14.05.2021

„Vi har taget alle konkurrencestatens lavthængende frugter, og der siger jeg så, at konkurrencestatens træghed kan afløses af entreprenørstaten, som i stedet for at skære for- og bagdør væk fra hinanden, binder dem sammen ved at fordre en meget større grad af samarbejde på tværs af staten, erhvervslivet, akademia og civilsamfundet. Staten kan ikke løse de vilde problemer selv – de kan kun løses i fællesskab.‟
_____________________

I RÆSONs artikelserie BOGAKTUEL spørger vi bogaktuelle forfattere ind til tankerne bag, inspirationen og motivationen for at skrive netop dén bog lige nu. Denne gang: Sigge Winther Nielsen, forfatter til ”Entreprenørstaten”. Sidst: Magnus Boding Hansen, forfatter til ”Djævlen sover aldrig – Mysteriet om Latinamerikas mange mord”.

Interview af Johannes Sartou

HVEM JEG ER
Sigge Winther Nielsen, f. 1982.

AKTUEL MED
”Entreprenørstaten – Hvorfor vælgernes ønsker forsvinder op i den blå luft – og hvordan vi fikser det”, Gads Forlag, 18. maj 2021.

KENDT FRA
Dansk journalist, tidligere vært på Deadline og nu vicedirektør i Djøf.

Hvad skal læseren tænkte efter sidste side?
At vi i Danmark har et dejligt demokrati, men at der er mange problemer, vi kunne løse meget bedre og mere effektivt, end vi gør nu.

Det sværeste ved bogen var
Den sidste del, hvor jeg beskriver entreprenørstaten, og hvad den indebærer af ændringer. Det er altid meget nemmere at rive ned end at bygge op. Da jeg begyndte med at skrive bogen, havde jeg tænkt, at det skulle være en diagnose frem for en kur, men måtte erkende, at det er for trygt og nemt bare at diagnosticere problemerne uden at give sit bud på, hvordan vi skal løse dem.

To bøger, jeg gerne ville have skrevet

Amy Edmondson: Den frygtløse organisation

David Easton: The Political System

RÆSON: En væsentlig præmis for “Entreprenørstaten” er husmetaforen for demokratiet med en for- og bagdør. Fordøren er den offentlige samtale, mens bagdøren er der, hvor politikken, som skabes inde i huset, omsættes til praksis: dér hvor borgerne mærker en konkret forskel. Du mener, at forholdet mellem de to er kollapset i Danmark siden konkurrencestatens fødsel i 90’erne. Det betyder, at vælgernes ønsker forsvinder i den blå luft, da de reformer, der udlægges i fordøren, oftest viser sig at være luftkasteller i bagdøren. Hvor ser du det i det politiske landskab, og hvordan er Danmark endt i denne blindgyde af “pseudopolitik”?
WINTHER: Politik er kommet på steroider: Alting går enormt hurtigt og skal gerne løses bag lukkede døre uden synderlig inddragelse af civilsamfundet. Det har været drevet frem af en medielogik om, at politikere skal være handlekraftige, som har præget dansk politik siden start 00’erne, hvor politisk kommunikation er blevet lig med politisk handling. Det har været drivkraften bag de sidste mange års reformer, som jeg i vid udstrækning betegner som pseudopolitik.

Sondringen mellem tamme problemer og vilde problemer – som jeg gør en del ud af i bogen – er central her. De tamme problemer er problemer, der er nemme at gå til og let kan afsluttes. Det kan fx være, at man etablerer retten til at gå i folkeskole, så bygger man en skole, uddanner lærere, og så underviser man. Problemet med manglende uddannelse er hermed løst.

 

Staten kan ikke løse de vilde problemer selv – de kan kun løses i fællesskab. Kernen i entreprenørstaten er, at vi skal udforme nogle ”månelandingsprojekter”, der er så store, svære og langsigtede, at de skal løses i fællesskab
_______

 

Et vildt problem er så, hvis vi har kørt dette folkeskolesystem gennem mange år og finder ud af, at de 20 pct. svageste elever ikke har rykket sig fagligt på trods af reformer, der skulle øge deres faglighed. Så har velfærdsstaten et vildt problem, fordi det ikke bare kan løses teknisk. Det kræver mange forskellige indsatser: didaktiske, pædagogiske og sociale – og det vil formentlig kræve, at man både involverer fonde, erhvervsliv, staten og kommunerne. Derfor er disse vilde problemer meget svære at løse og de kræver en anden politikimplementering end de tamme problemer, hvilket er en af årsagerne til, at fordøren og bagdøren er kollapset i Danmark. En anden årsag er, at vi har løst mange af de tamme problemer i Danmark, og mange af de vilde problemer står derfor tilbage.

RÆSON: Du skriver, at staten har modstået tidernes tendenser ved at lægge “arkæologiske lag” på for at styrke sig til en ny virkelighed. Hver gang bagdøren er blevet træg, har man lagt endnu et lag. Du nævner fem lag, herunder en demokratisk stat, velfærdsstaten og konkurrencestaten, og så tilføjer du dit bud på et nyt lag: Entreprenørstaten, der skal opløse konkurrencestatens tilsandede bagdør. Hvad er entreprenørstaten, og hvordan kan den løse den politiske krise i konkurrencestaten, du beskrev før?
WINTHER: Entreprenørstaten tager udgangspunkt i, at der er mange vilde problemer, som konkurrencestaten ikke formår at løse. Konkurrencestaten skar fordøren og bagdøren væk fra hinanden gennem bl.a. effektivisering, hvilket fungerede fint i forhold til at løse tamme problemer, hvor politikerne fx kunne sige: ”Vi skal have flere i arbejde, så vi skærer i kontanthjælpen.”. Det lykkedes et langt stykke hen ad vejen, men nu er vi nået til et punkt, hvor det er meget svært at komme videre af den vej.

Vi har taget alle konkurrencestatens lavthængende frugter, og der siger jeg så, at konkurrencestatens træghed kan afløses af entreprenørstaten, som i stedet for at skære for- og bagdør væk fra hinanden, binder dem sammen ved at fordre en meget større grad af samarbejde på tværs af staten, erhvervslivet, akademia og civilsamfundet. Staten kan ikke løse de vilde problemer selv – de kan kun løses i fællesskab. Kernen i entreprenørstaten er, at vi skal udforme nogle ”månelandingsprojekter”, der er så store, svære og langsigtede, at de skal løses i fællesskab, og så bruge dem som rambuk til at få has på de vilde problemer. Denne tilgang er inspireret af det amerikanske månelandingsprojekt DARPA, hvor man havde en lang tidshorisont, afsatte mange ressourcer  til projektet og arbejdede på kryds og tværs af det amerikanske samfund. Dette projekt lagde grundlaget for bl.a. internettet og iPhones. Det er dét, entreprenørstaten skal facilitere.

RÆSON: Et af de væsentligste aspekter i din vision om entreprenørstaten er langsigtede, store målsætninger – såkaldte “månelandingsprojekter”. I et politisk landskab, hvor politikere kæmper for deres overlevelse fra valg til valg – og derfor sjældent ser længere end fire år frem –  hvilket incitament har de så for storstilede og langsigtede visioner?
WINTHER: Politikerne handler jo bare rationelt og maksimerer ved fordøren uden at præstere meget reelt ved bagdøren. Særligt i perioden efter Anden Verdenskrig havde vi en forventning om, at politikerne skulle binde for- og bagdør sammen – og at det var en naturlig del af jobbet at præstere i begge ender – men de normer skrider i øjeblikket. Der er ingen klare incitamenter til, at de skal fokusere på bagdøren.

 

Hvis vi skal løse de vilde problemer, så nytter de hurtige aftaler uden inddragelse ingenting
_______

 

Hvad gør vi så ved det? Hvis man kigger på Anders Fogh Rasmussen og den måde, han gjorde Venstre til et bredt, folkeligt parti, var det ikke udelukkende ved at være hurtig og smart ved fordøren. Det var også ved at erobre sundhedspolitikken ved bl.a. at satse massivt på kræftområdet med masser af ressourcer og inddragelser af fagfolk. Det mindede i høj grad om en entreprenørstatsindsats, og det kvitterede vælgerne for. Før i tiden var det helt utænkeligt, at Venstre skulle have det, man inden for valgforskning kalder ’emneejerskab’ over sundhedspolitikken, men de sidste mange år har de sat sig tungt på den dagsorden. Det skyldes, i min udlægning, denne entreprenørstatsligendende indsats, hvor man som politiker ser længere frem end til næste valg – hvilket i dette eksempel synes at have klangbund hos vælgerne.

RÆSON: Entreprenørstaten skal sikre langsigtede løsninger med offentligt/privat samarbejde og inddragelse af civilsamfundet. Men er det ikke netop det, man har forsøgt med fx regeringens klimapartnerskaber og Klimarådet? Hvordan adskiller entreprenørstaten sig fra det?
WINTHER: Jo, det beskriver jeg også i bogen. Det oplæg, jeg laver til entreprenørstaten, er jo ikke bare et teoretisk luftkastel – det udspringer fra tendenser i tiden. Der er, som du nævner, adskillige eksempler på, at regeringen arbejder gennem partnerskaber. Det vidner om, at konkurrencestaten er ved at glide i baggrunden og at entreprenørstaten vinder frem. Når det er sagt, har vi stadig til gode at se, hvorvidt regeringen virkelig tør at bruge partnerskaberne. Det kræver, at staten tør give mere slip på magten og have en mere kollektiv og samarbejdsorienteret løsningsmodel – og der har jeg min tvivl i forhold til, om den nuværende regering er parat til det.

Et andet af regeringens partnerskaber – ifm. coronahåndteringen – handlede om, hvordan man kunne hjælpe udsatte børn og unge. Regeringen indkaldte fonde, erhvervsliv og eksperter, men ifølge en af mine kilder, endte det alligevel med, at regeringen valgte selv at allokere pengene i stedet for at beslutte det i samarbejde med dens partnere. Man kan gisne om, at den beslutning er taget ud fra devisen om, at man gerne vil have det så hurtigt igennem som muligt i stedet for at finde en langsigtet og mangefacetteret løsning. Det er den politiske logik som alle Folketingets partier er underlagt i dag. Og det gør det henved umuligt at lave de lange seje træk, som der skal til for at løse de vilde problemer.

RÆSON: Den nuværende regerings omorganisering af embedsværket – som onde tunger ville kalde en politisering – og deres stringente fokus på få, store projekter – særligt coronahåndteringen, men også klima og social retfærdighed – har givet bred opbakning blandt vælgerne og efterladt oppositionen desillusioneret. Du skriver, at “den afgørende forudsætning for en entreprenørstat er et stærkt ministerium, der kan koordinere og kraftsætte udviklingen på regeringens satsningsområder” – er regeringen i gang med en overgang til entreprenørstaten?
WINTHER: Regeringen har taget mange af de indledende skridt mod entreprenørstaten: partnerskaber, omorganisering af statsministeriet og få, store signaturprojekter. Så langt så godt, men et væsentligt aspekt af entreprenørstaten er, at staten skal give mere slip på magten til fordel for samarbejdet, og den nuværende regering klæber sig for meget til den. Som jeg skriver i bogen, er der i endnu højere grad brug for de lange målsætninger og inddragelsen af viden i beslutningsprocesserne, som jeg ikke ser som det mest rodfæstede hos den nuværende regering.

Der følger de et spor, der har præget dansk politik i en del år efterhånden, hvor man fører politik ud fra devisen om, ’at det kan vi politikere selv klare’. Man kan lave en hurtig aftale med de øvrige partier bag lukkede døre og så er der formentlig nogle andre ude i samfundet, som implementerer den aftale i praksis. Det er nemmere, fordi det går hurtigt. Man viser handlekraft, og man kommer på forsiden af avisen med en god historie, men så står de, der skal implementere aftalen i bagdøren, rådvilde tilbage uden at være blevet inddraget i beslutningsprocessen og derfor med en meget lille chance for at føre aftalen succesfuldt ud i praksis. Hvis vi skal løse de vilde problemer, så nytter de hurtige aftaler uden inddragelse ingenting.

 

Flere kilder beskriver i bogen, at regeringstoppen helst ikke udfordres intellektuelt, men vil have svar, der passer deres ideologiske kompas. Og det kan medføre, at beslutninger bliver truffet uden at forholde sig til virkeligheden
_______

 

Jeg nævner især to ”faresignaler” ift., hvorvidt regeringen har iværksat en entreprenørstat. Det første faresignal kalder jeg ”tunnelsynet i tunnelen”, hvor flere kilder i bogen tegner et billede af en regering, der topstyrer på en særlig nidkær facon. Helt ned til beslutningsnotaternes kommatering. En sådan detailstyring er uforenelig med entreprenørstatens brug af samarbejde og partnerskaber, hvilket kræver et miljø, hvor det er okay at fejle for at tænke nyt og løse de vildeste problemer.

Et andet faresignal er det, jeg kalder ”bagdørens smækken”. Med det mener jeg, at regeringen har formuleret nogle meget tydelige målsætninger ved fordøren om at levere på klima, nærhedsreform, social retfærdighed og at være børnenes statsminister. Det er vilde problemer på hver sin måde, de vil løse her. Men de (eventuelle) manglende resultater ved bagdøren kan indhente regeringen, netop fordi de har været så tydelige ved fordøren. Flere kilder beskriver i bogen, at regeringstoppen helst ikke udfordres intellektuelt, men vil have svar, der passer deres ideologiske kompas. Og det kan medføre, at beslutninger bliver truffet uden at forholde sig til virkeligheden. Så smækker bagdøren gerne – og så er risikoen, at vi heller ikke i denne omgang løser de presserende problemer, vi som samfund står over for.

RÆSON: Hvordan kan en noget desillusioneret oppositionen tage ved lære af det projekt, du beskriver i bogen?
WINTHER: Hvis man tager udgangspunkt i Lars Løkke, så ser det ud til, at han er på vej ned af denne vej ved at spørge, hvorvidt vi løser nok af de presserende problemer, og om der er for meget af vores reformkraft, der går til spilde. Jeg har lavet en survey i forbindelse med bogen, der peger på, at der er mange danskere, der ikke synes, at demokratiet løser problemerne i sin nuværende form.

Så der ligger et stort potentiale for oppositionen – måske i særdeleshed for Lars Løkke, da han er den, der bedst ville kunne formulere det her projekt – til at sige, at vi skal huske at vedligeholde bagdøren, så den ikke sander til. Selvom det kan lyde som et bagstræberisk projekt, så tror jeg , at tiden er moden til det. Tag fx problemer som klimakrisen, socialt udsatte og indvandring, som vi har kæmpet med i årevis uden reelle forbedringer: Skulle vi ikke tage at sætte nogle ambitiøse, langsigtede månelandingsprojekter inden for de områder? Det er den primære lektie, oppositionen kan tage fra entreprenørstaten.

 

Politikerne skal mødes med borgerne i nogle rum, hvor det ikke bare handler om luftige emner om den demokratiske samtale, men helt konkret om politikudvikling- og implementering
_______

 

RÆSON:  Hvordan undgår man den åbenlyse faldgrube, at entreprenørstaten ender i teknokrati?
WINTHER: Det er enormt vigtigt for mig at understrege, at dette ikke er en bog, der argumenterer for mere teknokrati – snarere tværtimod. Jeg argumenterer for, at befolkningen i langt højere grad skal inddrages som medskabere af politik, hvor politik ikke kun er noget, der skabes mellem politikere i fordøren. I bogen interviewer jeg 50 mennesker, heriblandt ministrere og politikere, og mange af dem siger, at de er koblet helt af og føler ikke, at de er en del af et feedbackloop med deres vælgere. Mange af de tiltag, jeg foreslår i bogen, skal sammenbinde demokratiets for- og bagdør forstået på den måde, at politikerne skal mødes med borgerne i nogle rum, hvor det ikke bare handler om luftige emner om den demokratiske samtale, men helt konkret om politikudvikling- og implementering.

I bogen nævner jeg et eksempel i Gentofte. Her har man den såkaldte ”Gentoftemodel”. Den går ud på, at man skaber opgaveudvalg i kommunalt regi, hvor man henter repræsentanter fra Folketinget, embedsværket, erhvervslivet og civilsamfundet ind for at løse de givne problemer. På den måde løste de problemet med kommunens arbejdsløse indvandrere, der fik arbejde i IKEA i Gentofte. En sådan løsning havde været svær at finde på og implementere fra et forhandlingslokale på Christiansborg.

For at nævne to konkrete forslag om, hvordan man kan inddrage civilsamfundet, så foreslår jeg for det første, at man skal gentænke kommissionskonceptet. Vi har i mange år flittigt brugt kommissioner, hvor udvalgte ekspertgrupper kommer med nogle forslag, der oftest ikke manifesterer sig politisk. Vi skal i stedet bruge åbne laboratoriekommissioner, som er mere transparente om deres arbejde og som består af et bredt spektrum af eksperter, forskere og befolkningen i bredere forstand. For det andet, foreslår jeg, at vi bør oprette et borgerting. Under tilblivelsen af bogen talte jeg med en departementschef i regeringens inderkreds, der var dybt bekymret over, hvor nemt og hurtigt man kan vedtage lovgivning i Danmark. Der er simpelthen for få stopklodser.

Dommen fra departementschefen lød, at vi burde indføre et tokammersystem. Det er jeg dog ikke helt enig i – det ville kræve for vidtrækkende ændringer af vores system. Vi havde imidlertid et Landsting, som blev afskaffet ved grundlovsændringen i 1953. En gentænkning af Landstinget kunne være en gylden middelvej mellem vores system, hvor vi vedtager lovgivning for let, mens lande med tokammersystem har svært ved overhovedet at gennemføre lovgivning. Man kan dog lave et uformelt andetkammer, som i praksis ville fungere som et borgerting. Det ville være mindre formelt end Landstinget, så Danmark ikke ender i et vetokrati, og det vil kunne styrke for- og bagdøren i demokratiet.■

 

En gentænkning af Landstinget kunne være en gylden middelvej mellem vores system, hvor vi vedtager lovgivning for let, mens lande med tokammersystem har svært ved overhovedet at gennemføre lovgivning
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland