14.12.2021

”Hvor tidligere socialdemokratiske regeringer har taget uddannelsen, dannelsen og kulturens side, ser den her regering det udelukkende som en arena for klassekamp. Ambitionen om at udligne ulighed i uddannelsen er socialt retfærdig og fremadrettet, men man kan ikke flytte rundt på uddannelsespladser, som man omfordeler penge over skattesystemet.”

Interview af Jeppe Grand Egsgaard. Del 1 af 2.

RÆSON: Du skrev for nyligt, at ”Socialdemokratiet ikke længere er et folkeparti. Det viser deres valgnederlag under kommunalvalget.” Hvorfor ikke det?
LYKKEBERG: Det er klart, at det danske Socialdemokrati jo er kommet tilbage. I hele mit liv har Socialdemokratiet været i krise. Fra Anker Jørgensen, der gav op i 1982, og så til Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft, som jo sad i 11 år. Der var altid en fornemmelse af, at de regerede, men det var ikke socialdemokratisk. Det var jo 90’erne, ”Den tredje vej”, hvor en socialdemokratisk regerings første og fornemmeste pligt i den periode – det var ikke min opfattelse, det var ligesom devisen – var at gøre op med sig selv. Derfor privatiserede de og solgte meget store dele af offentlig ejendom og kritisk infrastruktur og lavede nogle meget vidtgående arbejdsmarkedsreformer. De voldsomme indgreb i universalismen kom under dem.

Dernæst havde du Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon, der føltes som ét stort svigt af de løfter, de var gået til valg på. Det, de var gået til valg på, var jo at gøre Socialdemokratiet ”great again”. Og så starter de med at sige, at de viderefører den borgerlige politik. Så i hele mit liv har der været en forestilling om, at Socialdemokratiet har været større. Socialdemokratiet har kunnet kombinere at skabe fremgang i samfundet med at skabe social retfærdighed i samfundet. Socialdemokratiet har været solidariske og effektive på samme tid.

Det er jo vigtigt for hele venstrefløjen, fordi Socialdemokratiet historisk er det eneste instrument, venstrefløjen har haft til at udøve magt. Punktum. Og så kommer Mette Frederiksen til, og det er meget tydeligt, at det er et regeringsprojekt, som er lavet ovenpå de nederlag, jeg sidder og taler om. Altså man byggede ovenpå erfaringerne af det, der ikke virkede for Socialdemokratiet, og pludselig har de en fortælling, der adresserer samfundsproblemer i stedet for at adressere Socialdemokratiets eget problem.

Og samtidig er Mette Frederiksens egen fortælling at være ”hele Danmarks statsminister”. De vælger at danne en et-parti-regering, de vælger deres egen demokratiseringsbestræbelse, de vælger deres eget opgør med embedsværket, de vælger at centrere det omkring hende. Så det er klart, at nu skulle Socialdemokratiet genrejses som et stort regeringsbærende parti og som et parti, der både kan repræsentere en klasse og helheden på samme tid. Det er jo ekstremt vanskeligt, men det var ambitionen i det. Og der er alle mulige grunde til, at man kunne tro, at det kunne lade sig gøre.

Men det, man kan se nu, er, at hvis du tager corona ud, har de kun roughly en fjerdedel af stemmerne. De er jo ikke mellem 30 og 40 pct., og hvis de vinder nogle dele af landet, så taber de andre. Så forestillingen om, at du kan have en alliance mellem fx arbejderklassen og de højtuddannede, som de havde i storhedstiden, den synes dementeret af det seneste kommunalvalg. Ambitionen var der, men nu kan vi se, at de ikke er så stort et Socialdemokrati.

 

Det, der var traumet for Mette Frederiksens generation af socialdemokrater, var 2001-valget. For i 2001-valget blev klassekampen politisk rekonfigureret, så det var de borgerlige, der talte nedefra og op
_______

 

I din egen avis har Christoph Ellersgaard skrevet en analyse af, hvorfor Socialdemokratiet ikke er lykkedes med deres ambition. Han skriver bl.a.: ”Kommunalvalget viste, at det nuværende klassesubjekt i Socialdemokratiets klasseanalyse desværre ikke rammer folk flest”, som er deres erklærede mål. Er det også din analyse? 
Hans pointe er faktisk utrolig god: Den er, at kulturel kapital ikke er økonomisk kapital.

Jeg synes, der er tre ulighedsformer, som den her regering adresserer. Den ene er selvfølgelig den økonomiske ulighed. Det her er en regering, som er villig til at tage penge fra aktionærer og dem, der har formuer, og give til andre. Det er faktisk en regering, som synes, økonomisk ulighed er et virkeligt, eksisterende problem, som skal adresseres. Og det adskiller den nuværende regering fra Thorning og Nyrup.

Det næste er: Det her er også en regering, som adresserer den geografiske ulighed – det vil sige uligheden mellem land og by. Groft sagt så er det en regering, der adresserer, at ulighed ikke bare er i økonomi, men ulighed er også: Hvor bor du? I en del af landet er der bedre uddannelsesmuligheder, bedre adgang til læge, bedre livsbetingelser, bedre sundhed, og i andre dele af landet er der ikke det. Og den form for ulighed har det typisk været højrefløjen, der har adresseret. Det har typisk være bønderne mod byen eller udkanten mod center.

Men den geografiske ulighed er svær. Økonomisk ulighed; hvordan adresserer du det? Det gør du ved at omfordele penge, og det har vi faktisk et instrument til, der hedder skatter. Men geografisk ulighed; hvordan i alverden omfordeler du det? Det er svært. Og ved økonomisk ulighed kan du godt få de højtuddannede, urbane vælgere til at stemme for, fordi det også er deres egen retfærdighedsfornemmelse, men geografisk ulighed er ikke etableret som en retfærdighedsfornemmelse. Her tænker man: ”Det er jo bare, fordi de hader intellektuelle” eller ”Det er bare, fordi de hader de kloge på universiteterne. Det er, fordi de er modstandere af eksperter, de er nogle forbandede populister, der vil udflytte noget”. Så den er svær.

Den tredje form for ulighed, regeringen adresserer, er uligheden mellem højtuddannede og resten: Vores samfund er i meget høj grad indrettet af akademikere for akademikere. Det er lige meget, om det er et forældremøde, et huskøb, et skolevalg, en karriereplan, eller om det er, hvordan du investerer din pensionsopsparing, så er akademikere favoriserede. Socialdemokratiet adresserer de her tre former for ulighed: økonomisk, geografisk og uddannelse, og det er jeg enig i. Altså det er tre forskellige former for ulighed, som du ikke kan reducere til hinanden. Du kan ikke sige, folk er fattige, fordi de bor på landet, for det passer ikke. Du kan heller ikke sige, at folk, der bor i byerne, altid er rige eller højtuddannede.

Ambitionen for Mette Frederiksens Socialdemokrati er igen at blive et parti, der taler nedefra og op. Som er noget for dem, der har brug for politik, mod dem, der kan klare sig selv. Så de er en social retfærdighedsregering. Hvor du kan sige, at det, der var traumet for Mette Frederiksens generation af socialdemokrater, var 2001-valget. For i 2001-valget blev klassekampen politisk rekonfigureret, så det var de borgerlige, der talte nedefra og op. Det var dem, der hævdede at tale for dem, der var usynlige, oversete og pissede på – hvilket normalt havde været venstrefløjen. Og det var både med land og by og med uddannelse. Det er den her regerings projekt er at tage ulighedskampen tilbage, og det gør de på alle tre områder.

Det er et projekt, hvor man både har den klassiske form for ulighed, men hvor man også erkender, at de her velfærdsstater producerer deres egne former for ulighed. Det vil sige, at de socialdemokratiske velfærdsstater producerer en ny form for ulighed. Så det er forsøg på at tage de tre former for ulighed og så skabe en stærk fortælling om frigørelse fra umyndiggørelse og fremskridt ud fra det.

 

Den uddannelse, de gerne vil have, er en uddannelse, hvor du kan reducere forskellen mellem storby og udkant, og det er en uddannelse, hvor du kan tage netop folk fra sorte industrier og placere dem i grønne industrier
_______

 

Men hvis man kigger på de tre former for ulighed, så er der i hvert fald nogle, som står klarere frem i Socialdemokratiets politik. Fx land mod by. Ellersgaard formulerer her en kritik, når det gælder søjlen for økonomisk lighed: ”Mens man har skældt ud på de flat white-drikkende hipstere, har Danmarks 100 rigeste de seneste ti år tredoblet deres formuer til over 1.000 milliarder kroner.” Har han ikke ret i, at man i regeringen mangler at tage et grundlæggende opgør med den økonomiske ulighed, selvom det er partiets erklærede mål?
Der er to svar på det. Det ene er et normativt svar, som er: Nej, det tager man ikke fat på. Og der kan jeg godt finde alle mulige standarder, ud fra hvilke de ikke tager fat på. Hvis man virkelig vil omfordele radikalt, har vi jo et instrument til det: progressiv skat. Og det har regeringen kun brugt meget lidt.  

Men det andet svar er, at hvis du ser på de foregående regeringer – borgerlige såvel som socialdemokratiske –er der ikke nogen, der har taget mere fat på det. Det her er faktisk en regering, som vil begynde at tage nogle penge fra bankerne. Det er faktisk en regering, som vil hæve beskatningen på aktier. Det er faktisk en regering, som tager noget, ikke meget, men stadig noget fra de velhavende. Så jeg synes ikke, at de kun fokuserer på kulturel og geografisk ulighed. Slet ikke.

Men et af de problemer, de har, er, at de har troet, at Mette Frederiksen kunne være leder af en folkebevægelse.

Der har været en forestilling om, at hun kan regere alene, som om hun er præsident. Men det kan hun ikke. Så stærkt er partiet ikke, så bred er deres appel ikke, så overbevisende er deres fortælling ikke, at du fx kan sige til akademikerne i storbyerne: ”Det er i jeres interesse, at vi sænker SU’en og udflytter uddannelsespladser fra de større byer.” Så derfor bliver du nødt til at regere Danmark gennem alliancer. Og det er jo meget sigende, at den her regerings normative fjendebillede er de Radikale. Dem, som de traditionelt har regeret sammen med.

Det her er en regering, som ikke har nogen kulturpolitik, uddannelsespolitik eller videnskabspolitik, fordi de ikke har nogen alliancer og ikke har forstået, at de skal lave alliancer. Det skyldes også, at de ikke har et egentligt kollektivt frigørelsesprojekt, som handler om at skabe rammer, så folk kan bestemme selv og sammen.

Og det har Christoph Ellersgaard ret i: Du skal jo bringe De Radikales vælgere, Enhedslistens vælgere og SF’s vælgere sammen. Og det, der viser sig nu, er, at det simpelthen er for spinkelt. Og der er noget komisk i, at vi har en statsminister, der siger, at hun elsker Danmark, men som på en eller anden måde misforstår Danmark.

Men er der ikke en omvendt analyse, som er, at Mette Frederiksen og regeringen hele tiden har haft for øje, at tiden er sluppet fra at forsøge at være et stort folkeparti, så i stedet er man nødt til at regere som et kynisk centrumparti? Det vil sige, at hvis man så taber nogen storbysvælgere, som man fx har gjort i kommunalvalget, så er det stadig en succes, fordi de vælgere hopper hen til resten af den røde alliance. Det er blokpolitikkens natur, kan man sige.
Jo, men jeg synes stadigvæk, man må sige, at det her er den mest venstreorienterede socialdemokratiske regering, som venstrefløjen har haft i min levetid.

Den siger: ”Vi kan være maksimalister på det grønne”, og selvom vi skriver hele tiden, at de svigter – og det gør de også – så er det svært at finde nogle lande, der gør det bedre. De kan også være nogenlunde maksimalister, i hvert fald i deres retorik, omkring økonomisk omfordeling. Og det vil sige, at de kan være meget, meget hårdt imod Thorning-Corydon, fordi det er jo det andet fjendebillede, de har. Så de er maksimalister på det grønne og nogenlunde på omfordeling.

Til gengæld er de minimalister på humanisme. Altså de er fuldstændig minimalister på alt, hvad der handler om udlændinge, børn i lejre, grænser og ansvar for alt, hvad der ligger uden for Danmarks grænser. Derfor er det en ”Danmark først”-regering. Og det er ud fra en analyse af, at hvis de vil have en alliance mellem arbejderklassen og Socialdemokratiet, så kan de ikke også have en alliance med den polske arbejder og den afghanske flygtning.

På det, der handler om et progressivt dannelsesprojekt, har de valgt at sige, at den progressive dannelse er i høj grad sådan noget som Olafur Eliasson, som forskønner København, det er Noma, osv. Det er i høj grad kultur, der er blevet for overklassen. Dér er de også blevet minimalister. Hvis de vil være for de små, mod de store, så kan det simpelthen ikke være for de små i udlandet, det kan ikke være for polske arbejdere, og det kan ikke være de små i den forstand, at der også sidder en masse kunstnere og forfattere, som er pressede.

I forståelsespapiret står der: ”En ny regering skal føre en økonomisk politik, der styrker beskæftigelsen og bekæmper fattigdom og ulighed, satser på uddannelse og opkvalificering”.  Er det din holdning, at det er det, de faktisk lykkes med – i hvert fald mere end nogen anden tidligere venstreorienteret regering?
Ja, i hvert fald i 40-50 år. Og du kan også se, når de satser på uddannelse: Hvad er det mest progressive uddannelsesprojekt for den her regering? Det er grønne erhvervsskoler. For når de siger: ”uddannelser og opkvalificering”, handler det om, at hvis du skal kunne gennemføre den grønne omstilling, bliver der færre slagteriarbejdere, og der bliver færre, der lever af svine- og kvægopdræt. Så der forsvinder nogle pladser, som er et bestemt sted i produktionsapparatet.

Derfor siger de, at den grønne omstilling skal være et re-industrialiseringsprojekt. Det skal være et projekt, hvor dem, der arbejdede i sorte industrier før (kød, olie mv.), skal omskoles til at drive en grøn re-industrialisering. Det er det, de taler om der.

 

Ambitionen om at udligne ulighed i uddannelsen er socialt retfærdig og fremadrettet. Men den måde, som det bliver gjort på, er håbløs og destruktiv
_______

 

Når man kigger på noget af den uddannelsespolitik, der er kommet frem nu, som specifikt handler om udflytning, og som har ført til det –ifølge kritikere ret forventelige – resultat, at man må skære markant ned på studiepladser på universiteterne, er det så stadig retvisende at sige, at det er en regering, der satser på uddannelse?  
Det er ikke en regering, der ser uddannelse som et mål i sig selv. Og hvis du ser på Socialdemokratiet i efterkrigstiden, fra 50’erne og i hvert fald frem til folkeskolereformen i ’75, er det et Socialdemokrati, der ser uddannelse som et mål i sig selv. Det er, fordi du ikke kan realisere velfærdssamfundet som demokrati, hvis ikke folk er veluddannede. Så bliver det til et velstandstyranni i stedet.

Det er meget vigtigt: Bliver vi et velfærdsdemokrati eller et velstandstyranni? Og det er uddannelse og kulturpolitik, der gør forskellen. Det er derfor, at målet for uddannelse i den periode var, at eleverne skulle lære at tænke selv. Elever skulle blive kritiske. Det er derfor, man lavede sådan et fag som ’klassens time’, som virkelig er en kongstanke: Eleverne skulle i klassens time forholde sig til samfundet i miniature. Der skulle de være små borgere, der lærte det. I den periode var uddannelse et mål i sig selv; et samfund med højt uddannelsesniveau var et vellykket samfund i deres optik.

I dag er uddannelse ikke et mål i sig selv. Det er et middel til at realisere nogle andre mål. Så den uddannelse, de gerne vil have, er en uddannelse, hvor du kan reducere forskellen mellem storby og udkant, og det er en uddannelse, hvor du kan tage netop folk fra sorte industrier og placere dem i grønne industrier.

Men det er også en erkendelse af, at det uddannelsessystem, som vi troede, løftede alle, producerer sine egne former for ulighed. Det er en demokratisk ulighed: Hvis du ser, hvem der oplever det danske demokrati som retfærdigt, og hvem der oplever, de kan gøre sig gældende i demokratiet, så er det dem med høj uddannelse. Og hvem oplever at være længst fra det danske demokrati? Det er dem med lav uddannelse. Uddannelse producerer altså en virkelig, eksisterende demokratisk ulighed. Du kan sige, at uddannelsessystemet også uddeler demokratisk kapital. Og for Socialdemokratiet er omfordeling af den kapital vigtigere end at hæve uddannelse.    

Ambitionen om at udligne ulighed i uddannelsen er socialt retfærdig og fremadrettet. Men den måde, som det bliver gjort på, er håbløs og destruktiv. Man kan ikke flytte rundt på uddannelsespladser på samme måde, som man kan omfordele penge over skattesystemet.

Kaare Dybvad skriver i sin bog ”De lærdes Tyranni” ting om, at det er humaniora, vi skal sætte hårdest ind overfor, fordi der er den laveste beskæftigelsesrate, når man kommer ud. Er der en nedvurdering af en del af dannelsesbegrebet og den rolle, man før har tillagt de her dannelsesinstitutioner?
Det er klart, at det store problem med dannelse og uddannelse – og det er et dilemma for alle socialdemokrater og alle venstreorienterede – er, at der må være noget, der er bedre end noget andet. Og der må være noget, vi som fællesskab har brug for af fælles goder – altså i en eller anden forstand er uddannelse og dannelse kritisk infrastruktur – men hver eneste gang du satser på at skabe de fælles goder i et samfund – dannelse, uddannelse, kultur – er der også nogen, der bliver bedre end andre. Altså dem, der har adgang til det, og dem, der har ikke har adgang til det. Hvor tidligere socialdemokratiske regeringer udelukkende har taget uddannelsen, dannelsen og kulturens parti, så ser den her regering det udelukkende som en arena for klassekamp nu. Fordi man historisk har været blinde for det.

 

Uddannelsessystemet uddeler demokratisk kapital. Og for Socialdemokratiet er omfordeling af den kapital vigtigere end at hæve uddannelse
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne