Trine Villumsen til RÆSON SØNDAG: Hvordan undgår vi en europæisk energikrise i fremtiden?

21.11.2021

Danmark og Europa står midt i en energikrise. Uventet og uforståelig. Og spørgsmålet er, hvad vi gør næste gang, vi står i en krise som den nuværende. Vi er i Europa dybt afhængige af gasimport fra udlandet, og alle lande i Europa ønsker større energi-uafhængighed. Der er dog uenighed om, hvorvidt uafhængighed og suverænitet skal prioriteres over den grønne omstilling.



I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.

Trine Villumsen i RÆSON SØNDAG

Danmark og Europa står midt i en energikrise. Uventet og uforståelig. Så hvad gik der galt? Svaret ligger et sted mellem naturens kræfter og politik.

Først til naturen. Vi må starte i den særligt kolde vinter, der ramte Europa i 2020/2021. Temperaturerne var mange steder meget lave, og derfor brugte vi mere gas på at varme vores huse op end normalt. Gaslagrene i Europa blev lige så stille mindre og mindre. Men det stoppede ikke der. Den kolde vinter blev efterfulgt af en meget varm sommer. Vi var mange, der gik og tænkte på klimaforandringerne i de varme dage og uger. Men vi skulle også have tænkt på gas. For samtidig med at det var supervarmt, var det også vindstille. Så al den energi vi brugte på at nedkøle varer og huse for at komme igennem varmebølgen kom ikke fra grøn strøm. Den kom fra gas og til dels kul. Oven i dette oplevede Norge mindre nedbør i 2021. Det betød, at de store vandkraftværker ikke producerede lige så meget strøm normalt. Det er ellers norsk vandkraft, vi normalt har som backup, når vinden ikke blæser i Danmark. Den perfekte storm, har nogle kaldt det. Kulde. Varme. Vindstille.

Men hele forklaringen ligger ikke i naturens rasen. Vi har også set gasfelter blive taget ud af drift pga. renovation, som fx det danske gasfelt Thyra. Og i Holland er man ved at udfase det store Groeningen felt. Vi producerede simpelthen mindre gas selv i 2020 og 2021.

Og så kom vi med fuld drøn ud af COVID-19 lockdown i 2021. Det gav behov for mere gas til produktion i hele verden. Der var ekstra smæk på i Østasien, og Kina var også pludselig aftager af store mængder gas fra Rusland. Kina har forsøgt at skalere ned på sit kulforbrug i lyset af klimaforandringerne, og Rusland var villig leverandør. At de europæiske gaslagre ikke var fyldt tilstrækkeligt op i forvejen, føjede kun spot til skade.

Normalt vil en øget gasefterspørgsel i Europa føre til øgede mængder af gasleverancer fra Rusland. Men her gik en stopklods ned. Ruslands Gazprom har leveret i henhold til eksisterende aftaler, men ikke mere. Og her falder kæden af for Europa. Vi er dybt afhængige af gasimport. Faktisk er 90 pct. af den gas, vi bruger i EU, leveret udefra. Rusland står for ca. 40 pct. af Europas samlede forbrug.

Europa-Parlamentet råbte allerede vagt i gevær i et åbent brev til Europa-Kommissionen i september måned. Heri forlangte man, at der blev sat en undersøgelse i gang om, hvorvidt Gazprom har kastet Europa ud i en nuværende krise for at få presset godkendelsen af den omstridte gasledning i Østersøen – Nord Stream 2 – igennem. Det var let at se en sammenhæng mellem et upopulært gasprojekt og Europas trængsler for europaparlamentarikerne.

Og krisen kommer da heller ikke ubelejligt for Gazprom og Nord Stream 2. Det er lettere at forhandle gasledninger igennem, når et samlet Europa står overfor en vinter med alt for lidt gas. Måske var krisen det, der skulle til for, at den uheldige gasledning kunne blive endeligt godkendt. Forhandlingerne har da også været i gang. I midten af sidste uge stoppede de dog. De tyske myndigheder vendte fingeren nedad i forbindelse med en endelige certificering af Nord Stream 2’s tyske operatør. Processen er suspenderet. Hvornår og hvorvidt der kommer en godkendelse, flagrer i vinden. Men at Gazprom ligefrem skulle have fremprovokeret krisen, er nok at gå et skridt for langt. Det er mig bekendt stadig ikke russisk udenrigspolitik at ændre på vejret. Selvom teknikkerne findes i laboratorier og i drømmene hos tech-optimistiske klimaforkæmpere.

Forbrugerne er umiddelbart de helt store tabere. Gas- og elregningerne stiger eksplosivt og mange regeringer – herunder den danske – har været ude med hjælpeforanstaltninger. Men spørgsmålet er, om det nok, og hvad gør vi næste gang, vi står i en krise som den nuværende.

 

I Litauen har man længe forsøgt at gøre sig uafhængig af russisk gas. Landet var 100 pct. afhængig af Rusland frem til 2014, hvor man valgte at leje en flydende LNG-terminal fra et norsk firma
_______

 

Independence
Nogle har peget på, at den grønne omstilling er gået for stærkt. Det er den dyre, grønne elpris, der har fået priserne til at skyde i vejret. Men nej. Energikrisen handler om gas. Mangel på gas. Og så handler den om, at elprisen i Europa sættes med et klima-aftryk, når man handler den. Når der ikke er nok (billig) grøn energi til at fylde nettet, så kommer det dyrere gas og kul ind og prisfastsætter elprisen. Med de briller på, er den grønne omstilling gået for langsomt. Der skulle ganske enkelt være mere frem for mindre vedvarende energi i nettet og i handlen, for at prisen falder.

Andre har sagt, at vi bør lade være med at straffe forbrugerne i en situation, hvor der ganske enkelt er naturlige årsager til, at den grønne andel har været så lille. At man bør sløjfe den merpris, gas og kul straffes med pt., når den handles på el-børsen. Man kunne være fræk og sige, at det ville være som at tisse i bukserne for at holde sig varm. For vejret er jo trods alt afhængigt af, hvordan vi behandler klimaet. Mere CO2, større klimaforandringer. Større klimaforandringer, mere farligt og ekstremt vejr.

Spørger man rundt om Østersøens kyst hos vores naboer er der forskellige svar. På et webinar, som jeg afholdt på DIIS d. 15.11., diskuterede vi netop dette spørgsmål.

I Polen er man ikke i tvivl om at Rusland gnider sig i hænderne i disse dage. Rusland er ikke just populær hos vores naboer mod sydøst. For Polen ligger svaret i norsk gas, som de håber at kunne modtage ved udgangen af 2022, når Baltic Pipe er bygget færdig. Der kom nogle hasselmus i vejen i Danmark her i sommer, og projektet blev standset af Miljøstyrelsen, men polakkerne regner stadig med, at projektet bliver færdigt til tiden. Det skal det helst. Den polske regering har nemlig tænkt sig at sløjfe gasimport fra Rusland, der i mange år er pumpet gas ind gennem Yamal-rørledningen til de polske forbrugere til en rigtig høj pris, og med nogle hårde betingelser som fx ingen videresalg, hvis landet ikke selv brugte gassen.

Udover norsk gas, så satser Polen på atomkraft. I Polen er atomkraft rubriceret som grøn energi. Det har dog indtil videre lange udsigter. Så i mellemtiden har man høje tanker om det kul, der altid har været Polens store stolthed. ”Polen står på kul”, som sloganet længe har lydt. Problemet er bare, at kul skal udfases pga. det høje klimaaftryk. Løsningen – i polsk optik – er ”clean coal” (rent kul).

I Litauen har man længe forsøgt at gøre sig uafhængig af russisk gas. Landet var 100 pct. afhængig af Rusland frem til 2014, hvor man valgte at leje en flydende LNG-terminal fra et norsk firma. Terminalen modtager flydende naturgas fra hele verden og er netop blevet forlænget til at skulle levere gas til de litauiske gaskunder frem til 2034. Den hedder ”Independence”, og det er nok ikke nødvendigt at forklare hvorfor.

I Litauen har man også masser af planer om grøn energi, og har netop haft en udbudsrunde vedrørende en stor havvindmøllepark, men blikket er stadig vendt mod den store stolthed – den flydende naturgas. Så det er et kæmpe tema i Litauen at erstatte diesel-drevne lastbiler med lastbiler, der kan køre på LNG (flydende naturgas). Samtidig er Litauen lige nu meget optaget af den afkobling fra de russisk-belarussiske elnet (BRELL) og tilkoblingen til det kontinentaleuropæiske net gennem Polen. EU har det som prestigeprojekt, og regner med at det kan ske i 2025. Imidlertid har Litauen allerede lukket for tilførslen af strøm fra Belarus. Her er man begyndt at producere strøm fra et nyt atomkraftværk, som Litauerne betragter som usikkert. Der har da også været mange rapporter om uregelmæssigheder under opførslen af værket. Vilnius – Litauens hovedstad – ligger i øvrigt i nedfaldszonen, skulle et større uheld ramme det nye A-kraftværk Astravets. Ikke en rar tanke.

Mens vores naboer i Polen og Litauen har hver deres syn på energikrisen og mulige veje ud af den, har Danmark store planer med de såkaldte Energi-øer. Den største, der kommer til at ligge i Nordsøen, er en kunstig ø, der skal kunne levere strøm til 10 millioner europæiske husstande, når den står færdig i 2033. Den anden planlagte energi-ø er Bornholm, der kommer til at være forbindelsespunkt for en masse store havvindmølleparker i Østersøen. Ideen er at opsamle strømmen fra vindmøllerne og opbevare den som en anden energiform – Power-to-X, som det hedder på nydansk. I første omgang skal vindstrømmen gemmes som hydrogen.

Der er mange idéer på energiscenen i disse dage. Men om de løser fremtidige energikriser, kan man kun gisne om. Litauen og Polen har energi-uafhængighed eller suverænitet som første prioritet. Klimaet som anden. I Danmark er vi bidt af det grønne, og vi vil om kort tid igen kunne være selvforsynende med gas, når Thyra-feltet genoptager udvindingen af gas fra den danske sokkel. Men naturen og politikken vil stadig spille sammen på finurlige måder i Europa, hvis vi ikke finder ud af at arbejde mere sammen på energiområdet. Det kræver, at både klima- og geopolitiske hensyn tænkes ind i energiforsyningen. ■

 

Litauen og Polen har energi-uafhængighed eller suverænitet som første prioritet. Klimaet som anden. I Danmark er vi bidt af det grønne, og vi vil om kort tid igen kunne være selvforsynende med gas
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland