16.03.2021

.

Selvom informationstidsalderen byder på megen let tilgængelig information, er den imidlertid aldrig gratis. Prisen, der betales for information, er vores opmærksomhed, og i informationstidsalderen er den ikke blot en kognitiv ressource, den er ligeledes noget værd kapitalt. Det gør den ikke bare værdifuld for techgiganterne; det lægger også grundstenene til et overvågningssamfund af dystopiske, panoptiske dimensioner tilsat kasino-virksomhed

Denne artikel indgår i artikelserien af professor Vincent F. Hendricks, der tager videnskabsteoretiske og andre filosofiske vinkler på aktuelle spørgsmål. Serien bringes udenfor RÆSONs betalingsmur. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Long-read af af Vincent F. Hendricks, professor i formel filosofi ved Københavns Universitet

Da Abraham Lincoln (1809-1865) voksede op i staten Indiana, var han, ifølge naboers beretninger, villig til at gå mange kilometer alene for at låne en enkelt bog. ”Min bedste ven er en person, som giver mig en bog, jeg ikke har læst,” skulle den unge Lincoln have sagt. Litteratur var både begrænset i udbud, svært tilgængeligt og værdifuldt. Det gjaldt ikke blot litteratur, men grundvilkåret for at få information som sådan: Information var en svært tilgængelig ressource. Om det så drejede sig om nyheder langsvejs fra, ny teknik, ny viden eller ren underholdning, var der som hovedregel hårdt arbejde og mærkbare omkostninger forbundet med at få fat i informationen. Sådan er det ikke længere; det har digitaliserings- og informationstidsalderen sørget for.

 

Prisen, vi som mennesker betaler for information, er vores opmærksomhed. Tænk på det engelske udtryk ”to pay attention”
_______

 

At information er lettilgængelig i overvældende mængder og mestendels nu ikke længere behøver at betale for information i kroner og øre, betyder imidlertid ikke, at den er gratis: Prisen, vi som mennesker betaler for information, er vores opmærksomhed. Tænk på det engelske udtryk ”to pay attention”. At opmærksomhed er indgangen til vores bevidsthed og samtidig en flyvsk kognitiv ressource blev formuleret et andet sted i USA omkring 25 år efter Lincolns død. På Columbia University i New York, skrev den amerikanske filosof og psykolog, William James (1842-1910), i hovedværket The Principles of Psychology fra 1890:

”Opmærksomhed […] er at tage ejerskab over sindet, på en klar og levende måde, af én blandt hvad der synes som mange samtidige objekter eller tankerækker […] Det betyder at trække sig tilbage fra nogle ting for effektivt at håndtere andre og er et vilkår, der har et ægte modstykke i den forvirrede, uklare og retningsløse hjerne, der på fransk kaldes distraction og Zerstreutheit på tysk.”

Opmærksomhedsallokering er alt eller intet, et nulsumsspil: Hvor opmærksomhed, der skænkes en ting, tages fra noget andet. Det betyder, at hvor konkurrencen om opmærksomheden er stor, bliver den kognitive ressource udfordret med hensyn til, hvor og hvordan den kan eller skal bruges. Hurtigt bliver opmærksomheden flyvsk og inden længe kan den enkeltes opmærksomhed ende som metalkuglen i flippermaskinen, der ”flippes” eller kastes rundt fra informationsrum til informationsrum, i hvad der betegnes ”pinball-effekten”.

Den intime forbindelse mellem information og opmærksomhed – det billaterale forhold de to kan indgå i – og overgangen fra opmærksomhed som kognitiv ressource til kapital blev formuleret ca. 80 år efter William James af en anden kendt psykologiprofessor og nobelpristager i økonomi, Herbert Simon (1916-2001). I et efterhånden legendarisk citat fra 1971, som tåler gentagelse, lagde han kimen til det, der i dag er kendt som opmærksomhedsøkonomi:

” … i en informationsrig verden betyder rigdommen af information knapheden af noget andet: En knaphed af hvad det end er information forbruger. Hvad information forbruger er oplagt: Den forbruger modtagernes opmærksomhed.”[1]

 

I informationstidsalderen er det ikke mikrochips og olie, der er det nye sort — kronaktivet er opmærksomhed
_______

 

Kapital
I informationstidsalderen er det ikke mikrochips og olie, der er det nye sort — kronaktivet er opmærksomhed. Som aktiv er opmærksomhed en mærkværdig og flygtig en af slagsen i forhold til de størrelser, der typisk tænkes på som aktiver: Aktier, boliger, rede penge og fantasifulde finansielle produkter som derivater og optioner. I modsætning til disse kan opmærksomhed ikke:

1. deles pænt og ligeligt ud med én enhed opmærksomhed til hver,
2. kastes op i luften som mønter, så man selv kan gribe opmærksomheden eller lade være,
3. ikke samles til bunke,
4. ikke sættes i banken med henblik på at bruge eller indløse den senere med eventuelle pålagte renter.

Når opmærksomhed brændes af, brændes den i bogstaveligste forstand af. Idet der betales med opmærksomhed i bytte for information, bliver konkurrencen om brugere og borgere funktion af informationsudbuddet og informationens evne til at allokere opmærksomhed. Megen information og en knaphed af opmærksomhed resulterer i en udbud-efterspørgsel-situation af for menneskeheden hidtidig usete dimensioner. Der kan således spekuleres i hvilken slags information mennesker er villige til at bruge deres dyrebare opmærksomhed på, og så sætte denne information i cirkulation eller ihvertfald promovere den marketingsmæssigt – altså, at tage rede penge for cirkulation eller promovering.



Opmærksomhed fungerer som valuta – men den er også en form for kapital. For kapitaldelen består i evnen til at akkumulere og kunne tiltrække sig endnu mere opmærksomhed i fremtiden, og præcis som i pengeøkonomien er denne evne selvforstærkende i opmærksomhedsøkonomien.

Stjerner og celebre personer er ikke kun kendt for, hvad de end siger, gør eller producerer. De er ligeledes kendt for at være kendte – en konsekvens af anerkendelsesøkonomi. Opmærksomhed tiltrækker opmærksomhed og således kommer opmærksomhed også med rente og renters rente, når man er modtager af opmærksomhed – men ikke når man er den bruger, der brænder den af. Der gør sig således et Matthæusprincip gældende i opmærksomhedsøkonomien; dem, der i forvejen har, får tildelt endnu mere. Derfor er der så mange realitystjerner, utrolige historier, fake news og misinformation, nyhedsbobler og andre lignende boblefænomener i opmærksomhedsøkonomien.

 

Det moderne skrækscenarie er, at digitalisering og nettet har muliggjort så massiv dataindsamling, at overvågningen nærmest kan blive total uden blinde vinkler og noget sted at gemme sig
_______

 

Krigsskadeomkostning
Ingen ny økonomi uden omkostninger. Opmærksomhedsøkonomien og den overvågningskapitalistiske forretningsmodel efterlader brugerne af sociale platforme som produkterne givet opmærksomhedsallokeringen, informationskonsumptionen, datahøsten og slutteligt sociale platforme og tech-giganters data-salg eller -udlejning. Dette data-salg og udlejning er marketingsmæssig massivt og koncentreret på meget få hænder – specielt Facebook og Google har over en årrække alene sat sig på over halvdelen af al digital annoncering og kæmper i øvrigt nu indbyrdes om at sætte sig på så meget af resten i en art auktionsmæssig konkurrence.

En krigsskadeomkostning er brugernes reduktion til data-produkter. En anden er muligheden for overvågning. Tænker man på dommedagsversionen med den systematiske berøvelse af den frie vilje og en fuldstændig adfærdsmodifikation og -tilretning i overensstemmelse med et bestemt systems ønsker, er en forudsætning herfor overvågning af individer i storskala. Det moderne skrækscenarie er, at digitalisering og nettet har muliggjort så massiv dataindsamling, at overvågningen nærmest kan blive total uden blinde vinkler og noget sted at gemme sig. En opdateret digitaliseret version 2.0 af filosoffen Jeremy Benthams (1748-1832) panoptikon (alt-seende), hvor ethvert liv monitoreres i detaljer 24-7 uden noget privat helle eller fristed fra myndighedernes gennemborende blik. I panoptikon er privatliv simpelthen ikke mulighed.


Figur. Jeremy Bentham’s oprindelige arkitektplaner for et panoptikon.

Et fængsel hvori de indsatte overvåges konstant uden noget sted i cellerne, hvor man kan gemme sig fra vagterne.

Panoptikon anvender overvågning til at disciplinere de indsatte til den ønskede adfærd. Med Benthams egne ord: ”Jo strengere vi overvåges, jo bedre opfører vi os.” Overvågning bidrager til disciplineringen af de overvågede. Med overvågning, og den information den kaster af sig, bliver det til en disciplinerende form for magt. Monitorering og registrering forenet med passende belønnings- og sanktionsstruktur for henholdsvis ønskværdig- og uønskværdig adfærd, er et effektivt redskab til adfærdsændring og -regulering. Ligegyldig om overvågningen finder sted på institutioner som fængsler, skoler, hospitaler, arbejdspladser, i hæren eller i hele samfundet, er målet det samme: Produktionen af lydige individer, der indretter sig på, hvad der ønskes og forventes af myndighederne – normaliserede og lov- og normoverholdende borgere.

 

Med overvågning, og den information den kaster af sig, bliver det til en disciplinerende form for magt
_______

 

Kinas introduktion af ”det sociale kreditsystem” gør brug af denne panoptiske teknik i ambitionen om en overvågningsbasereret disciplinering af borgerne. Med monitorering af og dataindsamling om adfærd fra sociale platforme, CCTV-kameraer, offentlige som private registre og deslige belønnes den af systemet definerede ønskværdige adfærd med sociale kreditter, der kan give individet en række socio-økonomiske fordele i alt fra rejsemuligheder til vilkårene for at optage lån, mens uønsket adfærd straffes og koster pointer, der fratrækkes ens sociale kreditkonto.

Beijing er imidlertid ikke Silicon Valley, og panoptikon ikke et kasino. På trods heraf deler kasinoindustrien og tech-giganterne den indsigt, at datahøst og stordataanalyse giver potent forudsigelseskraft, der kan anvendes til alt fra profitmaksimering, adfærdsmodifikation over digital afhængighed til eventuel adfærdskontrol, om man er sådan til sinds. Selv i den frie vestlige verden er der set alliancer mellem tech-industrien og myndigheder, i hvad der blev rammesat som sikkerhedspolitiske anliggender, hvor blandt andet masseovervågning af brugerne på sociale platforme var en integreret del af (spionage-) pakken, som whistleblower Edward Snowdon afdækkede. Kombineres således casino-industriens tips og tricks til at fastholde spillerne med tech-platformenes ditto til fastholdelse af brugerne, samt overvågningskapitalismen som bagtæppe, ender vi med Robert De Niro i den legendariske skildring af Las Vegas i Martin Scorsese’s filmepos – Casino:

”In Vegas, everybody’s gotta watch everybody else (…) the dealers are watching the players. The box men are watching the dealers. The floor men are watching the box men. The pit bosses are watching the floor men. The shift bosses are watching the pit bosses. The casino manager is watching the shift bosses. I’m watching the casino manager. And the eye-in-the-sky is watching us all.

På lidt over 100 år er menneskeheden dermed nået betragteligt langt med at kannibalisere og kapitalisere på den vigtigste kognitive ressource – vor EGEN opmærksomhed. ■

 

Kasinoindustrien og tech-giganterne deler den indsigt, at datahøst og stordataanalyse giver potent forudsigelseskraft, der kan anvendes til alt fra profitmaksimering, adfærdsmodifikation over digital afhængighed til eventuel adfærdskontrol, om man er sådan til sinds
_______

 

Vincent F. Hendricks (f.1970) dr.phil., ph.d., er professor i formel filosofi ved Københavns Universitet, grundlægger og leder af Center for Information og Boblestudier (CIBS) samme sted. Han er forfatter til en række bøger, herunder blandt andet Spræng boblen, Fake News, Kæmp for Kloden, Os og dem, Vend Verden, Hovedbrud og er en afholdt foredragsholder. Vincent F. Hendricks har vundet en række priser for sin forskning herunder Videnskabsministeriets Eliteforskerpris, Roskilde Festivalens Eliteforskerpris, Choice Magazine Outstanding Title Award samt Rosenkjærprisen. ILLUSTRATION: Officielt pressebillede [Foto: Sif Meincke]

[1] Simon., H. A. (1971). “Designing Organizations for an Information-rich World”, i Greenberger, M. (red.), Computers, Communications, and the Public Interest. Baltimore: John Hopkins Press: 38-52.