08.01.2021

Myndighedernes kapacitetsplanlægning er ikke ændret siden april, og det, de mener, er det værst tænkelige udfald, er overgået af vores nabolande. Nedlukningen virker dårligere end i foråret. Danmark har dermed ikke alene klaret anden bølge relativt dårligt; vi fremtræder også dårligt forberedt på den nye virusmutation.

Af Uffe Gardel

Jeg har undret mig over den seneste tids beretninger om et hospitalsvæsen, der var lige ved at vælte. ”Vi balancerer på en knivsæg i forhold til, hvad sundhedsvæsnet magter. Læger, sygeplejersker og andre sundhedspersoner er hårdt pressede mange steder, også fordi der er mange smittede blandt personalet,” skrev for eksempel Lægeforeningens formand i en pressemeddelelse 5. januar.

Hvordan er det dog muligt, at vi er havnet i denne situation? Man har haft trekvart år til at forberede sig. Den situation, vi står i, er oven i købet langt mindre alvorlig end det norditalienske scenario, myndighederne i nogle uger i marts frygtede kunne materialisere sig.

Jeg har ikke mulighed for at gå alle dele af hospitalsvæsenet efter, men har valgt at kigge på respiratorkapaciteten; det var den, som var i fokus i foråret, og den må stadig gælde som den ultimative kapacitetsmåler. Meget kan man tåle som COVID-patient, men kan man ikke trække vejret, klarer man sig ikke uden en respirator.

Den 12. marts skrev sundhedsministeren til Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg, at man ville kunne skaffe i hvert fald 750 respiratorer til COVID-patienter. Det var, hvad man kunne samle i den offentlige sundhedspleje ved at tømme lagre og indstille elektive – planlagte – indgreb, og dertil kom den private kapacitet, som man endnu ikke havde overblik over: ”Regionerne har på nuværende tidspunkt vurderet, at der er mulighed for at opskalere til ca. 750 intensiv pladser med respirator til rådighed for patienter med COVID-19. Samtidig arbejdes der for at inddrage den kapacitet, som findes uden for det offentlige sundhedsvæsen,” skrev ministeren.

Danmark har i øjeblikket mellem 80 og 90 COVID-19-patienter i respirator, så vi burde være langt fra kapacitetsgrænsen.

Men så langt er der ikke til loftet. For allerede i april stod det klart for myndighederne, at vi ikke ville få et norditaliensk forløb, og så justerede man kapacitetsbehovet kraftigt ned: Nu skulle man kun bruge i alt 300 intensive sengepladser, og dermed endnu færre respiratorer; typisk er det kun 50-60 pct. af de intensive patienter, som er så dårlige, at de også ligger i respirator.

 

Hele foråret, sommeren og efteråret igennem har man altså holdt fast i de 300 intensivpladser, og det vil man ifølge notatet også gøre i vinter, uanset de voldsomt forøgede smittetal
_______

 

Og den kapacitet har man holdt fast i lige siden. Den 14. december skrev Sundhedsstyrelsen i et notat, ”Håndtering af kapacitet til COVID-19 i sygehusvæsenet”, at de 300 intensivpladser ”fortsat er et rimeligt planlægningsgrundlag”. Styrelsen sagde videre, at det var ”hensigtsmæssigt med et fast planlægningsgrundlag i stedet for løbende at tilpasse planer baseret på nye prognoser, der ofte vil være behæftet med usikkerhed […].” Hele foråret, sommeren og efteråret igennem har man altså holdt fast i de 300 intensivpladser, og det vil man ifølge notatet også gøre i vinter, uanset de voldsomt forøgede smittetal.

Få dage senere kom et nyt lille notat fra Sundhedsstyrelsen, som advarede om, at man virkelig har brug for stram styring og koordinering, for hvis der er pladsmangel i én region – det kunne være Region Hovedstaden – er det ikke nødvendigvis nogen hjælp, at der er ledige intensivsenge andre steder i landet:

”Overflytning af kritisk syge patienter med svær respirationspåvirkning udgør en særlig udfordring, da transport medfører en risiko for forværring af patientens tilstand,” skrev man.

Det kunne jo tale for, at man skulle udvide kapaciteten. Men nej. Den 22. december udgav Sundhedsstyrelsen endnu et notat, ”Planlægning af udvidelse af national sygehuskapacitet til patienter med COVID-19”. Trods sit navn lægger notatet ikke op til nogen udvidelse. De 300 intensivpladser er alt rigeligt, ja faktisk vil de slå til i et ”worst case”-scenario, konkluderer man.

Det gør man ved at se på, hvad situationen var i Sverige den 16. december, som man derefter erklærer for worst case:

”Samtidig viser erfaringer fra Sverige, hvor smitteudviklingen er meget omfattende, at der pr. 16. december var ca. 25 indlæggelser pr. 100.000 borgere og fortsat stigende smitte. Danmark vurderes sammenlignelig med Sverige, hvad angår opbygning af sygehusvæsen og tærskel for indlæggelse, og det er dermed et relevant scenarie at sammenligne med som et worst case scenarie. Hvis det som et scenarie tænkes, at Danmark får en tilsvarende situation, vil det betyde et behov for ca. 1.140 medicinske sengepladser og 285 intensive sengepladser.”

Man ser her, at fordelingsnøglen mellem intensive og almindelige sengepladser er én til fire; det vil sige, at fem intensive indlæggelser pr. 100.000 borgere anses for den værst tænkelige situation.

 

Skulle vi i Danmark nå op på Tysklands niveau, ville vi have næsten 400 intensivt indlagte, og ikke de 300, man har som planmål
_______

 

Aktuelt har Danmark omkring 140 COVID-intensivpatienter. Så er vi vel på den sikre side i forhold til worst case?

Måske, måske ikke. Sagen er den, at indlæggelsestallene i Sverige jo er steget siden 16. december. Og i vores andet naboland, Tyskland, har man for længst passeret det niveau, Sundhedsstyrelsen mener er det værste, vi overhovedet kan forestille os i Danmark. Det tyske landsdækkende intensivregister, DIVI, talte 5. januar 5.635 intensivpatienter, eller næsten 6,8 indlagte pr. 100.000 borgere.

Skulle vi i Danmark nå op på Tysklands niveau, ville vi have næsten 400 intensivt indlagte, og ikke de 300, man har som planmål. Forskellen skyldes ikke, at de tyske hospitaler er hurtigere til at indlægge folk intensivt; de tyske intensivpatienter er ikke i meget bedre form end de danske. 56 pct. af dem ligger i respirator, mod godt 60 pct. i Danmark.

Nu er der som nævnt stadig kun 140 intensivpatienter, og det tal skal jo mere end fordobles, før vi får problemer – altså med det lille forbehold, at man ikke uden videre kan flytte rundt på patienterne mellem regionerne. Imidlertid viser de seneste ugers tal, at sådan en fordobling kan ske på kun et par uger; det var faktisk, hvad der skete fra midten af december og frem til nytår, viser en graf, jeg har sakset fra Sundhedsstyrelsens seneste rapport over udnyttelsen af sengekapaciteten.



Ser man alene på Region Hovedstaden, fremgår det, at vi snart har brugt tre fjerdedele af kapaciteten. Da det som nævnt er svært at flytte rundt på respiratorpatienter, har vi ikke så mange dage at reagere i, hvis tingene udvikler sig:



Jeg vil ikke opstille prognoser, og slet ikke male Fanden på væggen. Men Sundhedsstyrelsens planlægning forekommer mindre pessimistisk, end epidemiens udvikling lægger op til. Planlægningen er midlertid en politisk balancegang. I foråret fik man kritik fra hospitalsfolk for at holde de 300 intensivpladser i reserve: ” Det er helt urealistisk at have 300 intensivpladser stående klar permanent. Rigtigt mange kommer til at stå tomme, og det vil være dyrt og et spild af ressourcer,” sagde direktøren for Herlev-Gentofte Hospital i april til Berlingske.

 

Som man ser, lå Danmark lavt i foråret. Det gør vi ikke længere. Antallet af nye indlæggelser er større end i de store europæiske lande, og det stiger hurtigere end andre steder
_______

 

Nu vil en kritisk læser spørge, om der overhovedet er noget, der tyder på, at Danmark kunne blive lige så hårdt ramt som landene længere nede på kontinentet; i foråret var forløbet jo meget mildere i hele Norden end i resten af Europa.

Men, ja, det er der faktisk. Data-indsamlingssitet Our World in Data indsamler også tal for hospitalsindlæggelser. Data er forsinkede og rækker i skrivende stund kun frem til 27. december, og der mangler tal for en række lande, herunder Sverige og Finland. Men det samlede billede giver anledning til en vis eftertænksomhed.

Grafen viser nye indlæggelser, altså ikke det samlede antal indlagte. Tallene omfatter alle indlagte, ikke kun intensivpatienter, og de er opgjort pr. uge og pr. million indbyggere, så man kan sammenligne på tværs af lande.

Som man ser, lå Danmark lavt i foråret. Det gør vi ikke længere. Antallet af nye indlæggelser er større end i de store europæiske lande, og det stiger hurtigere end andre steder.

De latineuropæiske lande toppede i begyndelsen af november, og Tyskland i begyndelsen af december. Storbritannien og Danmark fortsætter op. Danmark har ikke gjort det godt under anden bølge.



Danmark er dårligt forberedt på den nye mutation
Forhåbningen er naturligvis, at nedlukningen samt hurtig vaccination vil få reproduktionstallet – antal mennesker, en smittet smitter – til at falde, inden den nye, mere smitsomme virusmutation fra Storbritannien slår igennem og øger epidemiens fart igen. Beregninger fra Statens Serum Institut fra 4. januar viser, at man gerne skal have reproduktionstallet ned på 0,7, svarende til hvad det var under forårets nedlukning, før den nye mutation slår igennem; ellers går det galt. Lige nu er reproduktionstallet 0,96, fremgår det af notatet.



 

Noget tyder altså på, at viljen til at følge myndighedernes opfordringer til at blive hjemme, ikke længere er så stor. Udsigten til at få reproduktionstallet ned på 0,7 er dermed tilsvarende mindre
_______

 

Noget tyder på, at nedlukningen kommer til at gøre arbejdet alene; vi vil ikke få megen hjælp fra vaccinationsprogrammet. Det viser tal fra Israel, som er det land i verden, der er kommet længst med at vaccinere sine borgere. Den 5. januar havde Israel således fået vaccineret 1,37 millioner israelere svarende til 15 procent af befolkningen – De Palæstinensiske Selvstyreområder ikke medregnet. Men det er svært at se på smittetallene, der bare fortsætter op. Det skyldes ikke øget testning, men højere positivprocent blandt de testede, så det faktiske antal smittede i samfundet er formentlig også på vej op.



Og hvordan går det så med nedlukningen? Tal fra mobiltelefoner viser, at den virker, men stadig ikke helt så godt som i foråret, uanset at man denne gang også har lukket udvalgsvarebutikker. Her er en graf fra Apple (se nedenfor), som viser, hvor meget danskerne har bevæget sig rundt. Som man ser, virker nedlukningen, men ikke helt så godt som i marts. I offentlig transport er trafikken faldet med cirka 50 pct. mod 70-75 pct. i marts, og trafikken til fods er nede med måske 30 pct., mod 50 pct. i marts.

Billedet bekræftes i øvrigt helt af tilsvarende tal fra rejseplanlægger-appen Citymapper. Den viser, at den samlede trafik i København den 5. januar var på 19 pct. af det normale – og at den under nedlukningen i marts var helt nede på 10-11 pct. af normalen. Noget tyder altså på, at viljen til at følge myndighedernes opfordringer til at blive hjemme, ikke længere er så stor. Udsigten til at få reproduktionstallet ned på 0,7 er dermed tilsvarende mindre. Danmark har ikke alene klaret anden bølge relativt dårligt; vi fremtræder også dårligt forberedt på den nye virusmutation.


■

 

Noget tyder på, at nedlukningen kommer til at gøre arbejdet alene; vi vil ikke få megen hjælp fra vaccinationsprogrammet. Det viser tal fra Israel, som er det land i verden, der er kommet længst med at vaccinere sine borgere
_______

Apropos denne artikel:

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden

Rasmus Brun Pedersen i RÆSONs nye trykte nummer: Her er USA's plan for Grønland