09.03.2021

USA er ikke længere overbevisende som den modererende og ordenssættende magt i Mellemøsten. Derfor bør EU tage større ansvar for at hjælpe regionen med at opnå fred samt økonomisk og social udvikling. Hvad der sker i Mellemøsten, forbliver nemlig ikke i Mellemøsten, og regionens problemer er også vores problem. En samlet EU-strategi, der kan bidrage til stabilitet i regionen, er en del af svaret på udfordringerne.

Analyse af Søren Schmidt

Mellemøstens elendighed er resultatet af flere ting: stormagternes penetration af regionen på grund af energiinteresser og stedfortræderkonkurrence, oliens ødelæggende virkning på produktiv udvikling og manglen på en varig magtbalance. I sidste ende skal disse udfordringer løses af regionen selv. Men som nærområde kan vi i Europa i det mindste sørge for ikke at gøre det mere vanskeligt for regionen end nødvendigt ved at forfølge såvel regionens som Europas overordnede strategiske interesse: fred og udvikling i regionen – i modsætning til smålig forfølgelse af korttidsinteresser og ideologiske korstog.

Men før man kan diskutere, hvad Europa kan gøre, er det nødvendigt først at analysere, hvilke problemer regionen slås med.

Den regionale magtkamp
Siden starten på det såkaldte Arabiske Forår – der hurtigt blev til vinter – har Mellemøsten forandret sig fundamentalt. Mens regionen tidligere var domineret af supermagterne USA og Sovjetunionen under Den Kolde Krig samt USA som unipolær magt mellem 1991 og 2010, er det i dag de tre ikke-arabiske regionale stormagter, der har det sidste ord: Iran, Tyrkiet og Israel. Alle tre har konstrueret deres egne regionale alliancer: Tyrkiet med Qatar og deres stedfortræder Hamas; Iran med Syrien og iranske stedfortræderkræfter i Libanon, Irak og Yemen; og Israel med De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og (stiltiende) Saudi Arabien og Oman.

Disse regionale stormagter er afgørende for udfaldet af regionens kludetæppe af konflikter, der bl.a. indebærer Iran kontra Saudi-Arabien, Iran kontra Israel, Tyrkiet kontra Saudi-Arabien, Tyrkiet kontra de syriske kurdere og Rusland kontra Tyrkiet (i Syrien) samt mange flere.

Selvfølgelig spiller USA og i stigende grad Kina (i kraft af, at de nu importerer 40 pct. af deres olie fra Mellemøsten) stadig en rolle. Men ikke længere direkte; nu kun indirekte gennem påvirkning af de nævnte regionale konflikter. I takt med at USA har isoleret Iran, har Kina til gengæld forstærket deres samarbejde med landet og aftager i dag en stor del af deres olie (gennem mellemmænd). Med Kina i ryggen vil Iran stå stærkere viz-a-viz de øvrige regionale akser. USA holder stadig hånden under de syriske kurdere og har dermed indflydelse på udviklingen i Syrien. USA’s fortsatte tilstedeværelse i det østlige Syrien forhindrer landet i at få adgang til sine oliekilder, som er afgørende for at finansiere genopbygningen af landet. Men den indflydelse deler de med Tyrkiet, Iran, Rusland og HTS (Hayat Tahrir As-Sham, den ekstremistiske islamistiske organisation, der styrer Idlib provinsen i nordvest Syrien) og derfor er USA ikke længere den altoverskyggende magt i Mellemøsten.

Af samme grund er konflikten i Syrien fastfrosset, da alle lokale kombattanter har hver sin eksterne sponsor. Disse sponsorer (USA, Rusland, Tyrkiet, Iran, Israel og Saudi-Arabien) er selv i indbyrdes konflikt og har derfor ikke incitament til at lægge begrænsninger på deres lokale allierede, der anskuer magtspillet som et anarkistisk tag-selv-bord. Dette gør det nærmest umuligt at få en endelig afgørelse af borgerkrigen.

 

Mens andre regioner i verden er karakteriseret ved en større eller mindre grad af orden – enten gennemtvunget af en dominerende magt eller ved mellemstatslige sikkerhedsfællesskaber – er Mellemøsten i ekstrem grad karakteriseret ved netop fraværet af orden
_______

 

Fravær af orden
Problemet med, at alle aktører snævert forfølger deres egne interesser uden hensyn til, hvad der kollektivt tjener dem bedst – fx fred og samarbejde – gør sig også mere overordnet gældende for hele regionen. Mens andre regioner i verden er karakteriseret ved en større eller mindre grad af orden – enten gennemtvunget af en dominerende magt (fx i Latinamerika, hvor USA fører det store ord) eller ved mellemstatslige sikkerhedsfællesskaber (som fx i Europa) – er Mellemøsten i ekstrem grad karakteriseret ved netop fraværet af orden.

Forudsætningen for orden er, at den kan håndhæves. Det store antal regionalmagter i indbyrdes konflikt og med lige stor relativ magt betyder, at det er alles kamp mod alle, og at konflikter ikke løses eller administreres på basis af regler og procedurer, men derimod alene gennem rå magtanvendelse, enten åbent eller indirekte som i skyggeboksning.

Udover direkte intervention i nabolande, som Iran, Irak og Tyrkiet i Syrien, gøres der ikke mindst brug af ikke-statslige stedfortrædere. Disse stedfortrædere styres af deres eksterne sponsorer og vanskeliggør det dermed for de mellemøstlige stater at kontrollere deres eget territorium. Irans støtte til Hizbollah i Libanon, Egyptens støtte til militslederen Khalifa Haftar i Libyen, Israels støtte til kurderne i Irak og Tyrkiets støtte til resterne af Den Frie Syriske Hær (og indirekte til HTS i det nordlige Syrien) er eksempler på sådanne stedfortræderinterventioner.

Manglen på en overordnet ordensstruktur kombineret med udstrakt brug af stedfortræderintervention gør det umuligt for landene at agere som fornuftige westfalske stater, der indgår og håndhæver aftaler med andre stater. Resultatet er alles krig mod alle.

De nyligt indgåede såkaldte ’Abraham-aftaler’ mellem Israel og en række Golf-stater kunne i princippet være starten på en udvikling mod samarbejde og forfølgelse af kollektive interesser. Men Israel har endnu ikke indgået en fredsaftale med palæstinenserne, samtidig med at de stadig mangler at fortælle, hvor de anser deres definitive ydre grænser går. Det er derfor tænkeligt at Iran, hvis støtte til palæstinenserne er en del af regimets DNA, mere opfatter Abraham-aftalerne som en trussel end som en begyndelse på samarbejde – og dermed forstærkes konflikten i stedet for det modsatte.

 

Samlet set er regionen derfor inde i en meget negativ udvikling, som er karakteriseret af inter- og intrastatslige konflikter, radikalisering, politiske hårdknuder, udvandring og økonomisk armod
_______

 

Indre konflikter
Udover de horisontale konflikter landene imellem er Mellemøsten også karakteriseret ved dybe indre konflikter i de enkelte lande. Disse konflikter omfatter demografi, økonomi, politik og ideologi.

Regionen har en befolkningsvækst på næsten 2 pct., hvilket betyder, at den nuværende befolkning vil fordobles til 678 millioner i 2050. Arbejdsmarkedet i regionen er ude af stand til at absorbere det store antal nye arbejdssøgende, der melder sig på arbejdsmarkedet hvert år. Af samme grund har regionen en ungdomsarbejdsløshed, der er dobbelt så stor som verdensgennemsnittet. Rastløse unge mennesker uden arbejde i storbyerne er opskriften på ideologisk radikalisering og et fortsat stort flygtningepres på Europa.

Der er også manglende økonomisk udvikling i regionen, der gennem alt for mange år har levet højt på indtægterne fra olie. Olieindtægter styrker statsapparatet overfor civilsamfundet, og markedet skaber korruption og skævvrider de økonomiske strukturer. Regionen er derfor i en elendig forfatning til at møde industrilandenes kommende omlægning til CO2-neutral energiproduktion, der betyder et markant fald i olieindtægterne på sigt. Samtidig er regionen hårdt ramt af COVID-19-epidemien, der har resulteret i et fald i økonomisk aktivitet i 2020 på 5 pct. (IMF, 2020). Modsat de fleste andre regioner i verden, er Mellemøstens udsigter for den fremtidige økonomiske udvikling ikke gode.

Når det gælder politik, står det også problematisk til. Det Arabiske Forår handlede om, at den brede befolkning ønskede større politisk indflydelse. I stedet for at resultere i demokratisering, var resultatet det modsatte: konsolidering og endda styrkelse af de autoritære styreformer (Syrien og Egypten) og borgerkrig i flere lande (Syrien, Libyen og Yemen), hvor magten gik til militslederne.

Men ønsket om større folkelig indflydelse eksisterer stadig og gør, at der i mange lande er en slags skyttegravskrig mellem regimerne og deres befolkninger. Bashar al Assad i Syrien og Abdel Fatah el-Sisi i Egypten har gravet sig ned i deres skyttegrave, hvor der ikke er plads til dialog eller kritik. Selvom det med hård hånd lykkes for dem at holde oppositionen nede, vil resultatet blot blive at drive de moderate regimemodstandere i armene på ekstremister.

De mere moderate Muslimske Brødre i Egypten og Hamas i Palæstina vil blive svækket, mens de yderligtgående islamister som HTS, Al Qaeda og Islamisk Jihad i Palæstina vil blive styrket. Mens de moderate ønsker at fokusere på deres fjender i Mellemøsten, ser de yderligtgående islamister det mere som en global kamp, hvor det gælder om også at angribe de eksterne magter, som de ser som støtter til deres hjemlige fjender.

Vi kan derfor forvente mere terrorisme; mestendels i regionen, men også hos os selv i Europa.

Samlet set er regionen derfor inde i en meget negativ udvikling, som er karakteriseret af inter- og intrastatslige konflikter, radikalisering, politiske hårdknuder, udvandring og økonomisk armod.

Mellemøsten er et nærområde til Europa: Afstandene er små og kan sagtens tilbagelægges. Hvad der sker i Mellemøsten, forbliver ikke i Mellemøsten. Regionens problemer er også vores problem. Der er nære bånd mellem regionens og Europas indvandrerbefolkning. Flygtninge, islamistisk radikalisering og terrorisme vil derfor være fænomener, vi europæere skal forholde os til i lang tid fremover.

 

Flygtninge, islamistisk radikalisering og terrorisme vil derfor være fænomener, vi europæere skal forholde os til i lang tid fremover
_______

 

Hvad bør Europa gøre?
For det første bør vi begynde ved at tage udgangspunkt i den faktiske udvikling i regionen (og ikke i ’Mellemøsten i vores hoveder’) og derfra se på, hvordan vi kan påvirke den i en positiv retning. Vi skal ikke tro, at vi kan bestemme udviklingen ved hjælp af hjemmefabrikerede ideologiske opskrifter på demokrati og menneskerettigheder, der i 00’erne førte til militære interventioner i Afghanistan, Irak, Syrien (indirekte) og Libyen, som alle gjorde ondt værre.

Allerførst bør vi nøgternt erkende, at selvom USA er en vigtig spiller, minder landet også efterhånden om det, man i det 19. århundrede kaldte Det Osmanniske Rige; nemlig ’Europas Syge Mand’: USA ligner mere og mere en ’syg mand’, hvis store interne splittelser gør det vanskeligt for landet at føre en troværdig og langsigtet udenrigspolitik. I stedet er amerikansk mere og mere blevet en spillebold for den interne politiske konkurrence mellem partierne.

Tag fx atomaftalen med Iran, som Obama indgik, og Trump trådte ud af for at tækkes sit vælgergrundlag – og som Biden nu ønsker at genindtræde i. Kan man fortænke iranerne i at være skeptiske overfor, om den nu holder, og at de derfor helgarderer sig i tilfælde af, at USA om fire år igen får en yderligtgående Republikansk præsident? Eller at de mellemøstlige lande ikke længere stoler på internationale aftaler, nu hvor USA har anerkendt Jerusalem som Israels hovedstad – i strid med samtlige indgåede FN-aftaler?

USA som modererende og ordenssættende magt er ikke længere overbevisende, og det har de regionale magter også erkendt. Hvad der end kommer af bandbuller fra Washington, forfølger de nu ufortrødent deres egne interesser – og gerne med rå magtanvendelse, hvis de finder det opportunt. Det så vi, da Tyrkiet konfronterede de syriske kurdere, som samtidig er USA’s allierede, eller nu, hvor de to USA-allierede, Qatar og De Forenede Emirater, støtter hver deres side i den libyske borgerkrig.

Europa har derfor fremover kun sig selv at stole på, hvis vi vil forfølge vores egne interesser; nemlig at se vores nabo være i fred med sig selv med en økonomisk og social udvikling, som dets egen befolkning foretrækker i stedet for at udvandre til Europa.

For det første bør vi accelerere den igangværende styrkelse af EU’s evne til at agere samlet på den internationale scene og stoppe de enkelte europæiske landes snævre forfølgelse af nationale interesser til skade for regionen. Det er fx nødvendigt i Libyen, hvor Frankrig støtter oprørslederen Khalifa Haftar, mens de øvrige europæiske lande støtter regeringen i Tripoli. Samtidig bør vi naturligvis understøtte vores troværdighed ved på sigt at udvide EU med en egentlig militær dimension. Der er stor uenighed herom i EU; men mon ikke fornuften vil sejre her, når omkostningerne ved at fortsætte den nuværende atomistiske tilgang til vores nær-naboområde vokser?

For det andet bør vi analysere forholdene i regionen strategisk og handle i forhold til det overordnede mål – fred og udvikling – og ikke, hvad der vindes af ideologiske point i den politiske konkurrence internt i de enkelte europæiske lande. Næste gang, der opstår en krise i regionen, bør vi i Europa have samlede, strategiske retningslinjer for vores politik i området.

Syrien er et godt eksempel på, hvor galt det kan gå, når de politiske beslutninger sker uden en overordnet strategi. I Syrien engagerede de enkelte europæiske lande sig hovedkulds og uden en ordentlig forståelse af de faktiske dynamikker i landet. Populære ideologiske mål om demokrati og menneskerettigheder er gode slogans, men kan ikke umiddelbart oversættes til praktisk politik. De blåøjede ønsker om demokrati og menneskerettigheder i Mellemøsten er jo faktisk endt i det modsatte: mindre demokrati og ringere menneskerettigheder. Vi bør erkende, at der ikke er en lige vej mellem disse ønskede mål og praktisk politik.

 

De blåøjede ønsker om demokrati og menneskerettigheder i Mellemøsten er jo faktisk endt i det modsatte: mindre demokrati og ringere menneskerettigheder
_______

 

Grundlæggende bør vi i erkendelse af vores begrænsede evner til at forme udviklingen i regionen ydmygt nøjes med at forsøge ikke at forværre situationen med vores politik.

Her er vores politik overfor Israel et godt eksempel. Israel behandles i dag som et ’mest begunstiget land’ i relation til det indre marked og deltager i utallige EU- programmer. Det er på tide, at EU tager en ’voksen’ snak med Israel og gør det klart, at hvis israelerne ikke viser større imødekommenhed overfor palæstinenserne med henblik på oprettelse af en selvstændig palæstinensisk stat, vil EU iværksætte sanktioner overfor landet på linje med, hvad der sker overfor Rusland.

Selvom Israel-Palæstina-konflikten ikke længere er den altdominerende konflikt i Mellemøsten, og en løsning af den langt fra vil løse alle problemer, er konflikten stadig af stor betydning. Ikke mindst er den et vigtigt element i det iranske regimes fjendtlige holdning til Israel (og USA, som det anser for at være Israels sponsor), og det gør, at iranerne i selvforsvar har organiseret et fremskudt forsvar ved hjælp af stedfortræderkræfter i Libanon, Syrien og Yemen. Samtidig er konflikten vigtigt ideologisk foder for ekstremisterne i deres bestræbelser på at hverve tilhængere.

Mellemøsten er inde i en negativ udviklingsspiral, og som nabo til regionen vil Europa også mærke følgerne heraf. Regionen har i alt for mange år været tumleplads for særligt USA, men det er især i Europa, at vi nu mærker konsekvenserne i form af terror og flygtningestrømme, mens konsekvenserne i USA er betydeligt færre pga. den store afstand. Er det ikke på tide, at vi europæere begynder at forholde os konstruktivt til regionens problemer? Mellemøstens problemer bliver ikke i regionen, men vil under alle omstændigheder påvirke os her i Europa.

En strategisk plan og en handlingsorienteret politik for Israel-Palæstina konflikten er ikke en mirakelkur for Mellemøstens elendighed, men det er en fornuftig start. Vi bør dog indstille os på, at vi i lang tid fremover vil skulle leve med regionens problemer uden at kunne gøre så forfærdeligt meget ved dem. Nu hvor Mellemøstens stormagter har taget regionens problemer i egen hånd, vil vores mest konstruktive bidrag bestå i at vente til, at røgen lægger sig, og der opstår en ny stabil regional magtbalance. Og, ikke mindst, at sørge for ikke at begå nye dumheder.

 

Vi bør dog indstille os på, at vi i lang tid fremover vil skulle leve med regionens problemer uden at kunne gøre så forfærdeligt meget ved dem
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland