01.02.2021

Christian Bjørnskov fra den borgerligt-liberale tænketank CEPOS hævder, at de ”vestlige nedlukninger kommer til at skabe millioner af fattigdomsdødsfald i Afrika og Asien”. Men selvom coronakrisen kommer til at have alvorlige konsekvenser for verdens økonomi og dermed verdens fattige, står det slet ikke klart, at man kan tilskrive de vestlige nedlukninger et direkte ansvar. Billedet er mere komplekst.

Præcisering: CEPOS oplyser, at Bjørnskov sidder i tænketankens bestyrelse men ikke udtaler sig på vegne af den.

Af Uffe Gardel

Inden vi berører emnet omkring fattigdomsdødsfald i udviklingslande, tager vi først et kort kig på Danmarks håndtering af den anden bølge sammenlignet med landene omkring os. For alle ved efterhånden, at Danmark ikke har klaret anden bølge så godt, og slet ikke så godt som Norge og Finland. Når man påpeger det, får man gerne at vide, at netop disse to lande er begunstiget af geografien, fordi folk bor meget spredt.

Og det gør de, men det er ikke hele forklaringen, for også den finske hovedstad Helsingfors (Helsinki) klarer sig markant bedre end den danske. Det akkumulerede smittetal i de tre største finske hovedstadskommuner er under en tredjedel af de tilsvarende københavnske tal. Også i tætbebyggede områder har Finland altså formået at gøre det meget bedre end Danmark.

Her er tallene: Helsingfors, Esbo og Vanda kommuner med i alt knap 1,2 millioner indbyggere har siden epidemiens begyndelse haft i alt knapt 20.000 smittetilfælde; helt præcist er tallet 1.692 tilfælde pr. 100.000 indbyggere.

Opgør man på samme måde smittetallene for København, Frederiksberg, Gentofte, Tårnby kommuner – med i alt 854.000 indbyggere – får man 5.516 tilfælde pr. 100.000.

Det er en dramatisk forskel.

 

[A]lle ved efterhånden, at Danmark ikke har klaret anden bølge så godt, og slet ikke så godt som Norge og Finland
_______

 

Jamen, kan man indvende, de finske hovedstadskommuner er ikke så tæt bebyggede som de danske. Og det er sandt, for de tre nævnte kommuner tæller godt 1.500 indbyggere pr. kvadratkilometer, kun en tredjedel af de fire københavnske kommuner. Men så lad os plukke Helsingfors og Gentofte kommune ud og sammenligne dem, for de to kommuner har nemlig stort set samme befolkningstæthed, cirka 3.000 indbyggere pr. kvadratkilometer. Antallet af smittetilfælde pr. 100.000 borgere har været mere end dobbelt så højt i Gentofte som i Helsingfors: Godt 4.400 mod knap 1.500.

I Danmark kan vi altså ikke undskylde os med, at vi er et tættere befolket land. Finland har simpelthen bare bedre styr på epidemien.

De rejsende, som i disse uger besøger den finske hovedstad Helsingfors, vil da også finde et bybillede ikke så forskelligt fra situationen før epidemien. Restauranter og cafeer er åbne, men skal standse alkoholserveringen klokken 22 og lukke en time senere. Restauranter må kun være trekvart belagt, og barer må kun lukke halvt så mange ind, som der er plads til. Teatre holder lukket, og det samme gør universitetet. Brug af masker anbefales kraftigt, ikke mindst i offentlig transport, men er ikke et krav.

Det hele virker altså ret svensk – butikker, restauranter og lignende må holde åbent, men med visse restriktioner, og der er ingen maskekrav – men med den forskel, at smittetal og dødstal er lave. Finland har så at sige råd til føre den politik, Sverige fører. Politikken er heller ikke svensk hele vejen igennem: Reglerne for karantæne er stenhårde. Er man nær kontakt til en coronasmittet, skal man i 14 dages karantæne – det er et krav, ikke en anbefaling. Er det et familiemedlem, man har været i nærkontakt med, er karantænetiden 21 dage. Til gengæld får man fuld erstatning for eventuelt indtægtstab så længe.

Finland nyder måske godt af, at man handlede hurtigt og reagerede hårdt i foråret. I marts lukkede man kraftigt ned og afbrød endda i nogle uger al trafik mellem Nyland, den region Helsingfors ligger i, og resten af landet. Siden har man lukket ganske meget op igen.

 

I Danmark kan vi altså ikke undskylde os med, at vi er et tættere befolket land. Finland har simpelthen bare bedre styr på epidemien
_______

 

Det samme gælder i øvrigt Norge, og i Oslo vil man genfinde det samme bybillede som i Helsingfors: Restauranter og detailforretninger holder åbent, men skal følge skrappe regler for alkoholservering og antal kunder.

I pandemiens begyndelse fulgte Finland, Norge og Danmark i øvrigt langt hen ad vejen den samme linje, men med visse markante afvigelser. Således lukkede Norge ikke restauranter og cafeer, mens Danmark til gengæld ikke indførte karantænepligt.

Her er en graf, som illustrerer, hvorfor Oslo og Helsingfors kan være halvåbne, mens København er lukket ned; kurverne viser smittetallenes udvikling i Danmark, Norge, Finland og Tyskland. Som man ser, har Danmark siden sensommeren ret konsekvent haft højere smittetal end de tre andre lande. Fra september lå Danmarks tal væsentligt over Finlands. Omkring 1. december begyndte Danmarks tal at gå kraftigt i vejret, mens de finske tal stagnerede, og siden faldt.



Nedlukning og global fattigdom
Sidste uge uge bød på et online-seminar afholdt af den liberale tænketank CEPOS. Til allersidst i seminaret, efter 55 minutter, fremsætter en af deltagerne en interessant påstand:

”[é]n ting mere, som overhovedet ikke har været diskuteret i den danske debat: De vestlige nedlukninger lige nu kommer til at skabe millioner af fattigdomsdødsfald i Afrika og Asien. Det er også vores skyld, og det burde moralsk set være en del af vores diskussion.”

Den talende er Christian Bjørnskov, professor i økonomi ved Aarhus Universitet og medlem af CEPOS’ bestyrelse, altså en central skikkelse på den ultraliberale højrefløj. Bjørnskov har i epidemiens løb fremsat flere kontroversielle synspunkter, som savner fagligt grundlag, fx at Danmark skulle have et enormt mørketal af uopdagede smittetilfælde, og at sygdommen derfor ikke var særlig farlig, samt at de offentligt bestemte nedlukninger ikke har haft nogen virkning på smittespredningen. Jeg har selv set nærmere på Bjørnskovs påstande her, her og her.

 

[U]dviklingen i fødevarepriserne har direkte betydning for verdens fattigste mennesker, som jo bruger en stor del af deres disponible indkomst på mad
_______

 

Men uanset Bjørnskovs historie er det værd at beskæftige sig lidt med påstanden. For han har ret i, at emnet er underbelyst i Danmark, og hans påstand cirkulerer i den hårde del af corona-kritikermiljøet. Jeg blev således selv for et par uger siden angrebet af en facebookbruger fra miljøet, som mente, at jeg burde have dårlig samvittighed over de ”millioner af døde børn”, som nedlukningerne ifølge den pågældende er skyld i.

Lad os begynde oppefra. Det er uden for diskussion, at pandemien har medført en voldsom økonomisk tilbagegang over hele verden. Den mest autoritative kilde er nok IMF, Den Internationale Valutafond, som i sin seneste udgave af rapporten World Economic Outlook i oktober sidste år analyserede situationen.

Der har været tale om virkelig omfattende og indgribende forstyrrelser, og omfanget får man måske bedst et indtryk af ved at se på udviklingen i en række råvarepriser på alt fra landbrugsafgrøder til metaller. Svingningerne har været virkelig voldsomme i 2020, viser en graf i IMF’s rapport:



De mørke bjælker angiver prisudviklingen fra februar til april, altså i pandemiens første fase, mens de lyse viser udviklingen fra april til august. Udsvingene har været kraftigst i oliepriserne (se den nederst bjælke ’APSP’, som betyder gennemsnitlig oliepris), men også priser på råvarer til fødevarefremstilling er ramt: ris er blevet væsentligt dyrere, og majs billigere.

Alle disse prisudsving skaber selvfølgelig kraftige forstyrrelser i råvareproducerende landes indtjening, og udviklingen i fødevarepriserne har direkte betydning for verdens fattigste mennesker, som jo bruger en stor del af deres disponible indkomst på mad.

Årsagerne bag prisbevægelserne kan være ret komplicerede. Fx skriver IMF om metalprisernes udvikling, at ”muligheden for en anden bølge af COVID-19, varigheden af den stærke kinesiske efterspørgsel og spændinger mellem Kina og USA er de vigtigste risikofaktorer, som kan føre til faldende metalpriser. De mere end opvejer risikoen for produktionsforstyrrelser i de større metalproducerende lande.‟ Jeg citerer det kun som en illustration af, at intet er enkelt her; man kan ikke bare sige, at pandemien medfører det-eller-det.

 

[H]vis formålet faktisk er at anslå hvor mange fattige, nedlukningerne har skabt, så er man selvfølgelig nødt til at sammenligne med et tænkt scenario, hvor der ikke var blevet lukket ned
_______

 

For 2020 har IMF opgjort et fald i verdens bruttonationalprodukt (BNP) på 4,4 pct., hvilket er knapt så alvorligt, som man forventede i juni, og IMF skriver udtrykkeligt, at det hænger sammen med, at nedlukningerne blev begrænset allerede i maj og juni.

Om de kommende års vækst i verden skriver IMF, at der efter opsving i 2021 vil følge et forholdsvist afdæmpet forløb. Det får ifølge IMF nogle konsekvenser:

”Pandemien vil ophæve de fremskridt, der er gjort siden 1990’erne med reduktion af den globale fattigdom og vil øge uligheden. Mennesker, som er afhængige af indkomst som daglejere og står uden noget økonomisk sikkerhedsnet, led et pludseligt indkomsttab, da der blev indført begrænsninger i bevægeligheden. Blandt dem havde migrantarbejdere, som bor langt fra deres hjem, endda endnu mindre adgang til støtte fra deres sædvanlige netværk. Hen ved 90 millioner mennesker risikerer i år at komme under den indtægtsgrænse på 1,90 US-dollar pr. dag, som markerer ekstrem fattigdom. Skolelukninger under pandemien udgør desuden en ny og betydelig udfordring, som vil kunne svække dannelsen af humankapital betydeligt.”

Så hvad er det for konkrete faktorer, IMF udpeger? Man nævner begrænsninger i bevægeligheden, og det er jo en del af nedlukningerne; man har lukket grænser, og flyruter er blevet indstillet. Og så nævner man skolelukningerne, som jo også er den del af nedlukningerne.

IMF lægger altså med sine formuleringer op til, at nedlukningerne har mindsket BNP og dermed skabt flere fattige. Men hvis formålet faktisk er at anslå hvor mange fattige, nedlukningerne har skabt, så er man selvfølgelig nødt til at sammenligne med et tænkt scenario, hvor der ikke var blevet lukket ned. Hvilke forstyrrelser af produktion og samfærdsel ville det have givet, hvis epidemien ikke var blevet imødegået med nedlukning? Højt sygefravær, sammenbrudte hospitalssystemer og panikflugt fra byerne ville formentlig også have presset BNP. Det er kun forskellen på de to scenarier, som skyldes nedlukningen; resten skyldes selve epidemien.

Men i et eller andet omfang har nedlukningerne formentlig sænket BNP i fattige lande. Betyder det så ”millioner af fattigdomsdødsfald i Afrika og Asien,” som Bjørnskov påstod?

 

Så Bjørnskov har i et eller andet omfang ret: De vestlige nedlukninger vil koste menneskeliv i verdens fattigste lande
_______

 

Det kan faktisk godt være. En ny rapport fra BIS, Bank for International Settlements, en slags samarbejdsorganisation og clearingcentral for verdens centralbanker, har forsøgt at se på virkningerne af recessioner på dødsfald – og man har opgjort virkningen adskilt for udviklede økonomier og for udviklingslande og nye markeder. Denne opgørelsesmetode giver interessante resultater, for det viser sig, at recessioner – altså fald i BNP – virker fuldkommen anderledes i udviklingslande end i udviklede lande. Hvor en recession i en udviklet økonomi stort set ikke påvirker dødeligheden, så mangedobler den dødeligheden i udviklingslande.

Og nok så vigtigt: Virkningen varer ved i årevis, og den varer særligt længe for børnedødeligheden. Så Bjørnskov har i et eller andet omfang ret: De vestlige nedlukninger vil koste menneskeliv i verdens fattigste lande.

Mere konkret har vi en advarsel, som WFP, United Nations World Food Program, udsendte helt tilbage i april. Organisationen er FN’s nødhjælpsorganisation og arbejder for ekstremt udsatte mennesker – flygtninge, fordrevne og ofre for naturkatastrofer. Den oplyste, at pandemien ventedes at fordoble antallet af hungersramte mennesker til 260 millioner.

”[COVID-19] har forværret problemerne på mange forskellige måder, økonomisk, men på dette tidspunkt mere i kraft af forsyningskæden. Hvis vi ikke kan transportere levnedsmidler, fødevarer, forsyninger, så kan vi selvfølgelig ikke få maden frem til folk, selv om vi har penge – og man kan jo ikke klare sig i to uger uden mad. Sådan er virkeligheden bare,” sagde WFP direktør, David Beasley, dengang.

Disse transportproblemer handler dog ikke om de vestlige nedlukninger, som Bjørnskov i sit oplæg fokuserede på. De handler om nedlukningerne i de lande, hvor de sultende bor. Fx peger WFP i en særskilt rapport i april på, at et land som Pakistan er netto-eksportør af ris, hvede og andre afgrøder, og har tilstrækkelige forsyninger på nationalt plan. Men da det store land har forskellige dyrkningszoner og lange afstande fra dyrkningsområde til forbrugere, er det nødvendigt at have en sammenhængende og velsmurt forsyningskæde. Her kan COVID-19-restriktioner blive en trussel, hvis de forhindrer landarbejdere og varer i at bevæge sig frit.

 

Hvor en recession i en udviklet økonomi stort set ikke påvirker dødeligheden, så mangedobler den dødeligheden i udviklingslande
_______

 

Washington Post satte i april lidt mere farve på: Uganda havde forbudt privat bilkørsel på grund af pandemien, og mindst syv gravide kvinder var døde efter at have forsøgt at nå frem til fødeklinikker til fods. Og i Nepal havde nedlukningen afskåret landarbejdere fra at arbejde midt i høstsæsonen.

Generelt er det hævet over enhver diskussion, at COVID-19 har været en katastrofe for verdens mest udsatte mennesker. I sin seneste statusrapport bemærkede UNWFP, at antallet af mennesker med behov for humanitær hjælp i 2021 vil vokse med 40 procent – cirka 65 millioner mennesker – hovedsageligt på grund af COVID-19-pandemien.

Og ja, det får også konsekvenser for børn. En anden FN-organisation, United Nations Office for the Coordination of Humanitarian Affairs (OCHA), udsendte i sidste måned en rapport, som opgjorde, at 6,7 millioner børn i 2020 er blevet underernæret som følge af COVID-19-pandemiens forstyrrende virkninger i form af højere fødevarepriser, lavere høstudbytte og lavere indtjeningsmuligheder for landarbejdere.

Det er en katastrofe, som vi har glemt i forfærdelsen over vores egen situation. Det betyder dog ikke, at vi kan konkludere, som Bjørnskov vist mener, at der er en direkte forbindelse mellem den danske nedlukning af restauranter og fitnesscentre og børnedødsfald i Afrika. ■

 

Generelt er det hævet over enhver diskussion, at COVID-19 har været en katastrofe for verdens mest udsatte mennesker
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland