Trine Pertou Mach: Man kan håbe, at den nyopdagede omikron-variant kan være et wake-up-call for EU og andre modstandere af ophævelse af vaccinepatentet

30.11.2021


Vi har hørt det fra politikere over hele kloden: Ingen er sikre, før alle er sikre. Men det bliver en noget tom omgang, når der samtidig ikke er villighed til at rydde alle de elementer væk, der kan udgøre en barriere for at sikre nødvendig og ligelig adgang til vaccinerne. Og temmelig mange aktører vurderer, at intellektuelle ejendomsrettigheder er en betydelig barriere for at udbrede produktion af og adgang til vacciner.



Kommentar af Trine Pertou Mach, politisk chef i Oxfam IBIS

Hvis den stigende bekymring om coronasmitte i Danmark ikke var nok til at minde en om, at ’COVID-19 stadig er derude’, så må den nye Omikron-variant være en øjenåbner: Man kan ikke endegyldigt slå corona ned i den rigeste del af verden, når virussen florerer i fattigere lande uden lignende muligheder for bekæmpelse.

Nu er situationen denne: I sidste uge kom omikron-varianten, da Sydafrika rapporterede opdagelsen af varianten til WHO. Få dage efter kom der flere steder i Europa, herunder Danmark, nye påbud om mundbind, tests og ikke mindst rejserestriktioner. 

Konkret førte det til aflysning af Ministerkonferencen i WTO-regi, der skulle finde sted denne uge. Det kan virke paradoksalt – for et af punkterne var utrolig aktuelt, nemlig det efterhånden ét år gamle forslag om midlertidig tilsidesættelse af patentrettighederne på COVID-19-relaterede medicinske produkter, herunder vacciner. Forslaget blev oprindeligt stillet af netop Sydafrika og Indien. Formålet er at få banket produktionen af vacciner i vejret og give muligheden for at producere vacciner regionalt.

Forhandlingerne er foregået over mange måneder, og der er foretaget en del krumspring, selvom stadig flere lande bakker op. EU, herunder Danmark, blokerer desværre stadig forslaget. Men EU’s modvillige tilgang kan betyde forskel på liv eller død – ikke mindst i verdens fattige lande. Moralsk er det stærkt problematisk; men også politisk og økonomisk er konsekvenserne markante af den fortsatte COVID-19-krise.

 

Med et verdenssamfund i krig med en virus, der fortsat muterer og bryder ud rundt omkring, skal der forsyninger til fronten så hurtigt og massivt som muligt
_______

 

Fortsat dødvande i WTO-forhandlinger
Tilbage i efteråret 2020 da Sydafrika og Indien fremsatte forslaget i WTO, blev det netop begrundet i den globale nødsituation, som COVID-19 pandemien er, og behovet for at samarbejde for at løse den. Forslaget foreslår ikke, at patentsystemet skal afskaffes, ikke for evigt tilsidesættes; men går netop på midlertidighed, fordi det handler om bekæmpelse af COVID-19 og hviler på nødvendigheden af, at intellektuelle ejendomsrettigheder som patenter, industrielt design, copyright og beskyttelse af bestemte typer information, ikke blev barrierer for at sikre behørig adgang til beskyttelse. I maj 2021 fremlagde de en revideret model, der skulle imødekomme nogle af de modstandere, der ikke mente forslaget var specifikt nok. Det reviderede forslag henviser til det kritiske, globale behov for en diversificering af produktionen, netop grundet fremkomsten af mange nye varianter og mutationer.

EU-Kommissionen har fremsat et alternativt forslag, eller som nogle kalder det, et modforslag til Waiver-forslaget stillet af Indien og Sydafrika. Læger Uden Grænser kalder EU’s forslag svagt, afledende og uden reelle tilføjelser til status-quo. Under forhandlingerne i oktober blev det lækket af HuffPost, at EU har arbejdet på et dokument, som ifølge Læger Uden Grænser er endnu et forsøg på at gå imod forslaget om en midlertidig suspendering af patenter. Analysen er, at EU-forslaget fortsat vil kræve, at hvert land individuelt indgiver og anvender tvangslicenser på hver komponent, produkt osv., hvilket gør det nødvendige internationale samarbejde vanskeligt og øger risikoen for at blive sagsøgt af virksomhederne.

Land efter land, civilsamfundsorganisationer, tidligere statsledere og Nobelprismodtagere, 13.885.085 borgere, der har skrevet under for at få People’s Vaccine, det vil sige en vaccine, der er tilgængelig for alle, har gennem disse måneder bakket op om en midlertidig tilsidesættelse. I forsommeren meldte også den amerikanske præsident Biden sin støtte til at løfte patenter på COVID-19 vacciner – og i den forgangne uge gentog han det akutte behov. Blandt de hårde modstandere – der, hvis man kigger på et verdenskort, udgør en forsvindende lille, men velhavende og magtfuld, del af verdenssamfundet – er EU, Schweiz og Norge. For tre dage siden meldte Norge ud som optakt til det nu aflyste møde, at de var klar til at godkende waiveren som led i et kompromis i forhandlingerne. EU’s modstand er på trods af, at et flertal i Europa Parlamentet bakker op om en TRIPS-waiver.

Nu er mødet aflyst, og de magtfulde farmaceutiske virksomheder, der, godt hjulpet af magtfulde regeringsledere, forsvarer profit og monopol vinder endnu en omgang. Heldigvis fortsætter forhandlingerne i TRIPS-rådet under WTO.  Her kan man måske håbe, at den nyopdagede variant kan være et wake-up-call for EU og andre modstandere af forslaget.

Vi har hørt det fra politikere over hele kloden: Ingen er sikre, før alle er sikre. Men det bliver en noget tom omgang, når der samtidig ikke er villighed til at rydde alle de elementer væk, der kan udgøre en barriere for at sikre nødvendig og ligelig adgang til vaccinerne. Og temmelig mange aktører vurderer således, at intellektuelle ejendomsrettigheder er en betydelig barriere for at udbrede produktion af og adgang til vacciner.

Vil en ophævelse af patentrettighederne være ‘the quick fix’? Nej. Vil det øge vaccine-produktionen i morgen? Næppe, men på kortere sigt. Er det i virkeligheden for sent? Det kunne man have tænkt de seneste måneder, men med seneste mutation aktualiseres forslaget igen. Og med denne også argumentet om, at med et verdenssamfund i krig med en virus, der fortsat muterer og bryder ud rundt omkring, skal der forsyninger til fronten så hurtigt og massivt som muligt. Tænk, hvis nu forslagsstillerne, 100+ lande, der støtter, forskere, civilsamfundsorganisationer osv., har ret i, at patenterne udgør en barriere. Hvordan kan politiske ledere så lade det uforsøgt? Som generalsekretæren i WHO, Dr. Tedros Adhanom Ghebreyesus, har udtalt: “Hvis ikke nu, hvornår så?”.

Det er historiens ironi, at det er Sydafrika, der har været et af de vokale lande omkring ophævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder for at muliggøre øget produktion mange flere steder, der nu også bokser med omikron. Sydafrika mangler pt. ikke selv vacciner, men er talerør for det globale syd. Den vaccineulighed, som en række rige lande og WTO er modvillige overfor at adressere, er – sat på spidsen – medvirkende årsag til , at mødet nu må aflyses.

Det er forstemmende, at så få lande har så meget magt, at de kan tillade sig at beslutte så lidt med betydning for så mange. ■

 

Tænk, hvis nu forslagsstillerne, 100+ lande, der støtter, forskere, civilsamfundsorganisationer osv., har ret i, at patenterne udgør en barriere. Hvordan kan politiske ledere så lade det uforsøgt?
_______

 



Trine Pertou Mach er politisk chef i Oxfam IBIS og bl.a. tidligere leder af økonomisk udvikling og fredsopbygning i International Alert og medlem af Folketinget for SF. Hun er derudover forhenværende forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke. ILLUSTRATION: Demonstranter bærer på kister fra Parlamentspladsen til Downing Street under en demonstration organiseret af Global Justice Now mod Storbritanniens blokering af at frigive patentet til COVID-19-vaccinerne, London, Storbritannien, 12. oktober 2021. [FOTO: Justin Tallis/AFP/Ritzau Scanpix]