Tim Whyte: Hvorfor trækker Danmark sig fra Tanzania, netop som landet har fået sin første kvindelige præsident og oplever et demokratisk forår?

28.12.2021

Hvorfor vælger Danmark at lukke sin ambassade og markant neddrosle støtten til Tanzania netop nu? Det er måske en af de dårligst timede udenrigspolitiske beslutninger i danmarkshistorien. At vi ikke taler mere om det i Danmark, siger en hel del om vores nuværende politiske og mediemæssige ligegyldighed over for den rolle, Danmark historisk har spillet og stadig spiller i Afrika.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke

JEG ER LIGE vendt hjem fra en uges rejse i Tanzania og det store spørgsmål, alle stillede mig var: Hvorfor vælger Danmark at lukke sin ambassade og markant neddrosle støtten til landet netop nu? Og det er et godt spørgsmål. Det er måske en af de dårligst timede udenrigspolitiske beslutninger i danmarkshistorien. At vi ikke taler mere om det i Danmark, siger en hel del om vores nuværende politiske og mediemæssige ligegyldighed over for den rolle, Danmark historisk har spillet og stadig spiller i Afrika.

Lad mig ridse sagen op, som den ser ud i Tanzania: Seks måneder efter Samia Suluhu Hassan blev indsat som den første kvindelige præsident i landets historie og den pt. eneste kvindelige statsleder i Afrika, annoncerer Danmark, at vi vil lukke vores ambassade og drastisk neddrosle vores 60 års bistandssamarbejde med landet. Timingen af beslutningen kunne ikke være værre for demokratiet i Tanzania. Samia har netop lanceret en ny retning for Tanzania, som gjorde op med den antidemokratiske og kvindefjendske kurs hendes forgænger, Magufuli, havde lagt.

Magufuli var berygtet og latterliggjort i Vesten som en slags afrikansk Trump, der bl.a. benægtede, at COVID-19 eksisterede. Han fængslede politiske modstandere, kvalte civilsamfundet og grundlæggende frihedsrettigheder med et netværk af stikkere og nægtede skolegang til piger, hvis de var blevet gravide. Trods alt dette, var han for mange tanzanierne en populær skikkelse. Hans retoriske opgør med den omfattende korruption og løfter om at levere vand, strøm og selvrespekt til folket samt hans folkelige og autoritære stil havde stort følgeskab.

Men samtidige frygtede mange dog en fremtid, hvor han reelt kunne afvikle det tanzanianske demokrati og etablere sig som en ny Mugabe.  Men historien ville det anderledes. I marts bliver Magufuli kritisk syg og dør, angiveligt af corona, som han i månedsvis har nægtet sine landsmænd beskyttelse og behandling for.  Der opstod derfor en pludselig en gylden mulighed for, at Tanzania kunne vælge en anden kurs. ”Mama Samia” trådte til og trækker nu Tanzania tilbage fra en diktatorisk afgrund og tiltagende diplomatisk isolation. 

Netop på det historiske vendepunkt vælger Danmark at slå hånden af den nye regering. Det bliver set som en mindre diplomatisk krise for Samias nye regering og med god grund. Danmark er ikke et hvilken som helst land for Tanzania, men en af landets ældste, største og vigtigste samarbejdspartnere. 

Derfor undrer mange tanzaniere sig over Danmarks beslutning. Onde tunger i Tanzania siger, at en kvinde ikke kan lede landet og skabe de nødvendige internationale samarbejder, og Danmarks beslutning virker næsten som en bekræftelse af dette.

 

Dansk udviklingspolitik handler i stigende grad mere om kortsigtede og snævre interesser om at beskytte Europas grænser end om at tænke langsigtet over, hvordan vi kan bidrage til skabe bedre forhold på den anden side af disse grænser
_______

 

Den kedelige sandhed handler nok mere om en kombination af snæversynet dansk indenrigspolitik og bureaukratisk langsomlighed. Dansk udviklingspolitik handler i stigende grad mere om kortsigtede og snævre interesser om at beskytte Europas grænser end om at tænke langsigtet over, hvordan vi kan bidrage til skabe bedre forhold på den anden side af disse grænser. 

Her kan det i parentes bemærkes, at Tanzania i årevis har huset mellem 200.000 og 300.000 flygtninge fra andre lande i regionen og på den måde tjener som et af de nærområder, den danske regering satser på. 

Men derudover er den indlysende og nedslående forklaring, at beslutningen om at trække støtten til Tanzania nok blev taget den gang, Magufuli stadig var ved magten, og man har så ikke haft agilitet eller interesse nok til at gribe muligheden for at ændre den, når nu en ny regering kom til.

Den gode nyhed er, at det ikke er for sent at skifte kurs. Det er stadigvæk muligt, også inden for de finansielle rammer, der er i den nuværende udviklingsbistand.

Hvad ville der ske, hvis Danmark annoncerer, at man vil genoverveje beslutningen om at lukke ambassaden nu? Politisk ville det betyde meget i Tanzania. På et tidspunkt, hvor Samias regering møder modstand fra folk, der stadig er loyale over Magafulis politik, har hun hårdt brug for at vise, at hendes demokratiske kurs skaber gevinster for landet. Det ville blive set som en stor og tiltrængt diplomatisk sejr for ”Mama Samia,” hvis Danmark som en af Tanzanias historisk vigtige og største støtter anerkender og belønner den kurs, hun har sat for landet. For Danmark ville det være en mulighed for at omsætte 60 års investeringer i landet til reelle fremskridt på vores udviklingspolitiske mærkesager inden for demokrati og menneskerettigheder, kvinders rettigheder, civilsamfundet, klimaomstilling,  adgang til sundhed og uddannelse.

Tag ikke fejl: Vores støtte til landet betyder meget. Danmark er medejere af en af de største banker i landet og med til at finansiere en stor del af alle lån i landbrugssektoren. Vi leverer et kæmpe bidrag til sundhedsvæsenet midt i en pandemi. Hvis vi endelig skal tale om Danmarks egne interesser, er der netop nu store muligheder for danske investeringer i Tanzania. Samias regering ønsker at prioritere vindenergi, vand, klimaomstilling og sundhed – alle områder, hvor danske virksomheder står på spring for at investere i Afrika. Mere grundlæggende har Danmark en stor interesse i at støtte Tanzania i at udvikle sig til et stabilt, fredeligt og demokratisk land på et kontinent, hvor flere landes stabilitet og fremskridt er truet af dårligt fungerende institutioner, voldelige konflikter og statsbankerot. Vi skal kæmpe for institutionerne, og det kan vi i Tanzania netop nu. 

Danmark og Tanzania har en lang historie sammen. Vi har støttet landets udvikling siden selvstændigheden – det var det første land i verden, vi gav bilateral bistand til. Igennem 60 år har vi investeret flere bistandskroner her end i noget andet land, og det har skabt vigtige resultater for millioner af mennesker.  At trække støtten på det her skæbnesvangre tidspunkt i landets historie er et udenrigspolitisk selvmål i særklasse. Omvendt har Danmark en gylden mulighed for at give et tiltrængt rygstød til den spirende demokratiske genopbygning i Tanzania ved at blive. I respekt for vores fælles historie bør Folketingets politikere benytte lejligheden til at træffe det rigtige valg. ■

 

At trække støtten på det her skæbnesvangre tidspunkt i landets historie er et udenrigspolitisk selvmål i særklasse
_______

 

Tim Whyte (f. 1974) er generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke og tidligere vicedirektør for Save the Children, Bangladesh. Han har en grad i kolonihistorie fra Wesleyan University i USA og er uddannet fagjournalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Tanzanias præsident Samia Suluhu Hassan deltager i 60års jubilæet for selvstændighed ved det nationale stadium i
Dar es Salaam, Tanzania, 9. december 2021. [FOTO: Ericky Boniphace/AFP/Ritzau Scanpix]