Rasmus Elling om præsidentvalget i Iran: Illusionen om, at man rent faktisk havde et valg mellem to idéer, er bristet nu

06.07.2021

”I modsætning til et klassisk diktatur, hvor man har en præsident med den nærmeste familie, betroede og forretningspartnere, har man i Iran et mere komplekst system, hvor der er mange konkurrerende dele i magteliten. Man har holdt liv i konkurrencen, fordi det har givet illusionen om, at der var uenigheder indenfor styrets rækker. Det har Khamenei dog tilsyneladende valgt at slå ned på nu, simpelthen fordi det giver for meget ustabilitet og kaos i Iran.”

Interview af Johanne Kjær

FREDAG DEN 18. JUNI blev Ebrahim Raisi valgt som Irans nye præsident. Med Raisi får iranerne en konservative jurist, der med strenge, religiøse principper, lægger sig nært op ad den politiske kurs, som Irans øverste religiøse leder, Ayatollah Khamenei, styrer landet med. Det er dog værd at bemærke, at valget ikke formåede at trække mange iranere til stemmeboksene – kun lige under halvdelen af den iranske befolkning afgav nemlig deres stemme til præsidentvalget.

 

Selvom man har valghandlinger og har haft mange valg i Iran, betyder det ikke nødvendigvis, at man har reelle demokratiske valg. Det har hele tiden været skindemokratisk
_______

 

Iran står i en svær situation med en aktuel fjerde bølge af corona, der rammer samfundet hårdt, såvel som en meget vanskelig økonomisk situation, som er en direkte konsekvens af politiske stridigheder – særligt med USA. Desuden har Raisi gjort sig bemærket ved ikke at være bleg for at ty til hårde og frygtindgydende strafmetoder, hvilket lægger op til spørgsmålet om, hvorvidt iranerne skal indstille sig på et markant strengere styre efter præsidentskiftet i august.

Hvem er Raisi, hvad bliver hans største udfordringer som kommende præsident i Iran, og hvordan vil han iværksætte løsninger nationalt såvel som i et bredere regionalt og internationalt perspektiv? Det spørger RÆSON Rasmus Elling, forsker på Københavns Universitet ved Institut for Tværkulturelle Studier, om.

RÆSON: Valget i Iran forrige fredag havde en historisk lav valgdeltagelse. Med en stemmeprocent på 48.8 pct. var det lige godt halvdelen af iranerne, der valgte at afgive deres stemme ved valget. Hvad er årsagen til den lave valgdeltagelse – og havde man forudset det?
ELLING: For det første har der for mange iranere været utroligt lidt på spil, blandt andet fordi mange kandidater til valget var blevet frasorteret på forhånd. Man havde derfor forudset, at mange iranere formegentligt ville blive hjemme enten i protest, apati eller magtesløshed. For mange iranere gav det simpelthen ikke mening at afgive deres stemme til en sag, som var afgjort på forhånd. Desuden var der fra oppositionens side annonceret et vælgerboykot – og oveni det lider Iran lige nu af den fjerde bølge af corona, som selvfølgelig også holder en del af befolkningen hjemme. Jeg tror dog, at den klart største årsag var, at rigtig mange iranere er desillusionerede med selve valghandlingen, fordi de ikke mener, at der længere er grund til at deltage i et valg med så få muligheder.

RÆSON: Har der fra styrets side i Iran været et narrativ om, at corona har holdt folk hjemme fra at stemme?
ELLING: Ja. Ayatollah Khamenei, den øverste leder i Iran, var eksempelvis ude med et tweet om, at det var på baggrund af fjendernes konspirationer mod Iran, og så selvfølgelig corona, at nogle iranere valgte at blive hjemme fra valgstederne. Det er det officielle narrativ. Den Islamiske Republik afhænger af, at folk deltager i valgene for at give styret legitimitet, derfor er det også katastrofalt for styret, når der er meget lav valgdeltagelse.

RÆSON: I din bog Irans moderne historie fra2019 skriver du, at det iranske styre tilbage i slutningen af 1980’erne var afhængigt at folkelig deltagelse i valg. Kan du forklare, hvorfor situationen  er markant anderledes nu?
ELLING: Først og fremmest så skal vi passe på med at bruge ordet ”demokratisk”. Selvom man har valghandlinger og har haft mange valg i Iran, betyder det ikke nødvendigvis, at man har reelle demokratiske valg. Det har hele tiden været skindemokratisk. Det har været forsøg på at påvise demokratiske forhold.

 

Man har holdt liv i konkurrencen, fordi det har givet illusionen om, at der var uenigheder indenfor styrets rækker. Det har Khamenei dog tilsyneladende valgt at slå ned på nu, simpelthen fordi det giver for meget ustabilitet og kaos i Iran
_______

 

Grunden til at det har været vigtigt at påvise er, at Iran er en postrevolutionær stat. Det vil sige, at staten er grundlagt i folkets handling, altså at folket væltede shahens styre i 1979. En revolutionær stat bliver nødt til at demonstrere, at den har folket med sig, og det bliver tiltagende sværere i takt med, at folket indser, at der foregår snyd og bedrag. Man blev i slutningen af 1990’erne givet den illusion, at man rent faktisk havde et valg mellem to idéer om, hvad Iran skulle være for et land; der var reformvenlige kræfter, der ville reformere landet i en demokratisk retning, og der var de konservative.

Det har holdt en vis form for valgdeltagelse oppe og skabt iver i dele af befolkningen, at man har kunnet påvirke, hvilken retning, man gerne ville have landet i. Men den illusion er bristet nu, og det hænger sammen med situationen i slutningen af 1980’erne, hvor den første øverste leder, Ayatollah Khomeini, døde, og den nuværende øverste leder, Ayatollah Khamenei, overtog.

Det gjorde Khamenei i en kaotisk situation med masser af udfordringer og rivaler, og han har siden da kæmpet for at konsolidere sin magt.

I modsætning til et klassisk diktatur, hvor man har en præsident med den nærmeste familie, betroede og forretningspartnere, har man i Iran et mere komplekst system, hvor der er mange konkurrerende dele i magteliten. Man har holdt liv i konkurrencen, fordi det har givet illusionen om, at der var uenigheder indenfor styrets rækker. Det har Khamenei dog tilsyneladende valgt at slå ned på nu, simpelthen fordi det giver for meget ustabilitet og kaos i Iran.

Det så vi blandt andet komme til udtryk i 2009, hvor millioner af iranere gik på gaden i protest mod, hvad befolkningen mente var valgsvindel til fordel for den siddende præsident Mahmoud Ahmadinejad og imod de reformvenlige kandidater. Den slags kaos har Khamenei ikke brug for i dag. Han har brug for et mere kontrolleret styre, hvor det ikke kommer som en overraskelse for ham, hvem der vinder præsidentvalget. Khamenei er desuden 82 år og lider af prostatakræft, som han jævnligt bliver behandlet for. På et tidspunkt kommer spørgsmålet om, hvem der skal tage over for ham, og der kommer en usikker periode, som de konservative kræfter omkring Khamenei vil forsøge at kontrollere og styre til deres fordel.

RÆSON: Der var været en del snak om forventeligheden bag valget af den ultrakonservative Ebrahim Raisi på posten som Irans kommende præsident. Hvorfor har man været så sikker på, at valget ville falde på Raisi – hvad gør ham til en oplagt kandidat for præstestyret i Iran?
ELLING: Det handler i høj grad om, at Raisi er konservativ i sine kulturelle værdier og i sin ideologi. Han er konservativ i den forstand, at han læner sig meget op ad Khameneis linje. Han snakker ikke om demokratisering, civilsamfund og borgerrettigheder, som de reformvenlige gør. Han fokuserer på systemets overlevelse, og jeg tror at det, der gør ham til en attraktiv kandidat for de konservative er, at han er en systemets mand.

 

Det er klart, at det påvirker forholdet til Vesten, hvem der er præsident, fordi det er med til at sende et signal. I sidste ende er det dog ikke præsidenten, der bestemmer atompolitikken
_______

 

Han er helt konkret gift ind i systemet – hans kone er datter af en af de højest rangerede præster i Iran, som står meget tæt på Khameneis familie. Desuden er han selv shariadommer – han er teolog, der arbejder med retspraksis. Det vil sige, at han har været involveret i selve systemets opbygning gennem 1980’erne og mange år frem og har tjent som en trofast og loyal embedsmand, der er blevet mere og mere magtfuld gennem årene. Blandt andet fordi han ikke har udfordret Khamenei, som nogle af de andre højtrangerede præster har gjort.

RÆSON: En af de mest presserende udfordringer Iran står overfor er landets økonomiske situation, hvor USA’s sanktioner spiller en afgørende rolle, som gør Raisi afhængig af et amerikansk samarbejde. Hvordan tror du, at Raisi vil balancere det økonomiske behov for et samarbejde med Biden med sin dedikerede ideologiske målsætning om et konservativt islamisk styre i Iran?
ELLING: Det er hele udfordringen for Den Islamiske Republik lige nu. På den ene side ved magteliten godt, at man for at forbedre økonomien har brug for en delvis lempelse af sanktionerne. Men for at det kan ske, er man nødt til at have et fungerende atomdiplomati med USA og resten af Vesten.

Det er en stor udfordring, men jeg tror ikke, at den udfordring i sin kerne har ændret sig – nærmest ligegyldigt hvor konservativ eller rabiat en præsident man har i Iran, så er det i sidste ende den øverste leder, Khamenei, der lægger linjen. Eftersom Khamenei de sidste mange år har tilladt diplomatiske forhandlinger omkring atomspørgsmålet og nu tillader det igen, må man forestille sig, at den linje fortsætter uafhængigt af hvem, der er siddende præsident i Iran.

Det er klart, at det påvirker forholdet til Vesten, hvem der er præsident, fordi det er med til at sende et signal. I sidste ende er det dog ikke præsidenten, der bestemmer atompolitikken. Det gør den øverste leder og det øverste nationale sikkerhedsråd i Iran, som er domineret af den øverste leder, og de gennemtrumfer deres vilje uanset, hvad præsidenten siger, eller hvem han udpeger som udenrigsminister.

Det, der kan gøre forskellen nu er, at man i USA står overfor en meget svær opgave i at overbevise Kongressen, Senatet og den amerikanske befolkning om, at man skal forhandle med iranerne. Den opgave bliver sværere med en iransk præsident, der sender meget antivestlige signaler. På den måde kan atomdiplomatiet blive forværret på trods af, at magten som sådan ikke ligger i Raisis hænder. Hvis atomdiplomatiet forværres og iranerne ikke får, hvad de vil have af den iranske regering, kunne man godt forestille sig en situation, hvor iranerne går i en mere radikal retning.

 

Raisi var angiveligt involveret i massehenrettelser af politiske fanger i iranske fængsler i slutningen af 1980’erne. Det vil se grimt ud, at man begynder at lave forhandlinger med en folkemorder
_______

 

Her spiller det særligt ind, at man fra Irans side føler sig snydt af amerikanerne i forhold den seneste atomaftale, som det tog mange år at stable på benene, og som Trump så trak USA ud af i 2018.

RÆSON: Og hvad gør det omvendt ved Bidens forhold til landet, at Raisi nu er valgt til den næste præsident?
ELLING: Bidens modstandere i USA, her særligt Republikanerne, men også andre interesseorganisationer, både israelske – og iranske diasporaorganisationer, vil lægge pres på Bidenregeringen ud fra det synspunkt, at der ikke kan forhandles med en stat, der repræsenteres af en person, som har været involveret i forbrydelser mod menneskeheden. Raisi var angiveligt involveret i massehenrettelser af politiske fanger i iranske fængsler i slutningen af 1980’erne. Det vil se grimt ud, at man begynder at lave forhandlinger med en folkemorder.

Det er den pris, som Bidenregeringen bliver nødt til at tage stilling til om den er villig til at betale for at finde en løsning på Irankonflikten. I samme spørgsmål har europæerne været meget tydeligt fremme og sige, at man satser på at vedligeholde atomaftalen, uanset hvem, der er præsident i Iran, fordi holdningen er den, at aftalens bredere implikationer er positive i forhold til flygtningekriser, stabilitet i Mellemøsten, eksport, handel og så videre. For mig at se er det mere usikkert, om Bidenregeringen er villig til at betale prisen for den potentielt dårlige omtale, som kommer ud af at forhandle med et Iran, der har Raisi som præsident.

RÆSON: Internationale medier peger på en mere ekstrem politisk retning med ringe respekt for menneskerettigheder og retsforfølgelse, som følge af valget af Raisi. Kommer Iran til at kunne mærke forskel fra den stadig siddende iranske præsident Hassan Rohani til Raisi?
ELLING: Blandt iranobservatørerne spekuleres der i, om det faktisk kan have en positiv effekt, at der nu ikke længere hersker samme grad af ballade mellem reformister og de konservative, nu de konservative bliver nødt til at tage hånd om tingene og forbedre Irans økonomi og forholdet til Vesten. Det er dog et meget optimistisk udfald, hvor min vurdering, mere pessimistisk, er, at allerede dårlige forhold for menneske– og borgerrettigheder samt økonomiske forhold i Iran vil forværres yderligere. Det kan være, at jeg tager fejl, og at de konservative kræfter i Iran formår at levere varen. Men iranerne vil ikke have frygten for krig med Vesten hængende over hovedet, de vil have bedre økonomi og stabilitet.

Den unge generation ønsker af gode grunde et normalt forhold til omverdenen, og selvom der er konservative ved magten, så er det også god grund til at tro, at historien gentager sig i den forstand, at når ekstremistiske kræfter kommer til magten, så bliver de mere pragmatiske og løsningsorienterede. Til den bredere middelklasse vil der givetvis sendes forsonende signaler, simpelthen fordi man fra regeringens side frygter at den unge befolkning, de sekulære og dem, der er kritiske overfor styret, vil blive radikaliseret. Der mangler iranerne en ordentlig organiseret opposition og det er umuligt at have i Iran.

RÆSON: Hvorfor er en organiseret opposition umulig i Iran?
ELLING: Styret har systematisk undermineret alt det, der skulle til for at danne en opposition. Der slås hårdt ned på ytrings – og forsamlingsfrihed, der drives klapjagt på systemkritikere og civilsamfundsorganisationer. Selv organisationer, der på papiret er uskyldige som eksempelvis miljøorganisationer, bliver overvåget og intimideret mens miljøforkæmpere fængsles. Enhver form for organisering i civilsamfundet bliver set som en potentiel trussel for magthaverne, og det er lykkes for magthaverne i Iran at gøre det rigtig svært for iranerne at organisere sig.

 

Der har i Iran længe været snak om, at man vil erstatte internetopkoblingen til www (World Wide Web) med et nationalt intranet for Iran, som er helt igennem kontrolleret af styret
_______

 

Det eneste iranerne har at organisere sig med, er sociale medier. Og man kunne godt frygte, at nogle af tidligere mere moderate regeringers tiltag med overvågning og kontrol af sociale medier og internettet vil blive intensiveret under Raisi. Der har i Iran længe været snak om, at man vil erstatte internetopkoblingen til www (World Wide Web) med et nationalt intranet for Iran, som er helt igennem kontrolleret af styret. Det er mange iranere bange for, for selvom befolkningen er ekstremt dygtige til teknologi, der kan omgå internetcensur, vil det blive sværere at organisere sig gennem platforme som Telegram, Instagram og WhatsApp, som folk har brugt til at organisere sig med under protester.  

RÆSON: Det iranske lederskab er jo, som du selv har været inde på, ikke særskilt udgjort af præsidenten. Med den islamiske revolution i 1979 kom også den øverste leder, dengang udgjort af den nu afdøde Ayatollah Khomeini, hvor Khamenei i dag besidder posten. I din bog skriver du at ”Khamenei blev Irans nye leder, fordi han var det mest fornuftige valg … og blandt andet nød opbakning i revolutionsgarden”. Ayatollah Khameneis alder og helbred har givet anledning til spådomme om, hvem, der bliver hans efterfølger. Kunne Raisi være et bud her?
ELLING: Ja, det vil jeg sige. Raisis popularitet kunne godt have været større, men omvendt tvivler jeg på, at nogen andre præster kan mønstre større opbakning. Det, der er sket fra 1979 og frem til i dag er paradoksalt nok, at store dele af den iranske befolkning et blevet sekulariseret. Iranerne lever under et islamistiske styre og et præstestyre, men færre lytter til, hvad præsteskabet siger. I lyset af dette, tror jeg ikke man kan finde en lignende kandidat, der er mere populær end Raisi. 

Det, der kunne blive jokeren her, kunne være rygterne om og frygten for, at Khamenei har interessere i at køre sin egen søn i stilling som arvtager til posten. Det ville i så fald ligne et mere klassisk diktatur.

Khameneis søn, Mostafa Khamenei, er ret ukendt, men ikke desto mindre svirrer der rygter om, at han klargøres til at blive sin fars efterfølger. Det er det klassiske scenarie i en autoritærstat – der er placeret så meget magt og autoritet hos én person, at der typisk kan ske mange ikke forventende ting, når vedkommende dør. I Irans tilfælde vil de konservative forsøge at tage styring over situationen og begrænse mulige uønskede udfald ved at have Raisi klar som en mulig arvtager. ■

 

Iranerne lever under et islamistiske styre og et præstestyre, men færre lytter til, hvad præsteskabet siger. I lyset af dette, tror jeg ikke man kan finde en lignende kandidat, der er mere populær end Raisi
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland