Teddy Østerlin Koch: Partipressen er tilbage

08.06.2021

Aviserne opfører sig mere og mere som politiske partier til stor skade for den journalistiske troværdighed.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Teddy Østerlin Koch, selvstændig journalist og kommunikationsrådgiver

ENGANG VAR AVISERNE forbundet til et politisk parti: Politiken var fx radikal, Berlingske konservativ, der var en venstre-presse især i provinsen, og der var sågar også en socialdemokratisk presse. Den partiforankrede presse forsvandt imidlertid med den store bladdød i 1960’erne – men nu er den tilbage. Forskellen på den gang og i dag er dog, at aviser er begyndt at agere selvstændige politiske partier og aktører i den politiske debat. Og det smitter i stigende omfang af på disse avisers redaktionelle valg og vinklinger af historier.

 

Den skarpe grænse mellem de redaktionelle medarbejdere på den ene side og bloggere, kommentatorer og analytikere på den anden er udvisket
_______

 

Politiken har som sit øverste programpunkt, at Danmark skal hjemtage IS-mødrene og deres børn fra de kurdiske flygtningelejre. Og Berlingske har som et ægte blåt oppositionsparti sat sig for at bevise, at statsminister Mette Frederiksen står for en særlig ”nationalsocialdemokratisme”, der i den økonomiske krisestyring ligner Anker Jørgensen.

For et par årtier siden ville Politikens store hjerte for nogen, det er synd for og Berlingskes had til socialdemokrater primært være afspejlet i avisernes ledende artikler. Men det ville ikke påvirke de to avisers redaktionelle dækning i nævneværdig grad. For efter avisernes stærke tilknytning til de politiske partier blev løsnet i 1960’erne opstod de moderne omnibusaviser, der gjorde en dyd ud af den politiske uafhængighed i redaktionelle valg og vinklinger. Begrebet tilstræbt objektivitet var en vigtig lærersætning for nyuddannede journalister.

Men i dag er omnibusavisernes tid forbi. De sidste 20-25 års digitale udvikling har lagt dem i graven.

Views er vokset på bekostning af news
Det startede med indtoget af bloggere og kommentatorer på aviserne. Den slags er jo billigere i drift – det kræver ikke lang og tung research at synes et eller andet og helst noget skarpt og opsigtsvækkende, fordi livsnerven for dagbladene har udviklet sig til ”klik, klik, klik” som det afgørende succeskriterium. Ifølge journalist Mikkel Andersson’s universitetsspeciale i analytisk journalistik fra 2012, er mængden af analyser, kommentarer og klummer i medierne generelt blevet mellem to og tredoblet fra 1996-2011, en udvikling, der især har taget fart efter internettet kom i omdrejninger fra 2003 med en eksplosion i antallet af faste bloggere og kommentatorer på aviserne. 

Kort sagt: Views er vokset på bekostning af news.

Frem til i dag har den udvikling kun taget yderligere fart. Den skarpe grænse mellem de redaktionelle medarbejdere på den ene side og bloggere, kommentatorer og analytikere på den anden er udvisket. Nu kommenterer og analyserer journalisten lystigt derudaf i den ene artikel – og selvfølgelig også på Twitter – og er samtidig journalist, der nøgternt og objektivt burde endevende en sag og skrive tilstræbt objektivt om det i en anden artikel. Kasketforvirringen er total i dagens medier. Det ene øjeblik er du fx politisk kommentator Anders Bæksgaard, der udlægger teksten, det næste journalist Anders Bæksgaard, der nøgternt skulle skrive journalistik om samme sag. Fortsæt selv rundt i mediernes kasketforvirringsjungle. En forvirring der fik yderligere næring da Radio 24-syv gik i luften i 2011. Her blev der ligefrem gjort en dyd ud af, at journalister og værter selv skulle mene noget.

 

Avisens meget unuancerede tilgang og helt åbenlyse kampagne for at få både mødre og børn hjem, rejser spørgsmålet, hvordan jeg som læser kan have tillid til, at avisen i de redaktionelle valg på en ordentlig måde får belyst sagen
_______

 

Partiet Politiken og børnene i Syrien
Og bedre bliver det ikke for den nøgtern og objektive journalistiske troværdighed, når aviserne starter selvstændige kampagner for en bestemt sag. Som da Politikens chefredaktør Christian Jensen skyder avisens kampagne ”Danmarks børn i Syrien” i gang d. 21.3.21 med artiklen ”Med svigtet af 19 børn har Mette Frederiksen gjort umenneskelighed og arvesynd til sin politik. Det må ikke være vores og nationens eneste og endelige svar”.

Dagen efter har Politiken et essay på hele forsiden skrevet af en af avisens journalister ”Ligesom alle andre børn” . De følgende uger er en lang artikelrække, der er en subjektiv og ensidig kampagne for ”Danmarks børn i Syrien”: ”Desperat Kofod”, ”Fagbosser presser regeringen”, ”Regeringen stævnet for at efterlade danske børn i Syrien”, ”Chefredaktøren til læser: Hvis regeringen mærker befolkningens vilje til at få børnene hjem, så er alle håb ikke ude”, ”Bizar optræden afslutter lukket Syrienmøde” – og mere i den lingo.

Efter en uges tæppebombning og ensidig kampagne, dukker der to artikler op i avisen henholdsvis d. 27.3.21 på side 6 og d. 29.3.21 på side 8. I artiklen d. 27.3. kan man læse, at mindst fem danske kvinder i syriske lejre menes at udgøre en terrortrussel. I artiklen fra d. 29.3. er det interessante ifølge overskriften, at IS-kvinder trækker Sverige for menneskerettighedsdomstolen. Når man så læser ned i artiklen kan man til sidst læse, at både den svenske regering og samtlige partier i den svenske Rigsdag på nær ét kun ønsker at hjælpe børnene hjem – og ikke deres mødre. Altså samme holdning som den danske regering og et markant flertal i det danske Folketing har. Dette må siges at være en ret interessant vinkel ind i den diskussion, som det var lykkedes både partiet Politiken og flere af de gamle partier i Folketinget at få rejst.

Avisens meget unuancerede tilgang og helt åbenlyse kampagne for at få både mødre og børn hjem, rejser spørgsmålet, hvordan jeg som læser kan have tillid til, at avisen i de redaktionelle valg på en ordentlig måde får belyst sagen. Den tillid har jeg ikke til Politiken i den her sag.

I Berlingske er statsministeren DDR, facist, Nordkorea, Trump og nationalsocialdemokrat

Og det samme spørgsmål kan man rejse i forhold til Berlingske systematiske kampagne dels rettet mod statsministerens person og dels mod regeringens økonomiske politik. Statsminister Mette Frederiksen er under coronapandemien blevet beskyldt for at være både DDR, facist, Nordkorea og Trump. Disse lidet flatterende beskrivelser af statsministeren blev toppet, da avisen ligefrem i foråret 2021 startede en kampagne, hvor avisens chefredaktør, Tom Jensen, i et essay sætter statsministeren i den rette boks: Hun er nationalsocialdemokrat – og skulle selv den mest fattesvage udi de historiske symboler fra engang i 1930’erne ikke have fanget det, så vises et billede af statsministeren, hvorom der er lagt en rød og rødbrun collage.

 

Særligt i avisens økonomiske dækning er vinklingen ensidigt og skarpt fokuseret på, at dansk økonomi er ude i en krisestyring a la Anker Jørgensen
_______

 

I samme artikel skriver chefredaktøren, at ”Arne var Mettes mur langs grænsen til Mexico og at der inde i den nationalkonservative »Mette« gemmer sig en ordinær lille nationalistisk socialdemokrat, hvis gesvindthed ud i økonomisk krisestyring ligner Anker Jørgensens”.

Så er der givet løbepas og retning for den redaktionelle dækning i avisen. Avisens mangeårige politikske kommentator, Thomas Larsen, var i sine kommentarer venligt stemt overfor statsministeren. Han blev erstattet med Bent Winther, der har bragt en ny Trump-metafor på banen: Nu er det bare regeringens planer og en mulig flygtningelejr i Rwanda, der er Mettes Mexico-mur.

