Trine Pertou Mach: Vaccineuligheden understreger et massivt svigt af verdens lavindkomstlande. Det modarbejder både dem og os selv

05.07.2021

Coronapandemien har endnu engang vist os, at der er brug for meget mere end halvhjertet velgørenhed og drypvise donationer i en krisetid. Virussen har ramt helt skævt og har understreget, hvor ulige samfund vi lever i. Men også, at man ikke kan bekæmpe en pandemi i én del af verden uden at få alle med. Der er behov for et grundlæggende opgør med giver-modtager-mentaliteten samt en gentænkning af de globale kriselogikker.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Trine Pertou Mach, politisk chef i Oxfam IBIS

Vi er nu 16 måneder inde i den største sundhedskrise i 100 år. Herhjemme er genåbningen godt på vej, og vi har tilmed udsigt til at kunne bruge sommerferien på at rejse rundt i Europa. Men i store dele af verden ser det fortsat særdeles bekymrende ud. WHO advarer om en alvorlig tredjebølge i Afrika, mens pandemien i Latinamerika har sat den demokratiske udvikling tilbage.

Blot 1 pct. af Afrikas befolkning er færdigvaccineret, 8 pct. i Asien og 12 pct. i Sydamerika. I Danmark er godt 32 pct. færdigvaccinerede, mens UK og USA snart er halvvejs.

Næsten 3 mia. vaccinedoser er blevet administreret globalt, men blot 0,9 pct. af vaccinerne er gået til lavindkomstlande. Nye beregninger fra People’s Vaccine Alliance og Oxfam viser, at det vil tage op til 57 år, før alle er vaccinerede i lavindkomstlandene med det nuværende vaccinationstempo. G7-landene forventes færdigvaccineret allerede ved udgangen af januar 2022.

Den globale ulighed og skævhed er med andre ord umulig at overse.

De rige landes opførsel er værre end nogens værste mareridt
En koalition af farmaceutiske virksomheder og regeringer fra det globale, rige nord har fra begyndelsen af pandemien blokeret for, at opskriften på en mulig vaccine kunne deles med andre vaccineproducenter. Derudover har de underprioriteret og undermineret multilaterale initiativer som det internationale samarbejde Covax, der skulle sikre global fordeling af vacciner til de fattigste lande. Tidligere chef for WHO’s vaccinationsprogram kalder Covax for en ædel idé men en sørgelig realitet.

Gavin Yamey fra Duke University, som var en del af arbejdsgruppen bag Covax, siger om initiativet, at det var en smuk og solidarisk idé, som desværre ikke blev indfriet, fordi ”rige lande har opført sig dårligere end nogens værste mareridt”.

 

Pandemien og den absurde ulige vaccinefordeling har klart understreget udfordringerne ved den grundlæggende tilgang til global krisehåndtering og udvikling
_______

 

Også anmodninger om, at de store medicinalvirksomheder kunne dele teknologi og knowhow, er faldet for døve ører. Verdenssundhedsorganisationen WHO’s Covid-19 Technology Access Pool (C-TAP) –en enhed, der kan modtage og distribuere forskning og vejledning til de forskellige vacciner – har ikke modtaget en eneste anmodning fra firmaer, der vil tilbyde at overføre sin tekniske knowhow til bekæmpelse af Covid-19.

Medio juni besluttede de magtfulde økonomier i G7 så, ved en stort opslået annoncering, at sende penge til og distribuere 870 mio. vaccinedoser i de fattigste lande over det næste halvandet år. Det er godt, at de rige lande åbent erkender, at man ikke kan bekæmpe pandemien i én del af verden uden at få resten med. Men 870 mio. vaccinedoser slår ringe til.

Der er behov for 11 mia. vaccinedoser til at immunisere 70 pct. af verdens befolkning og dermed bekæmpe pandemien én gang for alle, alle steder, lyder det fra WHO.

