Seniorforsker Luke Patey: Det er ikke en kinesisk verden, vi går i møde

09.09.2021

„Det står ikke skrevet i stjernerne, at Kina vil svinde hen og blive en ligegyldig supermagt. Slet ikke. Faktisk vil Kina få mere indflydelse i fremtiden, men det bliver bare ikke i en verden, hvor kineserne bliver i stand til at lede, som amerikanerne har gjort det og til dels stadig gør.‟

Interview af Oliver Pirchert

Det Kommunistiske Parti i Kina står stærkere end nogensinde. Sådan lyder det fra en række eksperter og analytikere i anledningen af, at Det Kinesiske Kommunistparti i år kan fejre 100-års jubilæum. Over én milliard vacciner er blevet eksporteret og doneret af Kina, hvis økonomi sidste år voksede på trods af corona-pandemien.

Det betyder ifølge seniorforsker hos DIIS og forfatter Luke Patey dog ikke, at Kina nu skulle være på vej til at blive den næste globale leder. Kineserne vil ikke være i stand til at definere verdens værdier, normer og regler, mener Luke Patey.

I januar udgav han bogen, ”How China Loses”, efter rejser til lande i Asien, Afrika, Sydamerika og Europa, hvor han forskede i Kinas udenrigspolitiske indflydelse. Vi har spurgt Kina-eksperten, hvorfor han mener, at vi grundlæggende overvurderer Kinas fremtidige indflydelse på verden.

RÆSON: Hvorfor mener du, at Kinas opstigning faktisk oftest overvurderes af danske eksperter og politiske ledere?
PATEY: Først og fremmest vil jeg gerne pointere, at jeg mener, at Kina står stærkere end nogensinde i den moderne verden. Kina er vokset til at blive en global supermagt. Det er vigtigt, at vi anerkender det. Vi taler jo om verdens næststørste økonomi, der har kurs mod at blive den største i fremtiden.

 

Problemet er netop, når et narrativ om, at Kina gør alt for at donere vacciner, mens USA slet intet gør som vaccinediplomat, udbredes. Det er fortællinger, der lever, selvom fakta fortæller en anden historie
_______

 

De store spørgsmål er dog: Bliver Kina det næste USA? Kommer Kina i høj grad til at definere globale institutioner, normer og regler? Det er her, jeg mener, at Kina får det svært i fremtiden.

I Danmark har vi en tendens til at overvurdere de økonomiske fordele ved partnerskabet med Kina. Det skyldes, at vi tænker, at Kinas gigantøkonomi er vokset med en forbløffende hastighed de seneste tre-fire årtier. Det er en naturlig reaktion at synes, det er meget vigtigt for ens land, når ens eget land samtidig er småt og i høj grad lever af eksport.

Men det er vigtigere at være opmærksom på danske virksomheder og producenters adgang til det kinesiske marked. Den adgang er faktisk mere begrænset, end de fleste tror. Og det er netop det, der ofte leder til, at akademikere, policy-makers og virksomhedsledere kollektivt overestimerer, hvor vigtig Kinas økonomiske udvikling er for Danmark.

RÆSON: Kina er det land, som har klaret sig bedst økonomisk gennem coronakrisen, og Kina har brugt bløde magtmidler i både Afrika og Asien ved at lede an som en af verdens førende vaccinediplomater. Hvorfor overbeviser disse tendenser dig ikke om, at pandemien vil fungere som en politisk katalysator for Kinas indflydelse på og i andre lande?
PATEY: Jeg giver dig helt ret i, at corona-pandemien har styrket Kinas relative magtressourcer. Det ser også ud til, at Kina er det første land, der undgår Delta-varianten, og det har i den grad styrket landets økonomi relativt set.

Og når data ændrer sig, så ændrer mine holdninger sig også.

Men de tendenser, du nævner der, er så også de historier, der ender med at tage overskrifterne. Det er for eksempel essentielt at understrege, at Kina oftest ikke donerer vaccinerne, men sælger dem. Data viser, at de fåtal af kinesiske vacciner, der er doneret til Afrika, er en dråbe i havet. De løser på ingen måde corona-problemerne i Afrika.

Problemet er netop, når et narrativ om, at Kina gør alt for at donere vacciner, mens USA slet intet gør som vaccinediplomat, udbredes. Det er fortællinger, der lever, selvom fakta fortæller en anden historie.

RÆSON: Så du mener dermed ikke, at vi bør bekymre os, når Kina vælger at bruge deres vacciner som et diplomatisk værktøj?
PATEY: Hvis Kina er villig til at sælge eller donere vacciner til lande, som ellers ikke kan få dem andre steder fra, er det glimrende. EU eksporterer jo efterhånden også mange vacciner. Vaccinediplomatiet viser, at vi allerede er i en multipolær verden, hvor Kina selvfølgelig spiller en stor rolle. Men vi er altså ikke på vej ind i en tid, hvor Kina i fremtiden vil trække i trådene i international politik, som USA historisk har gjort det.

 

USA’s exit i Afghanistan medfører ikke bare, at Kina overtager og kommer med en bedre løsning
_______

 

RÆSON: Mener du, at USA’s exit fra Afghanistan kan efterlade et hul, som Beijing kan udfylde – særligt taget i betragtning af at ingen afghansk regering har eksisteret uden en international sponsor de sidste 200 år?
PATEY: Ja, det åbner en mulighed for, at Kina kan få en større samarbejdsrolle med Afghanistan, såfremt USA virkelig vælger ikke at ville involvere sig i landet fremover. Vi ved jo stadig ikke, om det bliver tilfældet.

Uanset hvad har Kina nu større handlingsmuligheder for at søge endnu mere indflydelse i Afghanistan, og der er slet ingen tvivl om, at Kina har som topprioritet at skabe stabilitet i landet. Men det betyder bare ikke, at Kina er i stand til at tilbyde Afghanistan en magisk løsning, der vil skabe mere stabilitet.

RÆSON: Hvorfor er stabilitet i Afghanistan altafgørende for Kina?
PATEY: Det er mest af alt et spørgsmål om sikkerhed for Kina, der deler en omkring 80 kilometer lang grænse med landet og gerne vil have en stabil region. Det er i og for sig underordnet for kineserne hvem, der leder Afghanistan, og hvordan de gør det. Så længe der ikke er ustabilitet og risiko for terror, der kan sprede sig til Kina, er kineserne glade.

RÆSON: Du tror ikke, at Kina øjner økonomiske muligheder ved et potentielt samarbejde med Taliban i Afghanistan?
PATEY: Kinesernes økonomiske interesse i Afghanistan er ikke særlig stor i øjeblikket. Der er lange udsigter til, at Kina skulle blive en betydelig investor i det land. For nuværende er det særdeles svært at forestille sig, at Kina skal bygge stribevis af veje, vandkraftværk og kraftanlæg i Afghanistan. Jeg er sikker på, at der vil være nogle få investeringer, men der vil ikke komme til at ske et radikalt skifte i mængden af kinesiske investeringer i Afghanistan.

Kineserne er også yderst opmærksomme på den fare, der kan lure forude for Afghanistan. De vil hellere afvente og se hvilken udvikling, landet går igennem, før de foretager omfattende investeringer.

Afghanistan er også et eksempel på, at vores komplicerede verden ikke kun handler om USA på den ene side og Kina på den anden. USA’s exit i landet medfører ikke bare, at Kina overtager og kommer med en bedre løsning. I virkeligheden ser Kina nok også store dele af problematikken i Afghanistan som et indenrigsproblem, landet selv må løse.

 

Det er ikke en kinesisk verden, vi går i møde. Den vil i stedet være multipolær med mange forskellige store aktører
_______

 

Mange af investeringerne i Kinas silkevejsprojekt er foretaget i mere stabile lande såsom Indonesien, Vietnam og Kasakhstan. Førhen har Kina også oplevet at investere og engagere sig meget i et land som Sydsudan, hvor der opstod mange konflikter og ikke endte godt.

Erfaringen med den mislykkedes krisehåndtering i Sydsudan, der betød, at Kina reelt ikke kunne beskytte sine investeringer, sidder dog dybt i kineserne. De lokale dynamikker og politiske kløfter i befolkningen kunne Kina simpelthen ikke kontrollere. Det viser også, at selvom man som supermagt har en kæmpe økonomi og attraktive handler at tilbyde, så har man ikke nødvendigvis et trick til at løse komplicerede konflikter på.

RÆSON: Betyder det så også, at Kina heller ikke ønsker at bruge militære ressourcer i et land som Afghanistan?
PATEY: Vi vil formentlig se, at Kina bevarer sit militære engagement i Afghanistan. Der vil helt sikkert også være flere kinesiske patruljer ved grænseoverskæringen. I de kommende år vil vi nok også se militære aftaler mellem Kina og en Taliban-ledet regering i form af handel med våben og forsvarssamarbejde. Kineserne vil dog klart foretrække, at det er den lokale regering, som står for at beskytte sig selv frem for, at Kina skal bruge sine egne militærressourcer på det. Man kan da også kun håbe, at Kina har lært af den forfærdelige amerikanske indsats, der har fundet sted i Irak og Afghanistan og har forstået de menneskelige konsekvenser ved at intervenere i et andet land.

RÆSON: Hvad kan de internationale konsekvenser være ved, at Kina af pragmatiske årsager vælger at lade en dør stå på klem for et eventuelt samarbejde med Taliban?
PATEY: Det er et godt spørgsmål. Det vil jeg faktisk mene hverken afhænger af Kina eller USA, men af Taliban selv. I øjeblikket giver Taliban udtryk for, at det nu er en gruppe, som er mere åbne og pragmatiske over for andre lande end for 20 år siden. Hvis det bliver tilfældet, så vil det overordnet set gavne den internationale stabilitet. Men det forudsætter, at Taliban kan være i stand til at standse militære grupper i at begå internationale terrorangreb på verdenen udenfor. Omvendt vil en Taliban-styret regering naturligvis ikke være godt for menneskerettighederne og de demokratiske værdier i Afghanistan.

Jeg er sikker på, at kineserne vil forsøge at presse Afghanistan til at tænke pragmatisk, men i sidste ende er det op til Taliban at afgøre, hvordan de vil agere over for resten af verden.

RÆSON: Det at Vesten lader Afghanistan falde i hænderne på Taliban, gør det formentlig svært for vestlige stater at retfærdiggøre en diplomatisk alliance med den kommende afghanske regering. Kan situationen i Mellemøsten – hvor Vesten er nødt til at forlade området, og Kina kan involvere sig mere – ikke være en situation, som vi generelt også vil se mere til?
PATEY: I Mellemøsten og Sydasien vil vi se Kina blive en vigtigere aktør. Det vil vi, fordi Kinas tilbud om at finansiere infrastruktur og udvikle et teknologi-samarbejde vækker stor interesse for mange økonomier. Men det udelukker jo ikke aktivitet fra hverken Vesten eller en stormagt som Indien, der uden tvivl kommer til at spille en stor rolle i Mellemøsten som storkøber af olie og gas.

Jeg må bare pointere, at man som regeringsleder af et udviklingsland ikke vil satse hele butikken på Kina. Man vil samtidig også handle med amerikanerne, europæere og indere. Verden vil nemlig blive et paradis for diplomatiet, hvor mulighederne for politiske aftaler er mange. Det ser vi i øjeblikket også hos langt de fleste sydøstasiatiske lande, der af sikkerhedsmæssige årsager er opsatte på, at USA fortsætter med at engagere sig i deres område.

Vi må heller ikke glemme Japans store betydning. Det er en stormagt, der altså finansierer mere i de sydøstasiatiske lande, end Kina gør. Man kan spørge sig selv hvis silkevejsprojekt, der egentlig er tale om i Sydøstasien, for japanerne har bygget infrastruktur i et hurtigere tempo end kineserne.

Det er ikke en kinesisk verden, vi går i møde. Den vil i stedet være multipolær med mange forskellige store aktører.

 

Kina ender med at underminere sine egne politiske, økonomiske og teknologiske ambitioner, hvis kineserne fortsætter med samme aggressive udenrigspolitiske tilgang
_______

 

RÆSON: Altså en multipolær verden, hvor USA også regerer?
PATEY: Ja, det inkluderer helt klart USA, som siden 2010 er gået fra at repræsentere omkring 20 pct. af verdens økonomi til nu at stå for omkring 25 pct. USA formåede vel at mærke at komme styrket tilbage efter finanskrisen.

Desuden har den amerikanske supermagt et militær, der udkonkurrerer ethvert andet militær i verden.

RÆSON: Men er Kabuls fald ikke netop et eksempel på, at USA’s militære tilgang ikke virker efter hensigten, og der netop kan være brug for en alternativ, kinesisk måde at statsopbygge på?
PATEY: Jo, potentielt set. USA’s internationale magt er relativt svækket. Men USA er tidligere kommet tilbage efter hændelserne i Vietnam og Korea.

Der er flere forskellige indenrigspolitiske og internationale forhold, der kommer til at bestemme USA’s fremtidige internationale position. Det kan ikke alene være et udfald af Afghanistan-krigen. Det må vi ikke tro. For hvis vi gjorde det, så ville vi ende med at købe et narrativ, der blot tiltaler os, fordi det er en intuitiv forsimpling af virkeligheden.

Uanset hvor tragisk, situationen er, og hvor fejlagtig den amerikanske intervention i Afghanistan har været, så vil situationen i Mellemøsten ikke isoleret set afgøre USAs fremtid.

RÆSON: Taget begivenhederne i Kabul og corona-pandemien i betragtning – har dit syn på Kinas skæbne så ændret sig på noget tidspunkt, siden du skrev „How China Loses‟?
PATEY: Det er virkelig et godt spørgsmål. På trods af pandemien mener jeg dog ikke, at Kinas internationale forhold til resten af verden har ændret sig så meget.

Min bog er et kritisk syn på nogle af Kinas udenrigspolitiske problemstillinger, som landet har skabt for sig selv. Min hovedpointe er, at Kina ender med at underminere sine egne politiske, økonomiske og teknologiske ambitioner, hvis kineserne fortsætter med samme aggressive udenrigspolitiske tilgang. Netop pandemien, som er den vigtigste begivenhed, der er sket, siden jeg skrev bogen, har bare sat endnu mere skub i den samme form for adfærd. Kina bekymrer sig ikke om, hvorvidt deres udenrigspolitiske handlinger skaber konflikt i deres relation til særligt vestlige lande, men også Indien.

Netop forholdet mellem Indien og Kina er et konkret eksempel på, hvordan Kina underminerer sine ambitioner. I de seneste fem år har de to lande været opsatte på at forbedre deres relation. Konkret har de politiske ledere Xi Jinping og Narendra Modi mødtes til Wuhan Spirit-mødet og et møde i Chennai med netop det formål. Men i 2020 kæmpede landene mod hinanden ved grænseovergangen, og for første gang i årtier blev der i det område rapporteret om dødsfald. Kina formåede på den måde at underminere sit eget forhold til Indien, og det flugter ikke med kinesernes overordnede interesser.

Samtidig gik den form for adfærd også ud over Kinas globale ambitioner, for Indien afskar en række kinesiske virksomheder fra sin økonomi – deriblandt Huawei og ZTE. Flere kinesiske investorer fik også at vide, de ikke skulle møde op i Indien. De investeringsmuligheder udnyttede USA i stedet.

RÆSON: Men hvis Kina blot ødelægger det for sig selv, er der vel for Vesten ikke grund til at bekymre sig over den pågående udenrigspolitik, som vi ser fra Kina, overhovedet?
PATEY: Jo, det er der, hvis man for eksempel er en demokratisk leder i Danmark. Man bør både være bekymret for Kina, men samtidig bør man også være åben over for et samarbejde med den østlige supermagt.

Som jeg også påpeger i min bog, er der to sider af sagen. På den ene side vil Kina komme til at ødelægge sine egne ambitioner med dele af den udenrigspolitik, landet fører. Men på den anden side får det fatale konsekvenser, hvis ingen lande forsøger at forbedre samarbejdet mellem kineserne og Vesten i institutioner som WTO. Og det er altså et ansvar, der ikke bare gælder USA, men også EU, Japan, Indien, Canada og andre lande. De er nødt til at finde nye måder at samarbejde med Kina på.

Det står ikke skrevet i stjernerne, at Kina vil svinde hen og blive en ligegyldig supermagt. Slet ikke. Faktisk vil Kina få mere indflydelse i fremtiden, men det bliver bare ikke i en verden, hvor kineserne bliver i stand til at lede, som amerikanerne har gjort det og til dels stadig gør. Det er altså nødvendigt, at vi stopper med at tænke, at verden er så sort/hvid. ■

 

Faktisk vil Kina få mere indflydelse i fremtiden, men det bliver bare ikke i en verden, hvor kineserne bliver i stand til at lede, som amerikanerne har gjort det og til dels stadig gør
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland