Rikke Hostrup Haugbølle i RÆSON SØNDAG: Har demokratiet i Tunesien spillet fallit?
12.12.2021
I 2011 brød det ”Arabiske Forår” ud i Tunesien, der længe– ikke mindst i Vesten – er blevet set som en succeshistorie. Men den brede befolkning har følt sig svigtet af parlamentet, som præsidenten i sommer frøs ved at sende parlamentarikerne hjem.
I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.
Rikke Hostrup Haugbølle i RÆSON SØNDAG
EN TÆTPAKKET folkeskare under de skarpt klippede, firkantede trækroner på hovedgaden i Tunis med ansigterne vendt mod det forhadte Indenrigsministerium synger nationalsangen: ’Når folket beslutter sig for at gøre sig fri, må lænkerne briste’. Lænkerne bristede den januardag i 2011: Præsident Ben Ali og hans familie, der havde ledet Tunesien gennem 23 år, forlod landet. I januar i år kunne Tunesien, der er af omverdenen gang på gang blevet udråbt som lyset i en ellers mørklagt region fuld af borgerkrig, uro, fortsatte oprør og undertrykkelse, fejre 10-året for det modige og fredelige, folkelige oprør. I 2014 blev fremtrædende aktører fra det tunesiske civilsamfund endda tildelt Nobels Fredspris for deres arbejde med at få en ny grundlov tilbage på skinner efter et totalt politisk nedbrud i sommeren 2013. Men set indefra, og især fra den brede befolkning, har det været så som så med jubel over det, der er vundet siden oprøret. Halvvejs gennem jubilæumsåret kom den såkaldte ’demokrati-proces’ også til en brat opbremsning.
I juli fyrede den nuværende præsident Kaïs Saïed, der blev valgt ved et fair og demokratisk valg i efteråret 2019, premierministeren, sendte parlamentsmedlemmerne hjem, fratog dem deres immunitet, så de nu kunne retsforfølges, og spærrede parlamentsbygningen af ved hjælp fra sikkerhedsstyrkerne. Den folkevalgte forsamling var sat ud af spillet – eller ’frosset’, som man kaldte det i Tunesien. Derudover tildelte præsidenten sig selv retten til at bestemme alene per dekret, han satte en række fremtrædende personer i husarrest, placerede sikkerhedsstyrker foran det nationale TV- og radiohus og stormede den arabiske satellitkanal Al Jazeeras kontor og lukkede det. Dermed forsøgte han at sikre sig, at det var ham, der styrede, hvilke nyheder og informationer, tuneserne fik. I første omgang proklamerede han, at det ville være gældende i en måned. Men i august meddelte Saïed så, at suspenderingen af parlamentet og de øvrige tiltag ville gælde ’foreløbigt’ – altså uden slutdato.
Der fulgte kortvarigt en debat om, hvorvidt grundloven gav ham hjemmel eller ej. For var landet virkelig i problemer, der truede nationen, og var det ikke kun Grundlovs-domstolen, der kunne beslutte en forlængelse af suspenderingen ifølge grundloven? Her var problemet imidlertid, at der endnu ikke har kunnet opnås enighed blandt politikerne om Grundlovsdomstolens sammensætning, hvilket har betydet, at den fortsat ikke er nedsat. Spekulationerne forstummede, for præsident Saïed fortsatte ufortrødent og uden at fortrække en mine. Han havde tilsyneladende en langt større plan. Og det burde ikke overraske, for i 2019 førte han valgkampagne på planer om at ændre grundloven og tildele præsidenten mere magt, opløse de nuværende politiske partier som grundlag for parlamentet og indføre ’et andet system’, hvor folket får mere magt.
Fra Vesten, herunder EU, har der fra begyndelsen af Saïeds magtovertagelse været udtrykt stærk bekymring for, at han skulle fjerne de få landvindinger, der reelt er nået siden oprøret i 2011; nemlig vedtagelsen af en grundlov samt frie og demokratiske valg til parlamentet. I oktober – tre måneder efter præsidentens første tiltag til centralisering af magten – udsendte Europa-Parlamentet en resolution, hvor de i kraftige vendinger udtrykte deres bekymring over, at så megen magt nu lå i Saïeds hænder, opfordrede ham til at respektere grundloven og til at udarbejde en road-map for, hvordan landet kom videre fra den nuværende situation. Også mange tunesere har været på gaden og demonstreret mod præsidentens undergravning af de demokratiske landvindinger, mod indskrænkningen af ytringsfriheden og fængsling af fremtrædende personer, der har udtalt sig kritisk om Saïed og hans tiltag.
Men bredt rundt om i landet har der også været glæde og begejstring. De har også været på gaden i demonstrationer for præsidenten eller har ændret deres Facebookprofil til at vise præsidentens billede. For siden valget i 2019 rykkede populismen, transitionstrætheden og politikerleden for alvor ind i Tunesien. Og populismen kan i Tunesien – som i Ungarn og Polen – vise sig at blive den største trussel mod demokratiet. For at forstå populismens rod, og hvorfor tuneserne hylder endnu en egenrådig præsident kun ti år efter, de pressede den foregående despot til at forlade landet, må tiden først spoles tilbage til selve oprøret og månederne i kølvandet på det.
Manglen på demokratiske institutioner og strukturer gjorde det uigennemskueligt og usikkert at sikre sig en plads det nye og helt åbne politiske landskab for de gamle aktører
_______
Elitens hijacking af ’de unges’ oprør
Fredag 14. januar 2011 stod tuneserne tætpakket ikke bare på hovedgaden i Tunis men overalt i hele landet og krævede, at præsidenten gennem 23 år, Zine Al Abedine Ben Ali, trådte tilbage. De nærmeste rådgivere omkring præsidenten fik ham overbevist om at sætte sig ind i et fly, som efter at have kredset rundt hele landet, fik mulighed for at lande i Saudi Arabien. Den daværende premierminister Mohamed Ghannouchi, der havde været en højtplaceret figur i regimet i årtier, proklamerede med henvisning til en bestemt paragraf i grundloven, at han nu var ny præsident for Tunesien. Men her trådte dommerstanden ind. De havde været aktive under det meste af oprøret og påpegede, at det var en anden paragraf i grundloven, der dækkede den aktuelle situation, og at formanden for parlamentet derfor skulle være præsident, mens Mohamed Ghannouchi fortsatte som premierminister.
Hermed blev de første toner slået an til, at dommerstaben og grundloven skulle få en central betydning i den proces, der fulgte de næste mange år. Det var ellers ikke det, der var kravet under demonstrationerne. Tuneserne krævede først og fremmest økonomisk og social retfærdighed. De ville ikke længere være delt i et A- og et B-hold, hvor A-holdet boede i store villaer med pool og tjenestefolk, kørte store biler, kunne rejse, købe lækkert modetøj, handle i Carrefour og give deres børn alt, hvad man måtte drømme om, mens B-holdet ikke kunne finde varig beskæftigelse, måtte vente på det ugentlige marked for at handle det allermest nødvendige – måske blandt de illegalt importerede varer fra Libyen – finde sig i nedværdigende behandling fra myndighederne, utryghed og for nogle risikere overvågning, vilkårlig fængsling og tortur. Gennem flere år havde især de unge udtrykt utilfredshed med disse forhold i mindre demonstrationer. Men i december 2010 fik urolighederne momentum, og i løbet af få uger var tunesere i alle aldre over hele landet på gaden i fredelige protester. Først de sidste uger af oprøret ændrede demonstranternes råb sig til også at handle om, at Ben Ali skulle gå af. Men demokrati var ikke noget af det, der blev råbt på.
Hovedet blev hugget af dragen; Ben Ali forlod landet. Men tuneserne ville hele vejen i mål, så de folkelige demonstrationer fortsatte i det, der blev kaldt ’Kasbah 1, 2 og 3’ – helt centrale men ofte oversete begivenheder for at forstå de aktuelle politiske udviklinger i Tunesien. ’Kasbah’ er en plads lige i udkanten af den gamle arabiske bydel i Tunis, og på hver sin side af pladsen ligger to vigtige regeringsbygninger: Premierministeriet og Økonomiministeriet. De to ministerier var netop symbolske for demonstranternes krav om økonomisk lighed og ændring af hvem, der ledede landet. En karavane af unge fra hele landet blev igangsat og nåede Kasbahen ti dage efter, at Ben Ali havde forladt landet. Her slog de lejr og lavede fredelig sit-in. De unge fik tilslutning fra den bredere befolkning, oppositionspartier, den store fagbevægelse og dommerstaben. Alle frygtede de, at Revolutionen ville blive rullet tilbage, og den gamle Ben Ali-elite ville fortsætte på magten, og derfor fastholdt de presset mod regimet. Dette blev afgørende for, at premierminister Ghannouchi i første omgang foretog en regeringsrokade i slutningen af januar 2011.
Men forløbet udløste skænderier mellem gamle, fremtrædende politiske partier – i en strid, der skulle vise sig at blive fast bestanddel af ledelsen af Tunesien helt frem til, at præsident Saïed i sommer – ti år senere – satte foden i jorden, sagde stop og frøs de politiske partiers aktiviteter.
I den første regeringsrokade forblev mange ministre fra Ben Ali tiden nemlig ved magten, og alle aktørerne fortsatte deres pres mod premierminister Ghannouchis regering. Den 23. februar 2011 – mere end en måned efter oprørets formelt sidste dag – samledes mere end 300.000 tunesere på og lige uden for Kasbah-pladsen i demonstrationer mod Ghannouchi. Denne demonstration kendes i Tunesien som ’Kasbah 2’. Som konsekvens af presset fra folket, civilsamfundet og den politiske opposition trådte Ghannouchi tilbage den 27. februar 2011. I ugerne, der fulgte, trådte ministrene en efter en tilbage på grund af ’presset fra gaden’ og demonstrationerne i marts – den såkaldte ’Kasbah 3’.
Parallelt til Kasbah-demonstrationerne og de unges sit-in opstod der nu også mere politisk motiverede demonstrationer uden for parlamentsbygningen længere ude i Tunis. Blandt disse aktører rejste der sig et krav om udarbejdelsen af en ny grundlov, der skulle skrives af en Grundlovsforsamling valgt ved fair og frie valg. De politiske aktører havde efterhånden fundet fodfæste, mange af dem var nu vendt tilbage til Tunesien efter årtiers eksil i Europa, og havde også indledt samtaler med hinanden i en erkendelse af, at de måtte organisere sig for at få indflydelse. De blev enige om at nedsætte et råd kaldet Den Høje Autoritet for Gennemførelsen af Revolutionens mål, af Politiske Reformer og af Demokratisk Transition ledet af den respekterede, fremtrædende ældre jurist fra den politiske oppositions-elite Yadh Ben Achour. Han inviterede 12 af de mest fremtrædende oppositionspartier med til dialogmøder, hvor man blev enige om, at man som det første skridt i den forestående reformproces ville skrive en ny grundlov. Et dekret om afholdelse af valg til en grundlovgivende forsamling, der skulle forestå udarbejdelsen af grundloven, blev i den sammenhæng vedtaget.
Med nedsættelsen af Den Høje Autoritet nåede det tunesiske folkelige oprør et klimaks, der skulle blive afgørende for den demokrati- og politikerleder og populisme, der i 2019 bragte bragte Kaïs Saïed til magten som præsident, og i 2021 har ført til, at han ’frøs’ parlamentet og afmonterede netop grundloven. For med etableringen af Den Høje Autoritet blev oprørets krav om social og økonomisk retfærdighed sat på standby, og den politiske Ben Ali-garde blev skiftet ud med en gammel oppositionsgarde, som altså besluttede, at reformarbejdet skulle begynde med en ny grundlov.
På denne måde markerer Kasbah-demonstrationerne både en sejr og et endeligt for den brede folkelige deltagelse i forandringsprocessen. Fra dette øjeblik blev dialog og politik ”hijacket” og anført af gamle aktører fra den politiske elite, som for en stor del var Tunis-baseret. Den store generation af ’unge’ og den brede befolkning skulle i de kommende år blive passive tilskuere til skænderier og bogstavelige slåskampe mellem landets nye politikere.
Politisk kakofoni, skænderier og slåskampe
Allerede de første dage efter, at Ben Ali havde forladt Tunesien, tørnede politikere og ledere af de store civilsamfundsorganisationer sammen i skænderier om magt og magtfordeling. Manglen på demokratiske institutioner og strukturer gjorde det uigennemskueligt og usikkert at sikre sig en plads det nye og helt åbne politiske landskab for de gamle aktører.
Samtidig myldrede det frem med nye politiske aktører, som var båret af en optimisme og entusiasme i kølvandet på oprøret. Ved det første valg i oktober 2011 til den grundlovgivende forsamling opstillede der således 100 politiske partier og 11.868 kandidater til de 217 pladser i Grundlovsforsamlingen. De store og gamle oppositionspartier fik majoriteten af stemmerne men ikke med den fordeling, mange af de gamle aktører selv havde forestillet sig. Mistillid og obstruktion af hinandens og Grundlovsforsamlingens arbejde blev nu hverdag i tunesisk politik. Samtidig blev den nyvundne ytringsfrihed ofte til en kakofoni og råben op, der langt fra altid bidrog til at drive processen fremad.
Således var vejen til en ny grundlov brolagt med et væld af bump og stop, som samtidig medførte, at der ikke skete forandringer eller forbedringer af sociale og økonomiske forhold eller den udbredte korruption, tværtimod gik udviklingen hér stadig i en mere forkert retning.
I sommeren 2013 brød den politiske proces helt sammen. Et mord på en oppositionspolitiker udløste en total lammelse af grundlovsprocessen ganske få dage før, man ellers var klar til afstemning om det udkast, der forelå. I et halvt år blev al udvikling sat i stå, mens de politiske partier og store aktører forsøgte at igangsætte en dialogproces. Det lykkedes med den såkaldte Nationale Dialog, der ikke havde ret meget ’nationalt’ over sig, men var forhandlinger mellem især det islamistiske parti Ennhada, der havde vundet flertal ved valget, og den sekulære opposition. Processen adresserede hverken fundamentale forandringer i forholdet mellem stat og borger, de institutionelle reformer, eller den stigende arbejdsløshed, som havde været kravene under oprøret.
I januar 2014 fik Tunesien så sin nye grundlov, da udkastet blev vedtaget i Grundlovsforsamlingen. Fra både internationalt hold og blandt de involverede eller store demokrati-aktører i Tunis var glæden stor, for en ny grundlov blev set som et vigtigt fundament for, at den videre reformproces kunne ske på et juridisk korrekt og bindende grundlag. Som i Danmark var udgangspunktet i Tunesien, at ’Med lov skal land bygges’.
Men lov regulerer ikke gammelt nag, kamp om magten, retten til at være politisk aktør og retten til magten. Efter de første frie valg til det parlament, som den nye grundlov foreskrev, Tunesien skulle have, blev landet politisk endnu mere plaget af magtkampe og uoverensstemmelser mellem landets sekulære fløj og islamisterne. Begge fløje er sammensatte af forskellige aktører. ’De sekulære’ er nationalister, der ønsker at videreføre den socialistiske arv fra landets første præsident Habib Bourguiba, det er den tidligere inderkreds til og støttere af præsident Ben Ali, det er en række dominerende civilsamfundsorganisationer og en bred vifte af top-erhvervsfolk. ’Islamisterne’ er derimod først og fremmest repræsenteret ved partiet Ennahda, der er Tunesiens første islamistiske parti og det største siden 2011 men også en række yderliggående islamistiske partier og få mindre civilsamfundsaktører. De to fløje har historisk set været i opposition til hinanden, idet både Bourguiba og Ben Ali med hårde metoder undertrykte islamisterne.
Ved det første valg til Den Grundlovgivende Forsamling i 2011 vandt Ennahda overvældende – og helt uventet for mange 89 – ud af i alt 217 pladser. Igen ved valget 2019 blev Ennahda det parti, der fik flest stemmer, men nu rakte det kun til 52 pladser i Parlamentet. Andenstørst ved valget blev Qalb Tounis (Tunesiens Hjerte) med 38 pladser og herefter fulgte 18 andre mindre partier, som er en blanding af helt nye og meget gamle politiske aktører, og en liste med uafhængige kandidater. Ingen kunne danne flertal alene, de meget få pladser per parti vanskeliggjorde en regeringsdannelse og har været grunden til et næsten ukampdygtigt parlament lige siden.
Helt absurd er uoverensstemmelserne mellem partierne blevet med blandt andet politikeren Abir Moussa, der blev valgt ind i parlamentet i 2019. Hun er partileder, advokat og en utrættelig modstander af islamisterne. Hun ser sig som en garant for videreførelsen af præsident Bourguibas politik og ideologi og har derfor sat et billede af den gamle præsident foran sig på sin plads i parlamentet. I lange perioder har hun haft motorcykelstyrhjelm og sikkerhedsvest på i parlamentet, fordi hun hævder, at hun bliver truet på livet af islamisterne. Og for at sikre, at hun kan blive hørt og kan trænge igennem andres taler, har hun ofte brugt en megafon i parlamentet.
Det hele toppede i juli i år. Abir Moussas udtalelser og fremtræden i parlamentet blev for meget for et parlamentsmedlem fra den islamistiske fløj, der støtter Ennahda, så han rejste sig op og gik hen og stak Abir Moussa en ørefigen, sparkede ud efter hende, hældte vand ud over hende og kastede de tomme flasker efter hende. En opførsel, som naturligvis er helt uacceptabel, og som derfor blev fordømt fra mange kanter, herunder præsident Saïed. Men måske repræsenterede parlamentarikerens ageren netop den frustration over ’det politiske cirkus’, der havde nået sin grænse i den bredere befolkning og ulmede med at koge over.
I det politiske miljø, der var før Saïed frøs parlamentet, kunne man blive ved med at opremse sager, hvor ministre og højtstående ledere er tørnet sammen og har forsøgt at pleje egne interesser frem for reformledelse
_______
Kulminationen i sommeren 2021
Uden for parlamentet var situationen bredt i hele landet ved at nå den totale håbløshed. Arbejdsløsheden har ramt alle lag i samfundet. Mens arbejdsløsheden har været støt stigende siden oprøret, blev det helt grelt, da COVID-19 betød en total nedlukning af den vigtige turistsektor, som nu fik det endelige dødsstød. Det har berørt ikke blot de tusindvis af ufaglærte, der finder arbejde i sektoren og de erhverv, der er underleverandører til sektoren, men også de mange virksomhedsejere – hotelejere, busselskaber, store landmænd, fødevarer, restaurantejere og mange flere – som kan se deres livsværker synke i grus.
Samtidig toppede corona-smitten, og det tunesiske sundhedssystem var på randen af at bryde sammen under det store pres fra de mange smittede. Felthospitaler og vacciner blev doneret af forskellige internationale aktører og stormagter men stod strandet i Tunis, fordi myndighederne og involverede ministre ikke kunne blive enige om, hvor og hvordan det skulle sættes op og distribueres. Imens døde tuneserne på gulvene på gangene rundt om på hospitalerne – forhold som man slet ikke er vant til – og billeder cirkulerede af sundhedspersonale, der var brudt sammen af træthed og stress uden for klinikkerne.
I forbindelse med højtiden Aid al-Adha annoncerede daværende sundhedsminister Faouizi Mehdi så 20. juli 2021, at der ville være åbent i vaccinationscentre rundt om i landet. Dette førte til totalt kaos, da hundredvis af tunesere forsøgte at trænge sig ind i centrene for at sikre, at de blev vaccineret. Det førte til voldsomme bebrejdelser fra premierminister Mechichi, der kaldte sundhedsministerens tiltag for ”populistiske” og ”kriminelle”. Det endte med at premierminister Mechichi afskedigede sundhedsministeren, men lykken var kort. For fem dage senere, 25. juli, blev premierministeren selv afskediget af præsident Saïed som det første træk af flere, der som beskrevet i ugerne der kom, centraliserede magten hos præsidenten selv.
Sundhedsministeren var langt fra den eneste, der nåede at blive fyret af premierministeren, inden Saïed tog ledelsen af landet i egen hånd. Faktisk har ministrene og andre højtstående ledere vandret ud og ind siden valget i 2019. I juni måned fyrede premierministeren således også lederen for Den Nationale Anti-Korruption Autoritet, som skal forsøge at optrævle al den korruption, der var under Ben Ali, og som slæber lange spor ind i Tunesien i dag og er en helt central brik i de økonomiske reformer, der fortsat mangler at blive gennemført. Arbejdet i anti-korruptionsrådet responderer netop på et af de helt centrale krav fra oprøret i 2011.
Tuneserne vil af med den korrupte elite, der tager penge, som ellers skulle være gået til udvikling af landet, i egen lomme og lever et liv i overdrevet rigdom. Saïed, som havde et anstrengt forhold til premierministeren, udtalte, at afskedigelsen af premierminister Mechichi netop skete, fordi der var korruption blandt en række ministre i premierministerens regering. Præsident Saïed fortsætter sin indsats mod korruptionen. I slutningen af november blev en række guvernører afskediget netop med indblanden i korruption som forklaringen fra præsidenten. Guvernørerne i Tunesiens 24 governorater udpeges af premierministeren efter indstilling fra Indenrigsministeriet. Men da præsident Saïed i øjeblikket selv udfører væsentlige dele af dette arbejde, har han selv udpeget de nye guvernører – alle fra hans eget bagland.
Tilbage i det politiske miljø, der var før Saïed frøs parlamentet, kunne man blive ved med at opremse sager, hvor ministre og højtstående ledere er tørnet sammen og har forsøgt at pleje egne interesser frem for reformledelse. Tuneserne har længe haft nok af dette politiker-cirkus og af at se landet og de daglige forhold køre længere og længere mod afgrunden, og netop derfor udløste præsident Saïeds annoncering om afskedigelse af premierministeren, frysningen af parlamentet og tilsidesættelsen af grundloven ikke landsdækkende moddemonstrationer med krav om demokrati.
Vesten, store dele af det tunesiske civilsamfund og en række politiske partier fordømte kraftigt, at Saïed satte grundloven ud af spil og mente, at der var tale om et kup og gik i gang med at granske formuleringerne i grundloven. Men fra et bredt spektrum af befolkningen, lige fra højtuddannede og intellektuelle til den jævne arbejder, lød der snarere et lettelsen suk: Endelig havde nogen sat foden i jorden og stoppet det ragnarok, landet befandt sig i. Og med hele processen fra Revolutionens afslutning over Kasbah-demonstrationerne til de politiske fløjes slagsmål omkring udarbejdelsen af netop grundloven, der første til den første store, alvorlige krise i 2013-2014 blev det meget symbolsk, at det netop var den grundlov, der lå til grund for al denne uro og hijacking af folkets krav under oprøret, som Saïed satte ud af spillet. At han samtidig selv er juraprofessor på universitet i Tunis var for mange samtidig en garanti for, at det ikke går helt galt rent juridisk.
Både valget af præsident Saïed i 2019 og støtten til ham efter hans magt-centralisering viser tydeligt, hvorfor en politisk populisme har kunnet vokse og nu være så fremherskende i Tunesien. Hermed tager den politiske udvikling i Tunesien en retning, som vi kender fra de tidligere østeuropæiske lande, og som særligt er udtalt i Polen og Ungarn i øjeblikket. Det liberale demokrati synes ikke at være svaret på krav om retfærdighed i alle lande. I Tunesien er det en helt central pointe, at netop den liberale økonomi snarere har været med til at undergrave demokrati og medbestemmelse end til at fremme det.
Og det er netop dette, som Saïed har taget konkret handling på de seneste uger: Han igangsætter retssager om korruption, der bare har ligget og ventet, han vil afskaffe de politiske partier som bærende for parlamentets struktur og i stedet etablere en direkte repræsentation af folket, og så vil han lancere direkte ungedeltagelse gennem en platform på de sociale medier. På den ene side lyder det jo godt og rigtigt. Men samtidig sker tiltagene ved at fremstille tiltalte i militærdomstole, hvor den anklagede ikke har samme rettigheder som i en civil domstol.
Samtidig sender han sikkerhedsstyrkerne ind hos det islamistiske parti Ennahda og beslaglægger deres computere for at dokumentere ulovlig støtte fra bl.a. Qatar under deres valgkampagner, ligesom han fængsler de journalister og politikere og lukker de medier, der udtaler sig kritisk mod præsidenten. Den demokratiseringsproces og nationale dialog, som Tunesien er hyldet for – men som ikke var det, den brede tunesiske befolkning efterspurgte – er sat på pause. Til gengæld sker der noget på de områder, som tuneserne oprindeligt krævede i oprøret, og som de tålmodig har ventet på, mens de daglige leveforhold er blevet stadigt vanskeligere.
Er det godt eller skidt? Spørgsmålet synes måske umiddelbart underligt. For det kan da ikke være godt, at demokratiprocesser sættes ud af spil. Men her er det vigtigt at køre med det lange lys på og tænke helt tilbage til oprøret i 2010-2011 og de økonomiske og sociale forhold, som lå til grund for dem. Derfor deltog tusindvis af tuneserne i pro-præsident demonstrationer eller udtrykte sig positivt om Saïed på de sociale medier og direkte adspurgt, da den i manges øjne stærke, målsatte og stålsatte’ præsident Saïed vandt valget i 2019. Alt det, som Saïed gør nu, lovede han allerede i sin valgkamp. Så med alle tiltagene og centraliseringens af magten fører han sådan set ikke tuneserne bag lyset; han gør snarere det, han har lovet. Og når folket jubler over en stærk enehersker, bliver det vanskeligt at trænge igennem fra de europæiske demokratier, der baserer sig netop på den liberale økonomi, der har undergravet Tunesiens samfund, med en løftet pegefinger om at bringe grundloven og parlamentet tilbage.
Vil vi se, at præsidenten bliver væltet? Det er der ikke meget, der tyder på for nuværende. Skal vi blande os eller acceptere, at dette er tunesernes kamp? At de må finde ud af, hvordan de vil håndtere præsident Saïed, hvem der vil og kan stå sammen, hvornår nok er nok, hvordan deres vej er gennem denne politiske krise? Én af de lektier, der blev lært om Tunesien, da alt kunne ses i et andet lys efter oprøret var, at diktatur kommer i mange former og farver, og at vi i Europa enten ikke havde været i stand til eller ville se bag det røgslør, som Ben Ali lagde ud over sit regime. Før oprøret blev dette aldrig omtalt som et diktatur, men det er en helt naturlig måde at omtale det på i dag. Lektien er, at vi lod stå til alt for længe.
Hvor går grænsen for enmandsvælde nu? Senest er en af Tunesiens fremmeste menneskerettighedsforkæmpere gennem tiden, Moncef Marzouki, der også var landets præsident, da Tunesien kom gennem den vigtige dialogproces, og da grundloven blev vedtaget, anklaget for landsforræderi af præsident Saïed, fordi han udtalte sig kritisk mod styret og den indskrænkning af magten, der nu sker. Hans sag skal for domstolen. Er dette sagen, der viser, at nu er det gået for vidt? Og er det ikke gået for vidt, når også tunesiske tv-kanal Nessma TV blev lukket i begyndelsen af november? Nessma TV var ejet af en tunesisk rigmand, Nabil Karoui, som opstillede som modkandidat til Kaïs Saied i valget i 2019 – i øvrigt for sit eget parti Qalb Tounis (Tunesiens Hjerte), som netop blev det andet-største ved parlamentsvalget i 2019. Tv-kanalen har gennem næsten to årtier leveret populær-tv med udgangspunkt i Tunesien, og var med sine innovative programmer med til at underminere Ben Ali regimet – som Karoui i øvrigt samtidig havde tætte bånd til. Med sin popularitet havde Nessma TV en enorm rækkevidde ud i landet og udgjorde dermed en trussel mod den fortælling om rigets tilstand, som Saïed naturligvis gerne vil have monopol på.
Så der er ingen tvivl om, at menneskerettighederne og ytringsfriheden i Tunesien er under stærkt pres lige nu. For mange er følelsen, at man er ved at tabe alt det, der er vundet i løbet af de sidste 10 år. Vi ved fra Ben Ali-tiden og de svære, politiske år efter oprøret, at det har utrolig stor betydning for disse tunesiske aktører, om de mærker opbakningen udefra – også selvom kampen er deres. ■
Der er ingen tvivl om, at menneskerettighederne og ytringsfriheden i Tunesien er under stærkt pres lige nu. For mange er følelsen, at man er ved at tabe alt det, der er vundet i løbet af de sidste 10 år
_______
Rikke Hostrup Haugbølle (f. 1972) har en ph.d. med speciale i Tunesien og arabiske samfundsforhold fra Københavns Universitet. Hun har arbejdet som ekstern specialkonsulent for Udenrigsministeriet, internationale NGO’er og Forsvarsministeriet og publiceret mange artikler på både dansk og engelsk om Tunesien. Derudover driver hun aktiviteter, der støtter tunesere på mikro-økonomisk niveau. ILLUSTRATION: Tunesiske sikkerhedstyrker kolliderer med regeringskritiske demonstranter under generalstrejke, Agareb, Sfax, Tunesien, 10. november 2021. [FOTO: Houssem Zouari/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
