Seniorforsker Anatol Lieven: Hvis Pakistan og Iran begge blokerer Afghanistans adgang til havet, vil det være en katastrofe for landet

20.09.2021

Taliban prøver at udforme en regional koalition, der vil støtte dem eller i det mindste anerkende dem. Men hvis Taliban ikke overholder deres løfter, vil Pakistan og Iran afskære Afghanistans adgang til havet, Kina vil ikke give Taliban økonomisk bistand, og Rusland og Iran vil i sidste ende støtte opstande imod Taliban. Jeg stoler derfor mere på, at Taliban overholder deres løfter til deres nabolande, end deres tvetydige løfter om kvinderettigheder.

Interview af Emilie Ewald Boysen

MED DEN FUNDAMENTALT nye politiske situation i Afghanistan efter Talibans magtovertagelse, positionerer de regionale aktører sig på ny overfor landet. Pakistan ser økonomiske og infrastrukturelle muligheder i et Afghanistan med Taliban ved roret, Kina har fornyet interesse i afghanske råstoffer, der ellers har været stillestående siden 2008, og Iran er klar til at lukke for Afghanistans adgang til havet, hvis Taliban ikke respekterer shia-minoritetens rettigheder.

RÆSON tegner et kort over de regionale aktører i kølvandet på den afghanske stats kollaps og nabolandenes fremtidige indflydelse i Afghanistan på baggrund af en samtale med Anatol Lieven, der er seniorforsker ved Quincy Institute for Responsible Statecraft og har arbejdet som journalist i Afghanistan.

RÆSON: Hvilken rolle forventer du, at Pakistan vil spille i et Afghanistan med Taliban ved roret?
LIEVEN:Pakistan og Iran kontrollerer Afghanistans adgang til havet, og hvis Iran ser Taliban starte et oprør i Pakistan, vil de ikke stole på, at Taliban overholder deres løfte om at respektere shia-minoritetens rettigheder. Derudover vil Pakistan gerne have Kina til at investere i Afghanistan for at stabilisere landet og særligt investere i kobberminen, Mes Aynak, tæt på den pakistanske grænse. Det vil nemlig betyde, at der skal bygges transportlinjer fra minen i Afghanistan til Pakistan, så den del af Afghanistan vil blive en del af det pakistanske transportnetværk og CPEC (Chinese-Pakistan Economic Corridor). Pakistan ser en fremtid, hvor Afghanistan er økonomisk og infrastrukturelt integreret i Pakistan, hvilket vil skabe økonomiske muligheder for Pakistan og betyde, at Afghanistan ikke vil vende sig imod Pakistan i fremtiden.

Hvorfor er kobberminen, Mes Aynak, central?
Mes Aynak er den klart største identificerede mineralske aflejring i Afghanistan, og ville – hvis den bliver udviklet – være en af de største kobberminer i verden. Kina har i princippet afsat 3 milliarder dollars til at udvikle den. Dog er Kina indtil videre ikke begyndt på arbejdet. Den sidste afghanske stat kunne ikke vedtage en lov til at styre udnyttelsen af mineralske aflejringer, og Kina har med god grund været forsigtige med deres investeringer i Afghanistan.

Lige nu mangler der fundamental infrastruktur for at kunne udvikle minen. Der er hverken veje eller jernbaner til at transportere kobberet. Men hvis vejene og jernbanerne bliver udviklet, vil Mes Aynak være en stor og vigtig indtægtskilde for Afghanistan.

I 2008 skrev den afghanske regering under på en 30-årig lejekontrakt til en sammenslutning af kinesiske mineselskaber, men der har ikke været nogen udvikling af Mes Aynak siden da. Hvorfor er det pludselig på tale igen efter Talibans magtovertagelse?
Hvis krigen er slut – og det er et hvis – vi kan ikke være sikre på, at der ikke fortsat vil være en form for borgerkrig. Men lige nu virker det som om, Taliban har en relativt stabil kontrol over landet. Grunden til, at Kina eller nogen andre ikke investerede store beløb i Afghanistan, var, at landet var midt i en borgerkrig, og det gjorde alle former for udvikling umulig. Hvis Taliban nu kan sikre den generelle sikkerhed, kan Kina i princippet begynde at bygge vejene og potentielt en jernbane til Pakistan. Derfor kan Talibans sejr potentielt have betydning.

Har Kina interesser, udover kobberet, i at udvikle minen?
I nogle vestlige medier bliver det præsenteret som en del af ”Kinas store geopolitiske planer”, menjeg tror ikke, at det handler om det. Kina har været meget forsigtige med at involvere sig i Afghanistan, og de vil højst sandsynligt også afvente situationen, indtil de er sikre på, at det er en sikker investering.

Der er ingen tegn på, at Kina gerne vil have militære baser i Afghanistan. Kinesiske myndigheder har set på de sidste 200 års erfaring – først på briterne, derefter Sovjetunionen og nu amerikanerne – de ønsker ikke at blive dybt involveret i Afghanistan. Selvom Kina selvfølgelig er interesseret i et Afghanistan, der vil undertrykke terrorisme og være til en vis grad i deres lejr –er de overordnet set bare interesserede i kobberet.

Hvilke indikationer har Pakistan på at kunne se en fremtid, hvor ”Afghanistan er økonomisk og infrastrukturelt integreret i Pakistan”?
Afghanistan er – til en vis grad – allerede økonomisk integreret i Pakistan, fordi Afghanistans nemmeste vej til havet går gennem Pakistan. Den anden vej er gennem Iran, og den vej er længere og mere kompliceret. Afghanistans handelsruter har altid været afhængige af Pakistan. Hvis udviklingen af Mes Aynak fortsætter, skal kobberet eksporteres gennem Pakistan, hvilket vil kræve nye og stærkere transportruter til Afghanistan.

 

Pakistan har ikke penge til at investere i Afghanistan. Det hele afhænger af, om Kina er villige til at investere og bygge den nødvendige infrastruktur
_______

 

Det vil knytte Afghanistan sammen med CPEC (Chinese-Pakistan Economic Corridor), der løber fra Xi’an i Kina til det Arabiske Hav. Så der vil være en grad af økonomisk integration. Den pakistanske rupee er den lokale valuta i den østlige del af Afghanistan sammen med Afghanistans officielle valuta, afghani. Millioner af afghanere – flygtninge og økonomiske migranter – arbejder i Pakistan. Store dele af den afghanske elite går i skole i Pakistan. Der er allerede en betydelig grad af integration og Mes Aynak ville skabe yderligere integration, og det ser Pakistan som en fordel. Pakistan har dog ikke penge til at investere i Afghanistan. Det hele afhænger af, om Kina er villige til at investere og bygge den nødvendige infrastruktur.

Hvilke implikationer vil en dybere integration i Pakistans økonomi og infrastruktur have for afghansk suverænitet?
Økonomisk interdependens har altid implikationer for suverænitet. Det gælder både Mexico og USA, og til en vis grad også Danmark og Tyskland. Selvom Afghanistan har været afhængig af Pakistan som deres primære eksportrute, har Afghanistan ikke anerkendt grænsen til Pakistan. Det har Taliban ikke engang gjort – på trods af deres ekstreme afhængighed af Pakistan.

Den økonomiske interdependens har heller aldrig medført, at Afghanistan har brudt eller mindsket sin relation til Indien. Man kan måske argumentere for, at uden eksportruten ville Afghanistan have været tættere med Indien. Da Afghanistan i 1950’erne forsøgte at stimulere pashtunernes oprør mod Pakistan og opbryde Pakistan, pålagde Pakistan en blokade for eksportruten. Det er dog snarere en naturlig respons på en fjendtlig handling fra en nabostat end en krænkelse af Afghanistans suverænitet.

Pakistan håber, at det her vil knytte Afghanistan tættere sammen med Pakistan, men afghanerne er et ekstremt stolt folk og vil altid søge alternativer til pakistansk dominans. Det er også en af grundene til, at Taliban har prøvet at skabe gode relationer til Rusland og Iran. Dog er de måske i gang med at ødelægge relationen til Iran, fordi Iran havde håbet, at Taliban ville inkludere nogle fra shia-minoriteten i Afghanistan i regeringen, som alligevel er endt med at bestå udelukkende af Taliban.

Både Pakistan og Kina ser muligheder i et Afghanistan med Taliban ved roret, men hvad bliver de andre landes reaktioner i de kommende dage, uger og måneder?
Taliban har talt med Kina, Rusland og Iran. De har lovet dem, at de ikke vil støtte international terrorisme generelt og ekstremisme rettet mod dem. De har lovet Kina, at de ikke vil støtte militante opstande, de har lovet Rusland, at de ikke vil støtte muslimske oprør eller den islamistiske bevægelse i Usbekistan, og de har lovet Iran, at de vil beskytte shia-rettigheder i Afghanistan. De har også lovet, at de vil fortsætte med at kæmpe imod ISIS i Afghanistan, der stadig udfører international terrorisme og jihadisme.

Taliban prøver at udforme en regional koalition, der vil støtte dem eller i det mindste anerkende dem. Men hvis Taliban ikke overholder deres løfter, vil Pakistan og Iran afskære Afghanistans adgang til havet, Kina vil ikke give Taliban økonomisk bistand, og Rusland og Iran vil i sidste ende støtte opstande imod Taliban. Jeg stoler mere på, at Taliban overholder deres løfter til deres nabolande, end deres tvetydige løfter om kvinderettigheder.

 

Hvis USA virkelig gik op i Afghanistan, ville de have taget flere skridt mod en forsoning med Iran, for Iran vil altid spille en vigtig rolle i Afghanistan
_______

 

Hvor meget magt giver det Pakistan og Iran over Afghanistan, at de kontrollerer Afghanistans adgang til havet? 
Hvis Pakistan og Iran begge blokerer Afghanistans adgang til havet, ville det være en katastrofe for Afghanistan, fordi det ville gøre dem ude af stand til at eksportere. Det betyder, at Taliban aldrig ville bryde sit løfte om at ikke at starte et islamistisk oprør i Pakistan. Taliban er lige kommet ud af en krig, der har varet on and off i 40 år, de leder ikke efter en ny krig. Afghanistan har ikke råd til at blive uvenner med Pakistan – især ikke hvis deres relation til Iran kommer til at blive anspændt.

Hvordan vil Pakistan og Iran bruge den magt?
De bruger allerede den magt til at få indflydelse i Afghanistan. Pakistan vil primært bruge den indflydelse på at sikre, at Taliban ikke kommer til at støtte islamistiske oprør i Pakistan. Iran prøver at bruge deres indflydelse til at sikre rettigheder og beskyttelse af shia-minoriteten i Afghanistan og undgå, at Afghanistan bliver en base for Saudi-støttet sunni-islamistiske angreb på Iran. Så de kan og vil bruge den magt, hvis det bliver nødvendigt.

Hvor står vesten i forhold til Afghanistan og resten af regionen?
Hvis USA virkelig gik op i Afghanistan, ville de have taget flere skridt mod en forsoning med Iran, for Iran vil altid spille en vigtig rolle i Afghanistan. Ingen i Washington tænkte på Afghanistan, da de formulerede politik vedrørende Kina, Iran eller Rusland. 

Hvorfor tænkte USA ikke på de regionale dynamikker i deres tilgang til Afghanistan?
Først og fremmest var der en bølge af vestlig hybris, efter Taliban blev besejret i 2001, hvor Vesten nu ville omforme og forandre Afghanistan fuldstændigt. Det hang sammen med idéen om, at Iran var så bagud, at de ikke kunne bidrage med noget.

I virkeligheden er Iran en meget mere udviklet stat end Afghanistan, Iran har millioner af afghanske økonomiske migranter og samme sprog. Derudover var der også mange vigtige år, hvor USA var distraheret af krigen i Irak og i høj grad glemte Afghanistan. Europæiske lande glemte ikke Afghanistan i samme grad, men vi har ingen geopolitisk rolle at spille og er ikke i stand til at lave vores egen geopolitiske strategi i forhold til Iran eller Kina. Vi følger bare efter amerikanerne.

Afghanistan var i lang tid ikke en af USA’s prioriteter. USA prioriterede sin strategi i forhold til Mellemøsten, sin pro-Israel strategi og sin strategi om udvidelsen af NATO overfor Rusland. Det ville i mine øjne have været en fornuftig strategi i forhold til Afghanistan at suspendere udvidelsen af NATO til gengæld for russisk hjælp i Afghanistan, men det blev aldrig overvejet. Derudover er der også den geopolitiske rivalisering med Kina, som den nye supermagt, der prioriteres højere end klimaforandringer og alt andet i USA. Overordnet set stod Afghanistan meget langt nede på USA’s prioriteringsliste, og Europa fulgte USA. ■

 

Det ville i mine øjne have været en fornuftig strategi i forhold til Afghanistan at suspendere udvidelsen af NATO til gengæld for russisk hjælp i Afghanistan, men det blev aldrig overvejet
_______

 

Anatol Lieven er professor ved Georgetown University School of Foreign Service, seniorforsker ved Quincy Institute for Responsible Statecraft og gæsteprofessor ved War Studies Department ved King’s College London. Han udgav i 2011 bogen: „Pakistan: A Hard Country‟, der blev udpeget til en af årets bøger i 2011 af Daily Telegraph. Lieven har en BA i historie og en Ph.D i statskundskab fra Cambridge Universitet. Mellem 1986 og 1998 arbejdede han som britisk journalist i særligt det tidligere Sovjetunionen og Sydasien. Her dækkede han bl.a. den anti-sovjetiske krig i Afghanistan. ILLUSTRATION: En container er ved at blive lastet på containerskribet Cosco Wellington, der er det første containerskib til at sejle fra den nyoprettede handelsrute „China Pakistan Economic Corridor‟, Gwadar, Pakistan, 13. november 2016. [FOTO: Caren Firouz/Reuters/Ritzau Scanpix]