Uffe Gardel i RÆSON SØNDAG: Biden stak af fra USA’s ansvar
21.08.2021
Den moralske sejr, George W. Bush ønskede sig, er i dag endt med et moralsk nederlag. Det moralske nederlag fuldendes af politiske ledere, der, som vores egen Mette Frederiksen, hævder, at intet har været forgæves, og at det hele i øvrigt ikke handlede om nationsopbygning. Jo, det handlede i den grad om nationsopbygning, og det hele har været fuldkommen forgæves.
Uffe Gardel i RÆSON SØNDAG
I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen. Sidste Søndag: Asger Røjle om Nordkorea efter coronakrisen.
VAR VORES INDSATS i Afghanistan forgæves? Og hvis ja, har vi så i det mindste lært noget? Gå ud i køkkenet, find en kaffekop og fyld den med vand. Stik en finger i koppen og hold den nede en halv time. Løft herefter fingeren op med en jævn og hurtig bevægelse og undersøg det hul, fingeren har efterladt; så har du svaret.
Vesten gik ind i 2001 og fjernede Taliban fra magten, og da Vesten trak sig ud igen, strømmede Taliban ind, så hurtigt som vand og fyldte tomrummet ud. Og alle spekulationer om, at de skulle have forandret sig grundlæggende, at de ikke længere vil undertrykke kvinder eller huse terrorister, er netop dét: spekulationer.
”De ser ud som før, men taler bedre engelsk,” som lederen af EU’s udenrigstjeneste, Josep Borell, så slagfærdigt sagde det.
Det er forbløffende, hvor lidt vi faktisk ved efter 20 års tilstedeværelse og mange, mange faldne og sårede
_______
Det er oven i købet spekulationer, som bygger på nye spekulationer, nemlig en forestilling om, at Taliban faktisk er en enhed, og at det, der siges i Kabul, også vil blive det, der gøres i Herat og Kandahar. Og det er der ikke nogen, der ved en pind om.
Det er forbløffende, hvor lidt vi faktisk ved efter 20 års tilstedeværelse og mange, mange faldne og sårede.
”Det er ikke noget, jeg ville anbefale, hvis jeg havde været strategisk rådgiver i Talebans ledelse,” sagde en ekspert fra Forsvarsakademiet om Talibans indtog i Kabul, få timer før Kabul faktisk faldt. Det nok var meget godt for Taliban, at det ikke havde bedt om rådgivning hos Forsvarsakademiet.
Vores eksperter vidste altså til det sidste intet om, hvad der skete, medierne vidste intet, vores politikere vidste intet og vores egen statsminister og forsvarsminister var taget til Ærø på sjov den dag, Kabul faldt. Det havde de nok ikke gjort, hvis nogen havde fortalt dem, hvad der var i gang.
Efterfølgende har New York Times skrevet, at der faktisk var nogle i efterretningsmiljøet, som havde forsøgt at advare den amerikanske regering, men advarslen blev åbenbart ikke hørt.
Statsopbyggelse eller ej?
Præsident Biden fralagde sig i en tale dagen enhver form for ansvar for nederlaget efter Kabuls fald. Han ville nærmest slet ikke anerkende, at der var tale om et nederlag. ”Vores mission i Afghanistan havde aldrig nationsopbygning til formål. Den havde aldrig til formål at skabe et forenet, centraliseret demokrati,” hævdede den amerikanske præsident.
Virkelig? Aldrig nationsbygning? Det var ellers sådan, USA’s loyale europæiske allierede solgte projektet til deres vælgere. Men selvfølgelig, de europæiske regeringer kan jo have taget fejl.
Biden forholdt sig ikke til, at den hær, der smeltede væk, var formeret og trænet af USA, og han glemte også at nævne, at de politikere, som stak af, stod i spidsen for et politisk system, der var skabt af USA, og hvis første ledere var håndplukket eller godkendt af USA
_______
Men nej, de tog ikke fejl. Internettet husker alt, og det husker også, hvad præsident George W. Bush sagde i 2002. Lad mig citere, og det bliver et langt citat, for man skal gøre sit arbejde grundigt, når man vil beskylde en amerikansk præsident for at sjuske med sandheden:
”Vi ved, at ægte fred kun kan opnås, hvis vi giver det afghanske folk midlerne til at nå deres egne mål. Fred vil blive opnået ved at hjælpe Afghanistan udvikle sin egen stabile regering. Fred vil blive opnået ved at hjælpe Afghanistan med at uddanne og udvikle sin egen nationale hær. Og fred vil blive opnået gennem et uddannelsessystem for drenge og piger, som fungerer.
Vi arbejder hårdt i Afghanistan. Vi rydder minefeltet. Vi reparerer veje. Vi forbedrer sundhedssektoren. Og vi vil arbejde for at hjælpe Afghanistan med at udvikle en økonomi, der kan brødføde befolkningen uden at forsyne resten af verden med narko.
Og vi hjælper det afghanske folk med at komme sig over Taliban-styret. […]
Ved at hjælpe med at bygge et Afghanistan, som er fri for dette onde [Taliban], og som er et bedre sted at leve, så arbejder vi i George Marshalls bedste tradition. Marshall vidste, at vores militære sejr over fjenderne i Anden Verdenskrig måtte følges op med en moralsk sejr, som førte til en bedre tilværelse for konkrete mennesker.
Efter 1945 var USA den eneste nation i verden, som var stærkt nok til at hjælpe med at genopbygge et Europa og et Japan, som var blevet lemlæstet af Anden Verdenskrig. I dag er vores tidligere fjender vores venner.”
Sådan sagde George W. Bush, og han sagde i øvrigt også, at man ville blive, ”til missionen er fuldført”. Men nu siger Biden stop og beskriver reelt Afghanistan som en håbløs sag; politikerne flygtede, og hæren kæmpede ikke, forklarede han, og så kunne man lige så godt holde op med det samme.
Biden forholdt sig ikke til, at den hær, der smeltede væk, var formeret og trænet af USA, og han glemte også at nævne, at de politikere, som stak af, stod i spidsen for et politisk system, der var skabt af USA, og hvis første ledere var håndplukket eller godkendt af USA.
Biden stak dermed også af i nederlagets time. Han stak af fra USA’s ansvar. Læring lagde han heller ikke op til, for man kan vanskeligt lære noget af et nederlag, man ikke engang vil vedgå.
Og dermed er den moralske sejr, George W. Bush ønskede sig, i dag endt med et moralsk nederlag. Det moralske nederlag fuldendes af politiske ledere, der som vores egen Mette Frederiksen hævder, at intet har været forgæves, og at det hele i øvrigt ikke handlede om nationsopbygning. Jo, det handlede i den grad om nationsopbygning, og det hele har været fuldkommen forgæves. Og det har været mere end det, for det har også været skadeligt. Moralske nederlag er skadelige for moralen, men også for anseelsen, og hvor meget kan man fremover stole på et amerikansk tilsagn? På en amerikansk sikkerhedsgaranti? Eller på amerikanske efterretninger? USA’s ledelse anede tilsyneladende intet om, at Taliban var lige ved at løbe hele Afghanistan over ende, og derfor vidste USA’s allierede det heller ikke.
I Ukraine er de første stemmer begyndt at spørge, om Ukraine en dag vil blive opgivet på lignende vis. De moralske konsekvenser af det her kan blive alvorlige og varige
_______
Af den grund havnede danske militæreksperter i disse urimelige situationer, hvor de skulle udtale sig om Talibans strategi uden at ane, hvad de talte om. I Ukraine er de første stemmer begyndt at spørge, om Ukraine en dag vil blive opgivet på lignende vis. De moralske konsekvenser af det her kan blive alvorlige og varige.
Borgernes tillid til både regeringer og medier vil også blive svækket. For vi fik jo ikke at vide, hvor galt, det faktisk stod til i Afghanistan, og hvor ringe udsigt der var til at vinde krigen – i nogen som helst meningsfuld betydning af ordet at ”vinde”. Allerede for to år siden afslørede Washington Post, at man i den amerikanske regering og det amerikanske forsvar længe havde set mørkt på situationen, men at man ikke fortalte det til offentligheden.
I militærfaglige kredse har man tilsyneladende også et stykke tid diskuteret det, som Biden slet ikke ville forholde sig til, nemlig om opbygningen af Afghanistans hær var særligt fornuftig. Man opbyggede den som en miniatureudgave af den amerikanske hær, med masser af kompliceret udstyr, hæren ikke kunne klare at vedligeholde selv, i stedet for at satse på mindre og lokale enheder, lyder det.
Spørgsmålene vi skal have besvaret
Tidligere forsvarschef Knud Bartels sagde umiddelbart før Kabuls fald i et læseværdigt interview i Politiken, at vi må finde årsagerne til dette nederlag; ikke for at udpege skyldige, men for at lære, hvad vi gjorde forkert. Det er en klog betragtning. Vi må derfor begynde at stille spørgsmål, og iagttagerne er allerede i gang.
Først og fremmest: Hvordan kan det gå til, at den ledelse, man mere eller mindre selv har håndplukket, og den hær man gennem næsten 20 år selv har trænet, smelter væk på få døgn, som smør i solen? Hvordan kan vi investere gigantiske beløb – USA alene 800 milliarder dollar, heraf 89 milliarder i den afghanske hær – i noget, som så bare overhovedet ikke fungerer?
Havde vi slet ikke gennemskuet forskellene på de formelle og de faktiske magtstrukturer i Afghanistan? Forstod vi ikke, at den såkaldte afghanske ”stat” med dens ”regering” og ”hær” var en fiktion, holdt i live af vestlige penge og soldater?
Hvorfor fik vi ikke at vide, at sikkerhedssituationen i Afghanistan bare blev værre og værre, jo længere vi var i landet? Løj man for os, eller vidste man bare ikke bedre?
Og hvis man ikke vidste bedre, er det så fordi efterretningstjenesterne er uduelige, eller fordi de ikke havde lyst til at sende indberetninger, de vidste, at deres politiske chefer ikke ville bryde sig om?
Historisk mangler vi også en forklaring på, at man – USA – blev ved med at samarbejde med Pakistan, selvom Pakistan hjalp Taliban med bagland og forsyninger. Man blev ved at lade som om, Pakistan var en medspiller og ikke en modstander, selv da Bin Laden blev opdaget og dræbt på pakistansk territorium
_______
Handler det i virkeligheden om, at de politiske ledere ikke ville høre, at det hele var ved at gå ad helvede til – fordi de allerede havde sendt så mange af deres borgere i døden?
Historisk mangler vi også en forklaring på, at man – USA – blev ved med at samarbejde med Pakistan, selvom Pakistan hjalp Taliban med bagland og forsyninger. Man blev ved at lade som om, Pakistan var en medspiller og ikke en modstander, selv da Bin Laden blev opdaget og dræbt på pakistansk territorium, tilsyneladende under pakistansk beskyttelse.
Endelig skal vi have en forklaring fra medierne på, at de ikke stillede alle disse spørgsmål, mens tid var. Få stemmer stillede spørgsmål og pegede på problemer – fx journalisten Nagieb Khaja og forfatteren Carsten Jensen. Jensen er blevet et hadeobjekt for store dele af offentligheden, men han havde jo ret, da han allerede i 2014 skrev , at det var løgn, at det gik fremad i Afghanistan:
”Vi har givet [afghanerne] en stat, der fra starten var dysfunktionel og forudbestemt til sammenbrud. Vi har givet dem en forfatning, der gav alt for meget magt til præsidenten, og vi indsatte en præsident som Hamid Karzai, der kun kunne bevare sit folkelige mandat ved hjælp af omfattende valgsvindel. Vi gav Karzai en magtbasis, der bestod af de samme krigsherrer, som Taleban under næsten enstemmig opbakning fra befolkningen havde besejret, fordi de ikke repræsenterede andet end et voldeligt anarki. Dermed gjorde vi enhver siddende præsident til gidsel for en systematiseret lovløshed” – skrev Carsten Jensen i 2014.
Carsten Jensen kunne altså godt se, hvad der skete – det som hverken regering, folketingspolitikere, efterretningsvæsener, aviser, radio eller tv kunne se. Det kan man jo lige tænke lidt over: En dansk forfatter havde simpelthen et bedre greb om situationen end dem, der havde til opgave at følge med.
Selv om Carsten Jensens symptombeskrivelse er rigtig, kan hans diagnose naturligvis stadig være forkert, men man burde dog efterprøve den.
To år tidligere – helt tilbage i 2012 – havde Carsten Jensen her i RÆSON den interessante pointe, at man gav mest vestlig hjælp til de områder, hvor der var flest vestlige tropper. Og det var jo de steder, hvor der var mest uro. Dermed belønnede man reelt en region for at gøre oprør. Det var vel værd at diskutere den pointe, når man skal foretage den undersøgelse, general Bartels efterspørger.
Så vidt blikket bagud. Ser vi fremad, bør vi diskutere, hvordan vi begrænser skadevirkningerne: Hvordan holder vi sammen på NATO, hvordan undgår vi, at Rusland eller Kina udnytter den vestlige splittelse, og hvordan imødegår vi terrortruslen? Hvordan undgår vi, at sværme af nye islamistiske bevægelser føler sig lige så inspireret og opmuntret af Kabul 2021 som ”befrielsesbevægelser” gjorde efter Saigon i 1975? Kort sagt: Hvordan undgår vi, at Talibans sejr bliver endnu et kapitel i fortællingen om Vestens nederlag og lange tilbagetog? Svar på disse spørgsmål er i sidste ende vigtigere end diskussioner om hvem, der begik hvilke fejl. Tager vi ikke disse diskussioner, har indsatsen med sikkerhed ikke blot være spildt, men også katastrofalt skadelig for os selv. ■
Hvordan undgår vi, at Talibans sejr bliver endnu et kapitel i fortællingen om Vestens nederlag og lange tilbagetog? Svar på disse spørgsmål er i sidste ende vigtigere end diskussioner om hvem, der begik hvilke fejl
_______
Uffe Gardel (f. 1960) er journalist, oversætter og kommunikationsrådgiver, cand.merc. i finansiering. ILLUSTRATION: Joe Biden forlader podiet efter sin tale om Afghanistan, Det Hvide Hus, USA, 16. august 2021. [FOTO: Evan Vucci/AP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
