Tim William Zøllner: Frederiksen fastholder undtagelsestilstanden som et konstant tilflugtssted for regeringens retfærdighedssans  

04.11.2021

Jeg siger ikke, at regeringen med et aktivt motiv om magtfuldkommenhed udelukkende har handlet ud fra fiktive scenarier og fortællinger om corona, fordi regeringens håndtering har også overvejende været hensigtsmæssig. Gårsdagens pressemøde afslørede dog bare, at regeringens funktion som kaospiloter under krisen er gået fra blot at skulle håndtere samfundets undtagelsestilstand til nu også at skulle retfærdiggøre regeringens liv – for nu at bruge deres egen vending.

Af Tim William Zøllner, retorikstuderende på Københavns Universitet

”VI HAVDE TRAVLT med at redde danskernes liv,” sagde statsminister, Mette Frederiksen, under gårsdagens pressemøde, der officielt havde til formål at besvare de mange spørgsmål, der er opstået siden det kom frem, at toppen i regeringsledelsen ikke umiddelbart kan frembringe de ønskede sms’er til Minkkommissionens arbejde pga. en automatisk slettefunktion på deres telefoner. Pressemødet synes dog mest af alt at være sat i verden for at få styrepinden tilbage i hænderne på Mette Frederiksen, efter at kritikken har haglet ned over regeringen fra både medier og befolkning. For sætningen, der gør regeringen til redningsfolk, afslører ikke blot regeringens tilstand og fokus i forbindelse med de slettede sms’er, men den er også karakteristisk for regeringens generelle håndtering af coronakrisen.

Regeringens håndtering af coronakrisen har været præget af de mange pressemøder, der har skullet formidle pandemiens alvor og skabe opbakning til regeringens efterfølgende tiltag. For siden corona kom til Europa, har regeringen nemlig fungeret mere som kaospiloter end som politikere, hvis eneste og altoverskyggende opgave har været at styre Danmark sikkert gennem det uvejr, der med stormstyrke kom blæsende nede fra Italien –lovhjemmel eller ej.

Mette Frederiksen pointerede på aftenens pressemøde: ”Jeg vil hellere i dag stå og svare på noget med sms’er, end jeg vil stå og holde et pressemøde, hvor I spørger, som man gør i andre lande, hvorfor lod du tusindvis af menneske dø på din vagt”. Her lader det ikke til, at Mette Frederiksen agter at opsige den midlertidige jobtitel som kaospilot, danskerne gav hende, og ej heller hendes ufravilige devise om, at værdien i at redde menneskeliv står hierarkisk over alt andet. Tværtimod fastholder hun undtagelsestilstanden som et konstant tilflugtssted for regeringens retfærdighedssans, når det kommer til at berettige alle dens handlinger – sms’er eller ej.

Ligesom, regeringen pragmatisk og omstillingsparat angriber coronaens konstante skiftende smittekurver, angriber de nu også virkeligheden og andre politiske emner
_______

 

Minkkommissionen har ligget som et tæppe over Mette Frederiksens og regeringens arbejde siden den blev sat i verden for at kortlægge processen om at kræve alle mink aflivet. På gårsdagens pressemøde pointerede Mette Frederiksen dog, at hun ikke har noget problem med at erkende fejl, hvilket hun også allerede har vaccineret os mod i begyndelsen af pandemien. Vi skal trods alt skal huske på, at situationen jo var så alvorlig, at fejlen i den manglende lovhjemmel egentlig ikke er af mere betydning, end at den jo var i en større sags tjeneste. Det værdihierarki synes dog at sætte spørgsmålstegn ved de grundlæggende principper, vi har om vores retsstat. For hvornår står kravet om folkesundheden så over kravet om at overholde loven fremadrettet?

Mette Frederiksen tilrettelagde det således, at hun under gårsdagens pressemøde, i bedste sendetid, talte direkte til danskerne, ligesom hun har kunnet det under de mange coronapressemøder fra pandemiens begyndelse, hvor der for Mette Frederiksen har været frit slag til ikke blot at vaccinere sig selv mod fremtidige fejltrin, men også at give sig selv monopol på den offentlige debat og kommunikation om coronahåndteringen.

I BEGYNDELSEN blev den store nedlukning af Danmark retfærdiggjort ud fra skrækscenarier om bl.a. Italiens høje smittetal og overfyldte hospitalsgange, der skulle fremsætte perspektiver og belæg for regeringens nedlukning og ikke mindst placere Mette Frederiksen i cockpittet af coronahåndteringen. Sammenholdt med det på daværende tidspunkt stigende antal coronasmittede i Danmark, skabte krisefortællingen på de mange pressemøder en folkelig opbakning til det forsigtighedsprincip, som regeringen fastlagde. Det lå også til grund for, at regeringen, med Folketingets opbakning, vedtog en ændring af epidemiloven d. 11. marts 2020. Epidemiloven gav midlertidig hjemmel til at foretage indgribende beføjelser, der på flere parametre begrænsede borgernes frihedsrettigheder, som etablerede en nu også retslig opbakning og dermed endnu større frihed til hurtig handling fra regeringen.

Med opbakningens medvind i håret, red Mette Frederiksen videre på bølgen og sagde den 7. september i år sætningen ”når virkeligheden forandrer sig, så gør vi [regeringen] det også”, da hun på endnu et pressemøde i Spejlsalen selvsikkert forsvarede regeringens holdningsskifte til dimittendsatsen og den gensidige forsørgerpligt. Sætningen afslører, hvordan Mette Frederiksen og regeringen i forbindelse med undtagelsestilstanden har styret deres tilskrevne frihedsrettigheder i retning af, hvor vinden nu engang synes at blæse hen for regeringen. For ligesom, at regeringen pragmatisk og omstillingsparat angriber coronaens konstante skiftende smittekurver, angriber de nu også virkeligheden og andre politiske emner, som var de kaospiloter, som ikke ser sig tilbage på skiftende holdninger eller fejltrin.

 

Det er en farlig glidebane, for det er altafgørende for den demokratiske debat og vores demokratiske rettigheder, at vi ser coronasituationen som en undtagelsestilstand i alleryderste tilfælde
_______

 

På gårsdagens pressemøde skulle vi så høre fra Mette Frederiksen: »Der bliver I nødt til at stole på mig. Jeg er landets statsminister.«Det afslører, hvordan virkeligheden og corona fortsat skal give carte blanche for regeringen til blot at undskylde, skifte mening, gemme sig bag titler og ikke mindst stressede og alvorlige situationer, når der bl.a. skal skiftes retning i coronahåndteringen, eller når kritikken ramler. Og ellers »lev med det« som Mette Frederiksen svarede til den forelagte kritik af departementchefen i Statsministeriets, Barbara Bertelsens, hårde tone i en sms-besked. For nu skal det gå så hurtigt, at vi ikke kan snakke sammen.

JEG SIGER IKKE, at regeringen med et aktivt motiv om magtfuldkommenhed udelukkende har handlet ud fra fiktive scenarier og fortællinger om corona, og dens påvirkning på folkesundheden og samfundet, fordi regeringens håndtering har på mange måder været agtpågivende og også overvejende hensigtsmæssig. Gårsdagens pressemøde afslørede dog bare, at regeringens funktion som kaospiloter under krisen er gået fra blot at skulle håndtere samfundets undtagelsestilstand til nu også at skulle retfærdiggøre regeringens liv – for at bruge deres egen vending.

Det er en farlig glidebane, for det er altafgørende for den demokratiske debat og vores demokratiske rettigheder, at vi ser coronasituationen som en undtagelsestilstand i alleryderste tilfælde, og at forsigtighedsprincippet ikke bliver til et vedvarende hastighedsprincip. Vi må ikke billige os med, at magthaverne, i for lang tid, kan få lov at handle egenrådigt – og det er hvad enten det er i konkrete politiske tiltag eller strukturelle fortællinger. For ellers trækker det da først op til storm.

Epidemiloven blev vedtaget med en solnedgangsklausul, der gjorde, at den midlertidige epidemilov udløb den 1. marts 2021, der dermed afsluttede den retslige del af undtagelsestilstanden. Men Mette Frederiksens retorik på gårsdagens pressemøde afslørede, at solen fortsat synes at skinne over Mette Frederiksen, og at hun ikke umiddelbart har i sinde at styre det åbenbart altid kriseramte land sikkert tilbage i den demokratiske havn. ■

 

Frederiksens retorik på gårsdagens pressemøde afslørede, at hun ikke umiddelbart har i sinde at styre det åbenbart altid kriseramte land sikkert tilbage i den demokratiske havn
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland