08.01.2021

”Stormen på Kongressen var et sort kapitel i det amerikanske demokratis historie, og det ligner scener fra et statskup. Trump har været med til at undergrave det amerikanske demokrati de seneste uger ved konsekvent at nægte valgresultatet. Det er ganske uhørt i USA’s historie. Selv i 1860, da Abraham Lincoln blev valgt til præsident, var der ingen, som stillede spørgsmålstegn ved selve valghandlingen. Der skete bare det, at der var nogle stater, der forlod Unionen, og så endte det i en borgerkrig.”

Interview af Christine Roj

RÆSON: Hvilket mål havde demonstranterne, da de stormede Kongressen 6. januar?
JØRN BRØNDAL: De ville i hvert fald manifestere en mening om den proces, der var i gang i Kongressen, hvor man som en formalitet optalte de afgivne stemmer fra valgmandskollegiet, hvilket normalt ikke skaber nogen som helst problemer. Demonstranterne mente, at den proces var illegitim, fordi de mener, at der har været fup og svindel i løbet af præsidentvalget.

Det reelle problem her er, at Donald Trump har opildnet de mennesker til at tro den slags gennem sine udokumenterede påstande om valgsvindel. Selvom Trump-kampagnen har tabt næsten 60 retssager om den angivelig vandsvindel, selvom alle 50 stater har verificeret valgresultatet, selvom valgmandskollegiet har erklæret Biden vinder d. 14. december, og selvom stater som fx Georgia har optalt sine stemmer hele tre gange.

På trods af alt dette er Trump fortsat med sine udokumenterede påstande, og det har haft den effekt, at mange amerikanere faktisk tror på Trumps løgne. En undersøgelse for et par uger siden viste, at 77 pct. af Republikanerne bakker op om Trumps falske påstande om, at han er blevet snydt for en valgsejr. Selv da Trump i nat bad bøllerne, som stadig befandt sig i Kongressen i Washington D.C, om at tage hjem, sagde han, at han var blevet snydt for en valgsejr. Og han sagde tilmed direkte til de demonstranter, som flere steder bliver omtalt som terrorister, at han elskede dem, og at de var noget særligt.

Det var ikke den bløde tone, han havde, da der var Black Lives Matter demonstrationer for et halvt års tid siden. Her omtalte han sig selv som præsidenten for lov og orden og var temmelig hurtig til at indkalde Nationalgarden, da der var uroligheder i Washington D.C.

 

Mange af dem, der deltog, har overbevist sig selv om, at Joe Biden har taget magten gennem snyd og bedrag
_______

 

RÆSON: Var stormen på Kongressen planlagt eller spontan?
BRØNDAL: Der var fire demonstrationer i Washington D.C., der var planlagt. Det vidste man i forvejen. Og man vidste fx også, at den ekstreme organisation Proud Boys, som er højrefløjsracister, havde indlogeret sig i D.C. nogle dage i forvejen. Så man var godt klar over, at der ville komme demonstrationer.

Det der så også skete var, at der i løbet af dagen var store rallys i Washington D.C, og der dukkede præsidenten sørme op og opfordrede folk til at marchere ned ad Pennsylvania Avenue i retning af Kongressen. Han bad dem ikke decideret om at invadere Kongressen, og der er selvfølgelig heller ikke nogen lovligt annonceret demonstration, der må gøre det. Så den idé er formentlig opstået i den opildnede stemning, der var i folkemængden. Mange af dem, der deltog, har overbevist sig selv om, at Joe Biden har taget magten gennem snyd og bedrag.

RÆSON: Kan man tale om, at det var et forsøgt statskup?
BRØNDAL: Det var i hvert fald et sort kapitel i det amerikanske demokratis historie, og det ligner scener fra et statskup. Trump har også med sin adfærd været med til at undergrave det amerikanske demokrati de seneste uger ved konsekvent at nægte valgresultatet. Det er ganske uhørt i USA’s historie. Selv i 1860, da Abraham Lincoln blev valgt til præsident, var der ingen, som stillede spørgsmålstegn ved selve valghandlingen. Der skete bare det, at der var nogle stater, der forlod Unionen, og så endte det i en borgerkrig.

Men decideret at nægte, at nogen har vundet valget, er unikt i amerikansk historie. Der var i 1820’erne et valg, hvor John Quincy Adams vandt, men hvor Andrew Jackson havde fået flere stemmer ude i befolkningen. Det var han rasende over. Men der har aldrig været et valg, hvor man ikke har anerkendt, at den anden part vandt. Og fra 1896 har det tilmed været en tradition, at taberen holder en såkaldt ”concession speech”, hvor man i en offentlig tale anerkender, at vinderen har vundet.

Alt det synes at være slut med Trump. Det, der så til gengæld skete efter urolighederne i forgårs, var, at Trump var ude og sige, at overgangen til Biden skulle foregå efter ordnede forhold nu. Det er det tætteste, han er kommet på nogen concession speech. Men han kommer aldrig nogensinde til at indrømme, at han faktisk tabte valget, fordi han fik 7 mio. færre stemmer ude i befolkningen.

 

Man ser ingen afroamerikanere deltage i det her. Det her er højdepunktet for den protestform, som har kendetegnet de seneste år under Trump
_______

 

RÆSON: Der har floreret billeder af sydstatsflaget, som blev båret ind i Kongressen af demonstranterne. Hvilken betydning har flaget i den kontekst?
BRØNDAL: Flaget bliver brugt ude på højrefløjen. Nogle gange bliver det bare brugt som symbol på Sydstaternes stolthed, men det er et symbol, der er blevet stadig mere pinligt. Så sent som sidste år – i kølvandet på Black Lives Matter demonstrationerne – valgte staten Mississippi som den sidste at fjerne det symbol fra deres delstatsflag. Det fjernede man, fordi det er så kontroversielt.

Sydstatsflaget opfattes i dag ofte som et symbol på racisme. Som et symbol på had af afroamerikanere. Og at vimse rundt med dét flag i The Capitol [Kongressens bygning, red.] er virkelig kontroversielt. Prøv også at lægge mærke til hudfarven på samtlige af oprørerne: De er stort set alle sammen hvide. Man ser ingen afroamerikanere deltage i det her. Det her er højdepunktet for den protestform, som har kendetegnet de seneste år under Trump. Det har ligget som en undertone, når der hele tiden har lydt kritik af latinoer, og der er sat spørgsmålstegn ved, om afroamerikanere er lige så gode til at indgå i politik som andre grupper – man har fx betvivlet, at valget er gået ordentligt for sig i byer som Philadelphia og Detroit, som er byer med store sorte befolkningsgrupper.

Alt det har ligget lige under overfladen og har været med til at befæste en position, hvor Trump – af mange hvide – anses for at være de hvides præsident, og hvor de er bange for de demografiske udviklinger, som er undervejs, og som om 25 år vil resultere i, at USA ikke længere har et såkaldt ”hvidt flertal” i befolkningen. Det er også det, det handler om, når et sydstatsflag bæres rundt.

Så at bære rundt på sydstatsflaget giver et raceaspekt til det, der foregik. Og igen, hvis man sammenligner præsidentens reaktion på Black Lives Matter demonstrationerne i sommers, hvor han var meget hurtig til at erklære sig præsidenten for lov og orden og indkalde forskellige enheder, herunder Nationalgarden, til at dæmpe urolighederne med hans meget, meget langsomme respons i går, så er det slående.

 

Intensiteten i det, vi ser lige nu, er temmelig uhørt. Selv i 1968, der også var et meget, meget dramatisk år, så man ikke noget, der kommer i nærheden af det her
_______

 

Og så viser det sig tilmed, at det ikke var præsidenten selv, der indkaldte Nationalgarden, men at det var vicepræsidenten, Mike Pence, i samråd med den fungerende forsvarsminister.

RÆSON: Kan man sammenligne begivenheden i går med den etniske og politiske splittelse, der lå til grund for borgerkrigen i 1860’erne og andre centrale begivenheder i amerikansk historie?
BRØNDAL: Intensiteten i det, vi ser lige nu, er temmelig uhørt. Selv i 1968, der også var et meget, meget dramatisk år, så man ikke noget, der kommer i nærheden af det her. Der var nogle meget store uroligheder i Chicago i forbindelse med Demokraternes nationalkonvent dengang, hvor der var åbne kampe mellem politi og demonstranter lige udenfor nationalkonventet. Men det kommer stadig ikke op på niveau med det her.

Der er også store forskelle i forhold til borgerkrigen. Dengang var USA meget klart delt op geografisk i nogle bestemte regioner. Der er stadig geografiske opdelinger i USA, men det er ikke lige så opdelt i blot to regioner – der er flere faktorer på spil i dag. Og jeg tror heller ikke, det her er udtryk for, at vi nærmer os borgerkrigstilstande. Det, vi har at gøre med her, er de mest fanatiske Trumpsupportere, der ligger længst ude på højrefløjen.

Spørgsmålet er, hvordan denne begivenhed bliver et afgørende punkt. Betyder det, at mange Trump-tilhængere falder fra og synes, det er gået for vidt, eller betyder det, at de hopper med på den? Det er uklart lige nu. En række politikere var i hvert fald ikke med på det her. Vi så fx en meget prominent Trump-tilhænger, senatoren fra South Carolina, Lindsey Graham, gå ud og sige, at nu var det soleklart, at Joe Biden bliver den nye præsident og Kamala Harris den nye vicepræsident.

De er nået til en eller anden form for tærskel – måske et vendepunkt – hvor spørgsmålet er, hvor meget Republikanerne har til overs for Trump fremadrettet. Spørgsmålet er, om der er sket et brud i nat, der gør, at mange Trump-tilhængere får lidt kolde fødder. Det ved vi ikke endnu.

 

Det er markant, at så afgørende politiske figurer lægger afstand til Trump
_______

 

RÆSON: Har Republikanske profiler som Mitch McConnell og Lindsey Graham, der de seneste fire år har støttet Trump, fejlbedømt udviklingen og tabt politisk, eller havde de ikke et andet valg end at vedholde deres støtte til Trump?
BRØNDAL: De har ikke fejlbedømt det. Især Lindsey Graham har vist sig som en opportunistisk politiker, der gik direkte fra at være John McCains bedste ven til at blive en af Trumps bedste venner. Det er et utroligt skifte, når Trump har sagt så grove ting om McCain, og når McCain i den grad ikke kunne udstå Trump. Og det, at han står frem og tager afstand, er et udtryk for, at han har fået kolde fødder.

Der var to meget markante begivenheder i går – udover Grahams brud med Trump. Nemlig at Mike Pence indsendte et to og en halv siders langt brev til Kongressen, hvori han forklarer, at han ikke har tænkt sig at lave ballade i forbindelse med optællingsprocessen, og at han så sin funktion som ceremoniel. Det gjorde Trump ekstremt rasende ifølge mange kilder fra Det Hvide Hus. Virkelig rasende. Der er folk, der taler om, at Trump opførte sig som ’et monster’.

Den anden ting er, at Mitch McConnell har også ved tidligere lejligheder lagt afstand til Trump, men det han sagde om, at man ”ikke skulle lade det amerikanske demokrati gå ind i en dødsspiral”, var virkelig markante ord fra majoritetslederen i Senatet.

Det er markant, at så afgørende politiske figurer lægger afstand til Trump. Og der er derudover embedsfolk i Det Hvide Hus, der diskuterer muligheden for at bruge det 25. forfatningstillæg, hvorved vicepræsidenten går sammen med et flertal i regeringen og afsætter Trump. Det er ikke helt udelukket, at det sker. Og det er ikke kun politikere og embedsfolk iblandt Demokraterne, der siger det her.

Formanden for den meget indflydelsesrige organisation National Association of Manufacturers var ude i forbindelse med urolighederne og sige, at det måske var på tide at gøre brug af det 25. forfatningstillæg. Og han tilhører altså en gruppe af meget magtfulde erhvervsledere. Det betyder altså, at store politiske profiler, der plejer at læne i en konservativ retning, er fortvivlede.

RÆSON: Hvorfor er det, man fortsat overvejer at gøre brug af denne, når Trump har været ude og sige, at han vil overgive magten fredeligt til Biden?
BRØNDAL: Det er formentlig Trumps reaktion på, at han nu er klar over, at de her ting kan være under opsejling. Og det kan også være, at alle vil forsøge at undgå en yderligere tilspidsning af konflikten. For selvfølgelig vil krisen spidse til, hvis enten en rigsretssag indledes, eller det 25. forfatningstillæg bliver brugt.

Lige nu kan det også godt være, at man bare skal have de sidste dage med Trump overstået og få skabt en så fredelig overgang som muligt. Men den mulighed [for at bruge det 25. forfatningstillæg, red.] var oppe og vende, og der var medlemmer af Kongressen, der virkelig var oprevne ovenpå hændelserne i forgårs. Et medlem af Repræsentanternes Hus, Conor Lamb, holdt en tale i Repræsentanternes Hus, da de var forsamlede igen efter urolighederne, hvor han skældte de Republikanere, der satte spørgsmålstegn ved optællingsprocessen, hæder og ære fra. Han sagde, at de var medskyldige i de uroligheder, man lige havde været vidne til. Og der så det på et tidspunkt ud til, at der nærmest var ved at udbryde slagsmål blandt lovgiverne. Det skete ikke, men det var lige ved.

 

Men en konklusion for mange Republikanere må være: Trumplinjen har ingen gang på jord fremover. Det er en dødssejler
_______

 

RÆSON: De seneste fire år har der eksisteret et narrativ i Det Republikanske Parti om, at det var ”Trumps parti”, og at støtte til ham var den eneste måde at få indflydelse i partiet på. Er magtbalancen vendt internt i partiet nu?
BRØNDAL: Der må være et opgør under opsejling. Jeg kan ikke forestille mig andet. Hvordan er det egentlig gået med præsidentvalgene siden 1992? Hvis vi ikke ser på resultaterne i valgmandskollegiet, men på befolkningens stemmer, så har Republikanerne kun vundet ét præsidentvalg siden 1992. De tabte i 1992, 1996, 2000, 2008, 2012, 2016 og 2020. Kun i 2004 vandt de det reelle flertal af befolkningens afgivne stemmer. Det er den eneste gang, de har vundet et præsidentvalg med befolkningens opbakning. Resten har de tabt. Det er i sig selv er tankevækkende.

I 2012, da Mitt Romney tabte til Barack Obamas genvalg, nedsatte Den Republikanske Nationalkomité en undersøgelse, hvor konklusionen var, at det var på tide, at Republikanerne åbnede mere op og kom med venligere budskaber til bl.a. latinoerne og afroamerikanerne for at lukke partiet mere op. Det er også en tilgang, som George W. Bush praktiserede overfor især latinoerne, mens han var præsident.

Så fik piben godt nok en anden lyd, da Trump vandt i 2016, og Reinhold Priebus, der stod bag den rapport, blev stabschef for Trump. Men en konklusion for mange Republikanere må være: Trumplinjen har ingen gang på jord fremover. Det er en dødssejler. For de har lige tabt præsidentvalget med over 7 mio. stemmer. De har lige måtte acceptere, at de ikke kunne få flertal i Repræsentanternes Hus. Og de har måtte erkende, at de ikke kunne bevare majoriteten i Senatet, hvor det nu står 50/50 efter det historiske nederlag, Republikanerne oplevede, da de tabte to senatspladser i Georgia i går.

Det har virkelig været et dramatisk døgn. Senator Chuck Summer sagde om begivenhederne: ”A date which will live in infamy.” Han brugte den samme formulering, som Roosevelt gjorde, da USA blev angrebet ved Pearl Harbor.

RÆSON: Er det din egen tolkning også, at i går ligger så højt blandt historiske begivenheder som Pearl Harbor?
BRØNDAL: Ja. Det her er en begivenhed, man vil huske. Selvfølgelig var antallet af dræbte yderst begrænset sammenlignet med fx Pearl Harbor – heldigvis. Fire, inklusiv en kvinde inde i kongresbygningen. Men hvad angår drama, er det den begivenhed, der er den mest intense siden 11. september 2001. Pearl Harbor, 11. september og det her er alt sammen begivenheder, der er meget dramatiske i USA’s historie. Den her begivenhed er en del mindre, især når det gælder dødstal, men hvad angår det amerikanske demokrati, er det et af de sorteste øjeblikke i nationens historie. ■

 

Der må være et opgør under opsejling [i Det Republikanske Parti]. Jeg kan ikke forestille mig andet. Hvis vi ikke ser på resultaterne i valgmandskollegiet, men på befolkningens stemmer, så har Republikanerne kun vundet ét præsidentvalg siden 1992
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland