01.04.2021

.

Første spørgsmål er, om regeringen kan finde en lovlig vej til bare at få børnene hjem. Det ser jeg som ualmindeligt usandsynligt.

Kommentar af Stine Bosse

Jeg vil rose regeringen og de partier, der tirsdag gik sammen om en aftale om Syrien-børnene. Det er mest af alt en slags kortfattet hensigtserklæring. Men det er godt, at der, inden den største kristne højtid, bliver oprettet en tværministeriel taskforce, som skal undersøge mulighederne for at hente børnene hjem. Forhindringerne er dog på ingen måde ryddet af vejen.

Første spørgsmål er, om regeringen kan finde en lovlig vej til bare at få børnene hjem. Det ser jeg som ualmindeligt usandsynligt. For at citere fra en Berlingske artikel den 24. marts om præcis samme tema: ”Så længe statsministeren insisterer på, at børnene kun må komme hjem uden deres mødre, er chancen for at realisere redningsplanen tæt på nul”. Det kurdiske selvstyre er nemlig helt opmærksom på, at en række internationale konventioner i langt de fleste tilfælde forhindrer, at man tager børnene fra deres mødre.

Der skal som udgangspunkt være humanitære årsager – altså direkte trusler mod barnets helbred – og mødrene skal godkende det. Det er kun sket i ganske få tilfælde. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention sikrer retten til familieliv, ligesom en række andre konventioner, der berører spørgsmålet om retten til familieliv, er højst relevante. Det må regeringens jurister tage højde for – og ja, selv slamberter ér familie.
 

Det kan derfor hverken forsvares med udgangspunkt i rigets sikkerhed eller børnenes ve og vel, at vi ikke tager mødrene med
_______

 

Andet spørgsmål er så, om man bør tage børnene hjem uden deres mødre i de få tilfælde, hvor det måske kan lykkes. Læg mærke til ordene ”få” og ”måske”. Psykologiprofessor Gerrit Loots fortæller til Politiken, at han har været med til at hente belgiske børn hjem fra Syrien. Han beretter, at de belgiske myndigheder målrettet tager mødrene med hjem, fordi børnenes tilknytning til mødrene er essentiel for, at børnene kan udvikle sig positivt i Belgien.

Det kan derfor hverken forsvares med udgangspunkt i rigets sikkerhed eller børnenes ve og vel, at vi ikke tager mødrene med. Særligt, når vi kan retsforfølge dem, der har begået den forbrydelse at slutte sig til IS, som det fremgår af følgende artikel fra Berlingske.

I Berlingske fortæller Thomas Renard, som er tilknyttet den europæiske tænketank Egmont Institute, at »alle IS-mænd og -kvinder, der er vendt hjem til Frankrig, Belgien og Holland siden 2016 er blevet retsforfulgt« (24/3). Endvidere er stort set alle blevet dømt. Og professor Jørn Vestergaard fortæller helt tydeligt, at vi kan dømme kvinderne, hvis blot de har lavet mad til IS-krigerne. Den danske straffelovs paragraf § 114e gør det muligt at straffe personer med fængsel i indtil i seks år, hvis de »fremmer virksomheden for en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå terrorhandlinger«.

 

Det er hele spørgsmålet om, at hver enkelt stat håndterer sine egne statsborgere, og at vi lever op til fælles nedre minimumsstandarder for, hvad man byder mennesker
_______

 

Hele EU er reelt udsat, så længe der findes EU-borgere i de syriske lejre. Islamisk Stat er et regime, som er vendt mod EU-traktatens grundlæggende værdier som ligestilling, pluralisme og rettigheder til mindretal. Det er derfor, at man angriber de europæiske hovedstæder. IS angriber først og fremmest vores levevis og ikke så meget et enkelt land. Men hvert enkelt land kan skærme hele Europa ved at leve op til egne forpligtelser og retsforfølge egne borgere. Kort sagt skriger den her sag på et europæisk perspektiv.

Der skal udveksles erfaringer og findes fælles fodslag mellem de europæiske stats- og regeringschefer, ligesom klare vejledninger fra Kommissionen ville være passende.

Det er kun små to uger siden, at Europa-Parlamentet stemte foren fælles resolution, der anbefaler, at EU-medlemslandene tager deres respektive børn hjem. I den socialdemokratiske gruppe, som tæller over 140 medlemmer, var der kun 4, der stemte imod ændringsforslaget: 3 af dem var de danske socialdemokrater.

Det, der er på spil for hele EU, er først og fremmest børnenes ve og vel. Dertil kommer spørgsmålet om sikkerhed mod terror. Men så er der også spørgsmålet om den liberale verdensordens integritet, som vi har kendt den siden 2. verdenskrig. Det er hele spørgsmålet om, at hver enkelt stat håndterer sine egne statsborgere, og at vi lever op til fælles nedre minimumsstandarder for, hvad man byder mennesker. Det indebærer også fælles aftalestrukturer, der sikrer, at ingen borgere – mødre, børn eller IS-krigere – falder ned i et anarkisk ingenmandsland.

 

Hvordan kan vi med rette kræve, at andre stater uden for EU tager deres borgere hjem til sig, mens vi afviser at gøre det samme?
_______

 

Og her må vi vende blikket indad. EU-landene og Kommissionen er opsat på at sende afviste migranter tilbage til hjemlandene. I Danmark sender vi hver dag kriminelle mennesker ud af landet til en ofte uvis skæbne – nogle for hvem forbrydelsen begrænser sig til at hugge en pakke cigaretter eller en is i en butik.

Hvordan kan vi med rette kræve, at andre stater uden for EU tager deres borgere hjem til sig, mens vi afviser at gøre det samme? Det er ganske enkelt komplet uforståeligt og et udtryk for manglende respekt for international retsorden og ja, solidaritet.

Nu venter vi i spænding, og lader påskefreden sænke sig. Jeg håber, at børnenes statsminister bruger påske-pausen til at indse, at det brede flertal, der nu er bag aftalen, måske endda inklusiv Enhedslisten, vil kunne bære en løsning igennem, der bidrager til vores sikkerhed. For anbefalingen er klar: I henhold til danske og internationale sikkerhedsvurderinger skal IS fremmedkrigere hjem til retsforfølgelse og overvågning.

Det skal være en aftale, der viser os retsstaten i funktion og viser os, at hensynet til danske børn (og børn med tilknytning til Danmark) aldrig opgives – så man ikke skal udstede undskyldninger om 50 år. Og det skal være en aftale, der viser Mette Frederiksens blik for at lave aftaler over midten, som udstiller Dansk Folkeparti og Nye Borgerliges manglende forståelse for internationale retstilstande og Danmarks sikkerhed på sigt. ■

 

Det skal være en aftale, der viser os retsstaten i funktion og viser os, at hensynet til danske børn (og børn med tilknytning til Danmark) aldrig opgives
_______

 

Stine Bosse (f. 1960) er formand for Europabevægelsen og Plan Børnefonden og bl.a. bestyrelsesformand for TelePost Greenland og medlem af COOP ambas bestyrelse. Hun er uddannet cand. jur. ved Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Stine Bosse [Foto: pressefoto]