Reserveofficer Klaus Kroll: Den danske indsats i Guineabugten er rigtigt tænkt, men besynderligt udført

01.12.2021

Et enkelt skib, Esbern Snare, sejler rundt i Guineabugten uden internationale aftaler, uden den vigtigste regering i regionen, den nigerianske, med på ideen. Indsatsen er rigtigt tænkt, fordi Danmark har verdens femtestørste handelsflåde, større end selve USA. Danske søfolk og søfolk ansat på danske eller danskejede skibe bør kunne udføre deres arbejde i rimelig sikkerhed, men det kræver en langt mere langsigtet plan end den nuværende, hvor vi sender et enkelt skib i en begrænset periode.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Klaus Kroll, reserveofficer

I 2021 SENDER VI flådefartøjet Esbern Snare afsted til Guineabugten uden for Afrikast vestkyst i en ikke-koordineret indsats. Fire mænd sidder nu tilbageholdt efter en ildkamp med danske frømænd, og så skal vi have en tværministeriel gruppe til ”at kigge på muligheder”. Al ære og respekt for den indsats, flåden leverer, men enten gør vi det ordentligt ved at lave en langsigtet strategi, eller også gør vi det slet ikke.

I 2003 tog det danske forsvar til Irak på et spinkelt folkeligt mandat, men måske mest kritisk med en række uafklarede forhold omkring fanger. Siden har der været en række retssager og mediehistorier, og netop fangeproblematikken fik jeg selv ind på livet i 2004-2005 gennem en udsendelse til Basra i Irak og senere afhøring af forsvarets auditørkorps. Sagerne om de tilbageholdte irakere fyldte en del i både presse og senere retssalene, da man i mangel på bedre løsninger lod englænderne og irakiske styrker tilbageholde mistænkte for kriminelle handlinger og derigennem accepterede den rettergang og domsfældelse, der i international forstand var mangelfuld og kritisabel.

Vi havde dengang – som nu – ikke defineret, hvad man gjorde med tilbageholdte — en sag der burde have være afklaret politisk. På samme måde sendte vi i 2008 et flådebidrag til Afrikas horn, hvor flåden endte med at tilbageholde formodede pirater, uden at have det retslige grundlag på plads. Med andre ord bliver forsvaret pålagt opgaver, hvor løsningerne indeholder problemområder, der burde været afklaret længe inden kursen sættes mod fjerne egne.

I 2021 sender vi flådefartøjet Esbern Snare afsted til Guineabugten uden for Afrikas vestkyst i en ikke-koordineret indsats, alene nation, ene skib, uden lokale aftaler og ja, igen uden den fjerneste idé om, hvad vi gør med fanger. Fire mænd sidder nu tilbageholdt på Esbern Snare efter en ildkamp med danske frømænd, og så skal vi have en tværministeriel gruppe til ”at kigge på muligheder”. Den løsning må og skal ikke være, alt imens flåden eller hæren står med det akutte problem på hånden. Hvis vi sender forsvaret ud, skal de simpelthen have værktøjskassen i orden. Men vi har været der før, og nu er vi der igen, i en absurd situation, som skulle være afklaret længe inden nogen politikere fik den idé at sende en fregat til Guineabugten. Indsatsen er vigtig. Danske rederier sejlede i 2018 godt 188 milliarder hjem til statskassen og danske maritime virksomheder er en af grundpillerne i vores økonomi, så erhvervet fortjener en rimelig sikkerhed.

Missionen i den urolige Guineabugt var oprindeligt tænkt til at være en langt større og koordineret indsats med adskillige nationer som deltagere. En gennemtænkt indsats, der skulle sikre en relativ fred, eller i det mindste sætte pirateriet på pause, som det skete i Adenbugten uden for Somalias kyst. Det lykkedes ikke at skaffe opbakning til en international indsats i Guineabugten, og nu sejler vi bogstaveligt talt vores egen sø, eller næsten alene, da italienerne også har et skib i området. Arnestedet er Nigerdeltaet, hvor det i de sidste 20 år ikke er lykkedes for regeringen at få styr på pirateriet. Fra spredte angreb med håndvåben er situationen nu den, at de militante pirater på mange måder er bedre udstyret end de lokale regeringssoldater og måske vigtigst af alt ikke ser sig selv bundet af konventioner.

 

Vil vi sikre vores sejlende danske interesser, skal indsatsen geares helt anderledes, og vi skal vænne os til at have en permanent tilstedeværelse
_______

 

Moderne pirateri kalder på permanent og international koordination
Pirateriet i Guineabugten er et voksende problem og en udfordring for det international samfund. Særligt for en søfarende nation som Danmark er problemet til at tage og føle på. Men vi løser det ikke alene, og vi burde måske kigge på at lægge mere tyngde og samtidig arbejde langt hårdere på at få andre lande med, så indsatsen ikke står alene. Frankrig, England, USA, Italien og en række andre lande har væsentlige interesser i området, men det kan naturligvis betyde, at vi ogs¨å selv skal investere mere i indsatsen.

Tilbage i midten af 00’erne var pirateriet mere eller mindre kommercielt, og de gidsler, der blev taget, kom som regel helskindede ud. Under en debriefing i 2007 af frigivne gidsler fik jeg på første hånd en fortælling om de anstrengelser, man gjorde for at gøre livet tåleligt for dem, der blev tilbageholdt. Dengang gjorde man sig rimelige anstrengelser for at sikre, at gidsler havde det godt omstændighederne taget i betragtning, hvor man i dag hellere skyder først. Internt i selskaberne i Nigeria hjalp man hinanden, når kidnapninger, kapringer eller andre episoder indtraf, og man forsøgte at hjælpe hinanden gennem vidensudveksling. Med relativt få midler kunne vi få skibe op og ned af Bonny River i Nigeria uden angreb, hvor det i dag er risikofyldt at være endog langt udenfor territorialfarvandet i Nigeria.

I dag er materiellet, de lokale grupperinger råder over, ofte mere potent end de lokale myndigheders, og man opererer ud fra et område, der kun i meget begrænset grad er reguleret af centralregeringen. Samtidig levede de oprindelige beboere af fiskeri og andre primærerhverv, hvilket for manges vedkommende er stort set umuligt i dag grundet en omfangsrig olieforurening. Mange har derfor meget lidt, eller intet at miste og det øger sikkerhedsrisikoen betragteligt i forhold til tidligere.

Den danske indsats i Guineabugten er rigtigt tænkt, men besynderligt udført. Et enkelt skib, Esbern Snare, uden internationale aftaler, uden den vigtigste regering i regionen, den nigerianske, med på ideen. Indsatsen er rigtigt tænkt, fordi Danmark har verdens femtestørste handelsflåde, større end selve USA. Og den danske økonomi er direkte afhængig af det maritime Danmark. Danske søfolk og søfolk ansat på danske eller danskejede skibe bør kunne udføre deres arbejde i rimelig sikkerhed, og det kræver en langt mere langsigtet plan end den nuværende, hvor vi sender et enkelt skib i en begrænset periode.

Eksempelvis kan det danske skib ikke forfølge pirater indenfor 12 mil-grænsen. I stedet skal de til Ghana for at genforsyne, og man kan ikke retsforfølge pirater i det land, de kommer fra, og der er ingen international koordinering. Al ære og respekt for den indsats flåden leverer og hatten af for de sømænd, der sejler i regionen hver eneste dag, men det er svært at få øje på den rettidige omhu, der er lagt til grund for den politiske beslutning. Enten gør vi det ordentligt ved at lave en langsigtet strategi, eller også gør vi det slet ikke. Læren af vores tidligere indsatser bør være at tager de langsigtede briller på og lave en køreplan, der indeholder et slutmål og exitstrategi.

Symptombehandling af pirateri
Vestafrika er fundamental forskellig fra Afrikas Horn, hvor vi haft on/off tilstedeværelse siden 2008. Geografien er anderledes, de politiske strukturer på land er anderledes, og med boomende befolkninger er hele dynamikken en helt anden. Nigerdeltaet er et område på størrelse med Skotland, og havområdet udfor er mange gange større. Det klarer vi ikke at sikre med et enkelt skib på et uigennemtænkt mandat. Vil vi sikre vores sejlende danske interesser, skal indsatsen geares helt anderledes, og vi skal vænne os til at have en permanent tilstedeværelse. Vi skal have flere nationer med i indsatsen, have faste aftaler med staterne på land, lave en årsagsanalyse til pirateriet og måske vigtigst af alt være indstillet på at blive i regionen på længere sigt. Måske kan man fristes til at kalde udsendelsen populistisk, fordi den virker handlekraftig i nuet, men når kursen lægges nordover igen, hvem passer så på de sejlende danske interesser i regionen?

Vi skal have fødder på jorden i dele af regionen, der skaber piraterne og være indstillet på at blive sovset ind i de underliggende problemer, der skaber problemerne i Nigerdeltaet. Spørgsmålet er, om vi tør det og er villige til at allokere de ressourcer, det koster, og samtidig blive en del af den dynamik, der på overfladen er simpel, men lidt længere nede er dybt kompleks. Tør vi involvere os dybere i en konflikt, der risikerer at eskalere, eller skal vi nøjes med en on/off tilstedeværelse? Tør vi kaste os ud i at gå dybere ind i lokale politiske forhold, potentiel korruption og markante økonomiske interesser, der stritter i alle retninger?

Eller er løsningen som nu, hvor Danmark blot udøver symptombehandling gennem at forsøge at fange pirater uden for de territoriale havgrænser? Symptombehandling kan have den kedelige bivirkning, at årsagen risikerer at blive immun eller mutere, for at blive i metaforen. Som ene nation i en ikke-koordineret indsats er vi sårbare og piraterne er ikke blinde for, at den internationale indsats er begrænset og vil givetvis se et enkelt skib som en erhvervsrisiko og ikke meget mere. De ved samtidig, at det forsvinder om nogen måneder og kan derfor skrue lidt ned for aktiviteten i periode eller arbejde aktivt med at gå efter andre mål, eksempelvis de mere kystnære, derinde hvor Danmark ikke har mandat til at arbejde. Det er værd at huske på, at den oprindelige konflikt i Nigerdeltaet har varet i årtier og ikke ser ud til at finde en løsning i den nære fremtid, hvorfor virkemidlerne i værktøjskassen skal være helt anderledes, end dem vi anvender i dag.

Til at starte med kunne man dog sikre et ordentligt mandat til skibene, vi sender afsted, og kunne vi for en gangs skyld bare gøre hjemmearbejdet ordentligt og tænke en smule ud i fremtiden, for nu lugter fremtiden fælt af fortidens brølere. ■

 

Som ene nation i en ikke-koordineret indsats er vi sårbare og piraterne er ikke blinde for, at den internationale indsats er begrænset og vil givetvis se et enkelt skib som en erhvervsrisiko og ikke meget mere
_______

 

Klaus Kroll (f. 1976) er reserveofficer med en række udsendelser til Balkan og Irak. Han er tidligere sikkerhedschef for Mærsk Nigeria og senere selvstændig i region med egne virksomheder. I dag selvstændig erhvervsdrivende. Ovenstående er skrevet for egen regning og repræsenterer hverken rederier eller forsvaret, men er betragtninger fra en hverdag, der i en del år er udgået fra Vestafrika. ILLUSTRATION: Støtteskibet Esbern Snare ankommer til flådestationen Frederikshavn efter 15 måneders piratjagt ved Afrika og i Mellemøsten. Personel fra garnisonen og pårørende venter ved ankomsten. [FOTO: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.]