Rasmus Brygger: Hvis politikerne ønsker bedre integration, må de kæmpe for integrationsforskningen – ikke imod den

28.06.2021

Forskningen gør os klogere på, hvordan samfundet ser ud, og hvordan integrationsproblemerne løses. Forskernes tilstedeværelse i den offentlige debat er næsten lige så vigtig: Forskerne sørger for, at debatten ikke kun handler om holdninger og følelser, men om god, solid viden. Når netop integrationsdebatten er præget af manglende viden og manglende reformer, er det et decideret samfundsproblem, at forskernes vidensformidling nu også er i krise.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Rasmus Brygger, stifter af Danmarks Videnscenter for Integration

Integrationsdebatten er om noget styret af paradokser.

Vi danskere ved rigtigt meget om integration. I hvert fald hvis man spørger os selv. Danskerne er faktisk det folkefærd i Europa, som føler sig mest velinformerede om integrationsrelaterede emner. På trods af det, så tror vi danskere, at der er 2-3 gange så mange muslimer i Danmark, som der reelt er. Vi tror også, at kriminaliteten blandt ikke-vestlige efterkommere er stigende, mens den er kraftigt faldende. Vi har med andre ord rigtigt mange holdninger til noget, som vi tror, vi ved en masse om, men som vi faktisk er ret uvidende omkring.

Det er samtidig et af de vigtigste politiske områder for os og har været på top-3 over vores politiske prioriteter ved næsten alle valg siden årtusindskiftet. Emnet fylder derudover suverænt mest i både traditionelle og sociale medier. Alligevel er netop integrationspolitikken præget af en manglende vilje til virkningsfulde reformer. Det er ikke for at sige, at det har stået småt til på lovgivningssiden – tværtimod – men meget af politikken handler i høj grad om signalering frem for reelle forandringer i indsatsen.

Et oplagt eksempel herpå er det såkaldte paradigmeskifte, der på trods af yderst store ord fra både politikere og medier reelt ikke førte til en større ændring af indsatsen, end at man ændrede formuleringer i integrationsloven. Integrationsydelsen skiftede godt nok navn til det mundrette “selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse”, men indholdet var stort set det samme før og efter reformen. Det handlede i højere grad om signalværdien.

 

Vi er som samfund dybt afhængige af forskerne. Selve forskningen gør os klogere på, hvordan samfundet ser ud, og hvordan integrationsproblemerne løses
_______

 

Jeg tror, at årsagen til begge paradokser er, at vi er for dårlige til at gøre brug af den viden, vi har på området. I stedet for at understøtte formidlingen af viden har den seneste diskussion om “aktivistisk” forskning inden for bl.a. integrationsområdet – uagtet hensigten – desværre bidraget til, at forskningsbaseret viden får trangere kår.

Forstå mig ret: Det er for mig at se helt legitimt at diskutere, om et stykke forskning er validt, om der bliver forsket der, hvor behovet er størst, og hvordan resultaterne kan bruges i samfundet. Men debatten er gået for vidt, når man generaliserer et helt felt af forskere ud fra ud fra enkelte eksempler, der som ofte er taget helt ud af sammenhæng.

Kritikken er blevet så absurd, at fx debattør Ali Aminali i Berlingske skriver uden en eneste henvisning, at dansk integrationsforskning primært handler om: “hvor racistisk samfundet var over for de nytilkomne, eller hvordan vi som samfund burde omfavne det multikulturelle mere”. Senest har Henrik Dahl (LA) skrevet i Berlingske, at forskning i migration og indvandring i udgangspunktet er fuld af fup. Ikke ét ord om årtiers forskning i beskæftigelse, kriminalitet, islam, sundhed, uddannelse og mange andre vigtige grene af integrationsforskningen som hele den danske integrationsindsats bygger på. Stråmænd og generaliseringer lever i bedste velgående i denne debat.

Sagen har affødt en vigtig principiel debat om forskningsfrihed, politikernes armslængde til forskningen og hvordan magthaverne i det hele taget bruger og omtaler forskningen. Men problemet er på ingen måde kun principielt. Vi er som samfund dybt afhængige af forskerne. Selve forskningen gør os klogere på, hvordan samfundet ser ud, og hvordan integrationsproblemerne løses.

Forskernes tilstedeværelse i den offentlige debat er dog næsten lige så vigtig: Forskerne sørger for, at debatten ikke kun handler om holdninger, principper og følelser, men om god, solid viden. Når netop integrationsdebatten er præget af manglende viden og manglende reformer, er det et decideret samfundsproblem, at forskernes vidensformidling nu er i krise.

 

Jo mere aktiv, forskeren er i danske medier, des oftere bliver de hængt ud og angrebet politisk
_______

 

Som en del af videnscenterets arbejde er jeg løbende i dialog med mange forskere på integrationsfeltet. Du kender det nok selv: Når man møder en person for første gang, googler man hurtigt deres navn og tjekker deres billede for, at du kan genkende dem på cafeen. Men alt for ofte møder jeg ikke kun billeder af forskeren fra Facebook, LinkedIn eller deres arbejdsplads. Nej, der plejer også gerne at være 2-3 henvisninger til forskeren på højreradikale sider som Uriasposten, Document mv. Jo mere aktiv, forskeren er i danske medier, des oftere bliver de hængt ud og angrebet politisk.

En ny undersøgelse fra Norge viser, at næsten hver anden integrationsforsker undlader at formidle forskning i offentligheden, mens hver tiende har oplevet trusler. Det ville overraske mig meget, hvis det samme ikke var tilfældet i Danmark. Jeg har talt med en lang række forskere, der for at undgå kraftige reaktioner fra omverdenen udøver selvcensur og er yderst påpasselige med deres udtalelser. Det harmonerer ikke med, at vi i den grad mangler videnspersoner frem for holdningspersoner i den danske integrationsdebat. Jeg er bekymret for, at vi ikke alene får mere mediesky forskere i de kommende år, men at dygtige nye forskere styrer en kæmpe bue uden om integrationsområdet.

Vi har jo en fælles politisk interesse i bedre integration. Hvem kan være imod, at flere indvandrere kommer i job, at efterkommere afslutter folkeskolen med bedre karakterer, eller kriminaliteten daler? En forudsætning for bedre integration er, at vi gør brug af den viden, vi allerede har, at forskere med stor viden jævnligt deler ud af den, og at vi løbende tiltrækker flere talenter til at forske og gøre os klogere som samfund.

Jeg oplever i min dialog med politikerne en tiltagende frustration over, at de ikke oplever at få tilpas fagligt input i deres arbejde. Samtidig oplever forskerne, at de ikke bliver inviteret nok ind i det politiske maskinrum. Jeg vil tro, at kilden til den konflikt, vi har i dag, i høj grad er en reaktion på dét: fraværet af den nødvendige vidensdeling og dialog mellem fagpersoner og beslutningstagere. Jeg skal ikke gøre mig til dommer på, hvem der er årsag til mistilliden, men jeg må bare konstatere, at den manglende dialog gør, at vi bliver dårligere til integrationsopgaven, end vi ellers ville være.

Jeg tror, der er veje til at løse tillidskløften, men den går næppe igennem den oftest spydige offentlige debat. Der er brug for, at vi gør mere for at vise den efterhånden omfattende forskningsbaserede viden, vi har på integrationsområdet. Der er også brug for, at politikerne i højere grad lytter til den. Alternativet er, at de integrationsproblemer, vi alle gerne vil løse, kun bliver større. Og det kan ingen vel have en interesse i? ■

 

Jeg er bekymret for, at vi ikke alene får mere mediesky forskere i de kommende år, men at dygtige nye forskere styrer en kæmpe bue uden om integrationsområdet
_______

 

Rasmus Brygger (f. 1990) er stifter af Danmarks Videnscenter for Integration og tidl. chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening med ansvar for integrationsområdet. ILLUSTRATION: Mattias Tesfaye i folketingssalen, torsdag den 26. april 2018 (Foto: THOMAS SJØRUP/Ritzau Scanpix)