Uffe Elbæk om sin kamp mod Kina: Kampen for demokrati og menneskerettigheder blev pludselig dybt personlig
13.09.2021
I 2012 repræsenterede Uffe Elbæk som kulturminister Danmark på de bonede gulve i Beijing. Dengang så han tegn på en demokratisk udvikling over alt i Kina. Men på meget kort tid udviklede situationen i landet sig til det værre – og så hjalp Elbæk en politiker og hans familie med at flygte ud af Hong Kong.
Her er historien fra Elbæks egen mund, om hvordan han som minister gik fra at fremme Kinas interesser i Danmark til at blive hængt ud i kinesiske medier, få sin telefon forsøgt hacket og nu have en kinesisk trussel om en arrestordre hængende over hovedet i en personlig og principiel kamp mod Kina.
Kronik af Uffe Elbæk, medlem af Folketinget for Frie Grønne og tidligere kulturminister. Kronikken er et bearbejdet uddrag af Uffe Elbæks kommende selvbiografi ”Et Liv”, som udkommer på Forlaget Ti Vilde Heste i starten af 2022
ONSDAG DEN 2. december 2020 var en af den slags dage, man ved, hvordan begynder – men ingen anelse har om, hvordan vil ende. I min kalender stod der blot Ted kl. 11.15. I kalender-noten blev overskriften uddybet: Alle medlemmer af Udenrigspolitisk Nævn samt partiernes udenrigsordførere var inviteret til at mødes med Ted Hui fra Det Demokratiske Parti i Hong Kong. Invitationsteksten fortsætter: ”Mødet finder sted i det sikrede rum af hensyn til sikkerheden”. På almindelig folketingsdansk betyder det, at der er en høj sandsynlighed for, at en fremmed magt har lyst til at lytte med på, hvad der bliver sagt under mødet. I dette tilfælde Kina.
Ted Hui var på dette tidspunkt en af de mest fremtrædende profiler i den demokratiske bevægelse i Hong Kong. Han havde siden 2016 været valgt ind i Det Lovgivende Råd, som i Hong Kong er den højest rangerende demokratiske forsamling. Men i november, da den Kina-venlige lokale regering fratog flere demokratisk valgte medlemmer af Det Lovgivende Råd deres pladser i parlamentet, valgte den samlede opposition, herunder Ted Hui, at trække sig. Nu var han landet i København for blandt andet at blive klogere på, hvordan Danmark arbejder med den grønne omstilling. Sådan lød i hvert fald den officielle forklaring. Sandheden var, at han ville hoppe af.
Det var ikke første gang, Ted Hui var i København. Første gang var til en Hong Kong-menneskerettigheds-konference på Christiansborg i slutningen af februar 2020, som jeg var vært for. På konferencen mødte Ted Hui de to danske ungdomspolitikere Thomas Rohden fra de Radikale og Anders Storgaard fra de Konservative. Efter at være vendt hjem til Hong Kong, holdt Ted Hui kontakten til Thomas og Anders, og i takt med, at den demokratiske situation i millionbyen forværredes, arbejdede de to ungdomspolitikere for, at Ted Hui kunne komme tilbage til Danmark. Det blev aldrig sagt direkte i deres samtaler, men ingen var i tvivl om, at besøget i Danmark kunne være Ted Huis mulighed for at hoppe af.
Hvad jeg ikke skænkede en tanke den eftermiddag var, at jeg, fordi jeg havde hjulpet Ted Hui med at komme ud af Hong Kong, ville få hele det kinesiske apparat imod mig
_______
Den politiske situation i Hong Kong blev hen over sommeren yderligere forværret med vedtagelsen af Den Nationale Sikkerhedslov. En lov, hvis eneste formål er, at gøre interne som eksterne kritikere af Kina tavse. Loven er så tilpas uklar i sine formuleringer, at ingen fra demokratibevægelsen anede om de var købt eller solgt. Eksempelvis kan stort set enhver kontakt med udenlandske personer eller organisationer potentielt udlægges som undergravning af statsmagten. Hvis Ted Hui blev i Hong Kong, havde han god grund til at frygte, at politiet en dag ville banke på hans dør og sende ham mange år i fængsel.
Hen over efteråret blev Ted Huis besøg i Danmark skubbet flere gange, men i slutningen af november fik han endelig tilladelse til at rejse til Danmark i tre dage. Det her var hans chance. Nu var udfordringen blot, hvordan han kunne få sin familie med ud. Planen blev, at hans kone, børn og forældre skulle rejse nogle dage efter Ted, ikke til Danmark, men til England. Familien ville så blive genforenet, når Ted Huis besøg i Danmark var forbi. I stedet for at flyve tilbage til Hong Kong, ville han nemlig tage flyveren til London. Det var planen.
Umiddelbart inden Ted Hui skulle rejse til Danmark, krævede politiet i Hong Kong pludselig et mere uddybende besøgsprogram. Jeg havde gennem hele efteråret været i dialog med Anders og Thomas omkring Teds besøg, og nu rakte de ud til mig for at høre, om jeg ikke med mine kontakter kunne organisere et falsk besøgsprogram inden for de næste ti-tolv timer. Jeg kontaktede øjeblikkeligt en række af mine venner inden for det grønne område – interesseorganisationer, tænketanke og medier – for at høre, om at de ville være interesseret i at møde en Hong Kong-politiker, der kom til Danmark i næste uge. Det ville de selvfølgelig gerne. Jeg takkede og skrev deres navne og virksomheder ind i besøgsprogrammet, vel vidende, at disse møder aldrig ville blive afviklet.
Da politiet i Hong Kong modtog det nye besøgsprogram, fik Ted Hui endelig lov til at gå ombord på flyet med kurs mod København, hvor han landede tirsdag den 1. december, dagen før mødet i det sikrede rum på Christiansborg.
”Vi er i luften”
Under hele mødet d. 2. december svarede Ted Hui seriøst på alle de spørgsmål, han fik af mine MF-kollegaer om situationen i Hong Kong. Herunder hvordan han vurderede Kinas næste træk, når det gjaldt at kvæle byens selvstændighed og den relative høje grad af frihed og selvstyre, byen indtil nu havde været kendetegnet ved. Hvad mine kollegaer ikke vidste var, at Ted Huis tanker under hele mødet kun kredsede om en ting: Var hans familie nu kommet sikkert igennem sikkerhedskontrollen i Hong Kong – var de mon allerede i gang med at boarde flyet til London? Hver gang Ted Hui fik mulighed for det, så han ned på sin telefon – der kom ingen besked fra familien.
Efter mødet med Udenrigspolitisk Nævn gik Ted Hui sammen med Thomas, Anders, to DR-journalister og mig ned til Frie Grønnes lokaler på Ridebanen. Det var der, han modtog den første sms-besked om, at hans kone, børn og forældre sad i flyet. Men endnu var flyet ikke lettet, og før det var kommet i luften, turde Ted ikke tro på, at det virkelig var lykkedes dem at narre ikke bare de lokale myndigheder, men også Kina.
Endelig tikkede beskeden ind på hans telefon: ”Vi er i luften”.
Teds krop var lige ved at kollapse af lettelse. Helt spontant rakte jeg ud efter ham og gav ham en kæmpe knuser. Lige der i omfavnelsen blev kampen for demokrati og menneskerettigheder ikke bare konkret, men dybt personlig. Hvordan hjælper man et andet menneske, der er på flugt? Uden den store indsats, Thomas og Anders havde gjort gennem de sidste mange måneder, og uden min hjælp på de sidste 100 meter, ville en af de mest prominente demokratiske stemmer i Hong Kong med sikkerhed være endt i fængsel. Men nu sad han i stedet her i sikkerhed og skulle snart genforenes med sin familie.
Jeg var dengang overbevist om, at Kinas økonomiske udvikling ville gå hånd i hånd med en demokratisk udvikling
_______
2012: Et Kina i demokratisk udvikling
Hvad jeg ikke skænkede en tanke den eftermiddag var, at jeg, fordi jeg havde hjulpet Ted Hui med at komme ud af Hong Kong, ville få hele det kinesiske apparat imod mig. Dette stod i skærende kontrast til, hvordan jeg ti år tidligere var blevet modtaget med åbne arme i Beijing, hvor jeg som kulturminister var på officielt besøg i Kina i den første uge af 2012. Besøget blev tillagt en vis betydning af den kinesiske regering, fordi jeg var den første minister fra Helle Thorning-Smiths nye regering, der besøgte landet, og fordi Danmark desuden på dette tidspunkt havde EU-formandskabet.
Modtagelsen fejlede derfor ikke noget dengang i 2012. Mødet med min kinesiske ministerkollega fandt sted i en overdådig smuk sal, hvor jeg blev placeret i en af de klassiske dybe, brede og ikke mindst meget bløde lænestole, skråt over for min kinesiske ministerkollega. Vores respektive medarbejderstab sad på hver sin side, parallelt overfor hinanden og udgjorde den perfekte forhandlingsopstilling. Det var først, da jeg nærmest var forsvundet ned i lænestolen, at det gik op for mig, at min tolk var placeret bag en af de smukke blomsterdekorationer lige bag mig.
Det var nogle år siden, jeg sidst havde været i Beijing. Og endnu engang slog det mig, hvor hurtigt byen forandrede sig. Det var som om, hele højhuse skød op af jorden, mens man lå og sov. Der blev bygget døgnet rundt, og om natten kunne man se svejseflammerne fra de øverste etager på alle de større byggerier. Kontrasterne kunne ikke være større: hyper-kapitalisme side om side med resterne af Maos kulturrevolution.
Jeg var dengang overbevist om, at Kinas økonomiske udvikling ville gå hånd i hånd med en demokratisk udvikling. Jeg så tegn på det over alt: Medierne fik større og større spillerum og den offentlige samtale blev både friere og mere kritisk. Det samme gjaldt den kunstneriske frihed. Et enkelt besøg i galleri-kvarteret 798 Art District i Beijing var bevis nok. Kvaliteten og det kunstneriske sprog kunne godt konkurrere med de bedste gallerier i New York, London og Berlin. Altså hvis man lige så bort fra Ai Weiwei, som allerede på dette tidspunkt oplevede et massivt politisk pres fra regimet. Et emne jeg diplomatisk fik sneget ind i samtalen under den officielle middag, hvor jeg måtte fortælle min kinesiske kollega, at det så Danmark kritisk på. Han betragtede nøje sin tallerken, sagde ingenting og så gik vi videre til desserten.
Men selvom Ai Weiwei var under husarrest, var jeg optimistisk, når det gjaldt den demokratiske udvikling i landet. Gennem mine aktivistvenner i Hong Kong fik jeg op til besøget et klart indtryk af, at dialogen mellem de demokratiske kræfter i Hong Kong og i Beijing rakte både bredere og dybere ud i det kinesiske samfund. Mine egne samtaler med min kinesiske ministerkollega – ikke mindst en sen aften i Bruxelles – var overraskende ligefremme og ærlige. Kort sagt: Jeg så en lys fremtid for samarbejdet mellem Europa og Kina.
Da jeg kom hjem fra Beijing talte jeg derfor også varmt for, at Kina skulle placere deres planlagte Konfucius Institut i København, i stedet for i Oslo eller Stockholm – og sådan endte det også med at gå. Senere fik Københavns Zoo lov til at låne to pandaer fra Riget i Midten. Det var, som om alt bare kørte på diplomatiske skinner mellem København og Beijing i de år – ikke mindst med afsæt i det ambitiøse strategiske partnerskabsprogram, Danmark havde indgået med Kina allerede i 2008.
Hong Kong i går, Taiwan i morgen, os alle sammen i overmorgen – medmindre de demokratiske samfund siger fra i tide
_______
Et åbent fængsel
Men allerede året efter mit ministerbesøg i Beijing begyndte tvivlen at vokse i mig. Flere af mine nære venner i Hong Kong havde så sent som året før været overbevist om, at de kunne stole på aftalen mellem England og Kina om opretholdelsen af Hong Kongs særstatus efter overdragelsen i 1997. Nu fortalte de, hvordan de dag for dag oplevede, at Kina kulturelt og politisk var ved at overtage deres by. Hong Kong var støt i færd med at blive blot endnu en kinesisk millionby. Derfor kom det heller ikke som nogen overraskelse, da de unge i Hong Kong i 2014 gik på gaden i Paraplyrevolutionen med de to gymnasieelever Joshua Wong og Nathan Law i front.
Gennem de næste fem år, frem til byrådsvalget i november 2019, var det imponerende at se, hvordan de unge vandt befolkningens opbakning gennem både old school aktivisme som gadedemonstrationer og boykot af kinesisk ejede virksomheder, men også gennem et inspirerende kunstnerisk agitprop-sprog. Det kunne ses både ved demonstrationerne, på den nu legendariske Lennon-wall med de tusindvis af post-its, og i høj grad også på de sociale medier. De unge aktivisters politiske kreativitet, kulturelle nerve og demokratiske mod gik lige i hjertet på én.
Og resultatet udeblev ikke. Modstanden mod Kinas forsøg på at overtage styring af millionbyen – kulturelt, politisk og økonomisk – bare voksede og voksede og kulminerende med den overbevisende og helt uhørte byråds-valgsejr til demokratibevægelsen i 2019. Det var vel blot et spørgsmål om tid, før Kina måtte reagere. Hvis demokratibevægelsen i Hong Kong lykkedes med deres demokrati-projekt, kunne det inspirere til lignende oprør ikke bare internt i Kina, men i hele regionen. Det må have været et sandt rædsels-déjàvu for den kinesiske partitop: Hvad de så udvikle sig i Hong Kong lignede nærmest én til én det, der førte op til Tiananmen-massakren i Beijing for over 30 år siden. Begge oprør blev anført af ungdommen, med solid opbakning i den brede befolkning.
Historien gentog sig da også, da Kina først slog tilbage. Og den kinesiske regerings strategi var mindst lige så kynisk konsekvent i Hong Kong, som den havde været i Beijing i 1989: en blanding af massiv vold, fysiske og psykiske overgreb, masseovervågning, trusler og personlig intimidering. Dertil en sofistikeret manipuleret omskrivning af historien – først gennem målrettede medie-kampagner og senere ved censurering af al undervisningsmateriale.
Det var skræmmende er, hvor hurtigt det hele er gået. Først gik Kina målrettet efter demokratibevægelsens talspersoner og deres advokater, derefter profilerede erhvervsfolk, for at slutte med at lukke de få uafhængige medier i byen. Da den første angrebsfase var overstået – hvor den øverste ledelse af demokratibevægelsen blev isoleret og uskadeliggjort – startede fase to. Nu var det civilsamfundet og fagforeningerne, man gik efter.
Senest har lærernes fagforening måtte opløse sig selv, for at undgå at dets medlemmer og tillidsfolk skulle lide den samme skæbne som demokratibevægelsens ledende kræfter. På under to år er Hong Kong forvandlet fra at være et demokratisk åndehul i regionen, til at blive et åbent fængsel. Et fængsel, det er nærmest umuligt at flygte fra – Nathan Law og Ted Hui er desværre kun undtagelser, der bekræfter reglen.
Burde jeg have set faresignalerne allerede dengang i januar 2012? Måske. Men det ligger så dybt i min politiske forståelse, at der med materiel velstand også følger demokratisk udvikling. Og jeg er ikke den eneste, som har set verden igennem den forståelsesprisme. Jeg har snakket med flere Kina-kendere, der gennem de sidste ti år har været på den samme politiske rejse, som jeg har. Og som er kommet frem til det samme rationale: Hong Kong i går, Taiwan i morgen, os alle sammen i overmorgen – medmindre de demokratiske samfund siger fra i tide.
På under to år er Hong Kong forvandlet fra at være et demokratisk åndehul i regionen, til at blive et åbent fængsel
_______
Arrestordren
At jeg hjalp Ted Hui med at hoppe af, var for mig kulminationen på mere end to års intenst politisk arbejde med at løfte Hong Kong-konflikten og dermed Danmarks forhold til Kina op på den politiske radar på Christiansborg. Sammen med Amnesty Danmark og lokale Hong Kong-aktivister i København havde jeg afviklet flere Hong Kong-konferencer på Christiansborg og den samme kreds af samarbejdspartnere fik – til den kinesiske ambassades store fortrydelse – tilladelse til at opstille Jens Galschiøts skulptur Skamstøtten på Christiansborgs Slotsplads i foråret 2020. Parallelt hermed stillede jeg et hav af spørgsmål til udenrigsminister Jeppe Kofod, med det mål at få Danmark til at formulere en langt mere kritisk position overfor Kina.
Dette arbejde gav frugt om aftenen mandag den 21. december 2020 i Folketingssalen, tre uger efter, Ted Hui var hoppet af. Jeg havde denne aften sammen med en række MF-kollegaer taget initiativ til en Kina-forespørgselsdebat, hvor vi blev enige om den mest Kina-kritiske udmelding, Folketinget nogensinde har formuleret. Det var ikke bare mig, der havde ændret holdning til Kina, det havde mine kollegaer på tværs af blokkene også – og det samme billede ser man for øvrigt i de fleste europæiske lande.
På grund af mine Hong Kong-aktiviteter – men ikke mindst det, at jeg hjalp Ted Hui med at hoppe af – har jeg nu også følt konsekvenserne af, at gå op imod Kina. Et var, at det var helt overvældende at opleve, at blive nævnt på regeringspressemøder i både Hong Kong og Beijing, og at mit ansigt blev vist på kinesisk TV og avisernes forsider. Noget andet – og langt mere alvorligt – er, at jeg nu har en kinesisk trussel om en arrestordre hængende over hovedet.
Endnu er det kun blevet ved truslen, men de kinesiske myndigheder har meldt ud, at de aktivt undersøger muligheden for at rejse en sag imod mig. Blandt andet har Kina bedt den danske regering om at være behjælpelig med at indsamle materiale på mig – hvilket man selvfølgelig har afvist. Men alene truslen om en arrestordre har betydet, at jeg nu kun kan rejse frit i EU, Storbritannien, Nordamerika, Australien, New Zealand, Sydkorea, Japan og Taiwan. Stort set alle andre lande er forbundet med en vis risiko på grund af deres udvekslingsaftaler med Kina. Dette er vel at mærke ikke min vurdering, det er PETs.
Senest er min computer og telefon forsøgt hacket, så jeg med hjælp fra Folketingets IT-sikkerhedsfolk måtte skifte koder på alle mine platforme. Og mens jeg skriver dette, bliver mine e-mails for det sidste halve år undersøgt, for at finde eventuelle huller i systemet, som Kina eller en anden tredje magt kunne være kommet ind af. Men det, der personligt gør mest ondt på mig er, at jeg ikke længere kan tale eller skrive med mine nære Hong Kong-venner, uden at udsætte dem for unødig risiko for at blive anklaget for at samarbejde med udenlandske kræfter.
Jeg tager truslen om den kinesiske arrestordre som en demokratisk hædersbevisning. På en måde er der noget næsten symbolsk over, at jeg ender min sidste Folketingsperiode med at have Kina som modstander
_______
Transnational undertrykkelse
De kinesiske myndigheders reaktioner overfor mig, står på ingen måde mål med, hvor ubetydelig en politiker jeg er i den store sammenhæng. Når Kinas reaktion var så voldsom, skyldtes det, at Ted Hui og hans families flugt fra Hong Kong blev oplevet som et gevaldigt ansigtstab for den kinesiske regering. Og hvis der er noget Kina ikke kan lide, så er det at tabe ansigt – og da slet ikke overfor to ungdomspolitikere og et midaldrende dansk folketingsmedlem. Derfor ønskede Kina at statuere et eksempel. Verden skulle vide, at Kina ikke var bange for at gå direkte efter folkevalgte politikere i Europa.
En gang for alle skulle det slås fast, at den nationale sikkerhedslov ikke bare er rettet imod indbyggerne i Hong Kong, men også kan anvendes overfor borgere, journalister, forskere, virksomheder og institutioner uden for Kina, der direkte eller indirekte samarbejder med Hong Kongs demokratibevægelse eller andre kritiske kræfter internt i Kina. Som Freedom House konkluderede i deres Kina-rapport fra 2021: ”Kina fører verdens mest sofistikerede, globale og omfattende kampagne for transnational undertrykkelse”.
Derfor er det i dag helt relevant at stille spørgsmålet: Er det Kina, der skal definere de internationale spilleregler i fremtiden, eller er det de demokratiske samfund? Jeg har taget mig selv i næsten at lyde som et ekko fra den kolde krig, når jeg debatterede Kina og Danmarks holdning overfor landet. Men beviserne på, hvordan Kina i dag i internationale fora målrettet går efter at ændre selve definitionen på menneskerettigheder, taler deres eget sprog. Ligeledes har det storstilede Belt and Road Initiative – Kinas store plan for infrastukturinvesteringer i op mod 70 andre lande – vist sig at være et skræmmende effektivt hold-kæft-bolsje i de lande, der får gavn af projektet. Når det kommer til pression af alt og alle, der ytrer sig kritisk både i og udenfor Kina, får man fornemmelsen af, at Kina kan nå dig, uanset hvor du befinder dig på kloden.
Selvom jeg i Folketinget også har arbejdet med menneskerettighedsproblemerne i fx Tyrkiet, Ungarn og senest Polen, er undertrykkelsen af demokratibevægelsen i Hong Kong blevet en personlig sag for mig. Hvorfor? Fordi min relation til Hong Kong er personlig. Jeg har besøgt byen flere gange igennem de sidste tyve år og jeg har nære personlige venner der. Dem vil jeg af åbenlyse grunde ikke fortælle mere om – og det fortæller jo i sig selv en hel del. På nærmeste hold har jeg oplevet, hvordan deres frihedsrum er blevet mindre og mindre, indtil i dag, hvor en sms eller et telefonopkald fra mig udgør en reel sikkerhedsrisiko for dem. Det er oprigtigt ikke til at bære, hvordan disse kloge, dygtige og menneskevarme mennesker er blevet gjort tavse.
Så fortryder jeg, at jeg hjalp Ted Hui ud af Hong Kong? Ikke et sekund. Jeg tager truslen om den kinesiske arrestordre som en demokratisk hædersbevisning. På en måde er der noget næsten symbolsk over, at jeg ender min sidste Folketingsperiode med at have Kina som modstander. Men de kan bare komme an, kan de. For da jeg så Ted Hui ind i øjnene, da han modtog beskeden om, at hans familie var i sikkerhed, mærkede jeg, hvad friheden betyder.
Den betyder alt. ■
Jeg har taget mig selv i næsten at lyde som et ekko fra den kolde krig, når jeg debatterede Kina og Danmarks holdning overfor landet. Men beviserne på, hvordan Kina i dag i internationale fora målrettet går efter at ændre selve definitionen på menneskerettigheder, taler deres eget sprog
_______
Uffe Elbæk (f. 1954) er MF for Frie Grønne og tidligere kulturminister (oktober 2011 til december 2012). Kronikken er et bearbejdet uddrag af Uffe Elbæks kommende selvbiografi ”Et Liv”, som udkommer på Forlaget Ti Vilde Heste i starten af 2022. ILLUSTRATION: Daværende kulturminister Uffe Elbæk indgår en aftale om etablering af kulturcentre i København og Beijing med den kinesiske underskriver H.E. Li Ruiyu. Daværende statsminister Helle Thorning står i baggrunden; uden for billedet står Magrethe Vestager, d. 16. juni 2012 [Foto: Lars Krabbe/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix].
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
