Samuel Rachlin: Aleksej Navalnyj drømmer om et Rusland, som ikke blot er frit – men lykkeligt. Putinstyrets forfald baner vejen for hans visioner
17.03.2021
Aleksej Navalnyj har ikke forregnet sig ved at tage tilbage til Rusland. Han vidste, at hverken hans hjemkomst eller hans opsigtsvækkende Youtube-film om Putins palads ville starte et oprør eller vælte præsidenten. Men nu står ambitionen klar: Han vil være Ruslands leder en dag. Han ved samtidig, at et magtskifte og i endnu højere grad et systemskifte vil være mange år undervejs. Nu bygger han sin biografi og bereder fundamentet for, at han kan blive den, der vil sikre Ruslands lykkelige fremtid.
Long-read kronik af Samuel Rachlin
Aleksej Navalnyj svævede mellem liv og død den dag i august, da han i bevidstløs tilstand blev evakueret akut ud af Rusland på en båre efter giftattentatet i Sibirien. De tyske læger konstaterede, at han var blevet forgiftet med nervegiften Novitjok. De reddede hans liv. Han vendte tilbage i januar måske ikke som en folkehelt, men under global opmærksomhed som en formastelig og fandenivoldsk oprører, der talte Kreml og Vladimir Putin midt imod og trodsede alle advarsler.
Han ville tilbage til sin by, sit land og sit folk. Den slags har menige russere respekt for. Et drama med alle det 21. århundredes kendetegn og ingredienser tog en ny vending. Med en helt forudsigelig drejebog. Navalnyj vil være Ruslands leder og opbygger sin politiske biografi og legende. Og her er der ikke noget valg. Han skulle tilbage. At blive i Tyskland var absolut en mulighed, men en mulighed, Navalnyj absolut ikke ville overveje. Aldrig i livet.
Tyskland kunne garantere ham tryghed og sikkerhed, men ville også opfylde Putins største ønske – at gøre Navalnyj politisk irrelevant ved at isolere ham fra nationen og folket. Den næstbedste løsning, når man nu ikke kunne likvidere ham med Novitjokgiften. Men den foræring ville Navalnyj ikke give Putin. Det var ikke svært at regne ud, at det ville være enden på hans politiske karriere, selv om Ruslands historie kender eksempler på, at politikere vender hjem efter et udenlandsk eksil, starter en revolution og vælter det siddende styre. Spørg kun Lenin. Han byttede det zaristiske diktatur ud med det kommunistiske. Det terroriserede landet i de næste 70 år.
Men som politiker, skakspiller og en russer, der kender sine pappenheimere, havde Navalnyj lagt en klar strategi i flere træk. Som man på skakbrættet går efter at fælde kongen, gik Navalnyj direkte efter Putin. Efter struben. Enhver russer ved, at det gælder kun om at vise styrke og handlekraft og sætte sig i respekt hos sin modstander ved at ramme ham hårdt og præcist. Gå efter knock out eller gå hjem. Alt andet bliver ikke taget alvorligt.
Han allierede sig med Bellingcat, den britiske webbaserede gruppe af graverjournalister, der er blevet verdensberømte ved at udnytte det 21. århundredes teknologi til sensationelle afsløringer af regeringers magtmisbrug, snigmord og korruption. De havde arbejdet på opklaringen af giftattentatet på den tidligere russiske agent Sergej Skripal og hans datter i Salisbury, England. De påviste, at det var agenter fra den russiske militære efterretningstjeneste, GRU, der havde været på spil. Gruppen har de teknologiske redskaber og har udviklet en metode, der matcher efterretningstjenesternes foretrukne modus operandi – at lege kispus med sin modpart.
I samarbejde med Navalnyj og flere andre medier dokumenterede Bellingcat, hvordan FSB-agenter havde overvåget og skygget ham i årevis og fulgt ham over alt på hans rejser og politiske optrædener. Punkt for punkt og med detaljer som fx agenternes navne, adresser og professionelle speciale (giftlikvideringer) blev FSB’s metoder og operationer kortlagt og afsløret.
Vladimir Putin havde tilbragt den største del af sin karriere som agent for FSB eller KGB, som det hed i hans tid, og som han blev øverste chef for, inden han blev præsident. At afsløre og gøre grin med FSB er nærmest en personlig ydmygelse af Putin. Den sad. En regulær afklapsning. Trods de kontrollerede russiske medier, sørgede tidens informationsspredning for, at det blev en nyhed, der gav genlyd over hele Rusland. Navalnyj erklærede ”Case closed.”
Navaljnys seneste Instagram-opslag efter han er ankommet til det fængsel, hvor han skal afsone sin dom. I opslaget kalder han fængslet for “en helt ægte koncentrationslejr,” 15. marts 2021 [Foto: Navalnyj/Instagram]
Men det var kun opvarmning. Andet træk kom nogen tid senere, da Navalnyj og Bellingcat offentliggjorde en video, hvor Navalnyj talte med en af de FSB-agenter, der havde prøvet at slå ham ihjel. Det lykkedes ham at få agenten til at afsløre, at man havde strøget Novitjok-giften på Navalnyjs underbukser. Åbenbart opnår man den mest effektive optagelse af giften via skridtet. Den nyhed føjede spot til skade og var igen rettet mod FSB og Putin.
Det næste træk blev Navalnyjs hjemkomst under kolossal mediebevågenhed. Han blev arresteret så snart, han satte foden på russisk jord. Dramaet udspillede sig i realtid for åbent tæppe og helt efter drejebogen med Putin som den usynlige instruktør og med hele verden som tilskuere. Ingen politiker kunne have ønsket sig en bedre mise-en-scene eller koreografi til en hjemkomst, der øjeblikkelig blev den dominerende globale nyhed. Navalnyj blev ført bort anklaget for at have overtrådt sin prøveløsladelse i en opdigtet, gammel retssag, hvor han var blevet dømt for økonomisk kriminalitet.
Mindre end 24 timer senere slog Navalnyj til igen med et nyt frontalangreb mod Putin – en ny Youtubefilm om Putins Palads […] Det rene frås og svir. Ruslands svar på 1001 nat
_______
Kejserens nye palads
Mindre end 24 timer senere slog Navalnyj til igen med et nyt frontalangreb mod Putin – en ny Youtubefilm om Putins Palads. På knap to timer dokumenterede filmen et gigantisk byggeri, der i årevis havde været under opførelse ved Sortehavet. Det var på knap 18.000 kvadratmeter, havde et budget på over 1,3 milliard dollar og var opført som Putins sommerresidens på et stykke land, der er over 30 gange større end Monaco. Det rene frås og svir. Ruslands svar på 1001 nat.
Videoen var professionelt produceret i samme stil og med samme skarphed som en stribe af Navalnyjs tidligere film om russiske toppolitikkeres og oligarkers magtmisbrug og eventyrlige formuer. Nu var det bare Putin, der blev hængt ud som den griske leder i toppen af et gennemkorrupt, dysfunktionelt kleptokrati, der beriger sig, mens befolkningens levestandard bliver ved med at falde. 25 millioner russere lever under den officielle fattigdomsgrænse. De sensationelle afsløringer var krydret med billeder af luksuriøst interiør, forgyldte toiletbørster og pikante detaljer om lokaler indrettet som natklub med en scene udstyret til stangdans. Russisk hygge med vestlig dekadence.
I løbet af nogle dage var filmen blevet set over 100 millioner gange. Meningsmålinger viste, at over 26 procent af russerne havde set filmen, mens 77 procent fortalte, at de havde hørt om filmen. Putin har aldrig selv nævnt Navalnyj ved navn og overlod det til sin talsmand at afviste, at paladset tilhørte ham. Men den massive omtale pressede Putin til selv at gå ud og kommentere afsløringerne ved et møde med nogle unge russere. Han blev spurgt om paladset og svarede, at hverken han selv eller nogen i hans familie er ejere af paladset. Et påfaldende defensivt og vagt svar.
Men Navalnyj var ikke færdig. Hans afskedssalut var en opfordring til protestdemonstrationer mod korruptionens epidemiske omfang, de politiske lederes magtmisbrug, tyverier af statens rigdomme og undertrykkelse af borgerettighederne. Det udløste de største landsdækkende demonstrationer, Rusland har set i de sidste ti år. Flere weekender i træk trodsede titusindvis af borgere vinterkulden og demonstrerede med løftede toiletbørster, et direkte lån fra Navalnyjs film og et umiskendeligt symbol på korruptionen, der var løbet løbsk.
Slutspillet fandt sted i en retssal og formede sig som en ren skueproces, hvor Navalnyj på forhånd var skyldig og blev idømt to og et halvt års arbejdslejr. Efter arrestationen lagde Navlanyj ikke fingrene imellem, når han fik ordet i retssalen. Igen og igen hånede han Putin som den leder, der vil gå ind i historien som ”Vladimir trusseforgifteren” og ”den lille tyvagtige mand, der sidder nede i sin bunker”.
Demonstranter står overfor det russiske urospoliti under en demonstration mod anholdelsen af oppositionslederen, Aleksej Navalnyj, i Moskva 23. januar 2021 [Foto: Sergey Ponomarev/New York Times/Ritzau Scanpix]
I et fyndigt slutord efter domsafsigelsen viste Navalnyj sin dødsforagt ved endnu engang at angribe Putin og kalde ham ”pragtpaladsets ejer”, der optræder som jonglør og tryllekunster og spiller med retssystemet, som det passer ham, fordi det kun er baseret på vilkårlighed og lovløshed. Navalnyj forklarede, at det er denne bunkermands had og angst, der er årsagen til, at han er blevet arresteret og atter stillet for retten. Putin følte sig dødeligt fornærmet, fordi Navalnyj havde overlevet det giftattentat, som han havde beordret.
Det var en af Navalnyjs retorisk stærkeste taler, en slags afskedstale til russerne, inden han bliver murret inde og ikke vil komme til orde i de næste to og et halvt år. Han afslørede, at han havde fundet Gud, og det havde givet ham en indre ro, han ikke havde kendt før. Omdrejningspunktet blev et citat fra Bjergprædikenen: ”Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.”
Med de budskaber lægger Navalnyj sig op ad nogle af Ruslands store tænkere og forfattere, der har behandlet løgnen som Ruslands grundsynd og evige svøbe. Storløgnen er på hjemmebane i Rusland
_______
Kampen om sandhed på storløgnens hjemmebane
Med det afsæt formulerer Navalnyj sit hovedbudskab: ”Styrken ligger i sandheden. Den, der går ind for sandheden, bliver vinderen. Og før eller siden vil de mennesker, der vil sandheden, opnå den, og de vil mættes.” Direkte henvendt til dommeren indprentede han, at man ikke skal være bange for de mennesker, der kæmper for sandheden. ”Prøv at forestille Dem, hvor godt livet ville være uden altid at skulle lyve, uden den evige storløgn.”
Med de budskaber lægger Navalnyj sig op ad nogle af Ruslands store tænkere og forfattere, der har behandlet løgnen som Ruslands grundsynd og evige svøbe. Storløgnen er på hjemmebane i Rusland. Dostojevskij anså den russiske hang til storløgn som en national plage og forklarede den i sine Dagbøger med, at russerne skammede sig over sig selv. De lider under en medfødt skam og tør ikke være sig selv bekendt. Et hundrede år senere skrev Solsjenitsyn sit berømte essay ”Om ikke at leve med løgnen” og fordømte løgnen som den gift, det kommunistiske tyranni var baseret på. Og nu 50 år efter Solsjenitsyn opfordrer Navalnyj sine landsmænd til at støtte de mennesker, der kæmper for sandheden. De kan ifølge Navalnyj også nøjes med ikke at befordre løgnen og storløgnen og på den måde være med til at skabe en bedre verden. Det virker som om, Ruslands skæbne og løgnen hænger sammen. Som siamesiske tvillinger.
Navalnyjs appel munder ud i hans ønske om, at Rusland ikke blot skal være frit, men også lykkeligt. Man skal ikke kun kæmpe mod, at Rusland er ufrit, men også mod at det i alle henseender er ulykkeligt. ”Vi er et ulykkeligt land, ” sagde Navalnyj.”Hvis man læser den storslåede russiske litteratur, bliver man chokeret over, at det er lutter beskrivelser af ulykke og lidelse. Vi er et meget ulykkeligt land. Vi er omringet af ulykke og kan ikke bryde ud.” Navalnyj slutter med at foreslå et nyt nationalt slogan. ”Man kan ikke nøjes med at kræve, at Rusland skal være frit. Rusland skal også være lykkeligt. Rusland vil blive lykkeligt.”
Den Røde Plads i Moskva, Rusland [Foto: Sergei Fadeichev/Ritzau Scanpix]
Nu har Navalnyj to og et halvt år til at bearbejde det slogan og tænke over Ruslands skæbne og sin egen politiske fremtid. Men han må også være indstillet på, at han kan få forlænget sin straf sådan, som det skete med fx Mikhail Khodorkovskij efter nye opdigtede anklager. Det er sådan, man behandler personer, der bliver anset for at være en trussel for systemet og præsidenten. Navalnyj har startet afsoningen i en lejr i byen Pokrov, ca. 2 timer øst for Moskva. Stedet er kendt for sin strenge disciplin og et reglement, der forbyder fangerne at se fangevogterne i øjnene og at tale med hinanden. Isolation og ensomhed er grundprincipperne for afstraffelse i lejren. Det bekræfter, hvad Navalnyj pointerede i sin sluttale i retten, at systemet ønsker at knække mennesker ved at indprente dem, at de er alene. Først går det ud på at indgyde frygt og derefter at vise, at du er helt alene. Ingen har brug for dig. Navalnyj er nu overladt til to og et halvt års ensomhed.
Kampagnen mod Navalnyj har stået på lige siden giftattentatet blev begået i august med hele spekteret, systemet har til sin rådighed i form af disinformation og talsmænd i ind- og udland, der excellerer i fake news og løgn fra Putins udenrigsminister til stalinistiske medløbere og benovede stikirenddrenge i vestlige demokratier. Også i Danmark.
En af de første dage efter attentatet lød det fra Kreml Inc., at Navalnyj var blevet dårlig, fordi han led af en sygdom. Så fik man at vide, at det var på grund af druk. Derefter at han selv havde indtaget en gift for at skabe opmærksomhed. Efter hans evakuering lagde udenrigsminister Sergej Lavrov navn til en anklage om, at Navalnyi var blevet forgivet med Novitjok om bord i det tyske lægefly, der bragte ham til Berlin. Den version er siden blevet ved med at cirkulere i russiske medier.
Smædekampagnen mod Navalnyj, der har kørt i årevis blev optrappet med anklager om, at han var agent for udenlandske efterretningstjenester, at han var en gemen kriminel, at han var nazist, nationalist og racist. Trumfen blev spillet ud efter Navalnyjs afsløringer af FSB’s metoder og efter youtube-premieren på filmen om Putins Palads: Navalnyj er en forræder. Han havde offentligt fornærmet en af de sidste overlevende veteraner fra Anden Verdenskrig. Meget værre kunne det ikke blive. Alt det var old hat eller variationer over et fortærsket tema med dybe, sovjetiske rødder. Men der skete noget skelsættende, da det lykkedes Kremls Fake Inc. af få Amnesty International til at gå i fælden og fratage Navalnyj hans status som samvittighedsfange.
Flere måneders målrettede anstrengelser for at diskreditere Navalnyj som en nationalist og racist, der spredte hadtale rettet mod muslimer og etniske mindretal, mundede ud i en sting-operation mod Amnesty International. Russiske organisationer og enkeltpersoner bombarderede gruppen med afsløringer, af hvordan Navalnyj havde kaldt muslimer for ”kakerlakker” og georgiere for ”gnavere”. Han havde også krævet udvisning af arbejdere fra de centralasiatiske lande. Ifølge Kremls stedfortrædere lever Navalnyj slet ikke op til Amnestys egne krav om, hvem man kan udnævne til samvittighedsfange. Man pressede på fra alle sider for at få gruppen til at droppe ham som samvittighedsfange.
I en politisk kultur, der aldrig for alvor har smagt på demokratiet, tilhører Navalnyj en generation, som kan og vil tage ved lære. Også af sine egne fejl. Tiden arbejder for ham
_______
Indklag Amnesty International for Amnesty International
Amnesty International blev ramt af tonedøvhed og gav efter for presset. Organisationen besluttede, at Navalnyj ikke længere skulle betragtes som samvittighedsfange. Det udløste chok og vantro blandt hans støtter i Rusland og i Vesten, men blev fejret som en triumf og en stor PR-sejr i Kreml. Champagne og kaviar til sejrherrerne. Indespærring til Navalnyj. Vestlige medier fordømte beslutningen som et uforklarligt svigt fra Amnestys side og en handling, der stred mod organisationens egne principper og værdier. Den slags er ikke noget, man giver den ene dag og annullerer den næste. Navalnyj havde fremsat de kontroversielle udtalelser for 13-14 år siden, da han kun var omkring 30 år gammel og endnu ikke havde fundet sit politiske ståsted.
Udtalelserne var i ét tilfælde rettet mod nogle militante islamister. I et andet faldt ordene under krigen mod Georgien, en krig som Navalnyj støttede ligesom de fleste russere. Han har undskyldt de formuleringer offentligt og distanceret sig fra dem, men uden at give en detaljeret forklaring på, hvad der lå bag. Men det har en af hans nære venner, redaktør og forfatter Jevgenija Albats, der har kendt ham siden 2004.
Hun forklarer, at for at forstå hans udsagn dengang må man forstå den tid, der var præget af forvirring og søgen efter identitet og politisk ståsted. Både Kreml under Putin og de øvrige politiske partier og fraktioner prøvede at tækkes vælgerne ved at spille op til nationalismen. Det var dér, kampen om vælgernes gunst udspillede sig i de år. Hvis man ville være med i den kamp, var nationalismen ikke til at komme uden om.
Min udlægning er, at Navalnyj, der var en politisk nybegynder, forestillede sig, at det var måden at gå frem – først at vinde vælgernes gunst, og derefter at omvende dem til gode demokrater og bygge en bred koalition i et land, der ikke havde kendt til demokrati i hele sin historie. Hans parti eller bevægelse, som han foretrak at kalde det, hed ”Folket” og smagte selvfølgelig af populisme. Siden har han mere en én gang erkendt, at det var en vildfarelse, taget afstand fra de udtalelser og givet en offentlig undskyldning. I en politisk kultur, der aldrig for alvor har smagt på demokratiet, tilhører Navalnyj en generation, som kan og vil tage ved lære. Også af sine egne fejl. Tiden arbejder for ham.
Han har betalt en høj pris for den fejltagelse, der bliver brugt imod ham af hans fjender og senest af Amnesty International, der lod sig besnære af Kremls agenter og trolde. Amnesty lod sig skammeligt lokke i en fælde og solgte Putins eneste aktive kritiker til stanglakrids. Efter giftattentat, efter tre uger i koma, en skueproces og en dom på to og et halvt års i et befængt rottehul af en arbejdslejr er Navalnys position endnu mere udsat og hans liv fortsat i fare.
Vladimir Putin [Foto: Polfoto]
Man kan godt forstå, at de russiske efterretningstjenester og Kremls trolde gør alt for at ydmyge Navalnyj som en nazist og dukke ham psykisk og fysisk. Man kan til nød også forstå, at overlevende stalinister i Vesten lyder hundefløjten fra Kreml og springer på samme vogn. Men det er svært at forstå og acceptere, at Navalnyj er blevet ladt i stikken af en vestlig organisation, hvis mission er at kæmpe for menneskerettighederne og beskytte samvittighedsfanger som ham. Amnesty International har undermineret og muligvis aflivet sin egen troværdighed.
Organisationens ledelse skylder verden en forklaring på en skændig beslutning. Hvis man kunne, burde man indklage Amnesty International for Amnesty International.
Som andre iagttagere har Navalnyj selvfølgelig bemærket, at der i den senere tid foregår nogle bevægelser og aktiviteter i og omkring Kreml, der kunne tyde på, at noget er galt eller under opsejling. Der er noget i gære. Moskva svirrer af spekulationer om, at Putin pønser på at trække sig tilbage
_______
Den værste gift for en autoritær leder er at blive gjort til grin
Og nu sidder Navalnyj i lejrens isolationscelle i Pokrov og har som skakspiller rigtig god tid til at gruble over sit næste træk. Samtidig kan han tænke grundigt over sin og sit lands situation og analysere fremtidsudsigterne for begge. De er ikke specielt lovende hverken for ham eller Rusland. Han ved godt, at beslutningen om at vende tilbage let kunne føre til, at han ville ende et sted som Pokrov. Det var ikke svært at regne ud. Efter at have udfordret alt og alle i systemet som ingen anden i nyere tid, vidste han at han ikke kunne slippe fra det ustraffet. Men han kan se lyset, og han har en plan.
Ikke alene havde han afsløret FSB’s metoder og Putin groteske griskhed, men han havde gjort grin med dem begge, og det er det værste. Det er værre end at blive udstillet, hånet og skandaliseret. Humor og satire er noget af det værste man kan udsætte autoritære ledere og deres støttesystemer for. Hvis man først er eftertrykkeligt til grin for befolkningen og gjort til genstand for vittigheder og karikaturer eller memes og gifs, som det er nu om dage over alt på nettet, så er det ensbetydende med, at folk ikke respekterer én. Det er den rene gift for en kejser i hans høje hvide slot. Uden respekt er det svært at udøve den form for autoritær magt, som Putin i dag bekender sig til. Det er alle autokraters bløde punkt. Og Navalnyj havde ingen illusioner om, hvad der ventede ham. Så mange træk havde han tænkt frem.
Men hvad så nu? De næste to og et halvt år står på arbejdslejr i Pokrov med risiko for at straffen bliver forlænget, inden den frist er omme. Navalnyj er 44 år, og har selvfølgelig regnet ud, at tiden arbejder for ham, mens nedtællingen er i gang for Putin, der i en alder af 68 har været ved magten i 20 år. Efter forfatningsændringen kan Putin blive siddende som præsident frem til 2036. I princippet kan han slå Stalins rekord med tre år som den længstsiddende leder i nyere tid. Navalnyj kan kalkulere med, at selv hvis hans straf bliver forlænget med måske 4 år, så er han 50 år, når han bliver løsladt og er klar til at gå efter magten og landets topjob, hvis ikke han er blevet knækket fysisk. En reel risiko under de forhold, der hersker i lejren.
Som andre iagttagere har Navalnyj selvfølgelig bemærket, at der i den senere tid foregår nogle bevægelser og aktiviteter i og omkring Kreml, der kunne tyde på, at noget er galt eller under opsejling. Der er noget i gære. Moskva svirrer af spekulationer om, at Putin pønser på at trække sig tilbage.
Systemet virker presset og mere parat til konfrontation med Vesten og vold mod sine egne borgere. Der er rygter om rokader i magttoppen og der spores en uvished og en nervøsitet, der minder om Brezjnevstyrets [periode fra 1964–1982 hvor Sovjetunionen var ledet af Leonid Iljitj Bresjnev, red.] sidste fase med økonomisk stagnation og social nød, mindre tolerance og øget undertrykkelse. Det oplevede man under den seneste bølge af protestdemonstrationer, der blev slået ned med hård hånd og fulgt op med massearrestationer og fængselsdomme.
Til forskel fra Brezjnevårene er der en informations- og nyhedsspredning uden for Kremls kontrol takket været nettet og de sociale medier. Det er en afgørende forskel så længe, styret ikke griber ind med mere kontrol og censur, som der er tilløb til. Der er også andre muligheder for russiske kommentatorer, der frejdigt og kritisk analyserer virkeligheden som fx Tatiana Stanovaja, fra Carnegie Tænketanken i Moskva. Hun skriver, at den nye politiske virkelighed er, at Putin gradvis, men ubønhørligt er ved at blive fortrængt fra den politiske beslutningsproces. Selv om han ikke går af, så fjerner han sig fra den daglige styringsproces. Hun pointerer, at udtrykket, ”Putin nede i bunkeren” ikke er tilfældigt, men en nøglemetafor for den tilstand, der hersker i magttoppen.
Historien vil ikke slippe sit tag i det ulykkelige Rusland. Det er det Rusland og den historiske arv, der venter Navalnyj
_______
Putins forvandling fra autokrat til symbol
Man ser Putin overalt på TV-skærmene, men i praksis ”er han fraværende, selv om han kommenterer, kritiserer og praler,” skriver Stanovaja. ”Han nøjes med at observere og beder om at få diverse forslag præsenteret”. Som noget nyt er Putin begyndt at uddelegere nogle af de vigtigste statsopgaver og har for første gang overladt styringen af landet til regeringen. Stanovaja konkluderer, at Putin fra at have været en halvgud nu er en figur, der bliver ført rundt uden at tage beslutninger. ”Putin er gradvis ved at blive forvandlet til et symbol,” skriver Stanovaja. ”Han er garanten for stabilitet, men er mest optaget af globale spørgsmål og tager sig ikke af de daglige problemer. Derfor svækkes personfaktoren, og autokraten bliver erstattet af ’den kollektive Putin’, en kunstig koalition af teknokrater og sikkerhedsfolk, der afløser præsidenten i det daglige arbejde.”
Det siger sig selv, at når den slags analyser cirkulerer i det offentlige rum, så er Navalnyj og hans rådgivere i lige så høj grad opmærksomme på, at noget er i skred, og at det lakker mod enden for Putins styre. Det er med til at styre Navalnyjs politiske beregninger og strategi. Der er visse åbninger, der bereder vejen for Navalnyj. Ganske vist har han ikke nogen betydelig opbakning i den brede befolkning. Men de yngre generationer, dem, der er vokset op under Jeltsin og Putin, er tiltrukket af hans opsætsighed og vovemod. De har dybt respekt for, at han valgt at komme hjem, selv om han og de fleste andre vidste, hvad der ventede ham.
De er trætte af hykleriet, fordummelsen, nationalismen og kulten omkring Anden Verdenskrig, som Putin i mangel på bedre har intensiveret som et nationalt samlingspunkt. Oven i det kommer den kroniske korruption og den tiltagende sociale ulighed, som deres forældre lider under. De er illusionsløse og ser Navalnyj som fremtidens alternativ. De dominerede støttedemonstrationerne over hele landet, og de har genoplivet det slogan, Rusland uden Putin, der rullede hen over landet i 2011, da Putin til manges chok vendte tilbage til sin tredje præsidentperiode.
Navalnyj har også en klar forståelse for Ruslands historiske byrde og tradition, der gennem mange århundreder har bundet de forskellige epoker sammen i en blodig politisk kultur og adfærd. Navalnyj kender Ruslands indgroede politistatsmetoder ikke kun fra historien, men har også mærket dem på sin egen krop i de 20 år, han har været aktiv i politik. Han ved, at den politiker, der går imod strømmen og ikke skyr sandheden, gør det med livet som indsats. Navalnyj er gang på gang blevet udsat for overfald, fået smidt ætsende væsker i ansigtet, og er utallige gange blevet arresteret, sat i husarrest og idømt fængselsstraffe.
Rusland har en lang tradition for at bruge politi- og sikkerhedsstyrker som et politisk redskab til at opretholde autokratiet ved at isolere sine modstandere eller skaffe dem af vejen for bestandigt ved hjælp af gift, tortur eller bare et øksehug. Det går helt tilbage til Ivan den Grusommes styre i midten af det 16. århundrede, da det første hemmelige politi, opritjninaen, blev grundlagt. Den ungarskbritiske historiker, Tibor Szamuely, er en af de førende Ruslandseksperter, der har påvist, hvor tætte historiske bånd der er mellem zarstyret og de russiske ledere i moderne tid.
Alexei Navalny under en høring, hvorefter han blev idømt 3,5 år i fængsel, Moskva, d. 2 februar 2021 [Moscow City Court Press Office/TASS/Ritzau Scanpix]
Han skriver, at århundreders erfaringer har givet det russiske hemmelige politi en grundlæggende lektion: ”for at stoppe politisk uro er man nødt til at fange de folk, der står bag, og sørge for at trække dem ud af cirkulation. Derefter vil der herske fred og harmoni helt uden forstyrrelser. Med deres netværk af stikkere og provokatører, var det aldrig et problem at finde urostifterne.”
Stalin tilskrives en formulering, der udtrykker essensen i den holdning og statsvisdom, selv om Stalin nok aldrig selv har udtrykt det med de ord, men han praktiserede dem: ”Når der er mennesker, er der problemer. Når der ikke er nogen mennesker, er der ingen problemer.” Navalnyj er helt på det rene med, at det er den historiske arv og politiske kultur, han er oppe imod. Putin har omfavnet Stalin ved at glorificere ham som den, der besejrede Hitler og frelste ikke kun Sovjetunionen, men hele verden fra undergang. Det skal sikre ham og Sovjetunionen en hædersplads i verdenshistorien. For evigt.
Navalnyj mellem en slyngelstat og drømmen om fremtidens vidunderlige Rusland
Den nye russiske forfatning gør det til en kriminel handling at omskrive den slags myter og pille ved billedet af Stalin. En gammel historisk storløgn er blevet kodificeret som det nye Ruslands vigtigste myte, der er med til at rehabilitere Stalin og legitimere stalinismen, så det er lettere at tale om hans fortjenester og umuligt og strafbart at nævne hans forbrydelser mod sit eget folk. Det uerstattelige russiske folkevid kommer i spil igen med sin formulering af den evige sandhed om Ruslands historieskrivning: ”Vores fortid er endnu mere uforudsigelig end vores fremtid”.
Systemets dragning mod stalinismen og længslen efter sovjetisk storhed er vigtige at forstå for at forstå, at Rusland i den seneste fase under Putin har udviklet sig til en autoritær, nationalistisk hybrid som består af en sammensmeltning af nationalisme, sovjetnostalgi, religion og stormagtsambitioner. Rusland fremstår mere og mere som en slyngelstat, der er ligeglad med sit omdømme, hvad enten man griber til likvideringer med nervegift af sine politiske modstandere eller ved at vise sin foragt for EU ved at ydmyge og gøre grin med EU’s højeste diplomatiske repræsentant, Josep Borrell, under et besøg i Moskva. Budskabet er, vi gør, som det passer os, og I kan bare komme an.
Helt i pagt med sin historiske skæbne foretrækker Rusland at gå sin enegang med tiltagende undertrykkelse indadtil og øget aggression udadtil for at underminere og destabilisere de vestlige demokratier med annekteringen af Krim, besættelsen af Øst-Ukraine og indblanding i de vestlige demokratiers valgkampe. Putin har klart valgt side – Rusland skal ikke følges ad med de vestlige demokratier, der efter hans mening står for fald. Og Moskva vil gerne hjælpe til for at fremskynde det fald. Historien vil ikke slippe sit tag i det ulykkelige Rusland. Det er det Rusland og den historiske arv, der venter Navalnyj den dag, han bliver løsladt for at tage fat, hvor han slap, og opfylde sin drøm – at gøre det ulykkelige land lykkeligt. Fremtidens vidunderlige Rusland, som hans politiske manifest hedder.
Skakspilleren i ham vil have analyseret konstellationen af alle de faktorer, der er på spil – Putin, økonomien, de sociale spændinger, utilfredsheden og trætheden blandt de forskellige vælgergrupper. Han skal vurdere, om de spiller sammen på en måde, der giver den politiske åbning eller den antydning af en åbning, der i sin tid banede vejen for Mikhail Gorbatjov og siden for Boris Jeltsin og gav dem en historisk chance for at dreje Rusland i en anden retning.
Hverken Navalnyj eller andre kan sige, om han får chancen om to og et halvt år eller om fem-seks år. Men han har tiden, visionen, gåpåmodet, og han har den kækhed, som russerne forstår at værdsætte. Det skal til for at vinde deres hjerter, hvis konstellationens andre elementer ellers falder på plads. Det har den russiske folkevisdom også taget højde for med vendingen ”Lykken løber den kække i møde.” På dansk siger vi ”Lykken står den kække bi”. Det har Navalnyj stærkt brug for. Det har Rusland også. Under Navalnyj, der måske får tilnavnet Aleksej den Lykkelige. ■
Systemets dragning mod stalinismen og længslen efter sovjetisk storhed er vigtige at forstå for at forstå, at Rusland i den seneste fase under Putin har udviklet sig til en autoritær, nationalistisk hybrid som består af en sammensmeltning af nationalisme, sovjetnostalgi, religion og stormagtsambitioner
_______
Samuel Rachlin (f. 1947) er journalist og forfatter. Uddannet cand.phil. fra KU, M.A. Columbia University, Nieman Fellow Harvard University. DR’s Moskvakorrespondent 1977-1984, TV2’s første nyhedsvært, Washingtonkorrespondent, 1990-94 Moskva-korrespondent 1998-2006. Seneste bog: ”Folket og magten. Populisme og den nye verdensorden” 2020. ILLUSTRATION: Alexei Navalny under en anti-Putin demonstration i Moskva to dage før Putins indsættelse i hans fjerde regeringsperiode, 25. august 2018 [Foto: Kirill Kudryavtsev/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
