Rasmus Brygger: De udbredte fejlopfattelser i integrationsdebatten står i vejen for, at vi løser integrationsproblemerne

03.12.2021

Hvis opfattelsen blandt langt hovedparten af danskerne er, at integrationen går ad helvedes til, så vil de for alt i verden undgå, at vi bygger videre på den politik og de indsatser, der ser ud til at virke. I stedet skriger man på ny politik, der i mange tilfælde kan gå hen og forpurre succesen og gøre ondt værre. Og omvendt vil det mindretal, der tror at tingene går fremragende også modsætte sig politik, hvis de er forbundet med ubehag for indvandrerne.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Rasmus Brygger, stifter af Danmarks Videnscenter for Integration

HVORDAN TROR DU egentlig, at det går med integrationen? Er det 30, 50 eller 70 procent af de kvindelige ikke-vestlige indvandrere, der er i job? Hvor mange indvandrere går ind for demokrati? Og hvordan ser det egentlig ud med kriminaliteten blandt de unge mænd?

Hvis du er, som danskerne er flest, så har du svaret forkert på samtlige tre spørgsmål. Og du er faktisk milevidt fra det rigtige svar. Og du er sandsynligvis i samme kategori, som tre ud af fire danskere er, når spørgsmålet falder på integration: Du tror, at integrationen går betydeligt værre, end den gør.

Vi har i Danmarks Videnscenter for Integration i samarbejde med professor Jørgen Goul Andersen og lektor Karen Breidahl for Mandag Morgen spurgt 2.000 danskere, hvordan de tror, at det går med integrationen målt på alt fra beskæftigelse, kriminalitet og uddannelse, til indvandrernes holdninger til demokrati og ligestilling. Vi har også klædt danskerne på, så de til hvert spørgsmål har fået at vide, hvordan det tilsvarende står til for etniske danskere eller gik for indvandrere nogle år tilbage.

Uden undtagelse svarer gennemsnitsdanskeren, at integrationen går betydeligt værre, end den gør. Ét af de ret bemærkelsesværdige resultater er, at danskerne tænker, at en meget stor del af unge ikke-vestlige indvandrere og efterkommere dømmes for overtrædelse af straffeloven. Mens andelen af dømte et givent år rent faktisk er faldet fra 5,4 i 2012 til 3,5 i 2019, så tror gennemsnitsdanskeren, at andel dømte er – og holdt nu fast – 20 pct. Altså at kriminaliteten er fem gange højere, end den er.

 

Man kan lidt firkantet dele danskerne op i tre kategorier: De sortsynede, de blåøjede og realisterne
_______

 

Man kan lidt firkantet dele danskerne op i tre kategorier: De sortsynede, de blåøjede og realisterne. De sortsynede (der altså tror, at integrationen går betydeligt værre, end den gør) udgør 74 pct. af besvarelser i gennemsnit, mens de blåøjede (der tror integrationen går betydeligt bedre, end den gør) udgør 10 pct. Realisterne (dem, der svarer omtrent korrekt på spørgsmålene) udgør ca. 16 procent.

De sortsynede og de blåøjede
Resultaterne er bekymrende af flere årsager. Langt størstedelen af danskerne aner ikke, hvordan det står til med integrationen ude i samfundet. Alligevel har vi meget stærke holdninger til emnet – i en sådan grad, at det historisk har afgjort flere valg. Det er en giftig cocktail for demokratiet, for det indikerer jo ret kraftigt, at vi enten baserer vores holdninger på et fatamorgana, eller at vi har udviklet så stærke holdninger til debatten, at vi helt ignorerer fakta. Det er lidt en diskussion om hønen eller ægget, men uanset om det er den ene eller anden påvirkning, der gør sig gældende (eller begge), er det tydeligt, at det under alle omstændigheder vanskeliggør en god konstruktiv samtale om integration. Noget enhver, der har begivet sig ud på et socialt medie eller været til en familiefest, kan bekræfte.

Jeg har den største respekt for Özlem Cekic’ projekt Brobyggerne, der kort sagt handler om at lære danskerne at mødes og tale sammen med dem, de er uenige med. Nogen vil kalde projektet naivt. Jeg vil sige, at samtale på tværs er en uundgåelig forudsætning for den demokratiske dialog.

Jeg vil dog tillade mig at lægge noget ovenpå Özlems samfundsanalyse. For vi kommer ikke langt med dialog alene, hvis vi hver især lever i en boble af uvidenhed. Hvis vi nægter at anerkende samfundets reelle tilstand, når den ikke stemmer overens med vores holdninger, er det ekstremt svært at finde fælles løsninger på de udfordringer, der kan opstå. Og det er ikke fordi integrationsområdet jo ligefrem står og mangler udfordringer.

 

Årtiers fokus på samfundets integrationsproblemer – uagtet at de er helt relevante og vigtige at sætte fokus på – har givet os billeder på nethinden, der ikke står mål med virkeligheden
_______

 

Som fagperson på integrationsområdet oplever jeg det alt for ofte. Når vi præsenterer analyser, der viser, at noget går den rigtige vej, så er der så sikkert som amen i kirken nogen fra højrefløjen som skyder analysen ned. Når vi omvendt præsenterer analyser, der påpeger problemer, så får vi kommentarer retur fra folk på venstrefløjen, der slet ikke tror på tallene.

