Shahin Aakjær: Hvad kommer først: En ny præsident eller en ny atomaftale?

04.06.2021

En genforhandlet atomaftale med friske underskrifter kan meget vel være lige om hjørnet. Forhandlingerne mellem Iran og de såkaldte P4+1-lande kører på højtryk i Wien, sideløbende med præsidentvalgkampen i Iran. Spørgsmålet er om atomaftalen kommer på plads, inden der er præsidentvalg i Iran den 18. juni.  

Analyse af Shahin Aakjær

DER BLEV SKREVET HISTORIE den 14. juli 2015, da man efter to års forhandlinger nåede til enighed om en atomaftale, den såkaldte Joint Comprehensive Plan of Action (JCPOA), mellem Iran, Tyskland og de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd – Kina, Frankrig, Rusland, Storbritannien og USA.

I Washington kunne Obama stolt fremvise en aftale, der mentes at kunne normalisere forholdet til Den Islamiske Republik (styret i Iran). I Teheran kunne præsident Rouhani vifte med den sejr, som han mere eller mindre havde lovet i sin valgkampagne. En politisk sejr, der skulle få sanktionerne til at fordufte, trække Iran ud af landets rolle som paria og via en blind tillid til trickle-down-effekten skulle bringe økonomien på rette kurs og give iranerne flere goder mellem hænderne. I resten af verden kunne aftalen bruges som det perfekte billede på, hvordan diplomati og forhandling kunne danne bro mellem to ærkefjender og gøre verden bedre.

 

Hvis de ikke bliver enige, eller hvis enten Iran eller USA trækker sig, så kan sanktionerne fortsætte og Iran kan skrue op for berigelsen af uran. Det ville være et stort knæk for Irans økonomi og for Joe Biden
_______

 

Den 8. maj 2018 blev der så tilføjet et nyt kapitel til historiebøgerne.  Trump trak USA ud af aftalen. EU og Iran forsøgte længe efter at holde den kunstigt i live, men det var et absurd skue. Amerikanernes sanktioner var aldrig blevet løftet og de internationale sanktioner kom nu også tilbage. Tilbage stod iranerne, som havde overholdt deres del af aftalen med en følelse af at være blevet godt gammeldags røvrendt. De mest konservative hardlinere i iransk politik kunne dog gnide sig i hænderne og sige: “Hvad sagde vi – man kan ikke stole på amerikanerne!”.

Nu ruller nye forhandlinger, sideløbende med en iransk præsidentvalgkamp, som kan bringe netop nogle af disse hardlinere til magten. Så spørgsmålet er, om en eventuel genforhandlet aftale vil falde på plads før eller efter, en ny iransk præsident kan overtage. Flere af de iranere som var med til at forhandle den tidligere aftale på plads havde meldt sig på banen til valget, men er blevet vraget. Vogternes Råd har offentliggjort syv konservative kandidater, som kan kæmpe om at blive Irans næste præsident. Den helt store favorit er Ebrahim Raisi, chefen for Irans retsvæsen, der personligt er sanktioneret af USA. Valgkampen er skudt i gang og den 18. juni bliver det afgjort.

I morgen, til efteråret eller aldrig
Umiddelbart er der tre måder genforhandlingen af atomaftalen kan falde ud. Det hele kan afblæses. Hvis de ikke bliver enige, eller hvis enten Iran eller USA trækker sig, så kan sanktionerne fortsætte og Iran kan skrue op for berigelsen af uran. Det ville være et stort knæk for Irans økonomi og for Joe Biden, der har satset stort på at vende tilbage til både Parisaftalen og atomaftalen for at rydde op efter sin forgænger.

Flere eksperter peger dog på, at forhandlingerne vil træde ind i et midlertidigt dødvande. Når Iran så har udnævnt en ny præsident, vil man igen kunne mødes og måske komme til en enighed i efteråret 2021. Det skal gå meget hurtigt, hvis man skal nå noget inden da, men i international politik går det sjældent meget hurtigt.

Den tredje mulighed er, at enigheden ligger lige om hjørnet. Meget kunne tyde på, at der fra flere sider er en interesse i at få lukket en aftale hurtigst muligt. Hassan Rouhani havde lagt alle sine æg i den kurv, der hed ”atomaftale med Vesten”, da han blev valgt i 2013. Da det så lykkedes, gav det ham vind i sejlene, indtil Trump trampede både æg og kurv i stykker. Siden er Rouhanis popularitet forduftet ovenpå en forkrøblet økonomi og store demonstrationer, der blev slået hårdt ned.

 

Irans viceudenrigsminister Abbas Araghchi sagde i starten af maj, at han ovenpå forhandlingerne forventede at sanktionerne på de iranske banker, olieindustrien, bilproduktionen, havnene og flere enkeltpersoner inden længe ville fordufte
_______

 

I hardlinernes lejr, den mest konservative del af det politiske spektrum i Iran, har man talt dunder mod aftalen med amerikanerne. Flere arbejder sågar for at skrue yderligere op for uranberigelsen. Men det er tvivlsomt, om de ville kunne forhandle sig frem til noget bedre. For en kommende præsident ville det være en appelsin i turbanen at få gavn af de økonomiske fordele ved en ny atomaftale. Hvis en aftale allerede er på plads, inden en ny præsidentperiode starter, vil de konservative også undgå det smertelige i at skulle nå til enighed med dødsfjenden USA. Den åndelige leder, Ayatollah Khamenei, har også tordnet mod USA. Han har det sidste ord i Den Islamiske Republik, men han godkendte aftalen i 2015 og ville kunne gøre det igen.

Kunne den være indenfor rækkevidde?
Kort efter at Biden trådte til, viste en iransk meningsmåling fra IranPoll, at 51 pct. af iranerne bakker op om en ny atomaftale, imod 44 pct. nogle måneder tidligere. Men ikke for enhver pris. Samme undersøgelse viste, at hele 69 pct. af iranerne ikke mener, at Iran skal vende tilbage til forhandlingerne, før amerikanerne tilslutter sig JCPOA igen og lever op til deres forpligtigelser. USA har endnu ikke løftet sanktionerne og forhandlingerne er i gang. Officielt er amerikanerne dog ikke ved forhandlingsbordet. De amerikanske diplomater sidder i et hotel på den anden side af gaden, da iranerne ikke ønsker at sidde i samme rum, før USA fjerner Trumps sanktioner. Så til kritikerne derhjemme, kan Rouhanis forhandlere fortælle, at der forhandles, men at det sker uden amerikanerne. Et godt eksempel på et af de mange krumspring iranerne har gjort for at nærme sig en ny enighed.

Trump kaldte det en maximum pressure strategy, når han overøste Iran med sanktioner, lod droner flyve rundt i Den Persiske Golf og dræbte general Qassem Soleimani – en nøglefigur i landet. Omvendt arbejdede iranerne med en “maximum tålmodighedsstrategi”. Den gik ud på at være udholdende og håbe på, at ny præsident ville komme til og rette op på det forværrede forhold. Iranerne ventede nøjagtigt et år fra Trump trak amerikanerne ud, før de rigtig reagerede. Først derfra begyndte de at begrænse Det Internationale Atomagentur IEAEs adgang til atomanlæggene og skrue op for berigelsen af uran. Hver gang Iran så sig angrebet, for eksempel ved angrebene på anlægget i Natanz i april i år og mordet på den højtprofilerede atomforkser Mohsen Fakhrizadeh 27. november 2020 ikke langt fra Teheran, reagerede man ved at skrue op for berigelsen. Særligt på grund af hardlinernes krav.

Aftalen om IEAEs adgang til og overvågning af Irans atomanlæg udløb den 21. maj. Hardlinerne krævede dem smidt ud af Iran, og man truede med at destruere videooptagelserne og overvågningsudstyret, hvis ikke der var indgået en ny atomaftale inden den 21. maj. Det skete ikke. Tværtimod er IEAEs mulighed for at overvåge blevet forlænget med yderligere en måned. Den gælder nu til den 24. juni i håbet om, at man inden da kan nå til enighed. Det blev ikke taget godt imod på hjemmefronten. Rouhani blev truet med retsforfølgelse af flere parlamentarikere for at have givet IEAE yderligere en måned. 200 medlemmer af Irans parlament underskrev en udtalelse der sagde, “… hvis ikke 100 pct. af sanktionerne bliver løftet, er ingen af dem løftet.”.

Diplomaternes forhåbninger
 Efter flere møder i Wien blev den ekstra måned tilføjet, og det ser ud til at have bragt parterne tættere. Irans viceudenrigsminister Abbas Araghchi sagde i starten af maj, at han ovenpå forhandlingerne forventede at sanktionerne på de iranske banker, olieindustrien, bilproduktionen, havnene og flere enkeltpersoner inden længe ville fordufte. Det fortalte han i flere interviews, og baserede det på de enigheder, der allerede var opnået. 

 

Meget tyder på, at det er de sidste detaljer, der diskuteres i Wien i disse dage. De har travlt, hvis de skal nå det inden den 18. juni, men måske kan de også få ro, mens valget står på og tiden inden den kommende præsident træder til
_______

 

Kort efter mente iransk stats-TV at vide, at en fangeudveksling mellem USA og Iran var på vej. Yderligere ville Iran få udbetalt syv milliarder dollars, som amerikanerne havde tilbageholdt. Rygtet blev dog afvist fra amerikansk side og af Araghchi. Men rygtet blev set som et tegn, for en sådan fangeudveksling skete også i optakten til den oprindelige atomaftale i 2015.

I midten af maj lød igen lovende ord. Ruslands chefforhandler, Mikhail Ulyanov, skrev efter det fjerde forhandlingsmøde i Østrig på Twitter: , at “…femte møde forhåbentligt ville blive det endelige.” (19. maj). EU’s forhandler, Enrique Mora, sagde: “Jeg er meget sikker på, at der vil foreligge en færdig aftale inden længe.”, da han forlod hotellet, hvor forhandlingerne havde stået på.

Dagen efter faldt oliepriserne lidt over 2 pct., ved udsigten til at den iranske olie igen vil flyde på verdensmarkedet. I samme ombæring sagde Rouhani, at verdens stormagter havde indset, at de tunge sanktioner ville blive løftet, men at diplomaterne stadigvæk diskuterer detaljerne, før de kommer frem til den endelige aftale. Enrique Mora bakkede det op med sin udtalelse om, at han forventede, at alle parter ville vende tilbage til aftalen fra 2015 før det iranske valg i juni.

Meget tyder på, at det er de sidste detaljer, der diskuteres i Wien i disse dage. De har travlt, hvis de skal nå det inden den 18. juni, men måske kan de også få ro, mens valget står på og tiden inden den kommende præsident træder til. Irans velansete udenrigsminister og forhandler i Wien, Javad Zarif,  har på Instagram afsløret, at han ikke stiller op til præsidentvalget. Han rundede afsløringen af med en kommentar til sine kritikere og rivaler: “Nu hvor I er sikre på at jeg ikke stiller op, så lad mig fokusere på møderne i Wien (om at genoplive atomaftalen fra 2015) og arbejdet med at fjerne sanktionerne.”.

Arbejdet fortsætter fra flere sider. En aftale er i støbeskeen, men meget kan nå at gå galt. Hardlinerne på begge sider kan stille sig på bagben, uenighederne kan være for store, eller iranerne kan se sig nødsaget til at besvare Israels angreb. Israels præsident Benjamin Netanyahu har sagt at disse angreb også vil kunne fortsætte efter en eventuel aftale mellem Washington og Teheran. Meget tegner dog til, at de fleste parter ønsker en aftale, måske til efteråret måske før. ■

 

En aftale er i støbeskeen, men meget kan nå at gå galt. Hardlinerne på begge sider kan stille sig på bagben, uenighederne kan være for store, eller iranerne kan se sig nødsaget til at besvare Israels angreb
_______

Apropos denne artikel:

Tim Jackson: Der er brug for en økonomi, hvor omsorgen er det organiserende princip 

Frank Aaen (Ø): I årtier er grænser for frihandel blevet afvist som den rene kommunisme. Nu har Trumps toldkrig endegyldigt sat en ny dagsorden

Marina Yue Zhang i RÆSONs nye trykte nummer: Kina er på vej til at blive den førende teknologiske supermagt

RÆSON61: HVAD VERDEN VIL FORTÆLLE TRUMP

På gaden nu: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten – fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Jonatan Søgaard (KU): Danske borgerlige må sige fra overfor USA. For Trump er ikke konservativ