække SPD som regeringspartner, men ved forhandlingerne for fire år siden virkede kløften mellem De Grønne og CDU/CSU ikke uoverstigelig.
3) CDU er slet ikke færdig med at finde sig selv efter Merkel
Og dermed er vi nået til historiens tragikomiske kapitel. Merkels afsked med sit parti har allerede været langtrukken og pinefuld, og efter valget fortsætter smerten. CDU/CSU fik nemlig det ringeste resultat nogensinde: godt 24 pct., et dyk på næsten ni procentpoint – til en parti-alliance, som stadig har en erindring om, at den for ikke så længe siden kunne samle over 40 pct. af vælgerne bag sig.
Og derfor er mange i CDU i øjeblikket i gang med at save benene over på partiets formand og kanslerkandidat, Armin Laschet, der ikke engang har nået at sidde et år på sin post. Saven føres også af søsterpartiet CSU’s leder, Markus Söder – uanset at Söders eget parti hjemme i Bayern også havde et helt katastrofalt valg: 31 pct. Det er ikke set dårligere siden 1949, men det er lykkedes Söder at undgå diskussionen om den detalje. Det er CDU, opmærksomheden samler sig om.
I virkeligheden har Merkels langsomme afsked været en ulykke for hendes parti, men som ofte i tysk politik udvikler dramaer sig langsomt – som lavastrømme. Lad mig hurtigt rekapitulere: Efter valget i 2017 forstod alle, at dette ville blive Merkels sidste periode. Diskussionerne om hvem, der skulle efterfølge hende, begyndte at rumle. Efter et år gav Merkel efter og gik af som partiformand, men ikke som regeringschef. Partiets generalsekretær, Annegret Kramp-Karrenbauer, vandt knebent – over højrefløjsmanden Friedrich Merz. Det viste sig dog hurtigt, at hun stod svagt i partiet. Hun havde nogle mindre og større politiske kriser, hvor ingen rigtig kom hende til hjælp – og efter godt et år gav hun op, men på grund af COVID-19 blev hendes efterfølger først valgt efter endnu et år i januar 2021. Efterfølgeren blev en af dem, som havde været med til at kritisere hende og dermed svække hende; Nordrhein-Westfalens ministerpræsident, Armin Laschet.
Og nu er det så Laschets tur til at mærke fornemmelsen af et tæppe, der langsomt trækkes væk under én, og til at høre den rungende tavshed, der burde have været fyldt ud af partikollegernes opmuntrende tilråb. Dem er der ingen af. Alle synes villige til at give Laschet ansvaret for valgnederlaget. Et par CDU-politikere fra andet geled har direkte opfordret ham til at gå, og et par delstats-CDU-chefer har selv valgt at gå – hvorved man jo indirekte peger på, at Laschet også burde gå, for han har vel endnu mere ansvar end en delstats-partichef.
En af partiets næstformænd, sundhedsminister Jens Spahn, kræver et ekstraordinært landsmøde. Spahn forsøgte selv at blive formand efter Merkel og med sine kun 41 år har han næppe opgivet sine ambitioner. Det helt dybe stød blev imidlertid sat ind af Markus Söder, lederen af søsterpartiet CSU; han erklærede simpelt hen, at socialdemokraten Scholz nu havde den største chance for at blive forbundskansler – et udsagn som blev sandt i det øjeblik, det blev sagt, for hvorfor skulle folkene fra selfie-partierne dog satse på en kansler, som ikke engang har opbakning hos sine egne?
CDU’s problem er dermed ikke løst: Der er ingen oplagt efterfølger for kæmpen Angela Merkel. Partiet har masser af mennesker med ambitioner og knive i ærmerne, men ingen som har den naturlige autoritet, posten vil kræve. Det kunne have været Friedrich Merz, men han har allerede sagt, at han efter to valgnederlag – først til Kramp-Karrenbauer i 2018, og siden til Laschet i 2021 – ikke stiller op en tredje gang.
Det kan stadig ende med, at Laschet alligevel bliver kansler sammen med de to midterpartier, men som dagene går, virker det mindre og mindre sandsynligt. Merkels afgang vil dermed ende som illustration af den gamle sandhed om, at efter en samler kommer der altid en spreder – i CDU’s tilfælde måske en hel række af dem. ■
Merkels afgang vil ende som illustration af den gamle sandhed om, at efter en samler kommer der altid en spreder – i CDU’s tilfælde måske en hel række af dem
_______
Uffe Gardel (f. 1960) er journalist, oversætter og kommunikationsrådgiver, cand.merc. i finansiering. Christian Lindner, leder af FDP, leder for De Grønnen Annalena Baerbock og leder af De grønne Robert Habeck holder pressekonference efter begyndende regeringsforhandlinger i Berlin, Tyskland, 1. okotober 2021. [FOTO: Filip Singer/EPA/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