Man kan i integrationsdebattens skyttegravskrig til tider godt opfatte debatten som to lige store hære – de sortsynede og de blåøjede – som står i hver deres verden og kaster med argumenter, som var de håndgranater, over til fjendens side. Det, der måske overraskede mig mest ved danskernes svar i vores undersøgelse, er – hvis man skal holde sig til krigsmetaforerne – at der slet ikke er tale om en ligeværdig kamp. De sortsynede er de blåøjede i overtal syv til en.

Uanset hvilken skyttegrav man befinder sig i, er det skidt. Men vi må også bare anerkende, at skævvridningen er enorm, og at årtiers fokus på samfundets integrationsproblemer – uagtet at de er helt relevante og vigtige at sætte fokus på – har givet os billeder på nethinden, der ikke står mål med virkeligheden.

Mediernes medansvar
Vi får i Danmarks Videnscenter for Integration ofte at vide, at det er vigtigt, at vi fortæller de gode integrationshistorier. Og fra andre, at det er vigtigt, at vi virkelig får sat fokus på problemerne. Men jeg køber slet ikke den skelnen mellem positive og negative historier. For det er ikke mediernes opgave at balancere det sure med det søde; at fortælle en sukkersød historie den ene dag om en velintegreret flygtning og så balancere det ud med en mavesur fortælling om unge kriminelle efterkommere, der skaber utryghed i gadebilledet. Medierne skal fortælle, hvad der foregår ude i samfundet. Og når danskernes virkelighedsopfattelse er alt andet end virkelig, så har medierne et medansvar.

 

Medierne skal fortælle, hvad der foregår ude i samfundet. Og når danskernes virkelighedsopfattelse er alt andet end virkelig, så har medierne et medansvar
_______

 

Jeg tror, at problemet skyldes, at medierne alt for ofte har behandlet integrationsdebatten som en værdidebat. Det står ikke til diskussion, at integrationen på en lang række parametre går i den rigtige retning, så selvfølgelig giver det ikke mening at invitere politikere ind i et studie for at ”tage temperaturen” på integrationen. Det er lige så banalt forkert som at arrangere en debat om, hvorvidt klimaforandringerne findes. Det er i mine øjne udtryk for journalistisk dovenskab, når vi lader holdninger sætte rammen i stedet for fakta. Noget af det skyldes givetvis, at integrationsområdet er ekstremt komplekst. Men for mig at se bærer den praksis en stor del af ansvaret for den faktuelle deroute i integrationsdebatten.


Potentialet for bedre integration
Tilbage til danskernes fejlopfattelser: Min bekymring er, at de udbredte fejlopfattelser i integrationsdebatten står i vejen for, at vi løser integrationsproblemerne. Lad mig komme med et eksempel: Som nævnt ovenfor er kriminaliteten blandt unge mandlige efterkommere raslet ned. Der er milevidt fra den relativt mere kriminelle 87’er generation, som ofte fremhæves i debatten, til nutidens unge. Når omkring dobbelt så mange unge mænd med ikke-vestlig baggrund dømmes for straffeloven, er der dog stadig voldsomme problemer, der skal arbejdes på.

Noget skal altså gøres. Men hvad? Hvis man følger tallene, så går kriminaliteten i den rigtige retning, så noget, der er sket de senere år, må jo virke. Det er derfor nærliggende at se på, hvad der har virket bedst og så gøre meget mere af det. Simpelt sat op. Men hvis man tror, at kriminaliteten fortsat er tårnhøj eller endda er stigende, så er indsatsen forfejlet. Så må vi forkaste de seneste 20 års kriminalitetsforebyggende arbejde og enten gøre noget fuldkommet andet eller konkludere, at opgaven er umulig, og at udvisning må være eneste realistiske udvej.

Hvis opfattelsen blandt langt hovedparten af danskerne er, at tingene går ad helvedes til, så vil de for alt i verden undgå, at vi bygger videre på den politik og de indsatser, der ser ud til at virke. I stedet skriger man på ny politik, der i mange tilfælde kan gå hen og forpurre succesen og gøre ondt værre. Og omvendt vil det mindretal, der tror at tingene går fremragende også modsætte sig politik, hvis de er forbundet med ubehag for indvandrerne.

Nogen vil givetvis kalde min mission for naiv og uopnåelig. Men jeg tror faktisk, at vi kan løse den gordiske knude gennem en mere faktuelt baseret integrationsdebat. Det behøver ikke alene at basere sig på tal, men det faktuelle grundlag er dybt nødvendigt. Jeg ved, at potentialet for bedre integration er der, så hvis vi først kan arbejde og tale klogere her, så kan vi nå rigtigt langt. Men det hele forudsætter en diskussion på et oplyst grundlag. ■

 

Jeg ved, at potentialet for bedre integration er der, så hvis vi først kan arbejde og tale klogere her, så kan vi nå rigtigt langt. Men det hele forudsætter en diskussion på et oplyst grundlag
_______

 

Rasmus Brygger (f. 1990) er stifter af Danmarks Videnscenter for Integration og tidl. chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening med ansvar for integrationsområdet.

ILLUSTRATION: Portrætfoto af Rasmus Brygger (Foto: Linda Johansen/Ritzau Scanpix)