Da statsministeren i en partilederdebat i Folketinget tirsdag d. 13.4.21 ikke up-front ville garantere, at alle coronarestriktioner bliver ophævet til efteråret, når alle er vaccineret, fik den fuld skrue i avisen: ”Et omdiskuteret svar fra Mette Frederiksen får LA-leder til at spærre øjnene op: ”Hun har mistet sin sans for danskernes frihed”, eller denne: Et lækket notat og en række svar fra Mette Frederiksen skaber dyb bekymring: Vil regeringen fastholde vidtgående restriktioner varigt?

Isoleret set kan det være relevante artikler, men de efterfølgende dages artikler fortsætter i samme spor, uden at der bliver stillet det modsatrettede spørgsmål: Er det en farlig garanti at give for en statsminister i forhold til en indtil nu meget uforudsigelig pandemi?

Særligt i avisens økonomiske dækning er vinklingen ensidigt og skarpt fokuseret på, at dansk økonomi er ude i en krisestyring  a la Anker Jørgensen. At dansk økonomi – ligesom alle andre landes økonomier – har været hårdt ramt under coronakrisen er uomtvisteligt. Men Berlingske har i sin dækning slået en markant katastrofestemning an både fra avisens to økonomiske kommentatorer, erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksen og økonomisk redaktør Ulrik Bie.

Dette smitter også kraftigt af på vinklingerne i avisens redaktionelle artikler:

Coronakrisen giver syngende lussing til dansk økonomi, Gæld skal høvles af det har været lærersætningen i tidligere kriser, Topøkonomer: De milliardstore omkostninger ved nedlukningen ”er nærmest forsvundet ud af regeringens ligning”, Mette Frederiksen gør ansvarlig finanspolitik til en borgerlig dyd – og trækker selv i den forkerte retning,  Topøkonomer advarer Mette Frederiksen: Øget gæld under coronakrisen er bestemt ikke gratis,  Her er ti lande med et stærkere comeback under coronakrisen: Se hvorfor vi halter efter.

Men da andre medier i slutningen af marts i år kunne melde, at dansk økonomi klarer sig bedre end eksperterne drømte om for et år siden var Berlingske tavs. I artiklerne kunnne Danske Banks cheføkonom, Las Olsen, endda berette, at Danmark har haft det mindste BNP-fald i Norden sidste år.

Polarisering og politisering
Siden Trump blev valgt i 2016, har danske medier berettet om polariseringen og politiseringen af amerikansk presse, navnlig den elektroniske, fx Fox News og CNN, hvor pressen tager form som politiske ekkokamre, der serverer hver sin virkelighed til egne menigheder uden smålig hensyntagen til i det mindste forsøgt objektivitet og nuancering.

Lidt upåagtet er dansk presse på vej i samme retning. Grænsen mellem kommentatorer, analytikere, bloggere, journalister og redaktører er flydende. Og det man har ofret er den journalistiske troværdighed – og mediernes troværdighed i det hele taget. Medieleden er blevet et begreb, der danser kinddans og danser om kap med politikerleden, for befolkningen kan godt gennemskue de skarpvinklede, sensationelle og ensidigt vinklede historier i de politiserede kampagneaviser. ■

 

Grænsen mellem kommentatorer, analytikere, bloggere, journalister og redaktører er flydende. Og det man har ofret er den journalistiske troværdighed – og mediernes troværdighed i det hele taget
_______

 

Teddy Østerlin Koch, (f.1959) Journalist i 1990’erne på bl.a. TV2, fik Anders Bordring Prisen i 2000 for artikler i Sygeplejersken. Derefter presserådgiver i Socialministeriet og Indenrigsministeriet. Kommunikationschef i Socialministeriet, kommunikationsdirektør i Region Hovedstaden og Dansk Erhverv og kommunikationschef i IDA. Siden 2014 selvstændig journalist og kommunikationsrådgiver i YourStory.dk. ILLUSTRATION: Politikens Hus ved Rådhuspladsen i København. [FOTO: Thomas Rousing/Ritzau Scanpix]