Sara Dybris McQuaid, Julie Nygaard Solvang og Adrian Elkjær Stallknecht i RÆSONs trykte sommernummer: Alene i Nordirland

18.06.2021

Brexit gav ikke loyalisterne, hvad de havde håbet – tværtimod. Har Boris Johnson en plan for dem – og for Storbritanniens fortsatte eksistens?

Af Sara Dybris McQuaid, Julie Nygaard Solvang og Adrian Elkjær Stallknecht

I påsken stod Belfast endnu en gang i flammer, da unge loyalister, nogle helt ned til 13 år, deltog i omfattende optøjer i byen. Utilfredsheden har været på vej mod kogepunktet efter implementeringen af toldgrænsen i Det Irske Hav i januar i år som følge af Brexit-aftalen. Den nordirske politistyrke mødte talstærkt op og forsøgte at kontrollere de unge, som – maskeret med mundbind og bevæbnet med mobiltelefoner og molotovcocktails – demonstrerede 2021-versionen af det velkendte konfliktritual, der har været opført så mange gange før i Nordirland. De unge uromagere er født som en del af en ’våbenhvile’-generation, der ikke selv har oplevet den voldelige konflikt, der formelt sluttede i 1998. Men de lever i den grad stadig under og med konfliktens følger og er formet af fredsprocessens betingelser og blinde vinkler. Sammenstødene ebbede ud efter en uge, men loyalisternes frustration stikker dybere og har konsekvenser for hele Nordirlands fremtid.

De perifere loyalister
Da fredsaftalen i Nordirland fyldte 20 år i april 2018, holdt de loyalistiske paramilitære – der ønsker at fastholde regionen som en del af United Kingdom, med vold om nødvendigt – et pressemøde i Belfast. Her undsagde de i faste vendinger både kriminalitet og vold og proklamerede, at nu skulle de ’loyalistiske samfund stå i centrum for Nordirlands fred og politiske transformation’.


Pressemødet var slående på flere måder. Det understreger, hvordan den nuværende krise i Nordirland forværres af Brexit, men stikker langt dybere.

Først og fremmest siger det meget om fredsprocessens manglende gennemslagskraft, at der to årtier efter fredsaftalens indgåelse fortsat findes bevæbnede grupper – og at de stadig er nødt til at udstede offentlige forsikringer om, at de tager afstand fra organiseret kriminalitet og systematisk vold. Dernæst er det bemærkelsesværdigt, at den del af befolkningen i Nordirland, der overvejende betegner sig som ’loyalister’, forstår sig selv som nogle, der skal aktiveres i fredsprocessen, og ikke som en eksisterende bestanddel af den. Begge dele taler til kvaliteten af den fred, der blev grundlagt med aftalen i 1998. Aftalen omformede konflikten, men afsluttede den ikke, og de håb og muligheder, den har skabt, varierer voldsomt for de forskellige parter. Den variation er nu i sig selv en konfliktdynamik.


Konflikt er ofte en kompleks cocktail, og meget afgøres af, hvordan vi forsøger at destillere den. Når vi taler om Nordirland, trækker vi ofte internt splittede befolkningsgrupper sammen i binære par under fælles overskrifter: katolikker og protestanter; briter og irere; nationalister og unionister; republikanere og loyalister.

De fleste loyalister er også unionister (fordi de fortsat støtter unionen med Storbritannien) og protestanter (om ikke andet så af baggrund). Men betegnelsen ’loyalist’ henviser til mere end paramilitarisme.


Et af de grundlæggende ræsonnementer i fredsprocessen i 1990’erne var, at man skulle føre militante grupper ’ud af vold og ind i politik’ ved at gøre revolutionære bevægelser til almindelige partier.  

Selvom de i egne øjne hjalp statens sikkerhedstyrker med at bekæmpe IRA-terrorisme og forsvarede både Nordirlands og lokale områders eksistens, holder den etablerede magtelite dem oftest ud i strakt arm
_______

 
Den rummer også klasse, mobilitet og muligheder – eller manglen på samme. I forsøget på at skabe overblik over konfliktens hovedaktører kan både iagttagere og politikere fostre en ide om, at der er tale om symmetriske modsætninger. Derved udviskes nogle afgørende forskelle, som ellers kan være med til at gøre den fortsatte usikkerhed, vrede og vold i Nordirland mere begribelig. Overgangen fra krig til fred de sidste 20 år har nemlig været oplevet og udmøntet meget forskelligt – ikke mindst for loyalister.


De paramilitære grupper i Nordirland kaldes overordnet enten ’republikanske’ (som The Irish Republican Army, IRA), eller ’loyalistiske’ (som The Ulster Volunteer Force, UVF) og har en lang konflikthistorie. Begge sider har historisk kæmpet for henholdsvis en samlet irsk selvstændighed og for at bevare Irland (og senere Nordirland) i union med resten af Storbritannien.

I den seneste konflikt i Nordirland mellem 1968 og 1998 har begge sider indtaget rollen som selvudpeget beskytter af deres respektive civilsamfund imod angreb fra hinanden. Som en del af fredsprocessen indgik grupperne på begge sider våbenhvile og understøttede på den måde de politiske forhandlinger, der ledte til fredsaftalen. Men deres udløb er langtfra parallelle, og deres positioner i fredsprocessen er meget forskellige.


Som prostat-paramilitære har loyalister kæmpet for at forsvare Nordirland og den britiske stat, men uden det mandat, som officielle sikkerhedsstyrker har. I modsætning til antistat-paramilitære, som netop angriber den eksisterende orden, har prostat-paramilitære ikke nødvendigvis noget incitament til at opbygge alternative sociale strukturer eller udvikle deres eget politiske projekt. De udfordrer ikke status quo så meget, som de kæmper for at bevare den. Det gør dem åbne for kritik fra alle sider.

Selvom de i egne øjne hjalp statens sikkerhedstyrker med at bekæmpe IRA-terrorisme og forsvarede både Nordirlands og lokale områders eksistens, holder den etablerede magtelite dem oftest ud i strakt arm. De store unionistiske partier pisker jævnligt grupperne op til eksistentiel angst og frustreret raseri over, at Nordirland og deres britiske identitet er under angreb, men partierne tager aldrig ansvaret for deres lovbrud og den vold, der kan følge i kølvandet på deres egen retorik.

Katolikker/nationalister/republikanere anser ikke bare loyalister som voldelige, men som sekteriske, revanchistiske, reaktionære grupper, der ikke har en tydelig politisk dagsorden, men er forblændet af en falsk solidaritet med middelklassens unionister og en britisk stat, der aldrig vil kunne forstå og rumme deres udsatte situation.

I de brede forhandlinger, der ledte til fredsaftalen, deltog alle de partier, der mere eller mindre formelt repræsenterede paramilitære grupper. Men ikke alle organisationer var lige godt forberedte på (eller lige interesserede i) at foretage den kritiske manøvre fra voldelige til demokratiske midler for at indfri deres mål.

Den republikanske bevægelse stod særligt godt i overgangen, fordi der parallelt med IRA’s væbnede kamp netop også var blevet ført en organiseret politisk kamp med et tydeligt alternativ til den eksisterende orden. Siden 1980’erne havde bevægelsens parole været at tage magten i Irland ’med et gevær i den ene hånd og en valgurne i den anden’, og det republikanske parti Sinn Féin stod derfor klar til det afgørende hamskifte, hvor IRA’s voldelige kampagne langsomt kunne udfases, mens stemmerne blev talt op.


Situationen var helt anderledes for loyalisterne. Deres mål var at modstå og standse IRA’s voldelige og revolutionære kamp, og deres raison d’etre stod og faldt derfor umiddelbart med, om IRA’s kamp fortsatte. I loyalismen var der ikke en entydig ideologisk sammenhæng mellem væbnet kamp og et alternativt politisk projekt og ikke nogen sideløbende opbygning af parallelle strukturer – eller i hvert fald ikke nogen, der nød overbevisende vælgeropbakning.

Selvom den paramilitære gruppe Ulster Volunteer Force har haft en politisk overbygning i form af Progressive Unionist Party (PUP) siden 1979, og Ulster Defence Association fik en politisk overbygning med Ulster Democratic Party (UDP) i 1981, slog partierne aldrig rigtig igennem ved stemmeurnerne.

 

Flere er også begyndt at identificere sig specifikt som nordirere (som mange gjorde, før den voldelige konflikt brød ud) og tænke på Nordirland som et sted, der ikke nødvendigvis skal bevæges fra britisk til irsk, men i stedet bevare en særlig status et sted imellem Storbritannien og Irland
_______

 

De unionistiske vælgere foretrak at stemme på store konservative prostats-partier, som kunne forsvare deres forfatningsmæssige standpunkt uden åbenlys voldelig forankring. Mens Sinn Féins stemmeandel er steget støt siden fredsaftalen i 1998 – og partiet i 2007 erobrede viceførsteministerposten – blev UDP aldrig valgt ind, og PUP tabte deres sidste parlamentsplads i 2011. Resultatet er, at loyalisterne ikke har nydt den samme direkte politiske indflydelse som deres republikanske modstykke.


Loyalister var med til at forhandle fredsaftalen, men har ikke i samme grad været med til at implementere freden eller drage muligheder af den. Aftalen indeholdt fx en klausul om løsladelse af paramilitære fanger, men hvor republikanske eksfanger trådte ud af fængslet og blev fejret som frihedshelte, sneg loyalistiske eksfanger sig ud af sideindgange og havde sværere ved at blive accepteret og reintegreret i samfundet.


Der er altså afgørende forskel på, hvordan de paramilitære organisationer har været i stand til at ’veksle’ deres voldelige kamp til social og politisk repræsentation. Det er en af forklaringerne på, hvorfor der stadig er loyalistiske paramilitære organisationer, og hvorfor de fortsat er synligt aktive i organiseret kriminalitet. Loyalisterne har ganske enkelt ikke fundet en acceptabel måde at omdefinere deres rolle på inden for rammerne af fredsprocessen.

Den almindelige opfattelse er, at de loyalistiske paramilitære nu kun eksisterer som kriminelle organisationer, der sidder hårdt på narkohandlen i store dele af Nordirland og udøver voldsom social kontrol i bestemte områder af Belfast. Det sætter dem selvfølgelig i et skarpt modsætningsforhold til politi og myndigheder – en paradoksal position al den stund de opstod netop i forsvaret for stat og samfund.

Skjult klassekamp
Men der er også større socioøkonomiske og identitetspolitiske forklaringer på loyalisters marginalisering i ’post’konflikt-Nordirland. Fordi konflikten i Nordirland i store træk er blevet opfattet som en etno-national konflikt, står konsekvenserne af den postindustrielle uorden siden 1970’erne ikke så tydeligt frem i de fleste analyser. Men rykket fra produktionsindustri til serviceindustri har selvsagt ramt dele af arbejderklassen og især den protestantiske arbejderklasse – loyalisterne – hårdt.


Protestanterne har nemlig historisk haft privilegeret adgang til ufaglærte, manuelle jobs, ikke mindst på grund af diskrimination mod katolikker på store arbejdspladser som fx skibsværftet Harland and Wolff (H&W). Denne eksklusive arbejdsvej findes ikke længere. Samtidig viser den ene undersøgelse efter den anden, at den protestantiske arbejderklasses drengebørn er dem, der tager de korteste uddannelser og dermed får de snævreste fremtidsudsigter. De, som får en ungdomsuddannelse, bruger den til at komme på universitetet i andre dele af Storbritannien og vender sjældent tilbage.

Selvom de etablerede unionistiske partier deler loyalisternes identitetspolitiske ståsted, hvad angår ’britiskhed’, har de ikke formået at forbedre deres sociale og økonomiske situation efter fredsaftalen. Arbejderklassen er blevet til en underklasse, der ikke kun er tynget af arbejdsløshed, men også af modløshed og magtesløshed. Her har freden ikke leveret fremgang, og der opstilles ikke nogen fremtid for de unge.


De sociale og økonomiske udfordringer går på tværs af religiøse skel, men det har været svært at samle folk til nogen form for klassekamp. For når status quo og ulighed skal udfordres, binder det hurtigt an til større nationale ambitioner. Som et selverklæret venstreorienteret parti rummer Sinn Féins politik en del kampagner for bred social retfærdighed, men når løsningerne lokaliseres i et forenet Irland, eller problemerne formuleres som, ’at den britiske stat igen træder det irske folk under hælen’, er det svært for loyalister at være med – og omvendt. I det omfang fremtiden findes, peger den i vidt forskellige retninger.


Vælgerne i Nordirland er vant til at blive mobiliseret politisk på basis af deres etno-nationale identitet – det vil sige som protestanter/unionister eller katolikker/nationalister. Det er den politiske økonomi, som fredsaftalen bygger på, og som bliver forlænget i lokalparlamentet, hvor alle partier skal registrere sig som ’unionistisk’, ’nationalistisk’ eller ’andet’ [’other’], og hvor regeringsmagten skal deles mellem unionister og nationalister. Princippet om magtdeling er en dobbeltbundet garanti, der skal sørge for, at flertallet ikke kan dominere mindretallet. Også hvis de skifter position, som det er ved at ske nu, hvor den politiske unionisme lader til at være på retræte.

Unionismen under pres
Da Nordirland blev skabt for 100 år siden, var to tredjedele af befolkningen protestanter/unionister, nu er det under halvdelen. Ved valget i 2017 fik unionisterne for første gang ikke et flertal af pladserne i lokalparlamentet Stormont. Bevægelsen fra dominerende og privilegeret flertal til et ligestillet mindretal præger den politiske psykologi og fornemmelsen af, at unionismen er eksistentielt truet både politisk og strukturelt.

Samtidig kan den demografiske udvikling helt konkret aflæses som affolkning i områder, hvor der plejede at bo protestanter. Tomme huse i forfald med brædder for vinduerne synliggør, hvad der føles som en mere overordnet social deroute især i de loyalistiske arbejderklassekvarterer, hvor man bor klos op og ned ad republikanske områder med buldrende befolkningstilvækst.


Kulturelt er protestantiske traditioner også under pres og bliver i stigende grad reguleret af fredsaftalens nye myndigheder. De mange årlige protestantiske parader, der markerer historiske begivenheder som Slaget ved Boyne i 1690 og Slaget ved Somme i 1916, bliver pålagt at finde nye ruter, så de ikke marcherer igennem kvarterer, der med tiden er blevet befolket af katolikker. De rituelle bålafbrændinger aftenen før de store parader skal følge retningslinjer fra kommunen om højde og antændingsmateriale af hensyn til sikkerhed og sundhed. I 2012 blev det besluttet, at det britiske flag kun skulle vaje over Belfasts rådhus på udvalgte dage i stedet for hver dag. Det er alt sammen en del af fredsprocessens ambition om at gøre Nordirland til et sted, hvor alle kan leve i respekt for hinanden, og hvor den offentlige kultur ikke er domineret af én tradition. Men det opleves som en politisk motiveret udhuling af protestantisk identitet på vejen mod et forenet Irland, og loyalistiske paramilitære har i nogen grad fundet nyt liv i at tørne sammen med politiet, når de står vagt om kulturelle og symbolske praksisser.

På den måde bliver kulturkampen en form for forsvar af britisk identitet, de områder, de bor i, og den historie, de skriver sig ind i – men understreger samtidig loyalisternes eksklusion fra den nye orden, som fredsaftalen har etableret.

Brexit gav bagslag
Allerede før der blev placeret en grænse i havet i forlængelse af Brexit, var man opmærksom på faren ved at fremmedgøre den protestantiske/unionistiske/loyalistiske del af befolkningen i Nordirland. Selvom 72 pct. af befolkningen stemte for fredsaftalen i 1998, var det kun 52 pct. af protestanterne, der stemte ’ja’.

 

Da Nordirland blev skabt for 100 år siden, var to tredjedele af befolkningen protestanter/unionister, nu er det under halvdelen
_______

 

De var især utilfredse med, at Sinn Féin stod til at komme i regering, uden at IRA havde afleveret deres våben, at de paramilitære blev løsladt, uden at deres ofre blev anerkendt, og at politiet, der havde stået forrest i kampen mod terrorisme, skulle reformeres fuldstændigt.


Selvom fredsaftalen anerkendte Nordirlands status som en del af UK, baner den også vejen for, at Nordirlands status kan ændres, hvis et demokratisk flertal i fremtiden ønsker det. Det var som sagt kun et lille flertal – 52 pct. – af protestanterne, der i 1998 stemte for aftalen, og den fortsatte frygt for et forenet Irland sidder fast i de store unionistiske partier, der kun modstræbende, vrangvilligt og på bagkant er gået med til de forandringer, som fredsprocessen har krævet. Unionisterne har ikke evnet at sætte en selvstændig, visionær dagsorden, men har brugt de fleste kræfter på at bremse andres. Samtidig har deres fodslæbende tilgang til fredsaftalens principper fået den til at ligne én lang række af indrømmelser til deres politiske modstandere i Sinn Féin. Det har både skjult loyalisternes originale bidrag til fredsprocessen og drænet deres støtte til den.

Den akkumulerede frygt for, at fredsprocessen styrer i en lige kurs mod et forenet Irland, er også en del af forklaringen på, hvorfor så mange unionister stemte for Brexit – simpelthen: som en måde at tage kontrollen tilbage med Nordirland på. Selvom et flertal på 56 pct. i Nordirland stemte for at blive i EU, var der igen stor forskel på, hvordan unionister og nationalister stemte. Hvor 88 pct. af nationalisterne stemte for at blive i EU, var det kun 34 pct. af unionisterne. Under de tal ligger der igen en klasseopdeling, der minder om resten af Storbritannien – dem, der er blevet ’ladt i stikken’ af globaliseringen, stemte for at forlade EU. Heriblandt mange loyalister. En stemme for Brexit var også her et forsøg på at genvinde det, der opleves som skrantende national suverænitet og solidaritet.

Men i Nordirland har suverænitetsspørgsmål selvfølgelig dobbelt betydning. Det handler ikke kun om at hive magten hjem fra EU, men om at stoppe den pluralisering og udvanding af national, politisk og kulturel identitet, som både fredsprocessen og europæisk integration har ført med sig.

Efter årelange forhandlinger blev resultatet en grænse gennem Det Irske Hav. De selvsamme loyalister/unionister, som var med til at stemme Brexit igennem, oplever nu, at de er blevet ofret og udgrænset i den færdige udtrædelsesaftale. Både unionister og loyalister betragter det som et eklatant svigt fra den konservative mindretalsregering i London, som DUP havde ageret støtteparti for. Den rendyrkede nationale suverænitet og identitet, de var blevet lovet i kraft af Brexit, kommer ikke til at omfatte dem, fordi grænsen konkret og symbolsk isolerer loyalister og unionister på den irske ø.


Indtil januar i år har grænsen igennem Det Irske Hav og konsekvenserne af Brexit været abstrakte aftaler på forhandlingsbordet, men efter implementeringen af toldgrænsen har nordirerne konkret oplevet den øgede afstand til Storbritannien. Dagligvarer har været forsinket med flere uger, imens der udfyldes uendeligt papirarbejde, for at de kan krydse det 100 kilometer korte stræde mellem Nordirland og resten af Storbritannien. Forsyningskæder er blevet brudt op, og grænsen omformer Nordirland – som mange havde spået – ved at rette det økonomiske rationale mod resten af Irland og EU.


Hvor loyalisterne mangler indflydelse og progressiv ledelse fra de unionistiske partier, mangler unionisterne selv troværdig støtte fra den britiske regering, der både historisk og i samtiden har vist sig villig til at på kompromis med integriteten af UK – i hvert fald når det gælder Nordirland. Den konservative regering under Boris Johnson har vist sig særligt tonedøv over for skrøbelighederne i fredsprocessen og skruppelløs i forhold til at udnytte skillelinjerne til egen fordel. Resultatet er, at både unionister og loyalister har fået mere mistillid til mange af statens aktører og institutioner – i UK såvel som i Nordirland.


Man siger ofte om nordirske unionister, at de er i en form for subnational identitetskrise, fordi det er svært at formulere et stærkt ståsted i relation til et Storbritannien, der hverken lader til at gengælde ens hengivenhed eller loyalitet. Loyalisterne siger selv, at det fuldstændig underminerer deres identitet, når alle hele tiden fortæller dem, at de ikke ved, hvem de er, og medierne samtidig fremstiller dem som uforståelige afvigere med arkaiske traditioner og snæversynede værdier. De har en fornemmelse af, at historien om konflikten bliver skrevet om på en måde, der hvidvasker og hylder én form for modstand og dæmoniserer en anden. Det store spørgsmål er derfor, hvad det egentlig kan betyde at være britisk, unionist og loyalist i Nordirland efter fredsaftalen og efter Brexit?

Hvem bliver loyalisterne nu?
Der tegner sig et meget traditionelt projekt på tværs af de forskellige probritiske grupperinger. Kampen om at få omstødt ’den forræderiske’ Nordirlands-protokol og fjernet grænsen i havet kan forene alle fra de paramilitære loyalister til middelklasseunionisterne. Graffitien, der tidligere proklamerede ‘Vote Leave EU’ og ‘Brexit means Brexit’, er i løbet af de sidste par måneder blevet afløst af budskaber som ‘No Irish Sea Border’ og ‘No internal UK border’.


Hvor loyalisterne sætter tonen med truende graffiti og gadeoptøjer, forsøger de store unionistiske partier (UUP og DUP) at omgøre udtrædelsesaftalen igennem juridisk sagsanlæg og mistillidserklæringer. Sådan et fælles projekt bringer minder om tidligere brug af ’det unionistiske veto’ både før og efter fredsaftalen, men med den afgørende forskel at unionisterne ikke længere udgør et flertal i befolkningen.

Hvis unionisterne vil sikre Nordirlands status som en del af Storbritannien, skal unionen appellere til en bredere del af vælgerne. Formuleret på den rigtige måde kan modstanden mod protokollen sandsynligvis blive et fælles projekt på tværs af politiske positioner i Nordirland, hvor de fleste – altså også mange nationalister – anerkender, at forholdet mellem Nordirland og Storbritannien er lige så vigtigt i fredsaftalen som forholdet mellem Nordirland og Irland. Men det kan ikke stå alene som politisk projekt. Der skal overordnede politiske og sociale forandringer til.

Samtidig har Brexit selvfølgelig gjort det sværere at artikulere et attraktivt projekt for UK – ikke kun i Nordirland, men også i den accelererede krise mellem Skotland og England.


Den 3. maj 2021 havde Nordirland eksisteret i 100 år. Markeringen af landets første århundrede er en oplagt anledning til at genopfinde, hvad Nordirland kan rumme, og hvordan det bedst regeres. De fem partier i magtdelingsregeringen er helt ekstraordinært blevet enige om et officielt program, der giver plads til de mange forskellige historiske fortolkninger, der findes blandt unionister, nationalister og andre. Som et første skridt ad en mindre betrådt vej kommer en af de første udstillinger til at handle om kvinders rolle i nordirsk politik.

Men før man vejrer for meget morgenluft, er konsolideringen af en nordirsk politisk identitet selvfølgelig gjort kompliceret af, at nationalister nu målrettet arbejder på at få en grænseafstemning om et forenet Irland. Og derved flyttes den fælles samtale igen. For hvis Nordirland og Irland bliver forenet, skal det klargøres, hvordan den britiske og unionistiske identitet kan få luft og plads i et nyt Irland – også i form af fortsatte politiske bånd til Storbritannien.

En anden mulighed er at bygge aktivt videre på en pluralistisk nordirsk identitet. I den seneste Northern Ireland Life and Times-undersøgelse angiver 39 pct. af befolkningen, at de hverken betragter sig selv som unionister eller nationalister. Flere er også begyndt at identificere sig specifikt som nordirere (som mange gjorde, før den voldelige konflikt brød ud) og tænke på Nordirland som et sted, der ikke nødvendigvis skal bevæges fra britisk til irsk, men i stedet bevare en særlig status et sted imellem Storbritannien og Irland. Som DUP’s leder, Arlene Foster, sagde, da hun blev afsat den 28. april: ”Unionismens fremtid kan ikke findes i splittelse, den kan kun findes i at dele dette sted, vi alle kalder hjem”. Den linje kunne man ønske, hun havde realiseret tidligere.


Sara Dybris McQuaid (f. 1973) er lektor på Københavns Universitet. Hun har en MA i irsk politik og komparativ etnisk konflikt og en ph.d. i politisk samtidshistorie, begge fra Queen’s University Belfast. Hun har publiceret bredt om fredsprocessen i Nordirland og er forperson i Rådet for International Konfliktløsning (RIKO).

Julie Nygaard Solvang (f. 1994) er kandidatstuderende ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet med speciale i politisk unionisme i Nordirland. I efteråret og vinteren 2020-21 foretog hun tre en halv måneds etnografisk feltarbejde blandt unionistiske ungdomspolitikere på Queen’s University Belfast med fokus på historie- og fremtidsopfattelse.

Adrian Elkjær Stallknecht (f. 1993) er kandidatstuderende ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet med speciale i den loyalistiske arbejderklasse i Nordirland. I efteråret og vinteren 2020-21 foretog han tre en halv måneds etnografisk feltarbejde blandt loyalistiske socialarbejdere i et arbejderklasseområde i Belfast med fokus på eksistentiel og politisk udgrænsning.

ILLUSTRATION: Rathcoole Estate, Belfast: Biler bliver stjålet og sat i brand, da ny uro bryder ud lørdag 9. april 2021 efter sammenstød fredag aften [FOTO: Alan Lewis Media/Splash/Ritzau-Scanpix]