02.10.2021

Stod pandemiens begrænsning i modsætning til den frihed, vi til nyder til daglig? Eller var det tværtimod en eksplicitering af den ufrihed, som lurer lige under overfladen? Svaret skal for filosoffen G.W.F Hegel findes i begrebet historiens ånd, og dén finder vi ved at stille spørgsmål om frihed, menneskets sandhed og identitet. Og hvem kan bedst det? Ikke historikere – men filosoffer.



Af Anne Louise Nielsen

VERDEN BLIVER MINDRE, siger man. Dog er det ikke den fysiske verden, der bliver mindre, men vores subjektive oplevelse af verden – fx i den globale pandemi eller gennem vareindustrien. Og det gør, at dét som egentlig mangler i vore dage, er svaret på følgende spørgsmål: Hvordan kan vi anlægge et samlet, universelt perspektiv på verden og samtidig bevare et meget præcist blik for de forskellige kulturer, tidsånder og specifikke forandringer, vi oplever på verdensplan? Netop dette har filosoffen G.W.F. Hegel (1770-1831) et godt bud på, særligt i sine forelæsninger over historiefilosofi, og det er en af grundene til, at han stadig 250 år efter sin død er relevant for os i dag. Hegel, som selv virkede midt i en revolutionstid, tør ganske enkelt tale om de store begreber sandhed, historie og frihed på en måde, som er blevet os fremmed i dag.

Historiens ånd
I Hegels Forelæsninger over historiefilosofien fra 1822, 1826 og 1830 fremgår det tydeligt, at han er optaget af, hvilken ånd en kultur har. Ånd kan også forstås som, karakter eller ”metafysik”, dvs. kulturens basale selvforståelse og forhold til verden, som viser sig i dens praksisser, kreative aktiviteter og arbejdsformer, teknologi, værdier og troforestillinger. Han understreger, at særligt én videnskab udtrykker og griber om denne basale selvforståelse og ikke mindst fornuft, der som historiens fremaddrivende motor opstår blandt et givet folk, nemlig filosofien Hegel skriver:

”Filosofi er den højeste blomst af hele denne form af historie, det er dens konceptuelle rod (begrebet), bevidstheden og den åndelige essens af hele situationen, tidsånden som den ånd der er præsent og bevidst om sig selv i tanke.”

Således arbejder kunsten med anskuelse, religionen med forestillingen og filosofien med tanken/begrebet, men alle tre er de udtryk for samme  åndsbegreb. Til eksempel: Allerede i det gamle Rom var der et højt besunget ideal om den frie borger – på vaser og potter så man idealet aftegnet, fx kunne et motiv være en stor stemmeurne med mænd samlet omkring. På den måde kan kunsten være med til at vise tidsånden. Men samtidig, advarer Hegel, var der i denne kultur  brug af slaveri. Med Hegels ord var friheden som alment begreb altså ikke kommet ind i kulturen – kun en frihed for ”borgeren” – en afgrænset gruppe i samfundet.

For Hegel er det ydermere helt centralt, at vi aldrig har en umiddelbar adgang til verden, hvilket han har fået i arv af Immanuel Kant (1724-1804), og derfor står netop filosofien som den højeste adgang til sandheden om verden . Altid forstår vi verden gennem nogle kategorier, netop de kategorier eller konceptuelle forudsætninger, som definerer vores kultur og den tidsånd, som hersker heri.  Og Hegel mener dette så radikalt, at man faktisk godt kan sige, at afhængigt af vores kategorier, ser vi verden vidt forskelligt – Aristoteles, Gallileo, Newton og Einstein så ikke samme verden.

Hegel er imidlertid mest interesseret i historiebegrebet, netop som forskellene mellem de kulturelle perspektiver og de historiske forandringer. Som sådan er verdenshistorien ifølge Hegel anlagt som stadier i en udvikling, groft sagt frem mod den franske revolution, der bliver grundlæggelsen af det moderne samfund. For Hegel er der uden tvivl foregået en historisk udvikling, fra en mere primitiv selvforestilling til en egentlig selvbevidsthed, dvs. en udvidet frihedsforståelse. Hegel fastslår, at åndens substans eller mening er netop frihed, og i sin historiefilosofi arbejder han derfor med et begreb om ”verdens endemål”, som svarer på spørgsmålet om fornuftens bestemmelse – hvad mennesket arbejder sig hen imod i historien.

 

Alle vigtige revolutioner i verdenshistorien er sket, netop fordi mennesket fornuftsdrevent har ændret kategorier og forstået sig selv på en sandere måde
_______

 

Hegels sandhedsbegreb
En kerne-hegelsk indsigt er, at sandhed og historie er kompatible. Mange ville ellers benægte dette, fx Nietzsche, der insisterede på, at dét, som har en historie, ikke kan defineres. Men ifølge Hegel hænger historie og sandhed tæt sammen, og den absolutte sandhed om mennesket er, at det ingen fast, given identitet har, men snarere producerer det dets identitet og verden i historien, idet det bliver sig bevidst som selvbestemmende. Hegel skriver:

”Det kan siges om verdenshistorien, at den er fremstillingen af ånden i forhold til, hvordan denne oparbejder den viden om hvad den [allerede] er i sig selv.”.

Med andre ord er historien om menneskeheden den proces, hvori vi indser vores absolutte historiske karakter: at vi frembringer os selv. Dette kaldes også at have ”selvbevidsthed”. Altså ”ånden ved om sig selv” eller ”har selvbevidsthed” både i enkeltmenneskers liv og på verdenshistoriens plan, og det er sidstnævnte Hegel er optaget af i historiefilosofien. Mange reagerede mod titlen ”historiefilosofi”, idet der godt nok findes historie, og der findes også filosofi, men ikke med bindestreg imellem!

Når Hegel slår stort ud med armene og taler om et ”verdens endemål” ER det selve realiseringsprocessen, han henviser til, dvs., at jo mere bevidst ånden bliver om sin egen frihed, jo mere må friheden realiseres. Ja, alle vigtige revolutioner i verdenshistorien er sket, netop fordi mennesket fornuftsdrevent har ændret kategorier og forstået sig selv på en sandere måde. Man mærker her tydeligt den revolutionære ånd i Hegels skrifter, altså ideen om, at det ikke bare er skik, tradition og familiebånd, som fx holder en stat sammen, men det er ifølge Hegel selvbevidsthedens bestemmende love, som driver den – og driver den mod stigende frihed. Denne tanke kan være meget givende i en protektionistisk krisetid som vores egen, hvori vi mangler universelle fællesskabsbegreber som angår andet end identitet, hvad enten det er i familien eller i nationen. Drivkraften mod stigende selvbevidsthed og frihed er altså et muligt kim til fællesskab mellem mennesker, idet vi bliver mere bevidste om det fælles islæt i os alle.

Er vi fanget i et verdenshamsterhjul?
Det kan være svært at overhøre Kierkegaards skarpe og morsomme kritik om, at vi med Hegel bare cykler rundt i et verdenshistoriens hamsterhjul, hvor generationer afløser generationer uden noget større formål, og hvor ideen om en progressiv udvikling mest af alt er oplysningstidens jubeloptimisme. Lagt i munden på sit pseudonym, Johannes Climacus, skriver Kierkegaard:

”Skal det verdenshistoriske være noget, og ikke en højst ubestemt bestemmelse, hvor trods alt det meget, man får at vide om Kina og Monomotapa, det dog i sidste instans lades uafgjort, hvilken grænsen er mellem det individuelle og det verdenshistoriske…”

Kierkegaard efterlyser et etisk perspektiv i Hegels idé om verdenshistoriens ånd, men Hegels historiefilosofi handler ikke direkte om etik, men om at fremlægge historien filosofisk, vel at mærke uden at generalisere. Vigtigt er det nemlig, at Hegel ikke har en idé om en rationalitetens udvikling eller pludseligt gennembrud, fx tog kristendommen iflg. Hegel ikke over pga. rationalitet, men fordi der var tale om en højere form for selvbevidsthed og udvidet frihedsforståelse. Hegel har heller ikke en idé om en kontinuerlig udvikling i menneskelig selvbevidsthed, idet han betoner at meget i historien skyldes vane eller kontingens og menneskets vedvarende barbarisme og destruktion kan ikke ignoreres. Men Hegel ved samtidig, at historien er levende! Små ting ændrer sig hele tiden i forhold til den historiske karakter af menneskelig viden, og denne dialektik mellem det universelle og blikket for det specifikke er netop det, som denne artikel har forsøgt at drage opmærksomhed til.

Hermed kan vi som nævnt problematisere aktuelle emner. Eksempelvis har vi lige oplevet en pandemi, hvor vi for første gang i 80 år mærkede ufriheden og begrænsninger på egen krop, og det leder naturligt til spørgsmål som: Hvor frie er vi i grunden i vores kultur, som i dag er globalt forbundet med resten af verden? Stod pandemiens begrænsning i modsætning til den frihed, vi nyder til daglig? Eller var det tværtimod en eksplicitering af den ufrihed, som lurer lige under overfladen af vores kultur med stikord som overvågning og regeltyranni? Med Hegel kan vi sige, at hvordan vi håndterer en sådan pandemi afhænger (også) af vores specifikke kultur og tidsånd; Indien håndterer det på en anden måde end Schweiz, USA igen anderledes osv. Hvis vi vil vurdere den store verden udenfor Danmark i sin specifikke form, fx tale om det moderne Kina, så kræver det sagt med Hegel ikke blot en viden om Mao og kommunisme, men det kræver fingeren på pulsen i forhold til, hvordan der hele tiden sker små forandringer, i forhold til teknologi, religion, kunst, vaner og konventioner, kort sagt i forhold til den historiske karakter af menneskelig viden og frihedsbevidsthed. Ifølge Hegel viser der sig netop i en kulturs teknologi, religion, kunst osv. en given kulturs basale selvforståelse og frihedsbevidsthed.

I lyset af Hegel skal vi turde tænke historien filosofisk, turde kigge kritisk på konturerne af det fællesskab, vi indgår i, både i det nære og i et større perspektiv. Det vil også sige at undgå ideologien, som igen er overhængende i kraft af de talrige globale og abstrakte fællesskaber, som man i øjeblikket kan indgå i, det være sig ”flat earth”, nynazisme, #Metoo osv.

At undgå ideologi er dog ikke lig med at opgive at tænke helheden systematisk, og det er det, som Hegel kan lære os. Det handler om på ny at turde stille de universelle spørgsmål om frihed, om menneskets sandhed, om identitet og ikke-identitet, ikke mindst i en tid hvor den, som ikke har en identitet i form af en politisk gruppe så at sige bliver identitetsløs – en betragtning, der må affejes som en yderst overfladisk forståelse af identitet. Herimod er Hegels filosofi noget så kedeligt som tilbageskuende – ”Minervas ugle flyver først i skumringen”, som han udtrykker det i sin Retsfilosofi fra 1821 – og med det mener han, at vi utopifrit og tænkende skal holde os til tingenes egen udvikling samt have mod til at sætte standarder for frihed, nemlig ved at tænke historie og sandhed sammen. Vi ved det faktisk godt, hvis vi tænker os om, at kvinder er lige så meget værd som mænd, at vi ikke skal holde slaver, at en absolut ulige verden ikke ligefrem er et bevis for den frihedsudvidelse, som historien trods alt også vidner om. Vi ved det, fordi der har været øjeblikke i historien, som løftede sig op og fik en universal betydning, som vi efterfølgende har meget svært ved at finde nye modargumenter til.

Skønt Hegel tilhørte en tid, som skelnede strengt mellem historie og natur (dvs. naturens forandring kommer enten ud af tilfældighed eller ud af egne love), så rummer hans filosofi et inspirerende organisk verdens- og åndsbegreb, som trænger sig på i metafysikløs tid, hvor positivismen (alt skal kunne måles og vejes) råder og hvor materialismen  igen stikker sit hoved frem og indordner mennesket rent i tingenes perspektiv. Sagt med Hegel må mennesket først og fremmest spørge til sin egen mening og sandhed i historien, både gennem den historiske verden og igennem kunst, religion og filosofi, og i dag også igennem individuelle og sociale erfaringer af den levende natur. ■

 

Der har været øjeblikke i historien, som løftede sig op og fik en universal betydning, som vi efterfølgende har meget svært ved at finde nye modargumenter til
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland