Rob Macquarie: Britisk udviklingsbistand bruges til at fremme udenrigspolitiske mål, men besparelser underminerer klimaindsatsen
06.12.2021
Det er ubestrideligt, at Boris Johnsons regering har forsøgt at bruge COP26 – og til en vis grad sit formandskab for G7 i år – til at tale om og opbygge internationalt momentum for klimaindsatsen, og dermed positionere Storbritannien som en nøglespiller i den globale klimaindsats. Alligevel underminerer Storbritannien effektiviteten af den grønne omstilling ved at skære i udviklingsbistanden og fortsætte med at udvinde olie og gas.
Interview af Markus Giessing
I STARTEN AF november lagde Storbritannien hus til klimatopmødet COP26. Her brugte Boris Johnson sin åbningstale til at fortælle lederne af verdens lande, at det er tid til at „get real‟, han brugte en analogi om James Bond til at tegne et billede af, hvor alvorlig opgaven med at handle på klimaforandringer er, og han talte om at „genoprette balancen i naturen‟. Udtalelserne lød lovende for den grønne omstilling, men efterlever den britiske regering egentlig sine egne ord, eller var de blot retoriske greb til den fornemme anledning?
Det har RÆSON spurgt Rob Macquarie om. Han er policy analyst ved Grantham Research Institute on Climate Change and the Environment på det britiske universitet London School of Economics, og er samtidig forskningsrådgiver til professor Nicholas Stern. Macquarie mener, at Boris Johnsons analyse af klimaforandringernes graverende udvikling rammer rigtigt, men han er ikke særligt imponeret over den nuværende klimaindsats. En af de positive takter, som Macquarie peger på, er Johnson-regeringens ‘netto-nul strategi’, som blev udgivet i oktober 2021. Den indeholder strategi og politiske forslag til, hvordan Storbritannien lever op til målet om netto-nul udledning af fossile brændsler i 2050. Men på trods af de gode takter er der, ifølge Macquarie, stadig mange britiske politikker, der underminerer den grønne omstilling.
RÆSON: Hvordan stemmer Boris Johnsons udtalelser på COP26-topmødet overens med hans faktiske klimapolitik?
MACQUARIE: Johnsons kommentarer var ærlige om alvoren af den situation, vi er i, når det gælder hasten med at vende, hvad der er en fortsat stigning i emissioner. Jeg tror også, at det sprog, han brugte, blev hilst velkommen af deltagerne ved COP26. Det er tydeligt, at den britiske regering pressede på for en succes – eller en tilsyneladende succes – ved COP26.
I den britiske regerings politikker var en vigtig plan en stigning i den bilaterale klimafinansiering, som Storbritannien ville levere oven på tidligere udmeldinger for perioden 2021-2025. Det er i sammenhæng med dette totemiske spørgsmål om rige lande, der lover at yde 100 milliarder pund i klimafinansiering til udviklingslandene, en forpligtelse, som de endnu ikke har opfyldt. En anden sammenhæng mellem nuværende britiske politikker og prioriteterne i Boris Johnsons tale er mandatet for bilproducenter til at øge mængden af salg af elbiler med en vis mængde, indtil vi ser udfasningen af diesel og benzin. Endelig kan vi tilføje forpligtelsen til at stoppe oversøisk finansiering af fossile brændstoffer, som kom alt for sent, men ikke desto mindre er et klart fremskridt. Desværre må vi også tilføje, at nogle britiske regeringshandlinger ikke stemmer overens med det bredere billede af klimaspørgsmålet – i det internationale samfunds øjne.
På den ene side har vi en indenrigspolitik omkring fossile brændstoffer, hvor den britiske regering fortsætter med at tilbyde licenser til olie- og gasefterforskning, hvilket vi ved er i strid med IEA’s netto-nul-scenarie. Den slags handlinger underminerer troværdigheden af et budskab om at forsøge at holde 1,5 grader inden for rækkevidde. Et andet nøglespørgsmål har været reduktionen af udviklingsfinansiering mere generelt – fra 0,7 pct. af BNP til 0,5 pct. – og der er ingen bindende forpligtelse til at genoprette den på noget tidspunkt. Den slags understreger , hvordan den britiske regering ikke anerkender, hvordan den globale klimaindsats, og opretholdelse af den, i virkeligheden betyder at støtte en forbedring af levestandarden og handling på tværs af flere bæredygtige udviklingsmål, især i vækst- og udviklingsøkonomier.
Men lande i ‘det globale syd’ har endnu ikke modtaget, hvad de mener er tilstrækkelig, støtte til at dekarbonisere og tilpasse sig
_______
Hvad var den britiske regerings succeskriterier for COP26?
I optakten til konferencen vedtog Boris Johnson et mantra om „kul, kontanter, biler og træer‟, som nøgleprioriteter for afbødning. Heldigvis blev Paris-reglerne færdiggjort, hvilket betød at efterfølgende forhandlinger kunne fokusere mere på måder at forbedre individuelle landes planer. Men overordnet set er mål og politikker stadig ikke ambitiøse nok til at holde os på 1,5 graders temperaturstigning. Det kan dog stadig ændre sig, efterhånden som landene vender tilbage til forhandlingsbordet næste år.
Med hensyn til finansiering er historien mindre positiv: Rige lande formåede ikke at leve op til deres forpligtelse til at mobilisere 100 milliarder dollars inden skæringsdatoen i 2020. Der blev givet flere nye løfter under COP26 om at løse dette, herunder en lovet fordobling af finansieringen til klimatilpasning. Men lande i ‘det globale syd’ har endnu ikke modtaget, hvad de mener er tilstrækkelig, støtte til at dekarbonisere og tilpasse sig, endsige til at kompensere dem for tabet og skader forårsaget af klimaforandringer og stigende vandstande. Måske mest betydningsfuldt var landene enige om at inkludere en henvisning til fossile brændstoffer i den endelige tekst til Glasgow-aftalen.
Du sagde, at Storbritannien fortsætter med at tilbyde licenser til olie- og gasefterforskning. Kan du gå nærmere ind på, hvordan regeringen stadig støtter klimabelastende politikker?
Tidligere i år annoncerede regeringen, at den ville fortsætte med at udstede nye licenser til olie- og gasefterforskning og -udvinding. Ministrene udtalte, at de forventer at anvende eksplicitte ‚klimakriterier‛ som en del af en bred overgangsaftale med industrien. Men faktum er, at enhver ny udvinding er uforenelig med IEA’s indflydelsesrige netto nul-scenarie.
Det tyder på, at på trods af det internationale fokus på støtte til kul og fossilt brændsel, agter Storbritannien ligesom mange lande at fortsætte med at udnytte olie og gas, hvilket vil gøre det meget vanskeligere at nå klimamålene
_______
Et projekt, der har fået særlig opmærksomhed, er det foreslåede Cambo-oliefelt, nord for Skotland, som kan producere nye fossile brændstoffer indtil så sent som i 2050. Cambo er stadig under overvejelse af tilsynsmyndigheder. Både kampagneledere og videnskabsmænd har opfordret til, at projektet skal skrottes, og Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon, ændrede for nylig sin holdning til at sige, at det ikke skulle fortsætte.
Den britiske regering er nu under et enormt pres for at handle. Faktisk kan projektet snart gå i vasken, da Shell, en minoritetsaktionær, nu har trukket sig ud med henvisning til de svage økonomiske argumenter for investeringer. Dette viser styrken af konsekvente krav fra civilsamfundet snarere end noget klart engagement fra regeringen. Storbritannien støttede især ikke Beyond Oil and Gas Alliance, der blev lanceret af flere andre lande på COP26. Det tyder på, at på trods af det internationale fokus på støtte til kul og fossilt brændsel, agter Storbritannien ligesom mange lande at fortsætte med at udnytte olie og gas, hvilket vil gøre det meget vanskeligere at nå klimamålene.
Vi ser en masse politik på området, en masse hensigter, en masse planlægning. Men det er omfanget af de ressourcer, der tildeles dem, der stadig kan være højere
_______
Hvad er genstand for uenighed i britisk politik på klimadagsordenen?
Indenrigs har vi en ret fremskreden samtale om klimadagsordenen. Siden regeringen har lovgivet et netto-nul-mål, har samtalen været i stand til at bevæge sig fra at kræve en vis forpligtelse til at ændre sig til faktisk at undersøge implementeringen af dette mål. Så det er et rigtig positivt skridt. Den største uenighed handler om økonomisk støtte. Jeg tror, at mange mennesker i Storbritannien gerne vil se mere økonomisk støtte til en ambitiøs grøn dagsorden fra regeringen. Vi ser en masse politik på området, en masse hensigter, en masse planlægning. Men det er omfanget af de ressourcer, der tildeles dem, der stadig kan være højere. Ifølge et skøn fra organisationen Green Alliance var der et hul på over £50 milliarder i forhold til de grønne investeringer, der er nødvendige for klima- og naturindsats, over de næste fem år. Investering er den vigtigste brik i puslespillet lige nu for at drive en stærk omstilling og drive en økonomisk bedring efter pandemien på en reel bæredygtig måde.
Har energikrisen haft indflydelse på debatten omkring klimapolitik i Storbritannien?
Der var bestemt følsomhed over for energikrisen i den offentlige debat op til COP26. Stemmer, der søger at forsinke klimaindsatsen, har antydet, at dette er en effekt af vedvarende subsidier, hvilket er fuldstændig forkert. Der er en stigning i energipriserne i Storbritannien takket være priserne på importeret gas, på grund af en global klemme mellem stigende efterspørgsel i nogle lande efter nedlukninger og begrænsninger i udbuddet.
Omkring 40 pct. af Storbritanniens strøm er stadig genereret af gasafbrændring, så det er prisstigningen fra den volatilitet, der forårsager problemet. Men spørgsmålet har muliggjort denne lille, men højrøstede gruppe af kommentatorer og parlamentsmedlemmer, som taler meget om omkostningerne ved overgangen. Nogle stemmer forsøger fejlagtigt at male den overordnede overgang udelukkende med hensyn til omkostninger og dislokation.
Ifølge et estimat fra Blackrock vil verdens BNP falde med 25 pct. op til 2040, hvis der ikke er nogen klimaafbødning.
_______
Faktisk er det af central betydning at sikre, at de sociale virkninger er positive og retfærdige. Det er væsentligt, at grønne investeringer bruges som en mulighed for at fremme en retfærdig omstilling og forbedre de socioøkonomiske muligheder og lighed i hele landet. De, der antyder, at omkostningerne betyder, at netto-nul-politikker er forhastede og unødvendige, tager simpelthen fejl, fordi omkostningerne ved passivitet er langt større end ved robust handling på dette stadie. Der er ingen måde, hvorpå den britiske økonomi kan skærme sig selv mod de enorme påvirkninger, der vil ske, hvis der ikke er tilstrækkelige klimabegrænsende foranstaltninger. Ifølge et estimat fra Blackrock vil verdens BNP falde med 25 pct. op til 2040, hvis der ikke er nogen klimaafbødning.
En af Storbritanniens klimarådgivere, Patrick Vallance, sagde til COP26, at der er behov for adfærdsændringer for at tackle klimakrisen. Det er selvfølgelig noget, som politikere kan skubbe folk til ved at skabe økonomiske incitamenter til at leve mere bæredygtigt. Men er regeringen tilbageholdende med at handle hurtigere i forhold til klimaforandringerne, fordi den er bekymret for en modreaktion fra vælgerne?
Adfærdsændring er absolut en nødvendig del af den overordnede omstilling. Når det er sagt, er det vigtigt at undgå at lægge for meget fokus på individuelt ansvar og marginale ændringer, når de kritiske, grundlæggende ændringer, vi skal se, er på regerings- og industriniveau. Men jeg tror, at netto-nul-strategien forårsagede nogle positive skridt omkring adfærd.
Vi mangler stadig at se en sammenhængende plan. På samme måde som vi har en plan for det teknisk-økonomiske aspekt af hver sektorovergang, skal vi have en plan for at fremme bevidstheden om aspekterne af omstillingen, og hvordan den påvirker alles dagligdag, og forstå, hvordan folk opfatter disse ændringer, og hvordan det påvirker deres adfærd. Og offentligt engagement er nødvendigt for at opbygge støtte, give folk handlekraft og lade dem deltage i beslutninger, der vil påvirke deres liv.
Uden disse broer til befolkningen vil vi sandsynligvis forblive i dette rum, hvor det er muligt for modstandere af omstillingen at fremstille det som et socialt splittende problem. Når den kritik og det højlydte mindretal stadig er der, vil regeringen sandsynligvis fortsætte med at vige tilbage fra nogle af de mere modige skridt på områder, der er svære at tage fat på uden at angribe efterspørgselssiden. Såsom, hvor meget folk flyver og de kostbeslutninger folk træffer, især omkring kød og mejeriprodukter. Vi har hidtil ikke set meget vilje fra regeringen til at engagere sig i disse spørgsmål, og omkring flyvning har vi faktisk set regeringen sænke skatterne for at reducere omkostningerne ved indenlandske flyrejser.
Næsten umiddelbart efter Storbritanniens afstemning om at forlade EU, og selv før hele processen var løst, så vi dette retoriske omdrejningspunkt til et ‚Globalt Storbritannien’, som er et forsøg på at spille på forholdet til lande længere væk i stedet for EU’s medlemslande – eller EU selv
_______
Er klimapolitikken en del af Boris Johnsons vision om et ‚Globalt Storbritannien‛?
Det er ubestrideligt, at Boris Johnsons regering forsøger at bruge COP26 – og til en vis grad har forsøgt at bruge sit formandskab for G7 i år – til at tale om og opbygge internationalt momentum for klimaindsatsen, og derved positionere Storbritannien som en nøglespiller i den globale klimaindsats. Næsten umiddelbart efter Storbritanniens afstemning om at forlade EU, og selv før hele processen var løst, så vi dette retoriske omdrejningspunkt til et ‚Globalt Storbritannien’, som er et forsøg på at spille på forholdet til lande længere væk i stedet for EU’s medlemslande – eller EU selv. Dette er lige så meget en fortælling rettet til et indenlandsk publikum i et forsøg på at vise, at Storbritannien har et uhæmmet potentiale og er en stærk, uafhængig stemme på den globale scene.
Det er blevet gjort til politik i dette års Foreign and Commonwealth Offices ‘integrated review’, som var en storslået erklæring om den generelle internationale position, Storbritannien ønsker at indtage. Og det har i høj grad spillet på et engagement i Indo-Stillehavet, og vi har set tiltag fra regeringen, der støtter op om det. Under COP26 var der fx en meddelelse om finansiering til lande i Asien og Stillehavet til at tilpasse sig klimaforandringers indvirkning.
Det vil ikke være let for Storbritannien at spille en effektiv rolle, medmindre det viser passende ambitioner på finansieringsområdet
_______
Men der er stadig nogle reelle risici ved dette forsøg på at skifte tilgang; især er der risici omkring beslutninger om udviklingsfinansiering. Der er behov for vedvarende og pålidelig finansiering til udvikling, stigning i levestandard og klimaindsats. Så de nedskæringer i udviklingsfinansiering, som jeg allerede nævnte, truer til en vis grad med at kompromittere den dagsorden, som har været mere retorik end virkelighed. Det vil ikke være let for Storbritannien at spille en effektiv rolle, medmindre det viser passende ambitioner på finansieringsområdet.
Hvorfor skærer Storbritannien i bistanden til udviklingslande, når det ønsker at skabe et ‚Globalt Storbritannien‛? Er det i virkeligheden udtryk for dobbeltmoral?
Regeringen siger, at nedskæringen er nødvendig for at hjælpe med at genoprette budgettet efter en enorm stigning i det indenlandske forbrug under pandemien. De adskillige milliarder pund tabt i udviklingsbistand vil have en lille effekt på Storbritanniens finanspolitiske position, men en enorm indvirkning på de lande, som ikke længere vil modtage støtte. Projekter på jorden i disse lande samt projekter inden for forskning, hvoraf nogle allerede er i gang, er blevet annulleret, fordi deres finansiering er forsvundet fra det ene år til det andet.
Mange mennesker har påpeget den tilsyneladende manglende sammenhæng mellem dette træk og idéen om et ‘Globalt Storbritannien’, herunder ministre og parlamentsmedlemmer i Det Konservative Parti. For at forstå regeringens tankegang skal du overveje, at selve afdelingen for international udvikling er blevet indordnet i Foreign, Commonwealth and Development Office. En gennemgang af denne nye afdelings mandat, som blev offentliggjort tidligere på året, viser, at udvikling nu behandles som et værktøj til at fremme udenrigspolitiske og geopolitiske mål.
Selvom den specifikke internationale udviklingsstrategi endnu ikke er udgivet, ved vi allerede, at disse prioriteter omfatter klimaforandringer og biodiversitet og et omdrejningspunkt i retning af Indo-Stillehavsregionen. Mens regeringen har øget den bilaterale klimafinansiering, har den skåret ned på de andre afgørende områder, der understøtter udviklingen i udlandet, hvilket igen underminerer effektiviteten af indsatsen på klima- og naturområdet. En mere effektiv tilgang ville integrere al udvikling med stræben efter dekarbonisering og modstandsdygtighed og sikre, at programmer og investeringer tilgodeser lokale behov.
En gennemgang af denne nye afdelings mandat, som blev offentliggjort tidligere på året, viser, at udvikling nu behandles som et værktøj til at fremme udenrigspolitiske og geopolitiske mål
_______
Rob Macquarie (f. 1994) er policy analyst ved Grantham Research Institute on Climate Change and the Environment og forskningsrådgiver til professor Nicholas Stern. Han er uddannet MSc i komparativ politisk økonomi fra London School of Economics og BA i Filosofi, Politik og Økonomi fra University of Oxford.
ILLUSTRATION: Glasgow, Storbritannien: Premiereminister Boris Johnson holder et bilateralt møde med FN’s generalsekretær António Guterres [Foto: Simon Dawson/Ritzau Scanpix].
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
