Trine Flockhart i RÆSON SØNDAG: Boris Johnsons ”Global Britain” er ikke den stormagtsplan, den påstår at være

02.05.2021

Ved en nærlæsning af den nye ”Global Britain”-rapport fremstår strategien mere som en meget lang og detaljeret version af en af Boris Johnsons skæve historier, hvis fokus egentlig er noget helt andet, end titlen indikerer. Strategien handler slet ikke om global britisk indflydelse – selv Johnson er godt klar over, at det løb er kørt. I stedet handler det om at begrænse de negative konsekvenser af Brexit lokalt i Storbritannien.



I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen. I dag: Trine Flockhart om Global Britain. SIDSTE SØNDAG: Jon Rahbek-Clemmensen om sikkerhedspolitik i Grønland.

Analyse af Trine Flockhart

Boris Johnson er kendt for sine skæve historier, lette omgang med sandheden og præference for det overfladiske. Uanset om man hører til dem, der anser ham for en dygtig formidler (han har trods alt en fortid som journalist) eller som skamløs løgner (han blev fyret fra sit job på The Telegraph for at lyve), må det medgives, at han har et talent for at give tomme floskler politisk betydning. Ideen om ”Global Britain” er et godt eksempel på netop dét.

Visionen for Storbritanniens globale rolle efter Brexit blev præsenteret i en længe ventet integreret analyse af Storbritanniens sikkerheds- og forsvarspolitik samt udviklings- og udenrigspolitik. Analysen „Global Britain in a Competitive Age‟ blev præsenteret for parlamentet den 16. marts og har siden da tiltrukket sig en del opmærksomhed på både godt og ondt. Problemet er, at man, som med så meget andet fra Johnson-regeringen, skal holde tungen lige i munden for at gennemskue, hvad der er politisk sund fornuft, og hvad der nærmere må betegnes som ønsketænkning eller storhedsvanvid.

”Global Britain” er mere slogan end politik
Begrebet ”Global Britain” har været en fast bestanddel af den britiske politiske diskurs, siden briterne i juni 2016 stemte for at forlade Den Europæiske Union. Global Britain var titlen på Boris Johnsons første tale som udenrigsminister i Theresa Mays ”Brexit-regering”, og vendingen er siden blevet brugt flittigt af Johnson til at beskrive Storbritanniens rolle i verden efter Brexit.

 

Til trods for de store armbevægelser har Global Britain-strategien i realiteten nok større betydning for lokale end globale forhold og bejler til den national-populistiske mentalitet
_______

 

Det har dog aldrig været klart, hvad der egentlig menes med begrebet, der ligesom mange andre Johnson-floskler er mere slogan end egentlig politik. Det var derfor noget af en overraskelse, at Global Britain blev det centrale element i analysen af Storbritanniens rolle efter Brexit.

Global Britain in a Competitive Age er usædvanlig, fordi dokumentet er forfattet af historiker og professor på King’s College London, John Bew, som fik den svære opgave at fylde substans på det ellers tynde begreb. Den mere end 100 sider lange rapport giver en god indsigt i Johnson-regeringens vision for et Storbritannien, der, befriet af sit EU-medlemskab, nu kan opnå større global indflydelse ved at spille på alle tangenter over for de store udfordringer, der præger international politik.

Men som politisk redskab indeholder rapporten mange lappeløsninger og adskillige ulogiske og overraskende beslutninger. Til trods for de store armbevægelser har Global Britain-strategien i realiteten nok større betydning for lokale end globale forhold og bejler til den national-populistiske mentalitet, der kaldes for ”Little England” og som anses for at opsummere de politiske strømninger, der for snart fem år siden kastede Storbritannien ud i Brexit.

Et nyt britisk fokus på Asien
Til trods for Brexit er Storbritannien jo stadig geografisk placeret i Europa, men i de mere end 100 sider i rapporten bliver EU kun nævnt få gange, og Europa præsenteres som en sikkerhedsforpligtelse, der hovedsageligt er vigtig, fordi NATO udgør fundamentet for det (vigtige) forhold til USA, og UK kan spille en betydelig rolle i NATO i kraft af et forsvarsbudget, der placere UK på en andenplads – kun overgået af USA.

 

Det virker dog mildest talt ulogisk, at man efter at have befriet sig af ”lænkerne” fra EU, hvori UK spillede en vigtig og konstruktiv rolle i formuleringen af politik med langt større handelsaftaler end TPP-11, nu bejler til nye institutionelle associationer
_______

 

Rapporten giver udtryk for en helt ny forståelse af Storbritanniens geografiske fokusområde. Groft sagt vender rapporten ryggen til Europa for i stedet at skue mod Det Indiske Ocean og Stillehavet (kaldet Indo-Pacific i rapporten), hvor London ønsker at etablere nye partnerskaber. UK er allerede en ”dialogpartner” i ASEAN (Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer) og arbejder på at sikre et medlemskab af The Comprehensive and Progressive Agreement for Trans-Pacific Partnership (TPP-11) – som er en handelsaftale mellem Australia, Brunei, Canada, Chile, Japan, Malaysia, Mexico, New Zealand, Peru, Singapore og Vietnam.

Det virker dog mildest talt ulogisk, at man efter at have befriet sig af ”lænkerne” fra EU, hvori UK spillede en vigtig og konstruktiv rolle i formuleringen af politik med langt større handelsaftaler end TPP-11, nu bejler til nye institutionelle associationer, hvor en tilsvarende indflydelse synes usandsynlig. Svaret til denne logik kædes i rapporten sammen med at Storbritanniens velstand afhænger af udvikling af økonomiske relationer med, hvad der kaldes ’dynamiske dele af verdenen så som ”Indo-Pacific”, Afrika og Golfen, samt handel med Europa’.

En teknologisk supermagt i lommestørrelse med tungt militært isenkram
Rapporten viser en klar forståelse af, at teknologi og videnskab vil være en forudsætning for at kunne spille en betydelig global rolle i det 21. århundrede. Evnen til at kunne udvikle og fastholde en førerposition indenfor videnskabelig forskning og teknologisk innovation har derfor en prominent position i rapporten. Ambitionen er, at Storbritannien ikke alene skal kunne fastholde sin fjerdeplads i det globale innovationsindeks, men at UK skal etablere sig som en videnskabelig og teknologisk supermagt med fokus på emner som kunstig intelligens, rumforskning, digitalisering, klimaforandringer og cybersikkerhed.

Det må dog siges, at selvom en satsning på teknologi og videnskab er et ganske fornuftigt udgangspunkt, så minder satsningen om den danske tilgang til den grønne omstilling, hvor niche kompetencer gør det muligt for en mindre aktør som Danmark at maksimere sin indflydelse – men supermagt er måske at slå lidt stort op. Storbritannien har allerede (som rapporten pointerer) en meget fin position indenfor vidensøkonomien, videnskab og teknologisk innovation, men hvad der ikke nævnes er, at denne position er oparbejdet med uhindret adgang til europæiske samarbejdspartnere, netværk og forskningsmidler. Eftersom UK allerede har besluttet at bidrage økonomisk til EU’s forskningsprogrammer for at gøre det muligt for britiske universiteter at indgå i forskningskonsortier, tyder det på at man godt ved, at teknologisk og videnskabelig supermagtsstatus ikke opnås gennem enegang.

 

Med både rumforskning, hangarskib og (flere) atomvåben har Storbritannien klart udstyret sig med det isenkram, der hører sig til for en supermagt. Men spørgsmålet er, om det er det, der skal til
_______

 

Rapporten udstikker også en rolle for Storbritannien i mere traditionelle domæner som militær magt, hvor der især lægges vægt på truslen fra Rusland, mens Kina anses som både en trussel og potentiel samarbejdspartner og derfor beskrives som en ”systemisk konkurrent”. Uanset hvilke trusler, der fokuseres på, spiller flådens helt nye – og ekstremt dyre – hangarskib, HMS Queen Elizabeth, en vigtig rolle. Skibet bliver sendt ”øst for Suez-kanalen” i løbet af foråret i dets første deployering, men det er uklart, om dette er som en del af en diplomatisk charmeoffensiv for at etablere nye partnerskaber i Asien, eller om det er en mere aggressiv politik rettet mod Kinas aktiviteter i det sydkinesiske hav, som kan opfattes som en moderne form for ”kanonbådsdiplomati”.

En endnu større uklarhed i Global Britain-strategien er relateret til den britiske atomafskrækkelse, som til alles store overraskelse fik en markant opgradering i den nye strategi. Storbritannien har ellers over en årrække reduceret antallet af atomvåben, hvilket er på linje med ikke-spredningsaftalens mål om, at atommagter er forpligtede til at nedbringe deres arsenaler. Den overraskende beslutning om at gå imod tidens trends sender et uheldigt diplomatisk signal kun få måneder før den femårige tilsynskonference skal finde sted, hvor medlemmer diskuterer ændringer og justeringer i aftalen. Storbritanniens politik svækker argumentet for, hvorfor de øvrige 185 medlemslande skal overholde deres forpligtelse til ikke at udvikle atomvåben.  

Med både rumforskning, hangarskib og (flere) atomvåben har Storbritannien klart udstyret sig med det isenkram, der hører sig til for en supermagt. Men spørgsmålet er, om det er det, der skal til, for at en mellemstor stat – placeret både politisk og geografisk i udkanten af Europa – overhovedet kan spille en egentlig global rolle.

Local Britain
Ved en nærlæsning af den nye britiske strategi fremstår strategien mere som en meget lang og detaljeret version af en af Johnsons skæve historier, hvis fokus egentlig er noget helt andet, end titlen indikerer. Strategien handler slet ikke om global britisk indflydelse – selv Johnson er klar over, at det løb er kørt. I stedet handler strategien om at begrænse de negative konsekvenser af Brexit lokalt i Storbritannien og at vise ”Little England”, at Brexit er udført som lovet.

De regionale tiltag med bl.a. forsvarskontrakter til Wales og Skotland, placering af et nyt cybersikkerhedscenter i Nordengland, nye midler til forskning og innovation – selv forstærkelsen af atomafskrækkelsen (placeret i Skotland) – skal ses som tiltag, der kompenserer for tabet af adgang til EU’s indre marked, strukturfonde og forskningsmidler, som Storbritannien ellers nød godt af gennem medlemskabet af EU.

Global Britain-strategien er derfor snarere et udtryk for Johnson-regeringens hybristiske selvforherligelse og en, typisk for Johnson, naiv optimisme end en egentlig forventning om at spille en global rolle. ■

 

Strategien [handler] om at begrænse de negative konsekvenser af Brexit lokalt i Storbritannien og at vise ”Little England”, at Brexit er udført som lovet
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland