28.11.2021

Hvis Biden kan til at se tilbage på 2021 som året, hvor han ikke blot underskrev en corona-hjælpelov til 1.900 milliarder dollars og en infrastrukturreform til 1.200 milliarder dollars, men tilmed fik en klima- og velfærdspakke til 1.750 milliarder dollars gennem Kongressen, vil hans første år som præsident med rette kunne sammenlignes med Franklin D. Roosevelts sagnomspundne 100 dage under New Deal-programmets indledende fase tilbage i 1933.

I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.

Af Jørn Brøndal, professor og leder af Center for Amerikanske Studier, Syddansk Universitet

DONALD TRUMP udgør stadig en trussel mod USA’s demokrati, og risikoen for en udvikling frem mod en mere autokratisk styreform er reel. Sådan opfatter mange Demokrater den politiske situation lige nu. Og næsten alt, hvad de foretager sig, ser de gennem dette prisme. Det gælder ikke mindst de to store udspil, der har domineret debatterne i Kongressen siden sommeren: en infrastrukturlov, der netop er blevet vedtaget, og en stor klima- og velfærdspakke, som Joe Biden ønsker gennemført inden årsskiftet. Det synes nærmest, som om USA’s politiske skæbne står og falder med gennemførelsen af disse reformer.

Biden finder selv superlativerne frem, når han beskriver Demokraternes store udspil. Han kalder dem ikke blot historiske, men transformerende. Om infrastrukturloven sagde han i starten af november, at med den vil et nyt og økonomisk styrket USA bryde frem, vel rustet til at „vinde den økonomiske konkurrence i det 21. århundrede, som vi står overfor mod Kina og andre store nationer og resten af verden.‟ Samtidig er hans forhåbning tydeligvis, at de to reformer samlet set vil bane vejen for et acceptabelt resultat ved midtvejsvalgene næste år.

Ambitionsniveauet er bestemt højt. Med den nyligt vedtagne infrastrukturlov er idéen ikke blot at reparere og udbygge USA’s nedslidte system af veje, broer, jernbaner, havne og lufthavne, at sikre el- og vandforsyningen og at udvide bredbåndet. Man skal også elektrificere store dele af den offentlige transport, gøre energiforsyningen grønnere og oprense en række forurenede arealer. Den samlede pris lyder på 1.200 milliarder dollars over de kommende 8 år, hvoraf dog kun de 550 milliarder dollars går til nye projekter. Selv med dette forbehold er loven skelsættende og måler sig snildt med Franklin D. Roosevelts ambitiøse infrastruktur-initiativer i 1930’erne og med den epokegørende motorvejslov, præsident Dwight D. Eisenhower underskrev i 1956.

Infrastrukturreformen blev tilmed vedtaget med opbakning fra en del kongresrepublikanere, vel nok fordi store dele af USA’s infrastruktur vitterlig er i en jammerlig forfatning. I Senatet støttede 19 Republikanere forslaget og i Repræsentanternes Hus 13. Som præsident havde Donald Trump selv gang på gang annonceret „infrastruktur-uge,‟ uden at dette dog havde ført til synlige resultater. Så meget desto mere opsigtsvækkende er det, at Trump for nylig advarede de republikanske kongresmedlemmer mod at støtte infrastrukturplanen – og at enkelte af dem, der alligevel gjorde det, efterfølgende modtog dødstrusler.

Derimod støtter ikke en eneste kongresrepublikaner det endnu større velfærds- og klimaudspil „Build Back Better,‟ der er opkaldt efter Bidens 2020-valgslogan. Kampen om denne lovpakke udstiller til gengæld en række spændinger internt i Det Demokratiske Parti.

Kan Demokraterne enes?
Oprindelig var idéen, at Build Back Better-planen skulle koste svimlende 3.500 milliarder dollars og blandt andet indbefatte 2 års gratis uddannelse på universitetsniveau (community college) og betalt forældre- og sygeorlov. I sin seneste udgave er lovforslaget blevet neddroslet til halv størrelse (1.750 milliarder dollars), men antager stadig sådanne dimensioner, at det er det største klimaudspil i USA’s historie og dertil et omfattende velfærdsinitiativ. Ganske vist har rundbarberingen af det oprindelige forslag betydet, at en række velfærdstiltag nu blot foreslås indført midlertidigt. Alligevel tåler velfærdspakken fint sammenligning med Franklin D. Roosevelts New Deal-program i 1930’erne og præsident Lyndon B. Johnsons Great Society-program i 1960’erne. Samtidig håber mange Demokrater utvivlsomt på, at vælgerne får så megen smag for velfærdsinitiativerne, at disse snart bliver gjort permanente.

Kort før Biden 1. november fløj til Glasgow for at deltage i COP26-topmødet, annoncerede han, at en ramme for hele lovforslaget nu var på plads. Han sagde, at alene klimadimensionen til en pris af 555 milliarder dollars ville udgøre „den betydeligste investering i at håndtere klimakrisen, der nogensinde er blevet foretaget.‟ Ambitionsniveauet er bestemt højt. Skattesubsidier og tilskud skal anspore til en grøn omstilling for derved at nå Bidens erklærede mål om en halvering af USA’s CO2-udledning frem mod 2030. Transportsektoren, industrien og kraftværkerne skal accelerere den grønne omstilling, og almindelige amerikanere lokkes til at investere i elbiler og solpaneler. Man skal ligeledes bygge værn mod fremtidige vejrkatastrofer.

 

Skulle trumpisternes anslag mod USA’s demokrati – og de fleste republikanske kongrespolitikeres bizart passive indstilling til hele hændelsesforløbet bagefter – virkelig ingen negative konsekvenser have for Republikanerne ude blandt vælgerne?
_______

 

Build Back Better-planens velfærdsdimension er lige så omfattende. Der skal ske en gennemgribende omlægning af de amerikanske børnefamiliers hverdag, så der bliver råd til at sende de 3-4-årige i daginstitutioner og dermed frigøre millioner af hjemmegående husmødre til arbejdsmarkedet. Samtidig er idéen gennem skattekreditter og tilskud at sikre en månedlig ydelse til børnefamilierne – også dem, der er så fattige, at de ikke betaler skat. De har allerede fået en forsmag herpå med den corona-hjælpepakke til 1.900 milliarder dollars, Biden underskrev i marts. Andre penge afsættes til at udvide sygesikringen for de mange amerikanere, der stadig ikke har råd til selv at investere i en privat sundhedsordning. Dette gælder ikke mindst dem, der lever i republikansk-dominerede stater, hvor de lokale magthavere af rent politiske grunde har afvist et tilbud om omfattende føderale tilskud: Man skulle jo nødig besudles med penge, der stammede fra Obamas store sundhedslov Affordable Care Act.

En historisk grøn omstilling og dertil velfærdsprogrammer, der næsten kunne være en vesteuropæisk nation værdige: Det var måske ikke ligefrem dét, man på forhånd havde forventet af præsident Biden, der i 36 år var en pragmatisk, midtsøgende senator fra Delaware. I skrivende stund er det eneste problem blot, at Build Back Better-planen endnu ikke er blevet vedtaget i Senatet – godt nok er den blevet vedtaget i Repræsentanternes Hus, men det er i Senatet, at det store slag vil stå.

At man propper så mange klima- og velfærdsplaner ind i ét gigantisk lovforslag er egentlig et udtryk for, hvor elendigt Kongressen fungerer i øjeblikket. Infrastrukturplanen var her undtagelsen, der bekræftede reglen: Bortset fra den kan Demokrater og Republikanere stort set ikke enes om noget som helst. Derfor må Demokraterne tage proceduremæssige kneb i brug, hvis de vil vedtage klima- og velfærdspakken. I Senatet er praksis blevet den, at på grund af risikoen for en filibuster – at et lovforslag teoretisk set tales ihjel – skal man kunne mønstre en supermajoritet på 60 ud af 100 stemmer for at gennemføre en lov. Hvis det handler om økonomien, kan man dog gennem manøvren budget reconciliation vedtage forslag ved simpelt flertal. Med deres 48 senatorer og to uafhængige allierede kan Demokraterne lige akkurat mønstre en sådan majoritet, hvis også senatspræsidenten støtter dem. Det gør hun, for hun hedder vicepræsident Kamala Harris. Netop reconciliation-proceduren blev taget i anvendelse i 2010, da Obamas Affordable Care Act blev vedtaget uden en eneste republikansk stemme, og det samme skete i foråret, da Bidens corona-hjælpepakke blev vedtaget, ligeledes uden republikansk opbakning. Budget-reconciliation må dog kun benyttes yderst få gange i løbet af en samling, så derfor har Demokraterne valgt at pakke både klimatiltag og velfærdsplaner ind i ét og samme enorme forslag.

Problemet er bare, at der ikke er plads til vaklen i geledderne internt i Det Demokratiske Parti.

Med opbakning fra Demokraternes venstrefløj annoncerede Speaker Nancy Pelosi i juni, at infrastrukturloven kun ville komme til endelig afstemning i Repræsentanternes Hus, efter at Senatet havde vedtaget den store klima- og velfærdspakke. De progressive Demokrater frygtede, at hvis de to lovforslag blev behandlet hver for sig, ville Build Back Better-planen lide syltedøden. Men med koblingen af de to forslag kom partiets venstrefløj til gengæld i karambolage med dets højrefløj. I Senatet gjorde Joe Manchin fra West Virginia og Kyrsten Sinema fra Arizona det hurtigt klart, at selvom de sagtens kunne støtte infrastrukturpakken – som Sinema tilmed havde spillet en betydelig rolle i at forhandle på plads – vægrede de sig ved at give den store klima- og velfærdspakke deres opbakning. Manchin var kritisk over for den oprindelige pris på 3.500 milliarder dollars. Og som repræsentant for USA’s næstmest kulproducerende stat og oven i købet formand for Senatets energiudvalg fik han kort før COP26-mødet i Glasgow ene mand bevirket, at selve kernen i Bidens klimavision blev skåret væk: en plan om overgang til mindst 80 pct. grøn elektricitet frem mod 2030 gennem en udfasning af brugen af fossile brændstoffer og en tilsvarende indfasning af sol- og vindenergi ved kraftværkerne. Samtidig var Sinema yderst kritisk over for idéen om at finansiere Build Back Better-planen gennem skattestigninger til de rigeste amerikanere og de største erhvervsforetagender.

Begge lovforslags skæbne forblev i lang tid uvis. Som en kommentator besk noterede, syntes de daglige skænderier om klima- og velfærdspakkens konkrete udformning at afhænge af, hvad Joe Manchin fik til morgenmad. Beviste dette ikke blot, hvor dysfunktionel Kongressen var blevet, og hvor umulige Demokraterne var til at samarbejde internt?

Brat opvågnen
Demokraterne fik en brat opvågnen den 2. november. Den dag tabte Demokraten Terry McAuliffe guvernørvalget i Virginia til Republikaneren Glenn Youngkin, en hovedrig forretningsmand uden nogen politisk erfaring. Samme dag var Demokraten Philip Murphy nær ved at tabe guvernørvalget i New Jersey til Republikaneren Jack Ciattarelli. Selvom Demokraterne forsøgte at bortforklare McAuliffes nederlag med, at præsidentens parti næsten altid taber i Virginia i året efter præsidentvalget, og at Youngkin i øvrigt havde anstrengt sig for ikke at fremstå for trumpsk, var det i lyset af stormen på Kongressen den 6. januar svært at se Demokraternes nederlag som andet end katastrofalt. Skulle trumpisternes anslag mod USA’s demokrati – og de fleste republikanske kongrespolitikeres bizart passive indstilling til hele hændelsesforløbet bagefter – virkelig ingen negative konsekvenser have for Republikanerne ude blandt vælgerne?

Samtidig fortsatte coronapandemien med at hærge; Demokraterne fremstod svage efter den kaotiske militære tilbagetrækning fra Afghanistan; vareforsyningssituationen i USA nærmede sig det katastrofale; og inflationen voksede. Bidens popularitet – approval rating – nåede i oktober ned på bare 42 pct.

Efter valgnederlaget i Virginia hævdede forbitrede røster, at hvis blot infrastrukturpakken var blevet vedtaget forinden, ville McAuliffe have sejret. Til gengæld blev denne reform rent faktisk vedtaget kort efter fadæsen i Virginia. Tilbage i september havde Pelosi allerede forsøgt at ophæve sammenkædningen af infrastrukturlovforslaget med klima- og velfærdsinitiativet; men venstrefløjen havde modsat sig. Da infrastrukturforslaget så blev vedtaget i Repræsentanternes Hus den 5. november, skete det trods seks progressive Demokraters hårdnakkede modstand.

Bliver den store klima- og velfærdspakke også til virkelighed nu trods venstrefløjens mislykkede forsøg på at koble dens skæbne med infrastrukturlovens? Det håber langt de fleste Demokrater givetvis på. De ser nemlig klima- og velfærdsforslaget som et forsøg på i sidste ende at komme trumpismen til livs.

Sagen er denne: Hvis Biden kan til at se tilbage på 2021 som året, hvor han ikke blot underskrev en corona-hjælpelov til 1.900 milliarder dollars og en infrastrukturreform til 1.200 milliarder dollars, men tilmed fik en klima- og velfærdspakke til 1.750 milliarder dollars gennem Kongressen, vil hans første år som præsident med rette kunne sammenlignes med Franklin D. Roosevelts sagnomspundne 100 dage under New Deal-programmets indledende fase tilbage i 1933. Biden vil have indvarslet en ny æra med gigantiske byggerier, omfattende grønne tiltag og en i hvert fald midlertidig udbygning af velfærdsstaten til næsten vesteuropæiske proportioner.

Biden og Demokraternes forhåbning er, at alt dette kan nå at have en gavnlig effekt på midtvejsvalgene næste år og i sidste ende sende trumpismen i graven. Udfordringen er nemlig, at historisk set er hovedreglen, at det parti, der vinder præsidentvalget, bagefter taber pladser i Kongressen. Dette ville i 2022 føre til republikansk magtovertagelse i Repræsentanternes Hus og muligvis også i Senatet.

Bliver Bidens store klima- og velfærdsvision til virkelighed? Hvis det sker, vil de mange nye jobs og den forventede forbedring af børnefamiliernes hverdag så føre til en permanent styrkelse af Det Demokratiske Parti? Det håber de fleste Demokrater på, især fordi de anskuer politikken ud fra det trumpske prisme: For mange af dem står og falder USA’s skæbne som et moderne demokrati med vedtagelsen af Build Back Better-planen. Alt afhænger lige nu af Joe Manchin og Kyrsten Sinema. ■

 

Biden vil have indvarslet en ny æra med gigantiske byggerier, omfattende grønne tiltag og en i hvert fald midlertidig udbygning af velfærdsstaten til næsten vesteuropæiske proportioner
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland