Professorer: Tiden er inde til at udfase den store danske import af sojaskrå og satse på danskproduceret protein

23.03.2021

Danmark køber soja i Brasilien og Argentina produceret på et areal, der svarer til Sjælland og Falster tilsammen, og som fortsat kan bidrage til fældning af store skovområder og udledning af CO₂. Indtil videre har nogle importører forsøgt sig med certificeringsordninger for at gøre produktionen mere bæredygtig, men omfang og virkning synes usikker. Til gengæld løses mange af udfordringerne, hvis vi rykker produktionen af protein hjem til Danmark – og det kan vi sagtens.

Kommentar af professor emeritus Erik Steen Jensen og professor Henrik Hauggaard-Nielsen

Sojabønner er det landbrugsprodukt, som har den største værdi globalt på grund af det kollosale behov for planteprotein til produktion af kød og mælkeprodukter. Værdien af handlen med sojabønner og sojaskrå (pressekagen efter udvinding af olie fra sojabønnen) udgjorde i 2019 ca. 620 mia. kroner. Til sammenligning nåede den samlede handel med hvede og majs ikke engang op på 600 mia. kroner.

Brasilien, Argentina og USA er de største producenter og Kina er verdens største importør af sojabønner med omkring 90 millioner ton (60 pct. af den globale produktion) til især deres svineproduktion. Til sammenligning importerede Danmark i 2019 ca. 1,7 millioner ton sojaskrå til en værdi af ca. 3,9 milliarder kroner fra især Brasilien til svine-, kvæg- og fjerkræfoder.

Med øget fokus på sundhed og mindre kødindtag forventes soja til direkte human ernæring at vokse dramatisk i de globale diæter. I dag benyttes omkring 25 pct. til human ernæring og 75 pct. til dyrefoder. I Sydamerika bliver regnskov fældet og brændt af til fordel for soja (og afgræsningsarealer til kvæg), og det kræver enorme sojaarealer for at tilfredsstille det foderbehov, der er i forbindelse med det store kødforbrug, som vi har i dag

 

Det kræver enorme sojaarealer for at tilfredsstille det foderbehov, der er i forbindelse med det store kødforbrug, som vi har i dag
_______

 

Sojaproduktionens konsekvenser
Der er stigende fokus på konsekvenserne af den store produktion af sojabønner/skrå til den globale husdyrproduktion. I Brasilien er mere end 96 pct. af sojaproduktionen baseret på genmodificerede sojabønnesorter (GMO), først og fremmest Round Up (glyphosat) resistente sorter; og der anvendes ca. 6 gange så mange kg pesticid per hektar som i Danmark. I Brasilien og Argentina sker der en fortsat udvikling af Round up-resistent ukrudt, hvilket gradvist nedsætter effektiviteten af teknologien og nødvendiggør brugen af andre ukrudtsmidler og/eller endnu større mængder Round Up. Det har negative konsekvenser for miljø, biodiversitet og menneskers sundhed.

Fældning af regnskoven i Amazonas og Cerradoen er problematisk i sig selv. Det gælder både i forhold til klimaforandringerne og Parisaftalens mål om at holde den globale tempeaturstigning under 1,5 grader celcius og det store tab af biodiversitet. Ved fældning af regnskoven og afbrænding af vegetationen frigøres store mængder drivhusgasser, hvilket fortsætter ved sojaproduktion på den jomfruelig jord. Cerradoen i Brasilien er en blanding af skov, savanne og græsarealer med en høj biodiversitet, som går tabt ved opdyrkning, og ikke mindre end end 17.000 km² af Cerradoen er siden 2006 fældet med det formål at dyrke soja.

Danmark køber soja i Brasilien og Argentina produceret på et areal, der svarer til Sjælland og Falster tilsammen, og vi er således meddelagtige i fældning af store skovområder. De store eksportmuligheder for soyaproducerende lande medfører, at sojaproduktion ofte er baseret på dyrkning af soja et år efterfulgt af soja igen det næste år, eller soja efterfulgt af majs og soja igen, osv. Denne ensidige dyrkning har betydelige negative konsekvenser for biodiversiteten, jordens frugtbarhed på længere sigt og landets forsyningssikkerhed med fødevarer.

Det skyldes, at den ensidige produktion af soja reducerer muligheden for produktion af andre afgrøder sålænge jorden anvendes til sojadyrkning. Fx medførte en voldsom stigning i det argentinske sojabønneareal, at Argentina var nødsaget til at importere væsentligt flere andre typer fødevarer end tidligere. Store landbrugskoncerners opkøb af landbrugsjord betyder desuden, at småbønder, der ofte har en mere mangfoldig produktion, presses ud, og det er tidligere rapporteret, at det er småbønder, som ender med at forårsage en del af den illegale afskovning, da de tvinges bort fra deres jorde.

Er certificering for bæredygtig produktion en løsning?
Nogen ser certificering som en farbar vej for at skabe en mere bæredygtig sojaproduktion, og flere internationale organisationer har som mål at gøre sojabønneproduktionen mere bæredygtigt. Det gælder fx RTRS, organisationen for ansvarlig soja og FEFAC, organisationen for europæiske foderproducenter. RTRS har udviklet meget ambitiøse certificeringsregler for sojabønneproducenter, der bl.a. omhandler arbejdsmiljø for ansatte, dokumentation for at jorden ikke er afskovet efter 2009, god landbrugspraksis, bidrag til lokalsamfundet, m.m.

De har formuleret en liste på mere end 100 kriterier, som skal opfyldes for en RTRS-certificering, og certificeringen foretages af certificeringsvirksomheder i de lande, hvor sojabønnerne produceres. Det er muligt at være medlem af RTRS og købe certificerede sojabønnepartier, eller kreditter for hvert ton soja, som så skal bidrage til at den enkelte producent udvikler sin produktion til at blive bæredygtig.

FEFAC’s certificeringskrav afspejler RTRS-certificeringen, men spørgsmålet er, om sådanne ordninger og kreditter når frem til de rette og skaber den forandring i bæredygtigheden som forventes. Det kunne fx være udfasning af GMO og det store forbrug af pesticider, etablering af dyrkningssystemer med længere sædskifter samt stimulering af lokal produktion til lokale markeder, der bidrager til national fødevareforsyningssikkerhed. Ligeledes burde reelle jordreformer med jordrettigheder til småbønder etableres for at modvirke ulige jordbesiddelse og koncentration hos agrikoncerner.

Certificering kræver præcise standarder og gennemsigtighed for at den i praksis fremstår troværdig. På trods af manglende transparens kan det ikke udelukkes, at sådanne initiativer skaber bedre forhold for naturen og for befolkningen, end hvis de ikke var der, men omfang og virkning synes usikker

 

Der er plads til mere end 400.000 ha frøbælgplanter i Danmark […] Det svarer til omkring 1,6 millioner ton proteinrige frøbælgplanter, hvilket næsten svarer til den importerede mængde sojaskrå
_______

 

Nationale tiltag – men manglende transparens
I Danmark er en række virksomheder fra grovvare- til detailhandel med i netværksinitiativet ”Dansk Alliance for Ansvarlig Soja”, hvor de formulerer handlingsplaner for, hvorledes de vil arbejde for, at deres sojaimport bliver ansvarlig/bæredygtig.

Relativt få virksomheder i ”Dansk Alliance for Ansvarlig Soja” er medlem af RTRS, og kun få har købt RTRS kreditter indenfor de seneste tre år. Der er også meget stor forskel på virksomhedernes arbejde med handlingsplaner. Der er virksomheder, som ikke har handlingsplaner, andre køber kreditter for det som svarer til mængden af soja i deres virksomheder, direkte (fx som fødevarer) eller indirekte (fx via foder), og andre har alene fokus på, at deres leverandører kan dokumentere, at den soja de har anvendt, er ansvarlig/bæredygtig.

Denne diversitet af handlingsplaner og manglende transparens, gør det vanskelig for interesserede forbrugere at vurdere, hvor seriøse de enkelte virksomheder er mht. til deres prioritering af bæredygtig sojaproduktion og import, ikke kun for deres egen men også for deres leverandører. Et er en handlingsplan, noget andet er at handle og følge op på, om der sker den ønskede forandring i bæredygtigheden.

Foregangsland for nationalt produceret protein?
Danmark er en relativt lille aktør i den globale sojaøkonomi. Kina, derimod, øgede fra 2009 til 2019 deres import fra 42,4 til 90,1 milllioner ton sojabønner. Derfor kan det vække undren, at danske aktører ikke i højere grad fokuserer på forsyningssikkerheden med sojaskrå og lægger stærkere vægt på udvikling af dansk proteinproduktion. For Kina lægger beslag på en stadigt større andel af den globale sojabønneproduktion og måske uden at have de samme krav til bæredygtighedscertificering som nogle danske importører.

Danmarks kan producere en væsentligt større andel af sit proteinfoder og protein til human ernæring, end det er tilfældet i dag, hvis det dyrkes ved hjælp af frøbælgplanterne: ært, hestebønne, lupin, linse m.fl. Der er plads til mere end 400.000 ha frøbælgplanter i Danmark, når der indregnes en dyrkningspause på 5 år for at modstå opformering af sygdomme hos frøbælgplanterne. Det svarer til omkring 1,6 millioner ton proteinrige frøbælgplanter, hvilket næsten svarer til den importerede mængde sojaskrå. Det er dog kun ca. halvdelen af den importerede mængde råprotein, da sojaskrå indeholder dobbelt så meget råprotein.

Det vil have en meget positiv effekt på bæredygtigheden af danske dyrkningssystemer at få en større mangfoldighed af afgrøder og derigennem reducere dansk landbrugs klimaaftryk. En øget mangfoldighed på de dyrkede arealer kan derudover medvirke til at reducere behovet for pesticider samt gavne vores fælles kulturlandskab. Frøbælgplanterne kan dernæst også selv skaffe sig kvælstof fra luften via biologisk kvælstofbinding og derigennem reducere dansk landbrugs behov for kunstgødningskvælstof, hvilket igen vil reducere udledningen af drivhusgasser.

Samtidig er det paradoksalt, at den udledning af drivhusgasser, som finder sted ved produktion af sojaskrå til Danmark på ca. 6-7 millioner ton CO₂ ækvivalenter ikke indregnes i det danske regnskab for drivhusgasser, men skal indregnes i de landes emissionsregnskaber, som producerer sojaskråen. Der mangler en incitamentstruktur for reducere dansk import af soyabønner. Landbruget står i dag for over 22 pct. af Danmarks samlede udledning af drivhusgasser, uden tegn på at andelen er faldende frem mod 2030 – og med et 70 pct. reduktionsmål ifølge klimaloven. Derfor vil inkludering af yderligere drivhusgasbidrag fra import næppe bydes velkommen i de politiske forhandlinger, der netop i denne tid foregår på Christiansborg.

 

Der mangler en incitamentstruktur for reducere dansk import af soyabønner. Landbruget står i dag for over 22 pct. af Danmarks samlede udledning af drivhusgasser, uden tegn på at andelen er faldende frem mod 2030
_______

 

Omstilling for større produktion af frøbælgplanter
Det vil kræve en større infrastruktur, hvis man skal afsætte frøbælgplanter i et væsentligt større omfang end i dag. Sammen med udvikling af processering af frøbælgplanter til foder og til nye fødevarer vil det derfor medvirke til at skabe nye arbejdspladser og forretningsmuligheder for dansk landbrug – samtidigt med at det sikrer en større forsyningssikkerhed af protein.

Der vil dog være frøbælgplanteprotein til færre danske husdyr end med vores nuværende import af sojaskrå. En sådan udvikling kan vise sig at passe sammen med en reduktion i dansk husdyrproduktion, hvilket er blevet foreslået af en række danske organisationer (fx Danmarks Naturfredningsforening), samtidig med at man udvider markedet for frøbælgplanter til fødevarer.

Protein udvundet fra græs, søstjerner, insekter eller alger kan alt sammen bidrage til at udfylde behovet, efter dygtige forskere, teknologiudviklere og producenter har modnet teknologierne, bedømt deres bæredygtighed/klimapåvirkning og nye markeder eventuelt vil tage godt imod de nye produkter. Frøbælgplanterne derimod har vi allerede klar på hylderne både i form af sortsudvalg, dyrkningsvejledninger, høst og opbevaring. De leverer protein i høj kvalitet, der komplementerer korn i foderblandingerne og bidrager til ny inspiration blandt dygtige kokke på anerkendte restauranter – og hjemme i den daglige madlavning, som bidrager til en mere sund og klimavenlig kost.

Lokal forandring og ejerskab for hurtig implementering
Spørgsmålet er derfor, hvorfor der ikke rettes større fokus på at tilføre små- og mellemstore regionale virksomheder innovationskraft og herved øge vækst og beskæftigelse i danske virksomheder ved aktivt at øge efterspørgsel på dansk protein fra de mange kendte frøbælgplanter – fremfor at jagte certificeringskriterier på den anden side jorden, der i virkelighedens verden i realiteten er vanskelige at efterkomme. Det er på tide at fase den store danske import af sojaskrå ud og satse mere på danske produceret protein.

Det må være i landbrugets og fødevarevirksomhedernes interesse i højere grad at bringe lokale aktører i spil med henblik på at skabe nye innovative partnerskaber og sikre, at vi i fremtiden kan producere bæredygtige fødevarer med minimeret påvirkning af det globale klima, miljø og den biologiske mangfoldighed. Men det vil kræve en national strategi og attraktive politiske rammebetingelser, som vi fortsat afventer. ◼

 

Frøbælgplanterne har vi allerede klar på hylderne både i form af sortsudvalg, dyrkningsvejledninger, høst og opbevaring. De leverer protein i høj kvalitet, der komplementerer korn i foderblandingern
_______

 

Erik Steen Jensen (1955) er professor emeritus og uddannet dr.agro. Han er en del af forskergruppe for dyrkningssystemers økologi ved Sveriges Lantbruksuniversitet og har igennem hele sit arbejdsliv forsket i mulighederne for større integration af frøbælgplanter til foder og fødevarer og bæredygtig omstilling af dansk landbrug.

Henrik Hauggaard-Nielsen (1968) er professor ved Institut for Mennesker og Teknologi, Roskilde Universitet. Han deltager i EU projektet LEGVALUE (www.legvalue.eu), der bl.a. omhandler vurderinger af innovationsmuligheder og flaskehalse for øget produktion af frøbælgplanter i Europa og herunder bedste praksisstrategier for vidensdeling og opskalering af bæredygtige lokale systemer.