21.01.2021

Kina og Indien har siden d. 15. juni 2020 været i aktiv og dødelig grænsekonflikt med hinanden, men ingen herhjemme taler om det. Det er problematisk, for konflikten har afgørende geopolitiske konsekvenser, ikke bare for Asien, men for verdensfreden og den fremtidige magtbalance. Uden mægling risikerer denne aktive og dødelige konflikt mellem verdens to folkerigeste nationer nemlig at blive til et stormagtsopgør.

Analyse af Julie Feldbæk Ranneries og Lars Bangert Struwe

EN GAMMEL GRÆNSESTRID mellem Indien og Kina er eskaleret. Mandag d. 15. juni 2020 kulminerede måneders intense spændinger mellem Kina og Indien i det omstridte Aksai Chin-område i en konfrontation, der førte til det dødeligste sammenstød i 45 år. 20 indiske soldater og et ubekræftet antal kinesiske soldater er indtil videre døde.

Spændinger langs Indiens og Kinas fungerende grænse “Line of Actual Control” (LAC) i Himalaya-bjergene er ikke opsigtsvækkende, men udviklingen i dødsfald understreger konfliktens alvor og nødvendigheden af et større internationalt fokus.

Indien har skiftet sin klassiske filosofi, der førhen byggede på neutralitet og alliancefrihed, ud med en multi-allieret tilgang til opnåelsen af deres udenrigs- og sikkerhedspolitiske ambitioner. Indien har udvidet deres internationale engagement og er mere udtalte omkring deres forventning om at være en ledende aktør i den internationale orden, som ikke kun følger internationale regler, men også former dem.

Den indiske regering er i dag derfor også mere opsøgende overfor at opbygge strategiske partnerskaber end nogensinde før. Dog må man imidlertid forstå det som, at Indien – indtil videre – ikke vil indgå i direkte alliancer, da de fortsat opfatter disse som grundlæggende suverænitetsbegrænsende. Indien står således uden allierede i dets konfrontation med Kina, men har dog et partnerskab med USA, hvor man i stigende omfang samarbejder også militært.

 

Begge parter har nu mere end 100.000 soldater og tungt militært arsenal udstationeret på hver sin side af LA
_______

 

Årsagen til eskaleringen i 2020 er ukendt, men begge nationer har indtil nu anklaget hinanden for at udfordre status quo. Konfrontationen d. 15. juni 2020 skete i en periode, hvor Indien grundet COVID-19 havde udskudt sine militære øvelser i området, mens Kina havde bevaret sine og derfor havde en stærkere tilstedeværelse.

I tilløbet op til konfrontationen og i særdeleshed efter har både Indien og Kina massivt oprustet deres militære infrastruktur. Begge parter har nu mere end 100.000 soldater og tungt militært arsenal udstationeret på hver sin side af LAC, og det forlyder, at Kina nu kontrollerer yderligere 1550 km² i området. Indien og Kina har ad forskellige kanaler forsøgt at håndtere konflikten fredeligt, men er endnu ikke nået til enighed om tilbagetrækning og/eller hvor grænsen skal løbe. Indien kræver at vende tilbage til status quo præ maj 2020, mens Kina vil forhandle en ny status quo.

Spekulationerne omkring eskaleringen er mange, men stærkest står, at den sino-indiske relation er præget af mistro til hinandens intentioner både bilateralt, regionalt og internationalt; og dette er særligt forstærket af Indiens nu mere udadsøgende udenrigspolitik.

INDIENS NYE STRATEGI muliggør et endnu tættere samarbejde med USA og the Quad (USA, Japan og Australien) på fx forsvarsområdet og kampen for en regelbaseret verdensorden, og det lægger et massivt pres på Kina. Det opfattes i den kinesiske regering som et vestligt forsøg på at begrænse, hvad de anser som deres rettidige og legitime voksende indflydelse. Derudover kommer Indiens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske fokus også til syne på følsomme områder som Pakistan og udviklingen i det Indiske Ocean.

Kina har med bekymring fulgt Indiens mere insisterende udenrigspolitik. Man kan derfor se den øgede kinesiske tilstedeværelse ved grænsen som et forsøg på at afskrække og måske endda ydmyge et mere selvbevidst Indien.

 

[D]en sino-indiske relation er præget af mistro til hinandens intentioner både bilateralt, regionalt og internationalt; og dette er særligt forstærket af Indiens nu mere udadsøgende udenrigspolitik
_______

 

Udover Kinas geostrategiske bekymringer som konsekvens af et mere udadsøgende Indien, så er Kinas suverænitetsselvforståelse også en væsentlig bevæggrund. Siden indsættelsen af Xi Jinping har partiet forfulgt en strengere tilgang til suverænitet, fordi suverænitetshåndhævelse anses som en af deres centrale kerneinteresser. Kina vil derfor gå langt for at tilbagebringe, hvad de opfatter som kinesisk territorie – det værre sig områder i Tibet, det øvrige Himalaya eller Taiwan.

At komme igennem konflikten uden at overgive territorie er afgørende for begges regionale position, nationale selvforståelser, men i særdeleshed også for deres øvrige spændingspunkter som situationen i det Indiske Ocean, hvor der arbejdes med etablering af nye partnerskaber med andre stater og etableringer af baser, forholdet til Pakistan samt andre fremtidige konflikter. En lang række forskere, tænketanke og ikke mindst de asiatiske stater frygter, at mindre konflikter i området kan antænde en gnist, der udløser en større konflikt. Det er f.eks. beskrevet i Michael E. O´Hanlons meget læseværdige bog ”The Senkaku Paradox. Risking Great Power War over Small Stakes”

Konflikten har afgørende geopolitiske konsekvenser, ikke bare for Asien, men for verdensfreden og den fremtidige magtbalance. Vi har en situation, hvor verdens to folkerigeste nationer indtager og udfordrer hinandens territorielle grænser. Det er en aktiv konflikt med dødsfald, der uden mægling risikerer at blive til et stormagtsopgør. ■

 

Vi har en situation, hvor verdens to folkerigeste nationer indtager og udfordrer hinandens territorielle grænser. Det er en aktiv konflikt med dødsfald, der uden mægling risikerer at blive til et stormagtsopgør
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland