24.01.2021

Er det største østeuropæiske land blevet ramt af en protestbølge, der kan ryste styret som i det lille naboland Hviderusland? Lørdag slog styret hårdt ned på pro-Navalnyj-demonstrationer over hele landet, men selvom det ligner billeder fra de hviderussiske demonstrationer, er der stadig store forskelle på storebror og lillebror – og på russernes chance for at vælte Putin.

Af Uffe Gardel

Det russiske politi tog forskud på festlighederne: Demonstrationerne var indkaldt til kl. 14 over hele det kæmpe land, men allerede ved middagstid var politiet i gang med at anholde folk på Pusjkinpladsen ved Moskvas Haveringgade. Men da der var kommet nok demonstranter, gik angrebet for alvor i gang. Oppositionsavisen Novaja Gaseta fortæller:

”Efter et par timer, da der allerede var kommet så mange mennesker, at man kun kunne gå tæt sammen, gik politifolkene og Nationalgarden til angreb: Knippelslagene regnede ned over demonstranterne og ramte dem på hovedet, benene, ryggen og i ansigtet. Ordensmagten fremprovokerede en masen og skubben, noget man ikke har oplevet ved nogen af de seneste demonstrationer – så selv journalisterne råbte ”hjælp!””

I den styrevenlige avis Komsomolskaja Pravda kan man omvendt læse en henført beskrivelse af politiets mildhed – der var ”ingen hviderussisk brutalitet”.

 

„… Jeg er 19, Putin har været ved magten hele mit liv, og jeg kan ikke se noget håb for landet. Der er fattigdom og statslig terror. Og det, de gjorde mod Navalnyj, var oprørende og ulovligt.”
_______

 

Demonstranterne kom på opfordring fra den fængslede oppositionsleder Aleksej Navalnyj, og de var opildnede af en næsten to timer lang video, som hans medhjælpere havde offentliggjort, efter han var blevet arresteret. Videoen, som er optaget, mens han var i Tyskland, er en rystende afsløring af Putins groteske luksusliv med et gigantisk palads ved Sortehavet og med flere elskerinder, som han også sørger godt for. Alting betalt med bestikkelse fra hans klienter rundt om i det russiske erhvervsliv og det russiske statsapparat – og dermed i sidste ende af landets borgere. Jeg har linket ovenfor til den fulde version, og her er et kort resumé.

”Landet [Rusland] har 20 millioner ekstremt fattige mennesker, og han køber en lystyacht til sin elskerinde,” fortæller Navalnyj blandt andet – og bryder dermed også tabuet omkring det, han kalder Putins ”stormfulde kærlighedsliv”. Det er et tabu så stærkt, at et blad i 2008 blev lukket efter at have omtalt elskerinden, som Navalnyj kalder det. Nu omtaler Navalnyj det i en video, som indtil nu er vist 77 millioner gange, dog en del af dem naturligvis i Vesten.

Navalnyj siger rent ud i videoen, at Putin ”i sin trang til luksus og rigdom er gået fuldkommen fra forstanden”, og han nævner uhyrlige eksempler fra paladset: eget teater, et omliggende jordareal svarende til 39 gange fyrstendømmet Monaco, en italiensk lædersofa til 160.000 kroner og et italiensk spisebord til det dobbelte, men så er der også indbygget bar deri. Og det i et land, hvor gennemsnitslønnen ligger omkring 4.000 kroner pr. måned.

Budskabet er nok gået rent ind hos en hel del demonstranter.

”Vores magthavere stjæler. De lever meget rigt, vi lever fattigt. Vi vil leve på en anden måde. Vi vil ikke have, at de skal kunne sætte os i fængsel for frit opfundne forbrydelser”, sagde en demonstrant i Sankt Petersborg til svenske Dagens Nyheter, og Financial Times’ korrespondent refererede en demonstrant i Moskva for at sige: ”Jeg er træt af alt det her. Jeg er 19, Putin har været ved magten hele mit liv, og jeg kan ikke se noget håb for landet. Der er fattigdom og statslig terror. Og det, de gjorde mod Navalnyj, var oprørende og ulovligt.”

 

Dette var under alle omstændigheder den største manifestation af folkelig utilfredshed i Moskva i årevis, og der blev demonstreret i 60 byer i alt rundt om i landet
_______

 

Her har vi tydeligvis at gøre med nogle borgere, som er blevet ramt på deres retfærdighedssans, og retfærdighed er faktisk en grundlæggende værdi i den russiske kultur.

Men hvor mange borgere? Nok til at true Putin, hans venner og hans regering?

De fleste russere vil høre om demonstrationerne via de statslige medier, og de fortæller den samme historie som Komsomolskaja Pravda; om få demonstranter og et nærmest venligt politi. Myndighedernes vurdering er, at 5.000 mennesker deltog i Moskva, mens arrangører og vestlige medier taler om det tidobbelte antal og beviser det med filmoptagelser.

Dette var under alle omstændigheder den største manifestation af folkelig utilfredshed i Moskva i årevis, og der blev demonstreret i 60 byer i alt rundt om i landet, men det er stadig relativt små demonstrationer; alene i Moskva bor der 12 millioner mennesker.

Både vestlige og russiske analyser af Navalnyj som fænomen har hidtil afskrevet ham som irriterende for styret, men ingen trussel. Han kan trække vælgere til stemmeurnerne, men Putin vil blive siddende, så længe han både kontrollerer stemmeoptælling, magtapparat og massemedier og ikke mindst accepteres af befolkningens flertal.

Der er alligevel sket noget nyt, som man gør klogt i at tage med i sin analyse. For det første har mordet på den liberale oppositionspolitiker Boris Nemtsov i 2015 ganske vist svækket oppositionen dramatisk, men det har også betydet, at oppositionen nu kun har én samlende figur, nemlig Navalnyj.

Og for det andet er Navalnyjs personlige historie og selviscenesættelse eksplosiv. Først forgiftningen – og kan man næsten forestille sig nogen form for attentat, som er fejere og mere middelalderlig? Og derefter det enorme personlige mod, Navalnyj udviste, ved at vende tilbage til Rusland. Navalnyj understreger det selv: I den lange video indleder han med at fortælle, at han ikke ville have den offentliggjort, mens han stadig var i Tyskland, for Putin skulle ikke tro, at Navalnyj var bange for ham.

 

Spørgsmålet er så, hvor længe endnu befolkningsflertallet vil være ligeglade med Putins korruption og undertrykkelse
_______

 

Andrej Kolesnikov, seniorforsker ved den uafhængige tænketank Carnegie Moscow Center, skriver i en lynanalyse på Twitter følgende: ”Foreløbige konklusioner: Begge sider er klar til det hviderussiske scenario (…) Demonstrationerne vil fortsætte”, men han advarer også om, at ”styret har enorme overlevelseskræfter, inklusive et flertal af befolkningen, som stadig er ligeglad.”

Spørgsmålet er så, hvor længe endnu befolkningsflertallet vil være ligeglade med Putins korruption og undertrykkelse. Kolesnikov peger på, at demonstrationernes geografiske rækkevidde trods alt er større end før, og at demonstranterne i hvert fald i Moskva var voksne mennesker, ikke kun unge: Gennemsnitsalderen var omkring 30.

Paralleller til Hviderusland er fristende, for i begge tilfælde er der tale om bred, folkelig upolitisk modstand mod en de facto-diktator. I Hvideruslands tilfælde var oppositionens hovedkrav simpelthen løsladelse af politiske fanger og frie valg. I Ruslands tilfælde bruger Navalnyj alle sine kræfter på at kritisere korruptionen, men uden at kritisere andre dele af Putins politik. Navalnyj, der selv for en halv snes år siden samarbejdede med nationalister og betegnede sig selv om nationalist, har således fx støttet indlemmelsen af Krim.

De tilsyneladende ligheder med Hviderusland kan dog også lokke på afveje, for der er store forskelle. Hviderusland er et gammelt diktatur; Lukasjenko har siddet ved magten siden 1994 – altså næsten lige siden Sovjetunionens fald. Landets politiske kultur er dermed også på den måde frosset fast i sovjettiden, mens Rusland har været igennem de tumultariske Jeltsin-år; en periode de, der oplevede den, absolut ikke ønsker gentaget, hvilket vil gøre dem mere tilbøjelige til at finde sig i excesser fra Putins side.

Hviderusland er også både geografisk og mentalt tættere på Europa, og nabolandene Polen og Litauen er konstante påmindelser om, at det faktisk er muligt for ubevæbnede borgere at tvinge et styre fra magten. Den erfaring har Rusland ikke så tæt på, og landet selv har ikke gode erfaringer med revolutioner.

 

Hvis demonstrationer og uroligheder fortsætter frem til det planlagte parlamentsvalg i september, vil Putin få et problem
_______

 

Omvendt skal også Putins styre hente sin legitimitet et eller andet sted. Styret er ikke et monolitisk diktatur, men snarere et demokrati, hvis centrale maskineri er kortsluttet og sat ud af kraft, men hvor enkelte kredsløb stadig summer af liv. Det næsten helt slukkede demokrati kan stadig anvendes som en facade, og styret kan henvise til, at det faktisk vinder valg – og ikke kun på grund af valgsvindel. Så hvis demonstrationer og uroligheder fortsætter frem til det planlagte parlamentsvalg i september, vil Putin få et problem.

Da han denne gang handler under skarp overvågning af det internationale samfund – EU og USA har allerede protesteret mod politivolden mod lørdagens demonstranter og krævet Navalnyj løsladt – kan han ikke bare få Navalnyj slået ihjel. Omvendt har han heller ingen samtalepartnere, hvis han ville forsøge at dæmpe uroen. Navalnyj sidder i fængsel, og han kommer ikke ud – det ville kun forstærke uroen – og der er ikke andre tilbage i oppositionen end ham.

Og dermed får Kolesnikov måske ret i, at scenariet bliver hviderussisk, men ikke forstået som en hård konfrontation mellem styre og befolkning, snarere som en endeløst langtrukken og fastfrossen konflikt, hvor styret afviser enhver dialog og liberalisering – simpelthen for ikke at destabilisere situationen.

Forholdet til Vesten vil, som for Lukasjenko-styret i Hviderusland blive præget af flere sanktioner og endnu mindre kontakt: Europa-Parlamentet krævede allerede før lørdagens demonstrationer indefrysning af russiske penge og stop for Nord Stream 2-gasledningen på grund af arrestationen af Navalnyj.

Og grebet om landet vil blive strammet. Putin har med sidste års forfatningsændringer skaffet sig retten til at regere videre til 2036, men uden at fortælle, om han faktisk vil gøre det. Med Navalnyjs nye angreb er det blevet mere sandsynligt, at han faktisk vil benytte sig af sin ret. ■

 

Og grebet om landet vil blive strammet. Putin har med sidste års forfatningsændringer skaffet sig retten til at regere videre til 2036
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden