12.10.2021

Ikke siden 1960’erne er antallet af drab og skyderier i USA steget så voldsomt på et enkelt år som i 2020 – og tendensen ser ud til at fortsætte. Det kan ikke alene koste Demokraterne midtvejsvalget og bane vejen for Trump i 2024. Den voldelige kriminalitet truer også det reformarbejde, der blev født efter drabet på George Floyd. Sara Maria Glanowski rapporterer fra et af New Yorks blodigste kvarterer.

Denne artikel indgår i RÆSONs trykte efterårsnummer, der har titlen: „Efter Afghanistan‟

Af Sara Maria Glanowski, New York

Camara Jackson og hendes lille trup af violence interrupters drejer ned ad Mother Gaston Boulevard, hvor en mørk Sedan to dage tidligere rullede op foran kiosken, mens føreren skød ud ad vinduet og ramte fem unge mænd, der sad på fortovet og spillede terninger. Det er ikke usædvanligt her i kvarteret. Brownsville har længe været berygtet som New Yorks Murder Capital. Det er et fattigt sort kvarter på fem kvadratkilometer i den østlige del af Brooklyn med nationens største koncentration af socialt boligbyggeri – projects, som amerikanerne kalder dem. Selvom projekterne ser ud til at lade vente på sig.

I løbet af de seneste år har beboerne i kvarteret oplevet næsten dobbelt så mange drab og skyderier som året forinden, og Camara Jackson og hendes hold af gadearbejdere patruljerer gaderne hver eneste dag i håb om at standse det næste skyderi. “Skuddrab er en epidemi i Brownsville”, siger Jackson.

Et enkelt skud trækker i gennemsnit tre nye med sig, og det er hendes opgave at forsøge at løse konflikterne i gaden, før de stridende parter griber til våben. Hun er selv vokset op i kvarteret og leder en organisation, der bl.a. består af de såkaldte violence interrupters, tidligere bandemedlemmer, der fungerer som mæglere i voldelige konflikter for at forhindre drab.

 

Brownsville har længe været berygtet som New Yorks Murder Capital. Det er et fattigt sort kvarter på fem kvadratkilometer i den østlige del af Brooklyn med nationens største koncentration af socialt boligbyggeri

_______

 

Hvis det ikke lykkes dem at standse det første skud, prøver de i stedet at afbryde den efterfølgende spiral af hævnskyderier. På de lokale skadestuer har Jackson eksempelvis ansat medarbejdere, der træder til, når et ungt menneske bliver behandlet for skudsår, og som – sammen med offeret – forsøger at finde alternativer til hævn og gengældelse. Det er en metode, der blev udviklet i Chicago, og som i Baltimore har nedbragt skyderier med helt op til 56 pct.

Over hele USA er drab og skudepisoder steget voldsomt i løbet af 2020, og tendensen ser ikke ud til at aftage synderligt. I Minneapolis er mordraten steget 77 pct., i Chicago 56 pct., og her i New York er antallet af drab steget 45 pct. – fra 319 drab i 2019 til 462 i 2020. Selv på turistpladsen Times Square blev en tilfældig mand for nylig skudt i ryggen, og i Bed-Stuy i Brooklyn, hvor jeg selv bor, blev en etårig dreng dræbt af et skud i maven.

Potent våben for Republikanerne
Den voldelige kriminalitet er stadig lav sammenlignet med de rekordmange drab i 1990’erne, men det er mere end et halvt århundrede siden, at drab og skyderier er steget så meget i løbet af et enkelt år, og stigningen virker ekstra voldsom, fordi kriminaliteten har været faldende i USA hen over de seneste tre årtier.

Seks ud af ti amerikanere opfatter enten kriminalitet som et ’ekstremt seriøst’ eller ’meget seriøst’ problem, og ikke siden 1990’erne har kriminalitet haft så fremtrædende en rolle i amerikansk politik. Under sommerens primærvalg til posten som borgmesterkandidat i New York var den voldelige kriminalitet et af de allervigtigste emner for de Demokratiske vælgere, kun overgået af coronapandemien.

Historisk har vælgernes frygt for kriminalitet været et favorabelt kort for Republikanerne og er vævet tæt sammen med spørgsmålet om identitet og race. Da Ronald Reagan i 1966 blev valgt som guvernør i Californien, var det bl.a., fordi han appellerede til bange hvide vælgere og lovede dem ro og orden i kølvandet på de voldsomme raceprotester, der begyndte i Harlem i sommeren 1964 og fortsatte i byer over resten af landet frem til 1968. To år efter Reagans sejr ved guvernørvalget i Californien banede samme strategi vejen til Det Hvide Hus for Richard Nixon, og Donald Trump gentog i fjor samme drejebog om lov og orden under sommerens Black Lives Matter-protester.

Et af de helt centrale spørgsmål frem mod midtvejsvalgene næste år er, om Demokraterne kan overbevise vælgerne om, at de er de rette crime fighters. Kan de få bugt med den voldelige kriminalitet og samtidig fortsætte det reformarbejde, som delstater over hele nationen påbegyndte efter drabet på George Floyd?



Camara Jackson fotograferet for RÆSON. Klik for at se billedet i større udgave [foto: Christaan Felber]




Minneapolis: Trods George Floyds protester – og forbipasserendes forsøg på at gribe ind – holder politibetjenten Derek Chauvin ham fast med knæet i 9 minutter og 29 sekunder. I juni 2021 blev Chauvin for mordet idømt 22,5 års fængsel. Klik for at se billedet i større udgave [foto: Shutterstock/Ritzau Scanpix]


Et af Republikanernes skarpeste våben er at fremstille Demokraterne som soft on crime – blødsødne og slappe over for kriminelle, og det er en kæphest, de vil ride hele vejen hen til midtvejsvalget. Kun 39 pct. af amerikanerne bakker op om Bidens håndtering af kriminalitet, mens 48 pct. giver ham dumpekarakter, viser en meningsmåling foretaget af Washington Post og ABC News. Ifølge målingen mener mere end halvdelen af vælgerne, at flere penge til politiet vil få den voldelige kriminalitet til at falde. Georgias Republikanske guvernør, Brian Kemp, der har gjort kriminalitet til det centrale tema i sin genvalgskampagne, har allerede haft succes med at kritisere Atlantas Demokratiske borgmester, Keisha Lance Bottoms, for at være både ’fjendtlig over for politiet’ og ’blødsøden’ i sin håndtering af volden i byen, hvor antallet af drab er steget med 60 pct. i løbet af det seneste år. Selvom mange så Bottoms som en ny stjerne i Det Demokratiske Parti, måtte hun i maj meddele, at hun ikke genopstiller til borgmesterposten.

Selv New York vil have en ‘Top Cop’
Lige nu truer volden de reformer, der blev født i kølvandet på de største raceprotester i nationens historie – og bølger af kriminalitet har tidligere ført til lige netop det, som protesterne var et direkte oprør imod: hårde straffe, overfyldte fængsler og aggressive politistrategier med fatale konsekvenser for især USA’s sorte og brune befolkning.

De græsrodsaktivister, jeg har fulgt i både New York og Minneapolis, fortæller, at deres reformarbejde mere eller mindre er gået i stå, og Demokratiske byer over hele USA investerer igen i mere politi – helt væk er opbakningen til Black Lives Matter-bevægelsens kampråb ’Defund the police’, der opfordrede til at beskære politiets budgetter og i stedet investere pengene i socialt, forebyggende arbejde.

Baltimores borgmester, den sorte Demokrat Brandon Scott, der i sommeren 2020 kæmpede for at skære 22 mio. dollars ud af politiets budget, foretog i foråret en U-vending og foreslog det diametralt modsatte: at forøge politiets budget med 27 mio. dollars. I Minneapolis, hvor et flertal i byrådet i sommeren i fjor helt ville nedlægge byens politikorps, besluttede byrådet i februar af bruge 6,4 mio. dollars på at hyre flere betjente.

 

Helt væk er opbakningen til Black Lives Matter-bevægelsens kampråb ’Defund the police’, der opfordrede til at beskære politiets budgetter og i stedet investere pengene i socialt, forebyggende arbejde
_______

 

Og her i New York, hvor borgmesteren, Bill de Blasio, lovede at fjerne 1 mia. dollars fra politiets budget, har Demokraterne netop valgt en tidligere ‘Top Cop’ som borgmesterkandidat: afroamerikaneren Eric Adams, der har en 22 år lang karriere i politiet bag sig, gjorde kampen mod kriminalitet til den centrale platform i sin kampagne og har blankt afvist alle tanker om at skære ned på politiets ressourcer.

Størstedelen af amerikanerne ønsker flere betjente på gaderne, men de vil samtidig gerne investere i forebyggende arbejde. Det er også den strategi, som Biden har lagt sig fast på. I Demokraternes store coronahjælpepakke har han allokeret 350 mia. dollars til at styrke landets politikredse. Samtidig har han som en del af den store infrastrukturplan foreslået at bruge 5 mia. dollars på forebyggende initiativer i tråd med de såkaldte violence interrupters i Brownsville.

Men Demokraternes helt store udfordring er, at progressive Demokrater og sorte stemmer kræver reformer af politiet, mens vælgerne i de afgørende svingdistrikter er trætte af at høre om politireformer, især tankerne om at tage penge fra politiet og bruge dem på forebyggende arbejde. Republikanerne står derimod samlet bag budskabet om flere midler til ordensmagten og ser spørgsmålet om penge til politiet og modstanden mod ’Defund the police’ som det slagkraftige budskab, der næste år kan forære dem både Huset og Senatet. For dét motiverer deres kernevælgere og kan fiske stemmer fra svingdistrikterne, lyder analysen fra Republikanske valgstrateger.



Demonstrant i Portland, Oregon, 26. juli 2020. Klik for at se billedet i større udgave [foto: Caitlin Ochs/ Reuters/Ritzau Scanpix]


Cyanid for Demokraterne
Frem mod midtvejsvalgene er ’Defund the police’ muligvis de tre mest giftige ord for Demokraterne. En analyse af resultaterne ved kongresvalgene i 2020 viser, at Demokraterne kun vandt en snæver sejr, netop fordi de ikke formåede at overbevise vælgerne om, at de stod bag politiet, mens det samtidig lykkedes Republikanerne at gøre ’Defund the police’-bevægelsen til et potent våben imod dem.

Lige nu buldrer Republikanerne dagligt om den voldelige kriminalitet. På et vælgermøde i Ohio i juni talte Trump, der stadig har afgørende indflydelse i partiet, om Biden som en ’komplet katastrofe’, mens han i samme åndedrag nævnte den stigende mordrate, og at Demokraterne ’lod politiet i stikken’. I Mississippi har Mike Ezell, der stiller op til Repræsentanternes Hus for Republikanerne, baseret hele sin valgkamp på, at han er en indædt modstander af ’Defund the police’.

Biden har aldrig støttet ’Defund the police’, men det har den progressive fløj i partiet til gengæld. Republikanske politikere, konservative medier og politiets fagforeninger har med en vis succes skabt et narrativ om, at det er ’Defund the police’-bevægelsen, der har ført til stigningen i drab og skyderier, og at Demokraterne dermed har blod på hænderne. Det er imidlertid en forklaring, som eksperter afviser. Som Sandra Susan Smith, professor i strafferet ved Harvard University, siger til mig: “Der findes absolut ingen data, der forbinder ‘Defund the police’-bevægelsen med stigningen i voldelig kriminalitet”.

Hvorfor kriminalitet stiger og falder, er uhyre komplekst og kan ikke koges ned til ét simpelt svar. Der findes ingen konsensus, hårde beviser eller entydige forklaringer. Forskerne peger på en lang række faktorer, der bunder i, at 2020 var et usædvanligt år. Mordraten begyndte allerede at stige i april 2020, før drabet på Floyd, den er steget stort set lige meget i Demokratiske og Republikanske byer, den er også steget uden for byerne – og i øvrigt også i byer, der har investeret mere i politi.

Her i Brownsville og andre belastede kvarterer i USA har coronapandemien og den økonomiske depression, der er fulgt i kølvandet på den, forværret de problemer, der allerede var med drab og skyderier. Beboerne er sunket ned i endnu dybere fattigdom, arbejdsløshed og desperation, mens skoler og andre institutioner, der før holdt kriminaliteten i skak og de unge beskæftiget, lukkede ned. Samtidig tømte amerikanerne landets våbenbutikker i 2020. Frygten – for både pandemien, raceprotesterne og urolighederne omkring præsidentvalget – fik salget af skydevåben til at eksplodere til 40 millioner i 2020, det højeste siden 1998, hvor det amerikanske forbundspoliti, FBI, begyndte at føre statistik over våbensalg.

Både her i Brownsville og i resten af nationen er det en forholdsvis lille gruppe af beboere, der begår størstedelen af den voldelige kriminalitet. Ifølge politiet tilhører mange af dem bander, bor i socialt boligbyggeri og udkæmpede allerede før pandemien territoriale kampe om eksempelvis narkomarkedet – en kamp, der blev mere desperat i 2020, fordi folk havde færre penge at købe stoffer for, en stor del af kunderne forsvandt, og de rivaliserende bander derfor kæmpede hårdere om et marked, der blev stadig mere trængt.

Da coronapandemien i foråret 2020 toppede i New York, lå en femtedel af politikorpset sygemeldt. Kort efter brød Black Lives Matter-protester ud i alle fem bydele, og NYPD øremærkede 8.000 betjente til at stå vagt ved demonstrationerne, håndhæve borgmesterens udgangsforbud og forhindre plyndringer af byens butikker. Det betød både, at der var færre betjente, der patruljerede gaderne i de kvarterer, der var hårdt plagede af kriminalitet, og at færre drab og skyderier blev opklaret.

 

Betjentene var kendt som ‘the Jump Out Boys’, fordi de pludselig kunne springe ud af en civil politibil, klaske en flok teenagere op ad en mur, kropsvisitere dem og forsvinde uden forklaring
_______

 



Manhattan: Konfrontation mellem politiet og Black Lives Matter-demonstranter. Klik for at se billedet i større udgave [foto: Mike Logsden/Shutterstock/ Ritzau Scanpix]


Når drab ikke bliver opklaret, fortsætter den blodige spiral af hævnskyderier, og et enkelt skud kan ifølge eksperter medføre helt op til 70 nye skyderier.

Såvel her i Brownsville som i andre af nationens minoritetskvarterer har mistilliden mellem beboere og betjente længe været høj, men drabet på George Floyd gravede kløften endnu dybere. Mange steder ringer beboerne ikke længere efter politiet, og de har heller ikke lyst til at tale med betjente for at hjælpe dem med at opklare forbrydelser. Det fik i juni New Yorks politikommissær, Dermot Shea, til at opløse byens såkaldte anticrime units, en række effektive, men kontroversielle enheder bestående af i alt 600 civilklædte betjente, der i små hold jagtede ulovlige skydevåben og bekæmpede voldelig kriminalitet med kontroversielle og udskældte metoder. De omstridte enheder har konfiskeret tusindvis af våben, men samtidig har de været involveret i nogle af byens mest berygtede sager, hvor betjente har skudt og dræbt ubevæbnede sorte og brune borgere. Betjentene var kendt som ‘the Jump Out Boys’, fordi de pludselig kunne springe ud af en civil politibil, klaske en flok teenagere op ad en mur, kropsvisitere dem og forsvinde uden forklaring.

Det betændte forhold mellem politi og store dele af den amerikanske befolkning efter drabet på Floyd fik desuden politiet til at trække sig tilbage og undgå konfliktfyldte situationer.



New York 28. maj 2020: Politiet anholder en Black Lives Matter-demonstrant. Klik for at se billedet i større udgave [foto: Johannes Eisele/AFP/Ritzau Scanpix]


Som Eugene O’Donnell, der er tidligere betjent i New York og i dag ansat som professor ved John Jay College of Criminal Justice, sagde til mig, da jeg i Weekendavisen gjorde status på Amerika ét år efter drabet på Floyd: “Ingen vil være politimand i det her klima […] Hvis der er skyderier på Third Street, kan du være helt sikker på, at politiet holder sig på Fifth Street”. Han tilføjede: “Det er minoriteterne, der betaler prisen, for det er dem, der bliver skudt og dræbt”.

Frygt og desperation
Camara Jackson og hendes trup af gadearbejdere passerer Rockaway Avenue, hvor klynger af unge drenge hænger op ad rækværket langs boligblokkene på hjørnet af Livonia Avenue. “Hver gang et skud går af, påfører det hele kvarteret et traume”, siger Jackson. “Alle går rundt i frygt. Hvis jeg sprængte en ballon her midt på gaden, ville braget få folk til instinktivt at fare sammen”. Hun slår ud med armene og peger på både børn og ældre mennesker i gaden. “En kugle har ikke noget navn”, siger hun så. “Den kan ramme hvem som helst, og den ændrer dit liv permanent”.

Alle, jeg taler med her i Brownsville, kender nogen, der er blevet skudt. Drenge med hærdede blikke og muskelhunde vogter indgangene til kvarterets boligblokke, og forældre lærer deres børn at smide sig på jorden med en særlig rulleteknik, når der bliver skudt i gaden. De seneste drive by-skyderier i kvarteret har ikke haft noget specifikt mål i sigte. “Folk skyder, fordi de er desperate og bange. Hvis de ikke ved, hvem der har skudt mod dem eller mod den blok, de bor i, forsøger de at sprede frygt i hele kvarteret for at forhindre nye skyderier mod dem eller deres blok”.

Andre gange er skuddene et råb om hjælp, siger Jackson. “Et udtryk for frustration eller vrede over, at der ikke er nogen ressourcer – at du ikke kan betale din husleje, at du ikke har noget at spise, at vandet, der kommer ud af hanen i din boligblok, er brunt. Og at der ikke er nogen hjælp at hente”. Hendes mission er at vise, at der findes et alternativ til kriminalitet. Hun er mentor for flere af kvarterets unge og hjælper de mest udsatte med at finde psykologhjælp og få en uddannelse eller et arbejde. “Jeg forsøger at sprede håb. Du kan ikke hjælpe nogen ud af volden, hvis du ikke tilbyder dem andre muligheder”.

Få bevæger sig ud, når mørket lukker sig om Brownsville. Parker og legepladser ligger øde hen, familier holder sig inden døre, og forretninger flytter ud, når volden rykker ind. Undersøgelser viser, at børn, der vokser op i kvarterer som Brownsville, lider af PTSD og døjer med koncentrationsbesvær og forringet indlæringsevne senere i livet. De præsterer dårligere i skolen og får sværere ved at komme ud af fattigdommen.

Men bølger af kriminalitet sætter også politiske bølger i gang. Professor i statskundskab ved Cornell University Peter K. Enns har undersøgt, hvordan vælgernes instinkter følger kriminalitetsstatistikkerne. Når de er bange, kræver vælgerne øjeblikkelig indgriben, aggressive politistrategier og hårde domme – en afstraffelsespolitik (punitive policy). Det har historisk haft katastrofale konsekvenser for USA’s sorte og brune befolkning og traumatiseret en hel generation af unge mænd.



Washington, DC, 5. juni: Frivillige har fået tilladelse til at skrive „Black Lives Matter‟ på gaden nær det Hvide Hus efter syv dages protester over George FLoyds’ død omdøbte borgmester Muriel Bowser den del af 16th Street „Black Lives Matter Plaza”. Klik for at se billedet i større udgave [foto: Asos Katopodis/Getty Images/AFP]




Washington, DC, 7. juni: Demonstranter har malet „Defund the Police‟ på vejen nær det Hvide Hus. Klik for at se billedet i større udgave [foto: Joshua Roberts/Reuters]


1970’ernes og 1980’ernes bølger af kriminalitet førte til de såkaldte massefængslinger, som har givet USA den tragiske rekord at være det land i verden med flest indsatte i forhold til nationens indbyggertal – overvejende sorte og brune amerikanere.

Kriminalitetsbølgerne førte også til den berygtede militante tilgang til politiarbejde, der er kendt som warrior style policing og har forvandlet betjente til krigere i politiuniform. I 1990’erne vedtog Bill Clinton den hidtil største lovpakke om kriminalitet med hårdere straffe – ’three strikes and you are out’ – der afsatte midler til 100.000 nye betjente og knap 10 mia. dollars til fængselsvæsenet. Især narkokrigen, som Nixon erklærede i 1971, og som Reagan eskalerede i 1980’erne med eksplosive fængselsstraffe, har pga. uligheder i retssystemet ramt sorte og brune amerikanere hårdest. Et af de mest slående eksempler er kokain. Da crackkokain ramte gaden i midten af 1980’erne, åbnede det et nyt narkomarked, kamp om territorier brød ud, og volden eksploderede. Selvom crackkokain og pulverkokain molekylært er identiske stoffer, var straffen for crackkokain, der var udbredt blandt sorte, helt frem til 2010 100 gange hårdere end straffen for pulverkokain, der var udbredt blandt hvide. Der skulle kun fem gram crackkokain til en minimumsstraf på fem års fængsel, mens der skulle et halvt kilo pulverkokain til samme straf.

Den største bande i gaden
New York er et skoleeksempel på, hvad der går galt, når frygt og desperation danner grundlag for kortsigtet politik uden omtanke for konsekvenserne. I min bog Skyggebokser følger jeg nogle af de drenge, der voksede op i New Yorks såkaldte Stop & Frisk-æra, hvor politiet gennem et helt årti konsekvent og uretmæssigt stoppede, udspurgte og kropsvisiterede, hvad betjentene selv karakteriserede som ’mistænkelige typer’ – unge sorte og brune mænd i byens minoritetskvarterer – i håb om at konfiskere våben og stoffer. Det var en ineffektiv og aggressiv politistrategi født af en desperat æra med høj kriminalitet, og i sommeren 2013 blev den dømt både racistisk og forfatningsstridig. I 2011 standsede NYPD 700.000 newyorkere, ni ud af ti var unge sorte eller brune mænd, og størstedelen havde absolut intet gjort, der berettigede politiet til at standse dem på gaden, viser både politiets egne tal og en undersøgelse fra Columbia University.



Rudolph Giuliani under valgkampen for at blive borgmester i New York. Med sin søn deltager han i paraden på Columbus Day, 11. oktober 1993. Klik for at se billedet i større udgave [foto: Michael Albans/ AP/Ritzau Scanpix]




Manhattan: Mand med rygeheroin (udateret, midt-80erne). Klik for at se billedet i større udgave [foto: Wesley Bocxe/Photo Researchers/ Ritzau Scanpix]



Queens: Republikaneren Curtis Silwa, der stiller op som borgmester i New York, ønsker at genindføre “stop and frisk”. Klik for at se billedet i større udgave [foto: Lev Radin/Shutterstock/Ritzau Scanpix]


Året før strategien blev fordømt i landsretten, fulgte jeg 18-årige Jamal Richards, der voksede op i Brownsville, mens Stop & Frisk-strategien var på sit højeste. Da jeg mødte ham, var han en nørdet biotek-studerende, der havde sprunget en klasse over, fordi hans karakterer var exceptionelle. Men siden han fyldte 14 år, var han konstant blevet standset af politiet fire til fem gange om ugen. Og hver gang politiet stoppede ham, fortalte betjentene, at han så mistænkelig ud. At han lignede en kriminel.

Jamal opfattede politiet som en decideret besættelsesmagt, der konstant dehumaniserede beboerne i Brownsville – stoppede dem, udspurgte dem, kropsvisiterede dem, arresterede dem og smed dem i fængsel for småting. Han frygtede de kriminelle bander, der styrede kvarteret, men omtalte politiet som den største trussel i gaden. Når han fulgtes med sine venner, delte de sig op, så de aldrig gik i grupper, som politiet kunne forveksle med bander. Han lavede aldrig pludselige bevægelser og holdt altid sine hænder, hvor betjentene kunne se dem. Der var dage, hvor Jamal havde lyst til at vise politiet, at han var lige nøjagtig den forbryder, han følte, de behandlede ham som. Dage, hvor han havde lyst til at slå en betjent i gulvet: “Det er ligesom at have en flue sværmende i øret, der hvisker, at du er et dårligt menneske”, sagde han dengang til mig: “Før eller siden får du lyst til at smække den flue flad”.

I byens minoritetskvarterer var det nærmest umuligt at støde ind i en sort fyr, der ikke havde en fortælling om det ene øjeblik at være på vej i skole eller på arbejde blot for at ligge i håndjern på fortovet det næste. “Det er et slags ritual her i kvarteret”, fortalte Nicholas Peart, en 24-årig sort fyr, der lige var dimitteret fra Borough of Manhattan Community College og arbejdede som mentor i en ungdomsklub på 143. gade, da jeg mødte ham i Harlem en efterårsdag i 2012, året før Stop & Frisk-strategien blev dømt forfatningsstridig.

Analyser af Stop & Frisk-strategien viser, at den ikke var et særlig effektivt redskab til at fjerne våben fra gaden, men den fik hvide vælgere til at føle sig trygge. Til gengæld kriminaliserede den en hel generation af unge sorte og brune mænd, der boede i byens såkaldte indsatszoner. Som Nicholas Peart sagde til mig: “Lige meget hvad jeg gør, vil jeg altid blive stemplet som kriminel”.

 

Hvis Demokraterne vil vinde midtvejsvalgene, skal de ikke blot tage ejerskab over kampen mod kriminalitet, men også forhindre, at politiet og venstrefløjen bliver fjender i den kamp
_______

 

De knuste ruder
Fra slutningen af 1960’erne voksede kriminaliteten i USA, men da det potente crackkokain kom på gaden i 1980’erne, satte volden nye rekorder. I New York steg kriminaliteten til den højeste i byens historie med 2.245 drab alene i 1990.

Mens jeg læste på Columbia University, fulgte jeg betjenten Adhyl Polanco, der voksede op i 1980’ernes Washington Heights, der ligger nord for Harlem og dengang var styret af dominikanske narkobander. Som barn så Polanco folk blive stukket ned på gaden, skudt og smidt ud fra hustage i blodige narkoopgør, og allerede som dreng drømte han om at blive betjent for at gøre gaderne trygge at færdes i for børn. På avisforsiderne kunne man dengang læse, at politiet ikke kunne fange byens mordere, newyorkerne var desperate og hyldede selvtægtsmænd, der tog loven i egen hånd, mens politiet virkede magtesløst over for det kaos, der herskede. I 1994 rykkede en celeber statsanklager så ind på borgmesterkontoret. Rudy Giuliani, der efter terrorangrebene 11. september 2001 skulle blive kendt som ’Amerikas borgmester’ og siden som Trumps advokat, havde dengang et renommé som manden, der egenhændigt smed byens fem mafiafamilier i fængsel. Under borgmestervalgkampen havde han desuden ført sig frem som den Republikanske kandidat for lov og orden og marcheret side om side med byens betjente i voldsomme politidemonstrationer, hvor NYPD hærgede i gaderne, brød afspærringer og råbte, at byens sorte borgmester, David Dinkins, var på crack. Det var et budskab, der var til at forstå for de hvide vælgere, der fik ham til magten.

“Frygtens æra har hersket længe nok!” erklærede Giuliani i sin indsættelsestale, og snart blev New York epicenter for en revolutionerende strategi, der har lagt grundstenen for politiarbejde i hele Amerika med fatale konsekvenser for landets minoritetskvarterer. Den kontroversielle strategi, kendt som Broken Windows, er baseret på en teori fremsat af to forskere, James Q. Wilson og George L. Kelling, i 1982. Ifølge deres teori om de knuste ruder fører rod og uorden til kriminalitet. Hvis politiet derfor slår hårdt ned på selv de mindste lovovertrædelser, kan de forebygge alvorlige forbrydelser og præventivt bekæmpe kriminalitet, før den opstår, lyder teorien. Så Giuliani og hans nyudnævnte politikommissær, William Bratton, indførte nultolerance over for larmende ghettoblastere, affald og alkohol på gaden, for nu skulle der ryddes op i New York.

I løbet af 1990’erne oplevede byen det største fald i kriminalitet registreret noget sted på kloden. Men mange forskere – både dengang og nu – sår grundlæggende tvivl om, hvorvidt byens fald i kriminalitet havde noget som helst med Broken Windows-strategien at gøre. Nogle forskere peger på 1990’ernes blomstrende økonomi, andre på et mættet crackmarked, faldende arbejdsløshed, et nyt system ved navn CompStat, der effektiviserede politiets arbejde, samt en lang række andre faktorer som de væsentligste grunde til, at kriminaliteten faldt i New York.

Forskere fra det juridiske fakultet ved Yale University, der researcher i innovation inden for politiarbejde, har ligefrem bevist, at den omvendte strategi, focused deterrence, er langt mere effektiv: at fokusere på den relativt lille gruppe af kriminelle, der begår størstedelen af den voldelige kriminalitet, i stedet for at kaste et stort net ud over alle sorte og brune kvarterer og udskrive bøder til højre og venstre samt kropsvisitere alt, hvad der rører sig. Men på trods af at kriminaliteten også faldt steder, hvor man ikke benyttede Broken Windows-strategien, og at kriminaliteten faktisk begyndte at falde, før Giuliani kom til magten, fik politiets aggressive strategi æren. I årene der fulgte, blev den kopieret over resten af USA og mange andre steder i verden.

Reel raceadskillelse
Da Adhyl Polanco i midten af 2000’erne dimitterede fra politiskolen i nystrøget uniform og hvide handsker, var han pavestolt. Men han fandt hurtigt ud af, at der var noget helt galt i korpset. Som nyudklækket betjent blev han sat til at patruljere i byens såkaldte indsatszoner, kvarterer med høj kriminalitet, hvor betjente fik ordrer til at stoppe flest mulige sorte og brune teenagere. Som Polanco sagde til mig: “Der gik nærmest sport i at udskrive bøder for småting”. Når han havde fri og gik rundt uden uniform, blev han selv stoppet af politiet, kropsvisiteret og mistænkt for at være kriminel. I deres artikel fra 1982 advarede Wilson og Kelling faktisk om, at deres teori kunne udvikle sig til statssanktioneret racisme, men selv havde de ingen løsninger på det problem.

Da jeg i 2012 flyttede til New York, boede jeg ud til Central Park på Manhattans mondæne Upper West Side. Der kunne jeg sidde med hvidvin i glasset, mens betjente spadserede forbi og hilste høfligt. Politiet håndhævede nemlig kun Broken Windows-strategien i de kvarterer, der var hårdest plaget af kriminalitet, og forvandlede dermed byens fattige sorte og brune bydele til jagtmarker, hvor betjente nådesløst slog ned på bagateller og stak næsen helt ned i din plastikkop for at lugte, om du mon havde alkohol i bægeret. Konsekvenserne af strategien kunne ligefrem aflæses i gadebilledet, hvor der foran byens domhuse hver dag slangede sig lange køer af sorte og brune newyorkere, der ventede på at betale bøder for lovovertrædelser, der blev håndhævet i nogle kvarterer, men ikke i andre.

USA’s politistyrker har mange steder udviklet sig til en slags virksomheder, der hvert år skal producere flere bøder, flere gadestop og flere anholdelser for at signalere, at de proaktivt bekæmper kriminalitet i byens mest belastede kvarterer. George Floyds sidste ord – “I can’t breathe” – blev et slagord for Black Lives Matter-bevægelsen og de største raceprotester i USA’s historie, fordi det ikke blot var Floyd, der ikke kunne få luft.

 

I svingdistrikterne afskyr både konservative Republikanere og mange moderate Demokrater ideen om at investere i socialt arbejde og forebyggende initiativer
_______

 

Sorte amerikanere har længe følt, at de bliver kvalt under vægten af en politistrategi, der spinder mere og mere ud af kontrol. Og som ofte ender fatalt. Da Eric Garner, en 43-årig sort små-hustler og far til seks, i 2014 blev kvalt af en betjent i New York, mens han gispede efter luft med samme ord som Floyd, var det, fordi betjenten ville stikke Garner en bøde for at sælge loosies, cigaretter i løssalg. Det er ulovligt at sælge loosies i New York, men det er en accepteret praksis på byens mondæne barer. Eric Garner solgte bare ikke loosies på en fashionabel beværtning i SoHo, men i kvarteret omkring Tompkinsville Park på Staten Island, hvor politiet ubønhørligt jagter bøder for selv de mindste lovovertrædelser.

Har Demokraterne en løsning?
Historisk har USA altså fokuseret på fængsler og politi for at nedbringe den voldelige kriminalitet, selvom et hav af undersøgelser peger på, at politiet langtfra er den eneste institution, der effektivt kan nedbringe volden. Som Ezra Klein, kommentator ved The New York Times og grundlægger af netmediet Vox, har påpeget, falder råderummet for politiske løsninger nærmest proportionelt med, at den voldelige kriminalitet stiger. “Vold skaber elendig og modbydelig politik”, konstaterede Klein for nylig i sin podcast, The Ezra Klein Show, og henviste til, at bange vælgere og desperate politikere fører til kortsigtede afstraffende løsninger styret af frygt. “Tænk bare på USA efter 9/11”, advarede Klein. “Hvis man vil skabe forandringer, skal man stoppe kriminaliteten, før den bliver for høj”.

Med andre ord: Hvis ikke kriminaliteten kommer under kontrol, risikerer USA en ny bølge af afstraffelsespolitik med katastrofale konsekvenser. Nyhedsmagasinet The Economist formulerede det sådan her i en leder i juni måned, godt et år efter drabet på George Floyd: “Hvis Floyds arv skulle gå hen og blive en tilbagevenden til massefængslinger og mere krigerisk politiarbejde, ville det være én tragedie oven på en anden”.

I svingdistrikterne afskyr både konservative Republikanere og mange moderate Demokrater ideen om at investere i socialt arbejde og forebyggende initiativer frem for mere politi, mens mange sorte amerikanere samt de mest progressive Demokrater synes, at flere penge til politiet er en svær pille at sluge. Men hvis volden skal ned, spiller både politi og forebyggende arbejde en afgørende rolle.

Politistyrken i Newark, New Jersey har i løbet af de seneste år formået at komme både en rådden politikultur til livs og nedbringe den voldelige kriminalitet. I 2020 affyrede politiet i Newark ikke et eneste skud, men formåede at fjerne 500 ulovlige skydevåben fra gaden. Samtidig er den alvorlige kriminalitet i byen faldet med 40 pct. i løbet af de seneste fem år. I årtier var korpset ellers kendt som et af de mest kyniske i nationen. I 2014 – efter raceoprøret i Ferguson, Missouri, hvor en hvid betjent skød og dræbte den sorte teenager Michael Brown – satte Obama justitsministeriet til at undersøge en række af landets mest berygtede politistyrker. Justitsministeriet konkluderede dengang, at korpset i Newark opererede både brutalt og racistisk og hverken trænede betjentene i konfliktnedtrapning eller holdt dem ansvarlige, når de overskred deres magtbeføjelser og benyttede unødig vold. Herefter udformede justitsministeriet en plan for at reformere korpset og overså processen, hvor Newark både investerede i politi og forebyggende arbejde. Korpset hyrede flere betjente med minoritetsbaggrund, brugte tid på bedre træning, etablerede et overvågningssystem, der noterede, hver gang en betjent benyttede vold og magt, og gennemgik derefter detaljeret situationen med den pågældende betjent. Politiet begyndte desuden at række ud til beboerne, holde møder med dem og arbejde sammen med såkaldte street teams af tidligere bandemedlemmer, der overtog en del af politiets funktioner og fungerede som mæglere i voldelige konflikter, ganske som Camara Jackson og hendes violence interrupters i Brownsville. Både politichefen og borgmesteren i Newark har tilskrevet netop gadearbejderne en stor del af succesen.

Hvis Demokraterne vil vinde midtvejsvalgene, skal de ikke blot tage ejerskab over kampen mod kriminalitet, men også forhindre, at politiet og venstrefløjen bliver fjender i den kamp. Og hvis volden skal ned uden at give køb på borgernes forfatningssikrede rettigheder, må begge fløje i partiet lytte til modparten og indrømme, at den anden side har en pointe: Der skal investeres i både politi og i forebyggende arbejde. “Vi bliver nødt til at arbejde sammen”, siger Camara Jackson. ”Politiet spiller en afgørende rolle, ligesom vi spiller en afgørende rolle. Det er ikke enten-eller. Det er både-og”. ■

 

“På sin 18-års fødselsdag sad Peart sammen med sin fætter og en kammerat på en af bænkene i midterrabatten på Broadway. Det var en lun augustaften, og drengene havde fejret Pearts fødselsdag hos hans søster og ville spise burgere på vej hjem, men restauranten var lukket, så de slog sig ned udenfor, og pludselig var de omringet af patruljevogne. ’Ned på jorden’, råbte en af betjentene. Peart smed sig på fliserne, mens politimanden trak sin pistol og sigtede på ham. Han stirrede ned i løbet og tænkte på det, hans mor havde messet som et mantra gennem hele hans barndom: at han aldrig måtte gå i panik, hvis han blev stoppet af politiet. Gaderne virkede muligvis frie, men hans verden kunne splintres mod fliserne på et splitsekund. Peart mærkede en hånd i bukselommen, betjenten rev hans ID op og kiggede på datoen: ’Tillykke med fødselsdagen’, fnøs betjenten og forsvandt lige så hurtigt, som han var kommet”.
[fra Skyggebokser]
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland