13.01.2021

.

I min optik er det rigtigt, at Trump blev lukket ned. Immunforsvaret beskyttede frihed og retsstat. Men man skal ikke løfte Trump-situationen op til at lave nye generelle principper og krav om regulering og censur på sociale medier. Vi må ikke lade dette blive starten på en glidebane mod censur, hvor horder af tosser lukkes ude. I stedet bør de sociale medier kun underlægge sig ansvar for deres indhold i helt åbenlyse nødstilfælde.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Steffen W. Frølund

I skrivende stund er der meget, som peger i retning af, at Trump har forsøgt et vaskeægte statskup. Jeg vil ikke gå ind i dét, da det er velbeskrevet allerede. Værktøjet var en opildnet folkemængde. Missionen synes at være at skabe kaos nok til at kunne indsætte sig selv som præsident for anden valgperiode også. Med den begivenhed som årsag har en samlet techbranche lukket ned for Trump. Alt fra hans e-mailudbyder og webshopsystem til hans konti på sociale medier er nu lukket.

Lad det være slået fast med det samme: Jeg synes, at den private tech-sektor har gjort det rigtige. Trump brugte disse kanaler til at opildne til – og måske endda orkestrere – et kupforsøg. Den nødsituation skal den private techbranche beskytte USA imod. Men det er med ekstremt høj risiko, at det nu sker. Facebook og Twitter er under stort pres fra regulatorer og fra klassiske mediers lobbyorganisationer om at være ansvarlige for det indhold, som bliver delt på deres platforme. Havde Trump haft succes med sine handlinger, ville de sociale medier blive klandret for medansvar.

Men når han bliver lukket ned, kan man risikere at skabe et endnu større problem på sigt med både glidebaner og uheldige bivirkninger, der bringer hans budskaber andre, mere usynlige steder hen. Diskussionen, der ulmer under Trumps udelukkelse, omhandler derfor både ytringsfrihed og de sociale mediers ansvar for, hvad der deles på deres platforme.

 

Det giver lige så lidt mening at kræve, at Twitters direktør Jack Dorsey skal bringe Trumps opslag, som det gør at kræve, at Trump skal viderebringe Jack Dorseys opslag. De har alle hver især lov til at udelukke nogen, hvis de ønsker det
_______

 

ER SOCIALE MEDIER MERE som teleoperatører eller konventionelle medier? Det er åbenlyst, at de ikke fungerer som medier, da læserne selv skaber indholdet. Det er også åbenlyst, at de ikke er som teleoperatører, da de algoritmisk filtrerer og prioriterer bestemte newsfeeds. Man kunne lige så godt spørge, om radio er en bog eller en avis. Det er hverken eller: Det er radio, som britiske Silicon Valley-investor, Benedict Evans, skriver på Twitter. På samme måde er sociale medier sin egen ting. Med analogier bliver vi altså ikke meget klogere på, om sociale medier skal redigere indhold.

Har de sociale medier monopol på måder, hvorved man kan nå et større publikum? Nej. Jeg så én skrive, at Facebook og Twitter er naturlige monopoler i markedet for sociale medier. I flertal. Men er der mere end én udbyder, så er det definitorisk ikke et monopol. Hvis de alle rotter sig sammen om at lukke ned for en person, som tilfældet er med Trump, så er det karteldannelse. Mod karteller har vi konkurrencesikrende lovgivning. Opstår karteller for nemt, er det netop tegn på manglende konkurrence. Og mere konkurrence opnås ved deregulering og iværksætteri.

At muligheden for karteldannelse overhovedet findes på dette marked er farligt, men presset for, at udbyderne overhovedet skal redigere aktivt i hvem, der deler hvilket materiale, og derved karteldanne, er opstået udenfor markedet – nemlig i regulatorisk regi. Man kan derfor heller ikke forsvare at regulere sociale medier, som var de infrastrukturelle vandrør, da andre hele tiden lægger nye konkurrerende rør, og karteller i forvejen er ulovliggjort.

Der er ytringsfrihed, men ikke ”reach”-frihed. Som private virksomheder må Twitter eller Facebook bestemme lige nøjagtigt, hvem de ønsker at servicere. Det giver lige så lidt mening at kræve, at Twitters direktør Jack Dorsey skal bringe Trumps opslag, som det gør at kræve, at Trump skal viderebringe Jack Dorseys opslag. De har alle hver især lov til at udelukke nogen, hvis de ønsker det.

 

At lukke hårdt ned for Trump spiller direkte ind i den yderste højrefløjs – og konspirationsteoretikernes – narrativ om, at verden er imod dem
_______

 

DESVÆRRE BLIVER DER nu skabt en Hydra – som i græsk mytologi – som konsekvens. For hver gang man hugger hovedet af dragen, opstår der 2 nye hoveder. Lige nu valfarter brugere ind på kommunikationsappen Signal, som er krypteret og uden mulighed for at censurere eller overvåge. Parler-appen smides samtidigt af App Store. Disse brugere og deres behov for at kommunikere forsvinder ikke, så de skifter bare kanal. Man lukker et problem og skaber mange nye, som man til gengæld ikke kan føre kontrol med.

Dertil skal man også være forsigtig med, hvad Jacob Mchangama fra tænketanken Justitia på Twitter kalder ”at skabe en martyr”. At lukke hårdt ned for Trump spiller direkte ind i den yderste højrefløjs – og konspirationsteoretikernes – narrativ om, at verden er imod dem. Både at gøre en Hydra sur, lade den operere i mørket og give den flere hoveder på én og samme tid er ikke nødvendigvis en smart plan. En skarp projektør mod problemerne og saglige argumenter er vores bedste våben mod Hydra – ikke at kridte dens bane bedre op.

 

Der findes ikke nogen person eller samling af personer, som vi kan give ansvaret for at censurere, hvad der er ønskværdigt eller skadeligt
_______

 

MAN SKABER samtidigt en glidebane. For allerede nu er der opstået en større udrensning på Twitter af bestemte konti – og en kritik af hvilke konti, som består. Der findes fx stadig tweets fra statsledere, som ønsker andre befolkninger udryddet. Hvem skal retteligt kunne definere den grænse? Problemet med censur af ytringer er, at der ikke findes en objektiv grænse. For den, som råber ”ild” i et propfyldt teater, kan både have ret og tage fejl, overdrive eller underdrive, misforstå eller være oplyst. Det afhænger helt af, hvorvidt der er brand. Men hvem kan i panikken vide, om der er brand, eller forudse hvad branden udvikler sig til?

Vi vil nok hellere have et råb om ild for meget end et for lidt, når det kommer til stykket. På den måde er vores samfundsinteresser nok bedst bevaret ved, at dissidenter, tosser og avantgardister bliver hørt. For måske en dag er der faktisk ild, som vi vil være glade for at høre om, som den afdøde journalist og forfatter Christopher Hitchens ville have sagt det.

I min optik er det rigtigt, at Trump blev lukket ned. Immunforsvaret beskyttede frihed og retsstat. Men man skal ikke løfte Trump-situationen op til at lave nye generelle principper og krav om regulering og censur. De sociale medier bør kun underlægge sig ansvar for deres indhold i helt åbenlyse nødstilfælde. Ellers presses de til at skabe flere og flere Hydraer.

Der findes ikke nogen person eller samling af personer, som vi kan give ansvaret for at censurere, hvad der er ønskværdigt eller skadeligt. Så lad ikke dette blive starten på en glidebane mod censur samt udvidelsen af en cancel-culture, hvor horder af tosser lukkes ude. Censur, som vi ikke kan lide, begynder altid, som censur vi kan lide. Vi skal ikke give de bedste mere magt, end vi kan tåle, at de værste får. ■

 

Censur, som vi ikke kan lide, begynder altid, som censur vi kan lide. Vi skal ikke give de bedste mere magt, end vi kan tåle, at de værste får
_______

 

Steffen W. Frølund (f. 1984) er Chief Marketing Officer & Iværksætter.

Redigeret af Kasper Wilkens og chefredaktionen. ILLUSTRATION: Præsident Trump taler i telefon, 1. april 2020 [Foto: Official White House Photo / Shealah Craighead / Flickr]