27.05.2021

.

Politikere har de seneste dage demonstreret, at de ikke evner at styre konsekvenserne af deres egen retorik, når det kommer til hadtale og bevidst udpegning af etniske grupper. Udefra ser det ud til, at politikerne er blevet sendt ind i et minefelt, hvor spindoktorerne har ladt dem i stikken. Men politikerne har helt bevidst været med til at fremme hverdagsracisme i Danmark, og nu løber de fra ansvaret.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Morten Sodemann

EN FAMILIE med brune øjne og danske pas blev verbalt overfaldet af en person, der uprovokeret og usammenhængende argumenterer for, at de skal rejse hjem, og at Danmark ikke er deres land. Personen anvendte en strøm af referencer til et politisk skabt tankesæt om uindbudte fremmede, som vil tjene sig selv og Danmark bedst ved at rejse hjem. Familien forsøgte at forsvare sig med, at Danmark også var deres land, men det fik ikke angriberen til at ændre argumentationsniveau, tværtimod. For angriberen kaldte dem nu for ”gule” i en dansk fortolkning af Trumps COVID-19 retorik.

Der er kun ét problem: Optrinnet blev filmet og lynhurtigt delt på de sociale medier. Katten var ude af sækken, og politikere med en sædvanligvis anden retorik stod i kø med sympatierklæringer overfor familien med de brune øjne: Sådan noget skulle deres børn selvfølgelig ikke opleve.

 

Pludselig er det socialt acceptabelt åbent at angribe minoriteter, og tilladelsen er udstedt af politikere med en kort tidshorisont, sparsom indsigt og en endnu mere knap konsekvensberegning
_______

 

Jeg hører om racisme hver dag, fra hver eneste patient, fra hver eneste pårørende og fra hver eneste to-sprogede sundhedsprofessionelle. Jævnligt også fra adopterede, der skriver til mig. Det har altid været et vilkår for etniske minoriteter og migranter. Men nu er det blevet til en hverdag, hvor stadig flere etniske danskere føler, de har fået tilladelse af politikerne til at konkretisere dét, politikerne omtaler så tvetydigt: de gule, de må rejse hjem, dem-og-os, uindbudte gæster, bekvemmelighedsflygtninge, parallelsamfund, dovenskab og islamisme. Det er blevet legitimt at sige det, som politikerne åbenbart gerne vil have, man siger til flygtninge. Pludselig er det socialt acceptabelt åbent at angribe minoriteter, og tilladelsen er udstedt af politikere med en kort tidshorisont, sparsom indsigt og en endnu mere knap konsekvensberegning.

Strategisk tvetydighed
Man kan styre den umiddelbare retorik og kommunikation politisk, så længe den foregår som envejskommunikation på sociale medier, i pressemeddelelser eller i indstuderende interviews – orkestreret af særlige rådgivere, taleskrivere og retoriske indpiskere. Men når kommunikationen efterfølgende får sit eget liv udenfor politisk kontrol, kræver det helt andre ledelsesmæssige og kommunikative kompetencer at styre konsekvenserne af de politiske statements.

Strategisk tvetydighed (strategisk usikkerhed) er blevet et stærkt politisk våben, som fx er blevet en aktiv del af det seneste årtis valgkampe i England og USA og i stormagternes udenrigspolitik. Strategiens mål er at få maksimal fordel ud af modtagerne uden selv at lide tab, men den kræver i sagens natur en stærk strategisk identitet og en stram styring af, hvordan modtageren reagerer.

Den intenderede tvetydighed er et af fundamenterne i den opportune politisk-økonomiske fortælling, om at vi lever i en VUCA-verden (Volatil, Uncertain, Complex & Ambiguos) verden. I gamle dage byggede magten overdimensionerede kirker, paladser og parlamenter for at få mennesker til at føle sig små. Nu sælger magten fortællingen om, at virkeligheden er for flygtig, foranderlig og indviklet – og den er frem for alt så tvetydig, at det ikke er til for almindelige mennesker at fortolke den. Det er politikerne, der afkoder den for os og sender ”meldinger”, som er tilpas upræcise, ud til os og så ser de, hvad reaktionen er. Hvis modtagelsen er for svag, skrues op for retorikken, hvis den er for kraftig, kan man hurtigt justere den, men frem for alt har man politisk ikke bundet sig særlig tydeligt til en bestemt retning eller et ansvar. Politisk reagerer man på, hvordan det tvetydige budskab modtages. Problemet er at politikere sjældent er særligt dygtige til at forstå tvetydighedens vilkårlighed i proces og konsekvens.

 

Ordføreren forklarede, at hans holdning til ”den slags racisme” var klar, hvormed Stoklund gennem bevidst tvetydighed fik antydet, at der kan være andre typer racisme, der er mindre frastødende
_______

 

Det er præcis på dét punkt, de danske politikere afslører deres sårbarhed: De har en svagt udviklet politisk identitet, når det kommer til ulighed og etnisk betinget forskelsbehandling, og de er kommunikativt så usikre, at den planlagte tvetydighed bliver til en kaotisk tvetydighed, der åbner for en ladeport af fortolkningsmuligheder og dermed legitimerer og muliggør handlinger, som nok ikke var den oprindelige strategi – Trump oplevede det med stormen på Kongressen, og Danmark oplever det nu i mindre skala med den nyligt delte video.

“Den slags racisme”
I radioprogrammet P1 Slotsholmen blev integrationsordfører Rasmus Stoklund i dag interviewet om den filmede racistiske hændelse. Ordføreren forklarede, at hans holdning til ”den slags racisme” var klar, hvormed Stoklund gennem bevidst tvetydighed fik antydet, at der kan være andre typer racisme, der er mindre frastødende.

Politikerne har med deres stærkt tvetydige og flygtige retorik åbnet en ladeport, men de har ikke vist sig ikke i stand til at styre hvad der kommer ud ad ladeporten. Anders Fogh Rasmussen forsøgte, ligesom Lars Løkke Rasmussen, at navigere i minefeltet med en tvetydig balancegang mellem personlig- og religionsfrihed og en række stramninger på flygtninge- og integrationsområdet med stærke begrænsninger i netop person- og religionsfrihed. Resultatet blev et stærkt tvetydigt politisk projekt.

Statsministeren spillede på frygten for det fremmede i starten af COVID-19 epidemien, men har ikke haft det kommunikative backup til at styre den efterfølgende debat.

Tvetydigheden kan skabe samling i brogede situationer, og frem for alt baner det vejen for ”plausibel benægtelse”. Altså muligheden for at personer – typisk politikere eller højtstående embedsmænd – kan benægte viden om eller ansvar for eventuelle forbandelige handlinger begået af andre som følge af deres retorik.

 

Racisme eksisterer og er udbredt i Danmark. Hadtale og racisme rammer mindretallet på en helt anden måde og hårdere end den rammer flertallet
_______

 

Moderen, der blev angrebet af manden i videoen, blev i P1 morgen tirsdag bedt om at forsvare, hvorfor hun havde filmet optrinnet, og hvorfor hun havde svaret vredt igen på angrebet: Var hun derved ikke selv skyld i at skabe en konfrontation? Moderen måtte også forklare sit medansvar for, at børnene fik en grim oplevelse: Hvis hun ikke havde hidset sig op, så havde børnene jo ikke oplevet det.

Flertallets ret
Rasmus Jarlov (K) skrev d. 24. maj på Twitter: ”Der er stor forskel på a) en velbegrundet bekymring og modstand mod stor indvandring til Danmark og b) racisme og personlige angreb på indvandrere. Især venstrefløjen, som beskylder borgerlige politikere for at være skyld i racisme, ville have stor fordel af at lære at skelne.”. Flertallet har taget sig retten til at skrive historien om mindretallet. Majoriteten kan sove roligt, for de har altid ret, og selvom de ikke har ret, så får de ret alligevel, fordi de er flest. Men, man har bare ikke nødvendigvis ret, bare fordi man er flest. Racisme eksisterer og er udbredt i Danmark. Hadtale og racisme rammer mindretallet på en helt anden måde og hårdere end den rammer flertallet.

Vedholdende udsættelse for racisme internaliseres, bliver et vilkår og inkorporeres i handlemønstre, rutiner og værdier, hvor fx ansatte i sundhedsvæsnet undgår patienter, der er ubehagelige eller undgår i patientsamtaler at komme ind på emner, der erfaringsmæssigt kan føre til ”morsomme” fordomsfulde bemærkninger om hudfarve eller værdier.

Racisme er et middel til at styrke fællesskaber og øge social afstand, ulighed og eksklusion. Minoriteter er underrepræsenterede i medier og politik, men de er også underrepræsenterede i hver enkelt etnisk danskers sociale netværk. Når majoriteten derfor pludselig konfronteres med en video af en mand, der angriber en familie med brune øjne, bliver manden stemplet som skør, og man tænker måske, at familien kunne have holdt sig væk, ikke blandet sig og ikke skulle inddrage børnene. Dén reaktion er kun mulig fordi, 1) Politikernes tvetydige fortællinger om flygtninge understøtter opfattelsen og 2) De fleste danskere aldrig eksponeres for mennesker, der hver dag oplever politisk legitimeret hverdags-hyggeracisme. Integration og inklusion er ikke en selvkørende proces – Det er en følsom og skrøbelig proces, der er let påvirkelig af den offentlige debat, tvetydig politik og hverdagens racistiske ytringer.

Racisme er ligesom det ukrudt politikerne kappes om at poste på Instagram. Det er for sent at reagere, når det har fået fat i os, men det er præcis dét politikerne har gjort som reaktion på videoen. Politikere og lederskribenter har tilmed forsøgt sig med tvetydige reaktioner på episoden: Indvandrere begår også racisme mod etniske danskere, det er synd for børnene, og nu skal vi ikke misbruge klippet til at tro, at danskerne er racister.

 

Jeg siger ikke, at politikerne er skyld i racisme, men de er hurtige til i at lege med ilden ved at hælde benzin på ulmende små gløder uden at tænke over, hvem det har konsekvenser for
_______

 

Lars Aslan Rasmussen (S) udtaler til Danmarks Radio d. 24. maj: ” Jeg mener ikke, at vi har et generelt problem med racisme i Danmark. Men for hver eneste, der er udsat for racisme, er det et problem. Jeg mener, at vi har et ret tolerant samfund, sammenlignet med mange andre lande.”.

Men bagatellisering af mindretallets problemer er flertallets ret. Racisme har samme altødelæggende konsekvens som korruption: Har det først fået fat, er det umuligt at skabe alternativer. Jeg siger ikke, at politikerne er skyld i racisme, men de er hurtige til i at lege med ilden ved at hælde benzin på ulmende små gløder uden at tænke over, hvem det har konsekvenser for.

Politikerne anvender strategisk tvetydighed som en politisk strategi til at navigere på områder, de hverken kender eller forstår. Fordi de hverken mestrer tvetydighedsstrategien eller at holde sig til fortællingen, taber de fuldstændig kontrollen med budskabet. Når man konstant venter med at reagere, til der er konkrete racistiske udtalelser, så kommer konsekvenserne af de tidligere tvetydige udtalelser til at styre politikken og ikke omvendt, som det var meningen. Dermed fører deres politiske forsigtighed til den politiske uduelighed, der gør dem direkte medskyldige i at legitimere hverdagens racisme. Hvis politikere ikke har et medansvar for indhold og retning i den offentlige debat, hvad er så egentlig den politiske opgave? ■

 

Hvis politikere ikke har et medansvar for indhold og retning i den offentlige debat, hvad er så egentlig den politiske opgave?
_______

 

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Morten Sodemann (f. 1959) er professor i global sundhed og indvandrermedicin på Syddansk Universitet. Han er derudover overlæge på Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital og næstformand i Selskab for Indvandrersundhed. Han har lavet forskning i flere afrikanske lande og er forfatter til bogen: ”Sårbar? – det kan du selv være”. ILLUSTRATION: Morten Sodemann [FOTO: Lars Skaaning]