02.11.2021

.

I det accelererede samfund, hvor alle skal rende rundt som kontormus, er der ikke meget plads til at tænke – endsige handle – på demokratisk forandring. De fleste mennesker har for travlt med at tjene penge – ikke til dagen og vejen – men til det forbrugsniveau, deres socioøkonomiske klasse fordrer. Det grundlæggende problem hverken kan eller kommer COP26 til at løse.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Theresa Scavenius, ph.d., lektor og talsperson for Momentum

BYER SPILLER EN større og større rolle i at håndtere klimakrisen, fordi nationale regeringer ikke magter opgaven, og fordi den internationale proces for en global aftale er løbet helt af sporet. Der holdes stadig møder i FN-regi (lige nu i Glasgow), men selve institutionen COP-møderne kan ikke længere bruges til at sætte den klimapolitiske ramme, der er behov for. 

I 2015 døde ambitionen om, at verdens ledere ville blive enige om en globalt og juridisk bindende aftale. Siden da har global klimapolitik været reduceret til en national, frivillighedsbaseret aftale, den som de fleste kender som Paris-aftalen. De fleste af os vidste godt, at det var et dødfødt spor, men nu i 2021 kan alle se, at det spor også har fejlet eklatant.

Derimod er der stadig mange byer, som har en villighed og et handlingsrum, som de forsøger at udnytte. Der er flere europæiske byer, som forsøger at forbyde dieselbiler. Paris har fx lavet planer for at sænke hastigheden til 30 km og lave en masse grønne områder. Det meste rykker ikke noget i den store sammenhæng, men det er et bevis på og et signal om, at mange borgere gerne vil en anden verden – og at de eksisterende nationale og internationale institutioner ikke leverer de mere grundlæggende svar.

Derfor er der netop blevet skrevet og udgivet en stor antologi “City Preparedness for the Climate Crisis” med en masse spændende bidrag om, hvordan byer kan bidrage til at håndtere klimakrisen, hvor jeg også har bidraget med et kapitel.

Argumentet er, at grundlæggende klimaforandringer er et spørgsmål om langsigtet risikostyring.

De forandringsteorier for, hvordan grøn omstilling skal foregå, afslører, at alle de steder, hvorfra forandringen teoretisk set kan komme fra, er tilstoppede. Det drejer sig om markedet, det politiske system og civilsamfundet. Jeg har skrevet flere artikler om, hvordan markedet ikke kan skabe grøn omstilling, fordi det grønne i en økonomi, hvor naturens ressourcer ikke har en værdi, vil være et moralsk tilvalg, der ikke er baseret på et økonomisk incitament. De sidste ti år har jeg brugt på at beskrive, hvordan de internationale institutioner henfalder, og hvilken betydning den globale afdemokratiseringstendens har for vores evne til at lave klimapolitik. Og til sidst er civilsamfundet også ramt. Men det har heldigvis masser af aktivister, som kæmper en brav kamp.

Men, som jeg skriver i kapitlet, er det de færreste mennesker, der har de ressourcer til at være aktivistiske.

 

I det accelererede samfund, hvor alle skal rende rundt som kontormus, er der ikke meget plads til at tænke – endsige handle – på demokratisk forandring
_______

 

Årsagen er simpel men alvorlig: De mennesker, som burde skabe forandringen, har ikke overskuddet og tiden i det postmoderne accelererede samfund til at reagere på klimakrisen, fordi de fleste lider af en form for stress over arbejde, huspriser, præstationskultur eller identitetstab i en digital tidsalder. I dansk sammenhæng kender vi diskussionen fra blandt andet Alternativet, som blev startet som en politisk forandringsplatform, der også rummede en revolution af vores arbejdsmarked, lavere arbejdstid, og tid til at deltage i det demokratiske arbejde. 

I det accelererede samfund, hvor alle skal rende rundt som kontormus, er der ikke meget plads til at tænke – endsige handle – på demokratisk forandring. De fleste mennesker har for travlt til at tjene penge – ikke til dagen og vejen – men til det forbrugsniveau, deres socioøkonomiske klasse fordrer. 

Det efterlader det politiske rum til dem, som er dygtige til at gebærde sig i dette postmoderne samfund, hvor kynisme og populisme i stigende grad er de bedste personlighedstræk, man kan tilegne sig for at lave en politisk karriere. Og det gør forandring umulig. For forandringen er påkrævet af præcis de samme årsager, som forhindrer forandringen.

Det moderne accelererede samfund har skabt klimakrisen. Dette samfund kan ikke løse krisen inden fra, fordi det som skaber krisen er også det, som gør den umulig for mennesker og institutioner at skabe politisk og samfundsmæssig forandring.

Det er også årsagen til, at vi i Momentum forsøger at forcere alt det, som i teorien er umuligt. Vi ønsker, at flest mulige borgere trods alt ved, at det er teknisk og praktisk muligt at løse klimakrisen, men at det er politisk umuligt, fordi de mennesker vi som borgere har givet mandatet til at forvalte vores penge, land og ressourcer, har vist sig at være villige til at løbe en kæmpe risiko på vegne af os borgere.

Vi ved, at der er en masse borgere, som ønsker et bæredygtigt samfund. Vi håber at kunne appellere til dem. Danmark og København er et af verdens mest velfungerende demokratier – trods alt. Hvis det ikke her kan lykkes at afsløre politikernes løgne, kan det ikke lade sig gøre nogen steder.

Vi forsøger derfor at vende historiens gang.

Hvis det lykkes Momentum at få et demokratisk mandat, er det Momentums projekt at føre en meget lav risikofyldt politisk strategi, hvor klimakrisen bliver håndteret på en retfærdig og effektiv måde. Og den gode nyhed er faktisk, at vi rent faktisk har virkelig mange muligheder for at lave den lovgivning, der kan løse krisen. Fx er svaret i Københavns Kommune grundlæggende: færre biler og flere vindmøller. Det er nemt, fordi vi har infrastrukturen til det. Mange af planerne har ligget i skufferne de seneste 10-15 år, men er blevet syltede af de eksisterende politikere. Vi er verdens førende inden for vindenergi, fjernvarme, osv. Det kræver blot, at der er nogle borgere som os, der orker at lave arbejdet med at få det igennem de politiske forhandlingsrum. ■

 

Det moderne accelererede samfund har skabt klimakrisen. Dette samfund kan ikke løse krisen inden fra, fordi det som skaber krisen er også det, som gør den umulig for mennesker og institutioner at skabe politisk og samfundsmæssig forandring
_______

 

Theresa Scavenius (f. 1984) er talsperson for og stifter af klimapartiet Momentum, som hun stiller op for til kommunalvalget i Københavns Kommune. Hun har en ph.d. i statskundskab fra Københavns Universitet og er lektor og forsker på Aalborg Universitet i København. ILLUSTRATION: Officielt pressebillede.