Problemet stikker meget dybere end det lave antal velgørenhedsdoser fra G7
G7-landenes aftale er symptombehandling. Og det er endnu en afsporing af debatten fra de strukturelle årsager, der er skyld i den ulige adgang til vacciner – og mere generelt til de globale uligheder, der eksisterer globalt, og som COVID-19-krisen kun har fremhævet. Pandemien og den absurde ulige vaccinefordeling har nemlig klart understreget udfordringerne ved den grundlæggende tilgang til global krisehåndtering og udvikling.

”Man skal ikke give en fisk, men i stedet en fiskestang og muligheden for at fiske” er et brugt billede på bæredygtig udvikling. Det er et vigtigt princip – også når det gælder modstandsdygtighed overfor alle stadierne af denne krise: Vaccinationer og revaccinationer, økonomisk genopretning samt håndteringen af fremtidige pandemier.

 

Disse argumenter [imod patentfrigørelse] ignorerer det faktum, at milliarder af offentlige kroner har finansieret forskning og udvikling af covid-19 vacciner samt mange års grundforskning på offentligt finansierede universiteter
_______

 

Hvis patentrettigheder var blevet givet fri og vaccineopskrifter og teknologier delt med det samme, ville langt flere lande kunne bidrage til at producere de nødvendige vacciner. Samtidig ville flere lande kunne tage ejerskab over produktionen og ikke være prisgivet de store medicinalvirksomheder og deres økonomiske interesser. Det ville ikke blot have været den mest solidariske, men også den mest holdbare tilgang.

Men de magtfulde, vaccinehamstrende lande har i stedet valgt en markedsbaseret tilgang med privat kontrol med levering, pris og distribution af vaccinerne. De fastholder, at det vil gå hårdt ud over medicinalvirksomheders profit og lyst til at investere store beløb i at udvikle nye vacciner til kommende pandemier. Kansler Merkel har fx flere gange sagt, at hun ikke tror på, at en midlertidig patentfrigørelse er løsningen til at sikre vacciner til flere.

Men disse argumenter ignorerer det faktum, at milliarder af offentlige kroner har finansieret forskning og udvikling af covid-19 vacciner samt mange års grundforskning på offentligt finansierede universiteter. De ignorerer videre den virkelighed, vi står i: en ekstraordinær krisesituation, der kræver ekstraordinære løsninger. Produktionen er alt for lav, og industrien bidrager ikke bidrager, hvor de opfordres til det.

Modstanderne af en midlertidig patentfrigørelse sætter i stedet deres lid til flere frivillige licensaftaler samt tvangslicenser, øget produktionskapacitet og stop af eksportforbud.
Løsninger, der desværre har vist sig langt fra at være tilstrækkelig til at producere vacciner til alle, og som på ingen måde adresserer grundlæggende udfordringer og uligheder.

 

Over et år inde i pandemien har de politiske ledere desværre skuffet fælt og er skyldige i netop det, de lovede ikke at gøre: De har efterladt store dele af verden uden vacciner
_______

 

Velgørenhed og halvgamle overskudsvacciner er ikke nok
De corona-pressede lavindkomstlande har krav på mere end velgørenhed og halvgamle overskudsvacciner. Det er håbløst at fastholde en verdensorden, hvor de skal vente i årevis – og på de rige landes nåde – for at få en ærlig chance for selv at bekæmpe pandemien og igen vende tilbage til skole, job og et værdigt liv.

COVID-19 har allerede kostet knap 4 mio. menneskeliv, og samtidig har konsekvenserne af krisen øget uligheden markant. Indkomst, bopæl, etnicitet, race, køn og tilknytningsformer til arbejdsmarkedet har været styrende for, hvor udsat man har været for pandemiens følgevirkninger.
En ny undersøgelse fra University College London viser fx, at dødstallet i England var ca. 25 pct. højere i fattige områder end i resten af landet.

Globalt er millioner af mennesker blevet skubbet ud i ekstrem fattigdom, mens samfund og liv er bragt i knæ. Det vurderes, at over 30 mio. børn og unge verden over aldrig kommer tilbage i skole efter coronakrisen, hvilket får alvorlig betydning for resten af deres liv.

Det seneste halvandet år har på alle måder været udfordrende. Men det giver også et uset momentum for at skabe de forandringer, der skal til, hvis vi for alvor vil sikre en bæredygtig fremtid for hele verden – ikke blot os selv.

G7-landene og andre magtfulde spillere på den globale scene, herunder EU, må gøre mere for at skabe globale rammer, der passer til den verden, vi lever i anno 2021 – hvor ”Build Back Better” rent faktisk er en frase, man tager alvorligt. Det er på høje tid, at menneskers og planetens velbefindende sættes før profit og patenter.

Danmark og resten af verdens lande skrev i 2015 under på FN’s verdensmål og lovede ikke at lade nogen i stikken. Det forpligter, og vaccineuligheden er et meget konkret sted at vise, at man mener det alvorligt.

Over et år inde i pandemien har de politiske ledere desværre skuffet fælt og er skyldige i netop det, de lovede ikke at gøre: De har efterladt store dele af verden uden vacciner og med lange fremtidsudsigter for en økonomisk og social genopretning.

 

Velgørenhed og sporadiske donationer af overskudsvacciner slår langt fra til, og det er et udtryk for en yderst kortsigtet tilgang. Kriserespons bør i stedet indtænke langsigtet og bæredygtig genopretning
_______

 

Bæredygtig kriserespons
Velgørenhed og sporadiske donationer af overskudsvacciner slår langt fra til, og det er et udtryk for en yderst kortsigtet tilgang. Kriserespons bør i stedet indtænke langsigtet og bæredygtig genopretning og have langt mere fokus på ulighedsbekæmpelse, bedre omfordeling og menneskerettigheder – og ikke blot symptombehandle.

Det skal også ske gennem udvikling af stærke, velfungerende samfundssystemer med investeringer i god offentlig sundhed og uddannelse, der gør lande modstandsdygtige overfor kriser. Vores egen samfundsmodel gjorde netop en markant forskel for vores evne til kollektivt at stå gennem pandemien.

Og så er vi tilbage ved fiskestangen. Kriseresponsen skal flytte verden et bedre sted hen, bygge noget bedre end det, der var. Ikke fortsætte skævheden, afhængigheden og sårbarheden. Der er ikke behov for at reproducere de skævheder, der åbenlyst ikke gør flere lande i stand til at klare sig selv.

Det er derfor positivt, at den nye danske udviklingspolitiske strategi, ’Fælles om Verden’, har et stærkt fokus på de strukturelle årsager til ulighed og på det langsigtede, svære udviklingssamarbejde. Det er akkurat det, der er behov for i en verden, hvor vi skal være fælles om at forebygge kommende kriser og om at opfylde princippet om ’Leaving No One Behind’.

Denne finansiering kræver penge, men de skrøbelige lande er udfordret af faldende skatteindtægter og bistand samt stigende gæld. Skat er netop fiskestangen, der langsigtet skal sikre finansieringen af uddannelse, sundhed og udvikling. Den globale kriserespons bør i højere grad understøtte national ressourcemobilisering, der kan finansiere sociale serviceydelser og medvirke til at skabe bæredygtige samfund, der er både modstandsdygtige og kan klare sig selv.

Der er behov for et skifte fra nationalisme til internationalisme, fra konkurrence til samarbejde og fra velgørenhed til solidaritet. ■

 

Så er vi tilbage ved fiskestangen. Kriseresponsen skal flytte verden et bedre sted hen, bygge noget bedre end det, der var. Ikke fortsætte skævheden, afhængigheden og sårbarheden
_______

 

Trine Pertou Mach er politisk chef i Oxfam Ibis og bl.a. tidligere leder af økonomisk udvikling og fredsopbygning i International Alert og medlem af Folketinget for SF. Hun er derudover forhenværende forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke. ILLUSTRATION: Medlemmer af Economic Freedom Fighters protesterer i Pretoria, Sydafrika for at få flere vacciner under Afrikas tredje bølge af covid-19, fredag 25. juni 2021. [FOTO: Alet Pretorius/AP/Ritzau Scanpix]