Johannes Andersen: Bureaukrati og teknokrati har taget over i kommunalpolitikken. Ideologi spiller en forsvindende lille rolle
19.10.2021
”Ideologi spiller en mindre og mindre rolle generelt i dansk politik. Særligt i kommununerne: Når kommunalpolitikere må prioritere mellem valg, gør de det på baggrund af økonomiske og bureaukratiske overvejelser frem for at have en ideologisk forestilling om, hvordan kommunen kunne udvikle sig til at blive bedre. Hvis den tendens skal vendes, skal borgerne indse, at de har en forbandet borgerforpligtelse til at tage kommunalpolitik alvorligt og presse politikerne til at gøre det bedre”
Interview af Oliver Pirchert
Madordninger, ældrebesøg og kloakering. Emnerne til kommunalvalg kan synes trivielle, og ifølge samfundsforsker Johannes Andersen handler kommunalvalg sjældent om politik. Den erfarne forsker savner de principielle diskussioner og er træt af det skuespil, som han mener finder sted mellem kommunalpolitikere, medier og vælgere hvert fjerde år. Og efterårets valgkamp er ifølge ham ingen undtagelse – trods nye klima- og biodiversitetsdebatter.
RÆSON: Tilbage i 2009 skrev du til kommunalvalget i RÆSON: ”Politik handler om ideologi og basale principper for indretningen af et samfund, men disse elementer har ikke længere en central plads i den kommunalpolitiske virkelighed.” Er det fortsat tilfældet her tolv år senere?
ANDERSEN: Ja, det mener jeg i høj grad. Det er vigtigt at huske på, at kommunalpolitikere har to overordnede opgaver. På den ene side skal de træffe politiske beslutninger, og på den anden side skal de være opmærksomme på den administrative del af en kommune. Politikeren i kommunen har i en vis udstrækning også selv administrative forpligtelser, for der foregår en form for sagsbehandling i kommunalbestyrelsen. Det er en vigtig bemærkning, fordi det betyder, at det demokrati, man har i kommunerne, adskiller sig fra det demokrati, man har i Folketinget.
I og med at man fra Folketingets side lægger mere og mere vægt på kompleksitet, kontrol og evaluering, får kommunalpolitikerne desuden rigtig mange administrative opgaver. Alene af den grund er kommunalpolitikerne blevet tvunget til at tænke meget mere administrativt.
Kan du komme med et konkret eksempel på det?
Ja, det kan for eksempel være, hvis lokalpolitikerne stiller sig selv et spørgsmål som, hvordan vi får et område med mange ældreboliger til at fungere. Det kan lokalpolitikerne kun få til at fungere ved konstant at skulle leve op til en række standarder, som er politisk besluttet af Folketinget.
Det tvinger byrådene til at følge med i den kontrol, der foregår fra Folketinget. Byrådspolitikerne får jævnligt en kolossal dynge af digitale papirer inden møderne, som de bliver nødt til at læse for at følge med i, hvad der sker. Og det kan de selvfølgelig ikke overskue, fordi der i papirerne er meget nøje og tunge beskrivelser af Folketingets politisk besluttede krav.
Men hvorfor er en debat om at få et område med ældreboliger til at fungere ikke et udtryk for en lokalpolitisk diskussion om grundlæggende principper for indretningen af et samfund?
Uha, der er flere bolde i spil her. Først og fremmest vil jeg lige pointere, at selv i Folketinget får politikerne vanskeligere og vanskeligere ved at holde fast i ideologiske principper. Jeg er faktisk lige ved at sige, at folketingspolitikerne er blevet ideologi-løse.
Det indtryk efterlades man i hvert fald med, hvis man dykker ned i landspolitikernes brug af retorik. I retorikken arbejder man med tre former for taler. Den ene form er retstalen – ”hvem er skyldig i, at noget er sket?”, og en anden form er lejlighedstalen, der handler om alle de gode egenskaber, man har. Den tredje er den politiske tale, som handler om fremtiden. Normalt skal politikere i folketingssalen særligt benytte sig af den sidste form for tale, men de vælger i stedet oftest at spørge: ”Hvem er skyldig i alt det lort, vi står i nu?” Det, synes jeg, er meget kritisabelt. Samtidig bruger politikerne også lejlighedstaler, hvor de omtaler sig selv som helt vildt fantastiske og som mennesker, der kan løse alle problemer. Det skaber et rum for populisme og alverdens andre demokratiske udfordringer.
Det er så vanskeligt at forbinde det politiske med den måde, man laver kommunalpolitik på, fordi det hele er så teknokratisk og bureaukratisk
_______
Når politikerne på Christiansborg nægter at snakke om ideologi men i stedet foretrækker at tale om, hvor gode de er til at administrere forgængernes fejl, får vi meget mere teknokratiske og bureaukratiske politikere. De vælger at koncentrere sig primært om, hvad der er råd til her og nu frem for at orientere sig mod fremtidige ambitioner. Den slags signaler sender de så videre ud til kommunerne, som allerede har fået en fornemmelse af det teknokratiske spil, og som samtidig skal være i stand til at involvere borgerne i en proces om eksempelvis ældre- eller daginstitutionsområdet. Kommunerne har derfor brug for at kunne flytte rundt på pengene, men de får i stedet bevillinger, som skal gå til et konkret område.
De politiske tendenser i Folketinget bevæger sig således ind i kommunalpolitikernes egen virkelighed. Når kommunalpolitikere så må prioritere mellem valg, gør de det på baggrund af økonomiske og bureaukratiske overvejelser frem for at have en ideologisk forestilling om, hvordan den pågældende kommune kunne udvikle sig til at blive bedre, hvis politikerne skruede den anderledes sammen.
Hvorfor er der så ikke flere kommunalpolitikere, som vælger at gå imod strømmen ved at kæmpe for mere ideologiske mærkesager?
Det skyldes dels, at den politiske kultur i Danmark som sagt er præget af de bureaukratiske taler, og dels handler det om, at kommunalpolitikerne skal tage stilling til et hav af punkter, som alle har en form for teknokratisk indhold.
Når en lokalpolitiker så endelig vælger at holde den mere ideologiske tale – hvilket indimellem sker – vil reaktionen fra hovedparten af kommunalbestyrelsen oftest være: ”Ej, skal vi virkelig til at bruge tid på det? Nu har vi jo alle de punkter her, som omhandler virkeligheden”. Og det viser bare, at kommunalpolitikernes administrative opgaver er blevet alt for påtrængende.
Det får mig også til at tænke på, hvilken rolle kommunalreformen, der dengang skulle skabe de store, bæredygtige kommuner, spiller. Filosofien var dengang, at bæredygtighed – forstået ud fra, hvordan man på optimal vis kunne udnytte ressourcer – skulle udbredes til kommunerne. Jeg fristes til at sige, at kommunalreformen på indirekte vis har været skyld i, at der er kommet mere fokus på teknikaliteter frem for at fremme forestillinger om, hvordan en god kommune kan se ud.
Jeg forestiller mig, at flere kommunalpolitikere her vil indvende, at de manglende ideologiske kampe internt i byrådene ikke er et problem, men blot et udtryk for et af de klare styrker ved lokalpolitik. Kan de konkrete, borgernære emner om eksempelvis ældreboliger ikke netop være med til i højere grad at mobilisere vælgerne end til andre valg, hvor de politiske diskussioner kan være mere principbaserede og abstrakte?
Jo, men det forudsætter, at man som borger er i stand til at tage detaljeret stilling til emnerne. Det er borgerne bare ikke.
Jeg har som borger strengt talt ikke praktisk indsigt i problematikkerne på kommunalt plan. Det at en kommune eksempelvis har valgt at bruge X antal flere kroner på daginstitutionsområdet på grund af mangel på pædagoger, er ikke en information, jeg har en jordisk chance for at finde ud af – medmindre jeg virkelig følger med. Det betyder, at den filosofi om, at borgere skal tage stilling til alt det borgernære, er svær at leve op til, når teknokratiet og den store detaljeringsrigdom finder sted.
Det afspejler sig også i den stærkt begrænsede interesse, der er for kommunalpolitikken. Det er så vanskeligt at forbinde det politiske med den måde, man laver kommunalpolitik på, fordi det hele er så teknokratisk og bureaukratisk.
Hvis kommunalpolitikerne og borgerne selv oplever, at de er druknet i teknikaliteter – hvorfor sker der så ikke et skred, hvor politikerne aktivt vælger at sælge en mere ideologisk profil til vælgerne under en valgkamp?
Det skyldes simpelthen, at ideologi spiller en mindre og mindre rolle generelt i dansk politik.
Hvis man som politiker for eksempel skal tage stilling til klimaspørgsmålet i dag, tager de ikke udgangspunkt i ideologi. Jeg er godt klar over, at der kan være ideologiske forskelle, men det er jo ikke dem, vi diskuterer. Vi diskuterer, om den enkelte selv har et ansvar for at ændre på sin adfærd, ved for eksempel at spise mindre kød. Er det en venstreorienteret dagsorden? Ja, det er i hvert fald de venstreorienterede, som først og fremmest går ind for dagsordenen, mens de højreorienterede går ind for at have en mere teknologisk tilgang til klimaspørgsmål. Men der er jo ikke tale om en tungtvejende diskussion om ideologi, hvor vi taler om ”mere marked” eller ”mere stat”.
Indtil videre har vi allerede set klima- og biodiversitetsdebatter i kommunalvalgkampen – eksempelvis i form af debatten om at bevare natur frem for at opføre nye boliger på Amager Fælled i København. Hvorfor er debatter som denne ikke et udtryk for en diskussion om basale principper for indretningen af et samfund?
Jeg er faktisk helt enig i, at det er et eksempel på en mere overordnet og vigtig diskussion.
Filosofien var dengang [med kommunalreformen], at bæredygtighed – forstået ud fra, hvordan man på optimal vis kunne udnytte ressourcer – skulle udbredes til kommunerne. Jeg fristes til at sige, at kommunalreformen på indirekte vis har været skyld i, at der er kommet mere fokus på teknikaliteter
_______
Og jeg er helt med på, at diskussionen om klima rejses rundt omkring. Jeg har bare indtryk af, at det kun sker i et begrænset omfang. Det er dog vigtigt, at diskussionen i endnu højere grad tages op, fordi den åbner op for en mere grundlæggende debat om, hvordan man kan indrette en by, så man eksempelvis undgår for mange turister og biler. I enhver kommune er der jo store byer, som på den ene eller anden måde giver anledning til at diskutere, hvordan indretningen kan ske i overensstemmelse med borgernes interesser. Det er et eksempel på substantielle diskussioner, som vi overordnet set er for dårlige til at tage.
Hvordan sikrer man så, at valgkampen i kommunerne kommer til at handle om den slags vigtige diskussioner?
Det kræver initiativrige borgere som dem, der for eksempel engagerer sig ved Amager Fælled eller ude på Egholm. Altså borgere, som er villige til at kæmpe for nicheprægede, lokale interesser, og som er interesseret i at blive endnu bedre til at brede problematikken ud på et mere overordnet plan, så kommunerne i højere grad betragtes ud fra en helhedsbetragtning.
Politikerne har også et ansvar, for de skal spille sammen med borgerne. De må ikke bare ende med at afvise borgernes dagsorden, men i stedet skal de forsøge at aktivere deres eget embedsværk og kigge på, hvilke konsekvenser et givent forslag fra en borger eksempelvis kan have.
Ret mig hvis jeg tager fejl, men det virker som om, du stadig mener, at kommunalvalgkampen er som ”et rollespil, hvor lokalpolitikere gør, hvad de kan for at få alt til at ligne politik og nærdemokrati”, som du skrev i dit indlæg tilbage i 2009. Hvem har det primære ansvar for, at kommunalvalgkampen i fremtiden kommer til at være andet end blot et rollespil? Er det vælgerne, medierne, kommunal- eller landspolitikerne?
Borgerne bliver nødt til at indse, at de har en forbandet borgerforpligtelse til at tage kommunalpolitik alvorligt og måske også presse politikerne til at gøre det bedre. Samtidig bør kommunalpolitikere indimellem glemme alle detaljerne, og det vil de også gerne. Det er jeg ret overbevist om, fordi mange lokalpolitikere bliver væltet bagover af alt den information, de får om alverdens teknikaliteter. Endelig er der folketingspolitikerne, som også medvirker til, at den politiske kultur i kommunalpolitikken er, som den er.
Hvordan bør vælgerne og politikerne konkret påtage sig ansvaret?
Der er brug for at gentænke den kommunale valgkamp. De almindelige borgermøder, hvor man for eksempel inviterer otte byrådskandidater til en paneldebat, bør tænkes på ny. Det kan man gøre ved at inddrage gode moderatere, forbedre samspillet med borgerne og forberede vælgerne på forhånd at give dem en række spørgsmål, som de skal tage stilling til inden borgermødet. Det vil gøre det nemmere at udfordre byrådspolitikerne, og derfor bør vi tage den slags initiativer langt mere alvorligt. Det er vigtigt at sikre, at mødet mellem borgeren og politikeren får en langt mere dynamisk karakter. Og så handler det også om, at borgerne bør slippe for at høre på kandidaternes lejlighedstaler, som går i gang, så snart politikerne får deres fem minutter i første runde af paneldebatten. Det er dér, hvor det hele bliver trivielt. ■
Borgerne bliver nødt til at indse, at de har en forbandet borgerforpligtelse til at tage kommunalpolitik alvorligt og måske også presse politikerne til at gøre det bedre
_______
Johannes Andersen (f. 1950) er samfundsforsker, lektor emeritus og tilknyttet Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet. Den 71-årige forsker, der i årtier har analyseret og kommenteret politiske tendenser i forskellige danske medier, har særligt beskæftiget sig med emner som vælgeradfærd, demokrati, ungdomskultur og politik. ILLUSTRATION: Kommunalvalgsdebat 2017. [FOTO: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
