Søren Espersen: De dystre Brexit-spådomme er ikke gået i opfyldelse. Nu skal vi følge briterne ud i friheden
29.09.2021
Det mest latterlige lige nu er at opleve, hvordan EU-fanatikerne herhjemme i Danmark triumferende meddeler, at nu har briterne i dén grad fortrudt, at de stemte sig ud af EU. Men gu’ har de da ikke nikke nej. Eksperternes pessimistiske forudsigelser er ikke gået i opfyldelse, og vi bør med det in mente følge briterne ud det fejlslagne og udemokratiske EU så hurtigt som overhovedet muligt.
Kommentar af Søren Espersen, udenrigspolitisk ordfører for Dansk Folkeparti
ØJEBLIKKELIGE BRITISKE UDFORDRINGER med at erstatte de Øst- og Centraleuropæiske lastbilchauffører, som i pandemien skyndte sig hjem til deres respektive lande, optager lige nu Johnsons regering og det britiske parlament. Og sagen vil blive løst. Jeg spår, at den uheldige situation – først og fremmest med hærens hjælp – vil være løst inden for et par måneder.
Det mest latterlige lige nu er at opleve, hvorledes EU-fanatikerne herhjemme i Danmark triumferende meddeler, at nu har briterne i dén grad fortrudt, at de stemte sig ud af EU. Men gu’ har de da ikke nikke nej. Når man snakker med briterne, er de generelt meget glade for, at de slap ud – og nogle mindre udfordringer som den, vi nu ser, løses som sagt.
Og min og Dansk Folkepartis holdning har ikke ændret sig en tøddel: Vi har mange gange fremført, at når vi kom lidt på afstand af Brexit, ville vi dels kunne vurdere, hvordan Storbritannien klarede sig, dels hvorvidt Danmark ville være i stand til at gøre det samme. Nu, seks år efter afstemningen, og halvandet år efter briternes fuldstændige frihed har vi et godt billede af, hvordan briterne egentlig klarer sig.
Man husker sikkert, at allerede i månederne op til Storbritanniens officielle farvel-dag, den 31. januar 2020, var de såkaldte ”EU-eksperter” – herunder også en del danske – i fuld gang med deres dystre spådomme: De mente at vide, at i Storbritannien ville alting blive fuldstændig kaotisk ved grænserne. Ligeså givet var det, sagde ”eksperterne”, at briternes jobs ville forsvinde som dug for solen, og at erhvervsvirksomheder i stor stil ville gå neden om og hjem.
Eksperterne mente yderligere at vide, at det i store træk ville være slut med al udenlandsk investering i Storbritannien, og at det var lige så slut med London som finansmetropol.
Alt dette og meget mere blev briterne og vi andre tudet ørene fulde af, om end EU-eksperterne jo i deres stille sind vidste, at det overhovedet ikke ville gå, som man rendte rundt og fremlagde som fastslåede kendsgerninger.
Og så sagde eksperterne ikke engang undskyld, da det hele viste sig at være løgn og latin, fup og fidus.
Ligeså givet var det, sagde ”eksperterne”, at briternes jobs ville forsvinde som dug for solen, og at erhvervsvirksomheder i stor stil ville gå neden om og hjem
_______
I DANSK FOLKEPARTI har vi igennem årene haft et fortrinligt kammeratskab med de britiske konservative. Vi har besøgt dem i London, og de har besøgt os i Danmark. Et par af dem, Daniel Hannan og Nigel Farage, har vi haft som årsmødetalere.
Og år efter år efter år har disse tapre briter i det britiske parlament foreslået en folkeafstemning om Storbritanniens udtræden af EU, og hver gang er det ikke blevet til noget – indtil den dag, det så BLEV til noget! Så kom folkeafstemningen – og så var briterne på vej ud i friheden.
Det er baggrunden for, at en enig folketingsgruppe på vort sommergruppemøde for nylig vedtog, at vi efter det kommende valg i et beslutningsforslag vil foreslå en folkeafstemning om Danmarks udtræden af Den Europæiske Union. Og vi vil – som briterne – foreslå det igen og igen, indtil den dag, vi får flertallet for den afstemning – og Danmark dermed vil være på vej ud i friheden.
For lad mig sluttelig slå fast, så det ikke kan misforstås:
Danmarks udmeldelse af Den Europæiske Union er et helt centralt politisk ønske og krav for os i Dansk Folkeparti. Vi skal ud af denne fejlslagne og udemokratiske union så hurtigt som overhovedet muligt, og ud i et frit og selvstændigt Danmark. ■
Danmarks udmeldelse af Den Europæiske Union er et helt centralt politisk ønske og krav for os i Dansk Folkeparti
_______
Søren Espersen (f. 1953) er MF for Dansk Folkeparti og forsvars- og udenrigsordfører. ILLUSTRATION: Søren Espersen [FOTO: Jesper Mortensen/polfoto]