08.03.2021

„Hvis Saudi-Arabien mistede sine olieindtægter, ville det have drastiske konsekvenser for regimet. Men det kommer ikke til at ske de næste årtier, for mens mange lande vil stoppe eller mindske olieproduktionen, bliver Saudi-Arabien nok verdens sidste store olieproducent. Det er nemlig der, olien er billigst at udvinde. Og derfor vil en form for autokratisk styreform med kronprins Mohammed bin Salman i spidsen også kunne bestå længe endnu.‟

Interview af Astrid Lange

Saudi-Arabien er en af verdens største producenter af olie og gas. Olien alene bidrager med ca. 40 pct. af BNP, og den udgør sammen med gas ca. 90 pct. af landets eksportindtægter. Styret i Saudi-Arabien er derfor ikke blot ressourcerigt – det er også ressourceafhængigt. Men med den globale omstilling til vedvarende energikilder undervejs vil de enorme olieindtægter ikke vare for evigt, og i 2016 fremlagde kronprins Mohammed bin Salman kampagnen ‘Vision 2030’, som blandt andet indeholder en plan for, hvordan den saudiske økonomi skal diversificeres og gøres uafhængig af olie.

De fleste forskningsstudier konkluderer, at olie er medvirkende til at forhindre autokratiske regimer i at blive mere demoraktiske. Det vil sige, at sandsynligheden for, at et land bliver demokratisk, bliver mindre, jo større landets olieindkomst er. Spørgsmålet er derfor nu, hvordan det saudiske regime vil forandre sig i takt med, at landets økonomi forandres, og olieindkomsten falder? Det har RÆSON spurgt professor Michael Ross fra University of California om, da han gennem de seneste 20 år har forsket i, hvordan naturressourcer stabiliserer autokratiske regeringer og dermed forhindrer en demokratiseringsproces.

RÆSON: Saudi-Arabien er en bemærkelsesværdigt stabil stat i Mellemøsten. Hvad er forklaringen på det?
ROSS: Saudi-Arabien er politisk set et dybt usædvanligt land. Der er næsten ingen absolutte monarkier tilbage i verden, men det er Saudi-Arabien. Ustabilitet kommer ofte, når der sker en ændring i regimet – fx når en leder forlader posten, og en anden overtager, hvilket sjældent sker i et absolut monarki. Eftersom kongefamilien i Saudi-Arabien er relativt forenet, hvad angår arvereglerne, har man ikke de former for splittelse, som kan lede til ustabilitet. Nogle gange har lande også en eller anden form for historisk erfaring med demokratisk styre, som de kan falde tilbage på eller referere til i tider med ustabilitet, eller når der sættes spørgsmålstegn ved monarkiet. Men Saudi-Arabien har ikke sådan en erfaring at falde tilbage på. Det eksisterede ikke som land, før den royale familie dybest set samlede det i 1932. Så landet er dybt usædvanligt og dybt afhængigt af den enorme strøm af olieindtægter.

 

Uden olierigdommen tror jeg, at monarkiet i Saudi-Arabien var blevet fejet væk for længe siden
_______

 

RÆSON: Hjælper landets olierigdom med at stabilisere regimet?
ROSS: Jeg vil gå endnu længere og sige, at olien gør det muligt at have denne type regime. Uden olierigdommen tror jeg, at monarkiet i Saudi-Arabien var blevet fejet væk for længe siden. Andre monarkier i Mellemøsten faldt fra hinanden i løbet af det 20. århundrede – Egypten, Libyen og Iran – kun en håndfuld overlevede, og de er i høj grad afhængige af denne form for rigdom.

RÆSON: Indtil videre betaler borgerne i Saudi-Arabien ingen indkomstskat, hvilket er muligt på grund af landets ressourcerigdom. Hvilken betydning har sådan et skatteregime?
ROSS: Når det kommer til de politiske konsekvenser af beskatning, så indikerer forskningen, at når individer skal betale mere i skat, kræver de større ansvarlighed fra regeringen. De vil have indflydelse på, hvordan pengene bruges. Og de føler, at de burde have lov til at udskifte regeringen, hvis de ikke er tilfredse med den. Så hvis regeringen var tvunget til at indkomstbeskatte befolkningen, ville det nok ændre strukturen i regeringen på dramatisk vis. Det ville være meget sværere for monarkiet, måske umuligt, at bevare kontrollen på samme måde som nu.

 

Og hvor skal den petroleum komme fra? Den vil komme fra de steder, hvor det er billigst at udvinde, og det sted er i øjeblikket Saudi-Arabien, som det har været i mange år
_______

 

RÆSON: Tror du, at der vil blive implementeret en indkomstskat i fremtiden, når olieindustrien skrumper?
ROSS: Det er jeg ikke sikker på, da Saudi-Arabien sandsynligvis kommer til at have store olieindtægter mange år endnu. Selv hvis vi ser en hurtig energiomstilling, og vi finder alternative energikilder, der kan erstatte fossile brændsler, kommer der stadig til at være en betydelig efterspørgsel på petroleum om 30 år. Og hvor skal den petroleum komme fra? Den vil komme fra de steder, hvor det er billigst at udvinde, og det sted er i øjeblikket Saudi-Arabien, som det har været i mange år. Det koster simpelthen mindre at få olie op af jorden dér end noget andet sted.

Så mens mange lande vil stoppe eller mindske olieproduktionen og få meget færre indtægter fra olie, bliver Saudi-Arabien nok verdens sidste store olieproducent. De bliver sikkert stadig nødt til at udvikle andre former for indtægtskilder og andre former for beskatning, men jeg ved ikke, om det ender med en indkomstskat. Hvis det kommer dertil, så tror jeg, at det vil lede til store forandringer i regimet.

RÆSON: Regeringen tilbyder på nuværende tidspunkt gratis sundhedspleje og uddannelse til statsborgere i Saudi-Arabien foruden en række andre sociale velfærdsprogrammer. Nu har Saudi-Arabien planer om at udvide den private sektor og indskrænke den offentlige som led i kampagnen ‘Vision 2030’ – fx har landet til hensigt at privatisere offentlige serviceinstitutioner som skoler og hospitaler. Hvad ligger bag denne beslutning?
ROSS: Kronprins Mohammed bin Salman forstår tydeligvis, at en mere forskelligartet økonomi kommer til at være mere stabil fremadrettet, og at det, at landet er så afhængigt af olie, og at regeringen er så stor en økonomisk aktør, afholder landet fra at træde ind i den moderne æra. Det er et stort spørgsmål, om han kommer til at være succesfuld. Man kan godt have noget, som ligner lidt privatisering, men stadig være stærkt afhængig af olieindtægter.

 

Saudi-Arabien har også en af verdens højeste tilslutninger til sociale medier, så der er denne her virkelig store sociale mediesfære, som på en måde nærmest skaber et parallelsamfund
_______

 

RÆSON: Vil disse forandringer have en effekt på regimet i Saudi-Arabien?
ROSS: Hverken privatisering af nogle af regeringsfunktionerne eller opbygning af en privat sektor skubber nødvendigvis Saudi-Arabien væk fra at levere offentlige goder. Man kan stadig have den samme form for massive velfærdsstat, men blot i højere grad leveret gennem offentlige entreprenører – hvor den private sektor spiller en større rolle. Jeg tror ikke nødvendigvis, at den ene erstatter den anden. Man bliver muligvis nødt til at udvikle en mere moderne og sofistikeret måde at kontrollere befolkningen på. Det vil også sige, at man skal reducere det demokratiske pres, hvis kongefamilien vil bevare magten.

Saudi-Arabien har også en af verdens højeste tilslutninger til sociale medier, så der er denne her virkelig store sociale mediesfære, som på en måde nærmest skaber et parallelsamfund. Og jeg tror ikke, at vi ved, hvad konsekvenserne af det bliver – det i sig selv kunne have vidtrækkende konsekvenser.

RÆSON: Det lyder til, at hverken beskatning eller privatisering nødvendigvis vil have en effekt på regimet. Vil en diversificering af økonomien efter din mening skabe andre signifikante forandringer?
ROSS: En ting, som allerede er ved at ændre sig, er Saudi-Arabiens forbindelse til – og afhængighed af – USA og en række europæiske magter. Saudi-Arabien bliver mere autonom i takt med, at andre lande bliver mindre afhængige af saudisk olie. Jeg tror, at Saudi-Arabien vil udvikle mere sofistikerede former for diplomati og udvikle dybere, mere omfattende handelsforbindelser med andre lande.

RÆSON: Og hvilken effekt vil det have på regimet?
ROSS: Jeg er faktisk involveret i et forskningsprojekt med nogle norske kolleger lige nu for at forsøge at blive klogere på, hvad de politiske konsekvenser er af et fald i afhængighed af naturressourcer, fordi vi kommer til at se dette i mange lande rundt omkring i verden i de kommende år. Husk dog på, at Saudi-Arabien muligvis bliver det sidste land, som får det meste af sine indtægter fra fossile brændstoffer.

 

Autokrater rundt omkring i verden har fundet, hvad jeg må kalde både geniale og forfærdelige måder at fastholde magten på under ydre forhold i udvikling
_______

 

Vi kan kun lave disse fremskrivninger på baggrund af, hvad vi tidligere har observeret, og vi har aldrig rigtig observeret noget lignende. Et land, som har en slags præindustriel, præmoderne form for regering, der bliver kastet ind i det 21. århundrede med en indtægtsbase, der er i forandring, en virkelig stor og hurtigt voksende population, en enorm opblomstring af sociale medier og ikke mindst en verden af handels- og sikkerhedsrelationer omkring sig, som er i drastisk forandring. Alt ved landet er unikt, så jeg ved ikke, om nogen har en særlig god idé om, hvad konsekvenserne reelt bliver af den fremtidige uafhængighed af olie.

RÆSON: Hvilke konkrete strategier kan og vil Mohammed bin Salman anvende for at forhindre en demokratisering i at finde sted?
ROSS: Her kan vi med fordel kigge på nogle af de andre arabiske lande i Saudi-Arabiens nærområde og se, hvilke strategier magthavere har anvendt for at bevare magten, når forholdene omkring dem har forandret sig. Efter den første Golfkrig i Kuwait udviklede man fx et mere uafhængigt og robust parlamentarisk system. Monarkiet har stadig magten til at tilsidesætte parlamentets beslutninger, og det er stadig i høj grad et absolut monarki, men det har ikke desto mindre nogle mekanismer, hvormed folk kan udtrykke deres holdninger, indbygget i systemet nu.

Autokrater rundt omkring i verden har fundet, hvad jeg må kalde både geniale og forfærdelige måder at fastholde magten på under ydre forhold i udvikling. Disse inkluderer autokratiske valg og parlamentariske systemer, som mest er symbolske, da de ingen reel mulighed har for at udfordre regeringens politikker.

 

Det er let at forestille sig, at Saudi-Arabien i fremtiden vil bevæge sig hen mod en autokratisk regimetype, som er mere traditionel, hvor militæret måske spiller en større rolle
_______

 

Regeringen i Saudi-Arabien har i høj grad gjort brug af sine tætte bånd med religiøse autoriteter. Halvdelen af verdens lande – rundt regnet – ledes af autokratiske regeringer, og der er en bred vifte af typer. Saudi-Arabien er det ene ekstreme eksempel, der hverken har et nationalt parlament, et valgsystem eller nogen form for checks and balances – det er blot et absolut monarki. Det er derfor let at forestille sig, at det i fremtiden vil bevæge sig hen mod en autokratisk regimetype, som er mere traditionel, hvor militæret måske spiller en større rolle, og hvor andre former for repression bliver mere fremtrædende.

RÆSON: Mohammed bin Salman har udtrykt, at han ønsker at skabe en mere religiøs moderat og – på nogle områder – liberal stat. Han har fx tilladt kvinder at køre bil og starte virksomheder uden godkendelse fra en mandlig værge. Hvordan kan han forhindre, at disse forandringer skaber, eller udvikler sig til, et krav om demokratisk transition eller øgede civile friheder?
ROSS: På en måde flytter han landet lidt tættere på den regimetype, som vi ser i nogle af de andre mellemøstlige lande, såsom Egypten. Lande, hvor man har et større civilsamfund, og hvor kvinder har flere rettigheder og muligheder.

Der er imidlertid intet af det, som vi ser i Egypten, som er uforeneligt med fortsat at have et autokratisk styre. I Kina har kvinder mange muligheder i den private sektor – samtidig er der meget streng politisk kontrol, og det regerende parti oplever meget lidt modstand. Mohammed bin Salman kigger derfor primært mod en mere moderat form for autokratisk styre. ■

 

Mohammed bin Salman kigger derfor primært mod en mere moderat form for autokratisk styre
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden